De bekvemme kup
Enhver regering i et land med et friskt minde om et militærkup er nødt til at operere med sandsynligheden for, at militæret igen vil gribe ind, hvis regeringen ikke tilpasser sin politik derefter.

Vi taler tit om, hvordan vi gerne vil gøre verden til et bedre sted. For eksempel vil vi gerne hjælpe med at indføre demokrati og stabilitet i de lande, der mangler det.

Men hvad nu hvis de to idealer er indbyrdes modstridende? Eller hvis kampen for demokratiet kræver, at man en gang imellem lige suspenderer demokratiet et øjeblik for at få orden på sagerne, så demokratiet kan blive endnu bedre og stærkere, næste gang man indfører det igen?

Det synes at være logikken i den nye indstilling til militære kup verden over, som Information portrætterede i gårsdagens avis. Indstillingen er, at militærkup i visse situationer ikke er anslag mod demokratiet, men tværtimod kan være nødvendige forudsætninger for at sikre de velfungerende demokratier.

Således er militære kup i lande som Thailand, Honduras og Niger reelt blevet accepteret af det internationale samfund i de seneste år, fordi kupmagerne har lovet at indføre demokrati snarligst. Det gør kupmagere ganske vist altid, men i de pågældende tilfælde har omverdenen holdt igen med fordømmelsen, fordi den demokratiske tilstand også før kuppene har været betragtet som problematisk.