Oprettet af
Jin Jok d. 25/02-2010 22:23
#1
Inspireret af Rinpoche's beretning er her min fortælling om vores munkebryllup. Jeg besidder ikke de store evner udi formulering, ej heller samme erfaring som Rin. Tag det for mit lille bidrag til at give et så varieret billede af Thailand som muligt.
Et bryllup tæt ved Bangkok.
Hun sagde ja, min dejlige kone. Hvor heldig kan man være. Ung og smuk, veluddannet og godt job, hvad dælen vil hun med mig ?
Jeg lander en tidlig morgen i Bkk, hele familien, 2 pickups fulde står og venter. Selvfølgelig i den forkerte ende af lufthavnen, men miseren opklares efter et par telefonopkald. Efter 10 mins ventetid ved taxaholdepladsen, med ulidelige tilråb fra den anden side som ”Pattya Sir, very cheap for U” er jeg pludseligt omgivet af smilende ansigter. Grandmom dukker op i mylderet. Hun kender mig, breder armene ud og giver mig en kæmpeknuser. Tilpas iscenesat dukker HUN, min tilkomne op, hvor er hun da smuk, da jeg smækkysser hende ( kan ikke styre mig) udløser det piften og latter. Den tåbelige falang.
Brylluppet har været planlagt i lang tid. Alle pigerne har været i gang i næsten 3 måneder. Vi holder det i Grandmom/dads hus som ligger ude mellem rismarkerne vest for Bkk. Alle mand i bilerne….Falangen får et forsæde for sig selv. Jeg ville helst have siddet på det pressede bagsæde, tæt op af hende
Efter 1½ times kørsel ankommer vi. Jeg er træt efter flyveturen, sover ad h til i flyvemaskiner, men det er bare alt for dejligt at være tilbage. På alle opfordringer om at få sovet lidt, takker jeg nej tak. Der kommer mad på bordet til middag. Mine smagsløg har atter glemt hvor stærkt thaimad kan være. Granddad griner så meget af falangen der stønner og bliver rød i hovedet, at jeg bliver helt bekymret for hans hjerte. Han griner med hele kroppen og falder næsten ned af stolen. Bare sådan et lille stykke kylling, hulker han….
Jeg er ret sikker på at det kyllingestykke er omfattet at Geneve konventionen om kemisk krigsførsel, snak om masseødelæggelse våben ! Jeg har inden middagen været oppe ved købmanden og købe en pose Chang og Cola, og vi sidder længe ved bordet og får snakket.
Mine medbragte gaver bliver fordelt og vækker behørig lykke. Grandmom griber straks den hånd og neglelotion jeg har medbragt og smøre den ud i hele ansigtet, og roser mig højlydt for den blødhed hendes hud får. Gad vide hvordan Granddad brugte den 15års singlemalt han fik, jeg vil helst ikke vide det, jeg så den i hvert fald ikke mere
Brylluppet er om 5 dage og Fay har selv arrangeret alt. Hvad jeg ikke ved noget om, er omfanget. Hun har spurgt mig hvad jeg gerne ville, og jeg har svaret, at jeg vil give hende et flot stort bryllup, og jøsses, det får vi !
Dagen før brylluppet, myldre den store have af liv fra 7 morgen. Et hold ”elektrikere” kaster ledninger rundt mellem træerne. Lysstofrør i alskens farver hænges op i lodret stilling. Som gammel elektriker, kigger jeg nærmere på deres installationer, og lover mig selv at holde mindst 2 m’s sikkerhedsafstand til dem, når spændingen bliver tilsluttet. Skal nogen slås ihjel, skal det ikke være mig
Blomsterdamen ankommer og samme med Fay og hendes veninder går de i gang med at lave dekorationer. Bemærk at her er kl. kun 8 morgen. Jeg bliver hijacket af Brother og en flok drager på motobikes ud for at skaffe dekorative siv og palmeblade. Alt og alle står ganske ugenert og glor efter falangen på biken, vi er trods alt kun 80 km fra BKK, men det viser sig at Fay er den første pige fra landsbyen der gifter sig med en Falang og at brylluppet åbenbart er det hotteste emne i lang tid.
