Oprettet af
rinpoche d. 15/12-2009 14:47
#3
http://epn.dk/bra...920108.ece
Det er der ikke så meget der tyder på pt.
Carlsberg opgiver Thailand
Af SØREN KRAGBALLE
Offentliggjort 15.12.09 kl. 09:28
Bryggeriet røg ud efter et slagsmål i 2003 med en af de rigeste mænd i Thailand.
Aktiekurs
Carlsberg forpasser en gylden mulighed for igen at komme tilbage på markedet i Thailand. De asiatiske lande i sammenslutningen Asean har besluttet at fjerne toldbarriererne fra årsskiftet, men alligevel tøver bryggeriet med at satse på et af de bedste ølmarkeder i regionen.
Carlsberg røg ud af landet efter en alvorlig uoverensstemmelse med sin tidligere partner, whiskeykongen og milliardæren, Khun Charoen.
De to parter indgik forlig i en voldgiftssag i London i 2005. Siden har Carlsberg enten ikke turdet eller blot misset chancen for at komme tilbage på det thailandske marked.
Toldmure forsvinder
»Det er rigtigt, at der sker noget med toldsatserne fra årsskiftet. Men Carlsberg har ingen planer om at gå ind i Thailand. Forudsætningen for at gå ind er en forretningsmodel, der ser lovende ud. Vi vil være helt sikre på, at det lykkes for os, før vi går ind. Thailand er et stort land og derfor skal vi være overbevist om, at det vil generere et overskud,« siger international pressechef Jens Peter Skaarup fra Carlsberg.
Før striden med Charoen, som begyndte i 2003, var Carlsberg en tydelig del af gadebilledet de fleste steder i landet.
På trods af at der er gået seks år siden bryggeriet for alvor var til stede, kan man stadig finde gamle reklamer i eksempelvis Bangkoks bybillede og fadølshaner med Carlsbergs navn på. Men der ikke Carlsberg i fustagerne.
Distribution nøglen til succes
»En af de ting, der skal være på plads inden et eventuelt come back er distributionen. Derfor skal en sund forretningsmodel bygge på en god mulighed for at kunne fragte øllet fra kedlerne og ud til stederne, hvor forbrugerne befinder sig. Og på en økonomisk fornuftig måde,« siger Jens Peter Skaarup.
Der dukker sporadisk Carlsberg øl op i Thailand. Men de er ofte smuglet ind fra Malaysia og holdbarheden er tvivlsom.
Desuden kan man købe den Carlsberg-ejede Beer Lao, som er nationaløllen i Laos, flere steder i Thailand. På den måde er Carlsberg stadig indirekte til stede i Thailand i nogle områder - især mod grænsen til Laos.
Carlsberg-bryg flyttes til Singapore
Som en kuriositet kan det nævnes, at der indtil for nylig er blevet brygget Carlsberg i Thailand som lønproduktion på San Miguels bryggeri uden for Bangkok. Det vil sige ren outsourcing og ikke på licens og med opsyn fra danske brygmestre.
»Den produktion, som udelukkende blev eksporteret til Singapore, er ved at blive flyttet efter det børsnoterede datterselskab Carlsberg Malaysia, som er 51 pct. ejet af Carlsberg, har købt Carlsberg Singapore. I fremtiden skal eksporten til Singapore brygges i Kuala Lumpur,« siger Jens Peter Skaarup.