Når Sammenslutningnen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) i disse dage afholder deres årlige forum i Thailand, vil USA presse på i spørgsmålet om ASEAN-medlemmet Burmas gentagne overtrædelser af menneskerettighederne.

ASEAN siger selv, at de tager menneskerettigheder alvorligt, men hvis man for eksempel ser på forholdene for de burmesiske Rohingya-flygtninge i Thailand, er der ikke meget, der tyder på, at der er hold i dén snak.

Mishandlet af det thailandske militær
I februar tog en australsk badegæst et billede af, hvordan det thailandske militær mishandlede næsten 100 flygtninge på en strand på øen Koh Baed i Thailand.

Verden var forarget, og selv ASEAN, som både Thailand og Burma er medlemmer af, kom med udtalelser om, at nu måtte problemet med Rohingyaerne løses. Siden er der ingenting sket, siger Abdul Mabud, som er formand for foreningen for Burmesiske Rohingyaer i Thailand.

- Der er ingen i Thailand, der hjælper dem. Der er nogle, der er venlige og hjælper med mad men kun 1-3 gange og så ikke mere. Det skyldes bl.a., at autoriteterne beskriver Rohingyaerne som dårlige mennesker, der stjæler, lyver og slår deres arbejdsgivere ihjel, fortæller han.

En etnisk gruppe, som ikke hører til
De Rohingyaer, som stadig bor i Burma, lever under endnu værre forhold. Læger Uden Grænser anslår, at 90 procent af dem er kronisk underernærede.

De burmesiske myndigheder anerkender ikke Rohingyaerne som en af Burmas oprindelige etniske grupper. Derfor kan de ikke få papirer, og uden papirer har de ingen mulighed for arbejde.

I stedet er de stats- og retsløse og er blevet forfulgt, afpresset, mishandlet og udnyttet af militæret i Burma. I 1991/'92 flygtede cirka 250.000 Rohingyaer ud af landet - hovedsageligt til Bangladesh.

Efter års snak frem og tilbage mellem Burma og det internationale samfund, FN, NGO'er og nødhjælpsorganisationer er situationen i det store hele ikke blevet bedre for Rohingyaerne i Burma.

Så hvert år - især mellem oktober og april, når vejret er godt at gå til havs i - er der stadig nogle tusinde, der forsøger at komme ud af landet. Men det er altså uden garanti for, at deres liv bliver meget bedre, der hvor de ender.