Tilbage ved huset (det er et traditionelt thai træhus på søjler) er endnu et par ret store trucks dukket op. Det er teltfolkene, der hurtigt rejser 8 store pavilloner + en ekstra til køkkenet. Nogen har været i templet og lejet service, gasblus, trækulsfade, potter, pander og og og. Jeg spørger Fay hvad det koster at leje, og hun fortæller at man betaler efter evne, og at det skal jeg ikke bekymre mig om GYS
Lidt før middag ankommer leverandøren af drikkevarer. 4 store isbokse læsses af og fyldes med Sodavand og soda. Kassevis af whisky læsses af, fulgt af lange blikke af alle mandlige tilstedeværende.
Ud over telte opstilles et højtaleranlæg på den side af huset hvor vi sover. Det når så rigeligt op i 1 sals højde, og det spiller højt, rigtigt rigtigt højt. Så højt at Falangen hurtigt lurer hvor volumenkontrollen befinder sig, og får skruet ned. Jeg modtager et taknemmeligt blik fra Grandmom.
Foran pavillonerne opstilles en scene med endnu et kæmpe anlæg, og da det testes af, springer sikringerne. No problem sir råber elektrikeren, og udskifter lynhurtigt sikringer med noget der ligner bøjede søm. Jeg holder herefter 2 m’s sikkerhedsafstand til enhver form for elinstallationer ud over havebelysningen.
Da alle leverandører er forsvundet, er vi vel kun en 50 stykker tilbage. Vi mænner trækker i skyggen, soda, is og whisky dukker op, og via en nogenlunde engelsktalende nabo bliver jeg krydsforhørt om Danmark. De synes det er vildt morsomt med årstider, og kan det virkeligt passe at der kommer sne ? jojo, den er god nok. Jeg har medbragt billeder hjemmefra, herunder nogen snebilleder. Dog fatter de ikke hvorfor jeg har et hus jeg kan spænde efter bilen, for at køre rundt og bo forskellige steder. Jeg har jo et dejligt stort hus….tåbelige falang
Pludseligt kommer et kæmpehyl fra det ene højtaleranlæg. En for mig ganske ukendt mand står med mikrofonen og snakker, og snakker. Jeg fatter intet, mener dog et par gange at høre mit eget navn. Og ganske rigtigt…det er den lokale udråber der annoncere det kommende bryllup. Det tager såmænd kun en ½ times tid før han trisser af igen. Ikke at det stopper nogen i arbejdet, det være sig blomsterpyntning eller whisky indtagelse.
I det interimistiske køkken knokler en flok piger, alle skal bespises under forberedelserne. Jeg kigger forbi med jævne mellemrum og kigger på de fremmede og spændende ingredienser. Pigerne finder hurtigt ud af at jeg gerne vil smage de forskellige ting, og hver gang jeg dukker op, bliver små lækkerbiskner fundet frem.
Meget aner jeg ikke hvad er, men ting som palmestammehjerte, sukkerstegte bananer er blandt udvalget. Jeg gør gengæld med et par sandwich med min medbragte dåseleverpostej. Jeg er sikker på det kun var høflighed at de roste det. De tager et lillebitte nip og lader resten ligge. Næste gang jeg kigger, er de væk, og har den hund ikke krummer om snuden ? Well, Dåseleverpostej er også bedst egnet som hundeføde
Det bliver tid for aftensmad, og mums det er godt…og hot. Lysene i haven bliver tændt og flere MÅ bare op på scenen og give et karaoke nummer. Som aftenen skrider frem, og da alle insistere på at jeg til stadighed har en whisky/soda i umiddelbar nærhed, hvilket jo som bekendt fremmer min sangstemme, lander jeg også på scenen. Jeg har valgt et Elvis nummer…..Just want to be U’r teddybear…..tåbelige falang
Det er helt sikkert af høflighed af Fay og veninderne kommer løbende til og smider blomster op til mig. Granddad ligger i krampe på jorden, gad vide om de har hjerteambulancer helt herude ?
Tiden løber og vi kommer først i seng kl. 2.30. Fay kommer direkte fra badet, klæder sig af, helt af, og putter sig tæt ind til mig. I love You, og så sover hun trygt.
Ved i hvad? det er simpelthen det tætteste jeg har været på ”nærmest lykkelig” for nu at citere TV2. Jeg ligger lidt og lytter til hendes små ”sovelyde” til jin jok’erne og falder i søvn
.
Søvnen er kortvarig, jeg vågner med et spjæt. Stadig buldermørkt, men højtaleren udenfor brøler med den Thailandske National hymne……3 ja 3 gange, hvorefter min ven landsbyudråberne starter forfra. Fay forklare mig at det er ganske normalt, hvorefter hun falder i søvn igen. Hvordan S**** kan man sove i den larm ?? Under hans 30 mins lange enetale opfinder jeg flere geniale metoder for mord med ufattelige lidelser tilknyttet. Da han stopper trasker jeg udenfor til køkkenet og finder noget koldt vand, tager min lille pille for det let forhøjede blodtryk og overvejer om det ikke vil være bedre at tage 2. Efter sådan en opvågning er pulsen på 180, mon det ikke er bedst. I stedet vælger jeg et par kodimagnyler, damn der røg godt nok noget soda ned i går.
Grandmom dukker op, og laver kaffe til mig. Det ved hun jeg kan lide, og der er i anledning af min ankomst indkøbt pulverkaffe. Det smager afskyeligt, men duften minder da lidt om kaffe.
Morgenmaden er ris og kylling, men da Fay i lyntempo mixer en omelet sammen, er det bare skønt. Kors hvor jeg dog elsker den pige.
Efter badet kommer den store omklædning. Der er kun en times tid til at munkene kommer.
De første gæster er allerede ankommet. Vi har bestemt os for traditionelt thailandsk beklædning til brylluppet. Fra sidste besøg hvor jeg fik lavet et par jakkesæt og skrædderen derfor har mine mål, har Fay fået syet et sæt til mig. Thaisilke og guldfarvet…..Det sidder perfekt, og er komplet med ”skærf”” over skulderen. Endvidere en lille stok på ca. 40 cm, som jeg åbenbart skal bære i hånden. Har ingen anelse om hvad den skal gøre godt for ? Måske for at tæve konen
En pickup ruller ind, her er 3 personer klædt helt i hvidt. Jeg får at vide at de gør klar til at munkene kommer. Den ene af dem er åbenbart en respekteret person og at når han lukker øjnene kan han se fremtiden. Så kommer the Batmobile, undskyld Munkomobilen, for det er lidt af et syn at se 9 munke på ladet af en Toyota De forsvinder hurtigt op på 1 sal.
For mig er det tid for sidste tjek. De mange konvolutter med en 100bath i monteres i inderlommen, og jeg bliver ført væk fra huset, ned gennem byen.
Folk står klar med fade af offergaver og palmegrene. Grandmom fare rundt og sørger for at alle står på den rigtige plads. Offergaverne er søde sager, et helt svinehoved 2 hele bagben med skinker fra svin, frugt osv.
Under Grandmoms kyndige og diktatoriske ledelse sættes hele optoget i gang. Der synges hele vejen igennem byen. Det er kun mig der er med i optoget. Fay er blevet gemt et eller andet sted, og min opgave er nu at finde hende. Samtidigt bliver vejen mod hende blokeret af venner og familie.
Granddad der i dagens anledning er blevet udnævnt til min Far, forestår nu forhandlingerne for at få ophævet disse blokader, og det er her at konvolutterne med 100 bath sedlerne kommer i spil. Ja vi taler om simpel bestikkelse. Disse forhandlinger forgår med råben og skrigen, men afsluttes sjovt nok alle sammen med udlevering af en konvolut. Det er virkeligt sjovt og alle griner og hygger, men hvor er det dog anderledes.
Da sidste port er forceret, er det min opgave at finde Fay, og se hende i hendes brudekjole for første gang. Hun har vogtet over kjolen som en høg, ikke det mindste lille kig har jeg fået. Jeg finder hende bag et forhæng i stuen. Hun er ganske enkelt betagende. En enkel stropløs tætsiddende kjole i stof der matcher mit. Håret er sat op og makeuppen er tilpas diskret, så ingen kan være i tvivl om at hun er den smukkeste pige på jorden. Jeg er ikke længere nærmest lykkelig, nu er jeg helt lykkelig
Vi begiver os sammen op på 1 sal, op til munkene. Den nærmeste familie er alle heroppe. Rundt langs 2 vægge på måtter sidder munkene, 9 stk. i alt. Ikke at jeg forstår det, men jo flere munke, jo finere er det, og ja, selv om min (meget snart) kone er veluddannet osv, er det vigtigt at vise udadtil at hun bliver godt gift. Hun har forklaret mig at det vil skabe respekt for hendes familie overfor den øvrige landsby, hvilket virkeligt betyder meget i det lille samfund.
Vi knæler foran den øverste munk og han begynder at messe. Efter dette wai’er vi foran et lille alter og tænder et lille lys, der sidder skråtstillet over et fad med vand. I dette vand er også en bomuldssnor, der ubrudt går fra munk til munk, videre udenfor, rundt om HELE matriklen, og tilbage igen. Lyset drypper stearin ned i vandet, størkner omgående, og bliver så tydet af den øverste munk. Heldigvis kan han tydeligt se at vi får et langt og lykkeligt liv, puha
Munkenes messen bliver genoptaget, det lyder faktisk ret godt. Hver gang jeg tror de er færdige tager de en dyb indånding og forsætter. Efter 30 min. er den tåbelige falangs ben totalt følelsesløse, og alt hvad jeg kan tænke på er hvordan katten jeg skal komme op herfra. Samtidigt sidder Grandmoms mor på samme måde blot 2 m fra mig. Hun må være født nogenlunde samtidigt med Cleopratra, så jeg bider tænderne sammen og æder det i mig. Kan hun, kan jeg også.
Hun faldt i øvrigt død om, ugen efter jeg tog hjem. Iflg Fay mens hun kastede sten og råbte skældsord efter naboens møghunde som var kommet ind på hendes grund RESPEKT !
En af de mange handlinger der forgik under munkevielsen forgår ved at hver enkelt munk dypper et bundt kviste i en skål med vand, og udtaler en bøn mens han forsigtigt slår dig oven på hovedet med kvistene.
Det var altså alle 9 det gjorde det. Da vi nåede nr. 8, og man kravler rundt på knæ foran dem, så wai’ede jeg, og bøjede pænt mit hoved, hvorefter han knaldede mig 3 gange hårdt i hovedet med bundet af kviste
Da jeg kiggede op sad den orangeklædte unge lømmel med et stort grin på, og jeg havde virkeligt svært ved ikke at skratgrine sammen med ham, frisk fyr, fik lige løst lidt op for mig.
Da vi var færdige, var Fay’s hår kun en anelse fugtigt, og jeg var gennemblødt. Payback time, tåbelige falang
Herefter servere vi mad for munkene, altid bruge begge hænder når du rækker noget frem til en munk.
Sin Sod
Det er blevet tid for at betale den aftalte Sin Sod. Om andre gør det, hvor meget osv. vil jeg ikke blande mig i. For mit vedkomne valgte jeg at følge traditionen. Fay havde sagt, at det måtte jeg selv afgøre. Hun vidste at det for en europæisk mand kunne føles underligt at skulle ”betale” for sin kone, men jeg kunne godt se på hende at det ville betyde noget for hende at jeg gjorde det. Så de 400.000 bath blev af en ældre mand sirligt arrangeret på en fad, omkranset af små foldede palmeblade. Det guld jeg havde købt til Fay blev lagt ovenpå. Herefter gik de ældre i gang med at inspicere og drysse en blanding af hvad der lignede salt og krydderier over penge og guld. Det hele blev så herefter (- guld) svøbt i et grønt klæde som hendes Mor (svigermor fra helvede, anden historie) under meget påtaget møje og besvær slæbte ned fra 1 sal, under står bevågenhed fra alle der stod udendørs. De kunne i øvrigt følge med i det hele via højtaler anlægget.
Dagen efter blev samtlige 400.000 returneret til mig. Nu er ”ansigtet” vist udadtil, og de ønsker oprigtigt at Fay får et godt liv, hvilket de så betror mig at give hende.
Slut del 1. Jeg håber du er vågen endnu :-)
JJ
Oprettet af
Jin Jok d. 26/02-2010 21:54
#17
Del 2.
Efter en kort pause, hvor munkene har spist, invaderet munkomobilen og draget af sted er det tid for den sidste ceremoni. Den er forlagt til den overdækkede terrasse på 1 sal. Her er indkøbt og opstillet et ”møbelsæt” beregnet på at Fay og jeg har hvert sit lille bord og pude at knæle på, således det passer nogenlunde i højde med at vi knæler på puden, har albuer på bordet og hænder i ”wai” stilling foran bordet.
Fays ”sister” vistnok en kusine ( fætter/kusine/ familie, benævnes ofte som søster og bror, og behandles i øvrigt lige sådan) har forberedt rosenvand. Dette har hun i en kande som hun så fylder i en konkylie som jeg selv har snorklet op ved Koh Mak. Gæsterne kommer så, tilsyneladende ifølge rangfølge/alder og udtaler deres gode ønsker for vores ægteskab, mens de hælder lidt vand ud over vores hænder.
Manden der er klædt i hvidt, og kan se fremtiden placerer en ring af garn over Fay’s og mit hoved, disse er forbundne af samme garn. Dette foregår under afsigelse af bønner, og han maler en hvid plet i vores pander med noget der minder om opblødt kridt. Da det er færdigt, spørger jeg pænt Fay ” Er vi gift nu ?” da hun svare ja, så får hun atter et smækkys. Vild juble bryder ud, jeg havde glemt højtaleranlægget……tåbelige Falang. At kysse i offentlighed er ikke normalt i Thailand, og er du ikke nygift og Falang, så pas på Men her det ok, vi må pænt stå på trappen og kysse indtil alle har set det mindst 2 gangen.
Alle gæster der bor i nærheden, trækker hjemad, nu er det snart middag og varmen er voldsom. Fay og jeg får lejlighed til at hoppe i noget mere afslappet tøj og komme rundt og snakke lidt med gæster der er kommet langvejs fra. Vi sniger os også til en times afslapning i vores værelse. Det er rart lige at få lov til fordøje den begivenhedsrige morgen. Som dansker er alle disse ritualer virkeligt fremmedartede, men det er en kæmpe oplevelse at få lov at overvære. Det er bare om at suge så meget til sig som muligt.
Efter at have hvilet lidt, fået et bad, er det i aftenbeklædningen. Cateringfirmaet er ankommet med omkring 15 ansatte. Der dækkes borde, og anrettes til den store guldmedalje. På mit spørgsmål om hvor mange gæster vi kan forvente er svaret, nok ca. 400 !
Vi ville ikke lave det alt for stort Honey, udtaler min kone Hun er sgu dejlig, sådan at holde sig til de nærmeste 400 slægtninge og venner.
Da det jo er Thailand, har alle leverandører selvfølgelig en eller anden tilknytning til familien, og vi får alt til særpris, jaja…Men det er stadig rørende billigt set med danske øjne.
Da gæsterne begynder at ankomme, står Fay og jeg, Grandmom/Dad nede ved indkørslen og tager imod. Der skal tages billeder af os sammen med samtlige der ankommer. Grusvejen udenfor er efterhånden et stort kaos af biler. Pludseligt ankommer 4 betjente iført selvlysende veste, lysstave og med stor iver kaster de sig ud i at dirrigere gæster på plads. Det viser sig at det er aftenholdet fra den nærliggende station, som kender Granddad, og derfor forlægger tjenesten herud i dagens anledning. Jeg bemærker at en spand med is, nogen soda’s og en flaske whisky diskret stilles over i det lille skur som de okkupere på den anden side. Den gik nok ikke hjemme i lille Danmark, men sikken da en pralefaktor at få med hjem at fortælle om (ja, jeg havde politiet til at dirigere trafikken)
Mørket sænker sig, og hele haven summer af liv. Nogen gæster er der kun et par timer, der er en konstant cirkuleren. Fay og jeg bliver kaldt op på scenen, hvor den lokale borgmester holder tale for os og vi får blomsterkranse hængt om halsen. En æresgæst er der også. Det er grundlæggeren af den katolske skole, hvor Grandmom er lærer, som er hædersgæsten. Han er over 80år men holder en smuk tale for os på engelsk, så endeligt er der lidt jeg forstår. Så bliver det min tur til at skulle holde tale, og jeg har allieret mig med en af Fays veninder til at tolke for mig. Jeg takker alle for at de er kommet, og lover dem at tage mig rigtigt godt af Fay.
Så er det tid til at cirkulere rundt mellem bordene. VI modtager gaver (penge) og giver gaver tilbage i form af gulebarre, hvorpå vores navne og datoen er graveret. LANGT om længe får vi lov til at sidde ned og få lidt at spise. Maden er fantastisk, specielt nogen friterede kæmperejer på små spyd smager vidunderligt. Da jeg begejstret roser dem, går der 30 sek. Så har mindst 3 af de tilstedeværende piger ved bordet, været i køkkenet og hente flere til mig
Jeg går rundt mellem de forskellige borde, og alle er ivrige efter at snakke og hælde whisky/soda på mig, men jeg passer lidt på, lige her i aften vil jeg være den så lidt tåbelige falang som muligt
Scenen indtages af 4 syngepiger der synger forfærdeligt, men de ser hamrende godt ud. Jeg ser mange at de mandlige gæster der helt glemmer at tygge maden. Jeg ser også deres koners blikke, uha…pas meget på en jaloux thaipige Heldigvis forsvinder pigerne ret hurtigt igen.
Gæsterne trækker efter danske forhold ret tidligt hjemad, omkring kl. 23 er haven næsten tømt. Pludseligt kommer en politibil ind af bag indkørslen efterfulgt af en kæmpestor sort 4 hjulstrækker med helt mørke ruder. Politibilen blinker et par gange med de røde blink, og dørene går op. Alt og alle begynder at løbe rundt i små cirkler, og jeg fanger Fay og spørger om hvad der sker. VIP familie is coming !
Bodyguards fra det Thailandske militær, tager et hurtigt overblik og fra den sorte bil kommer en ældre lille mand i pænt jakkesæt ud. Gandmom/dad modtager han ved at ligge sig på knæ foran ham og wai’er dybt.
Han kommer over til Fay og mig, hilser pænt, og undskylder den sene ankomst. Fay får en konvolut, og han runder lige de tilstedeværende for udveksling af høfligheder. Jeg taler med den ene bodyguard, derfra ved jeg at de er militære. Alle er store og veltrænede, øresnegl og pistoler. Det er fuldstændigt surrealistisk at bevidne. Her står jeg midt mellem rismarker og fiskedamme, og så ligner det pludseligt noget fra en amerikansk b-film. Efter han er draget af sted igen får jeg at vide at han er meget højtrangerende i den buddhistiske organisation, ikke munk, men administrator. Hvorfor han er udstyret med bodyguards får jeg ikke noget at vide om. Et par uger senere udpeger Fay hans hus for mig da vi passere på vej hjem fra en restaurant. Det ligger bag høje mure og er kæmpestort. Så et eller andet ved musikken er han
Før vi går i seng tager Grandmom os med ned til husalteret, hvor vi begge går op og siger tak for hinanden og beder om lykke i vores liv. Alle er trætte og går i seng. Jeg bliver siddende lidt udenfor med en kold øl, og prøver at fordøje de mange sanseindtryk, indtil Fay kommer og siger hun savner sin mand, livet er jo herligt.
Dagen efter brylluppet, tager vi tilbage til Bkk. Jeg skal på ambassaden og hente mine papirer, have dem legaliseret, så vi kan blive gift legalt. Bortset fra det tager noget tid af fare rundt mellem alle de officielle kontorer , forløber alt dette smertefrit, og snart er alt dette også på plads. Jeg har læst på lektien hjemmefra, og fundet mange gode råd her på sitet, samt ambassadens anvisninger på deres hjemmeside.
På 5 dagen efter brylluppet, tager vi bussen ud til Grandmom igen. Vi skal ifølge traditionen plante hver sin bananpalme, samt nogen skud fra en anden plante som jeg stadig ikke har fundet ud af hvad er. Det bliver lidt sent inden vi får det gjort, og moskitoerne bag i haven er vilde med mine ben.
Det bliver rigtigt sent inden vi er tilbage i Bkk, men følelsen af, at nu er alt HELT på plads, er rigtig rar. Det har været en lang proces, men når jeg ser på Fay der sidder og arbejder på PC’en, er det, det hele værd.
Prøv det
JJ