Debatemne: Thailand Portalen (version 2004) :: Hvordan jeg fik MC kørekort i Thailand - del 2

Oprettet af Himmelhunden d. 06/03-2010 04:02
#1

Tak for positiv respons. Mit indlæg har da sat gang i en livlig debat – hvad jo også er meningen med det hele. Vi må nok konkludere, at reglerne er lidt forskellige i de forskellige provinser – så en god ide at vel at forhøre sig der hvor man bor.

Jeg vil godt dvæle lidt ved Hurato/Hugos indlæg om vigtigheden ved at have et kørekort. Det er jo rigtigt! Kørekortet er et bevis på sin duelighed – og sidst men ikke mindst kan jeg ikke helt frigøre mig for tanken om hvad ens forsikringsselskab vil sige, hvis uheldet er ude. I Thailand er det åbenbart kun et pengespørgsmål. Styrthjælmen har man jo heller ikke på for politiets skyld –selv om det af og til kunne se sådan ud.

Men læs nu 2. og næstsidste del om hvordan det foregår i Phichit provinsen.
--------------------------------------
Nu er det nok. Bøderne giver ikke noget voldsomt indhug i kassebeholdningen. 100-200 bth pr. gang med eller uden bestikkelse. Men ydmygelserne. De lange spadsereture, ventetiden, varmen. Jeg bliver arrig – har vist arvet dette temperament efter min hidsige salige far. Nu skal det være. Jeg må se at få taget det kørekort. Kun 2% af vesterlændinge i Thailand har thailandsk kørekort til MC – typisk vesterlændinge med fast adresse i Thailand.

En dag kommer jeg hjem – sprutrød i hovedet – og Toy – min kære hårdt prøvede hustru, kan på lang afstand se at jeg igen er blevet lettet for 200 bth. Inden jeg kommer for godt igang, foreslår hun at vi tager ind på det lokale motorkontor og undersøger mulighederne for et kørekort.

Som sagt så gjort. Vi tropper op næste dag. Jeg viser dem mit danske kørekort til bil og fortæller at jeg gerne vil have et kørekort til motorcykel – i øvrigt med Toy som tolk. I forvejen har jeg betalt 30 bth. for en lægeerklæring – uden at de i øvrigt har undersøgt noget som helst. På vores lokale kommunekontor ”Tessaban” har de udfærdiget en erklæring om, at jeg har fast adresse i Thailand, hvad er meget vigtigt – for overhovedet at få et kørekort. Den venlige dame på ”motorkontoret” siger jamen, det er da meget let – da jeg allerede har kørekort i Danmark.

Jeg kommer ind i et rum, hvor jeg bliver testet for reaktionsevne og farveblindhed. I baggrunden er der sat en fotoserie op af trafikuheld, hvor voksne og børn ligger spredt ud over hele vejbanen, smadret til ukendelighed. En enkelt, men makaber måde at vise thailænderne – og mig, hvad der venter, hvis man kører vildt. Uheldsfrekvensen her er tre gange så stor, som i DK.

40 min og en 2-300 bth. senere har jeg mit thailandske kørekort, som vi i en lille shop får indkapslet i plastik. Jeg er stolt som en pave – utroligt at de fjolser giver mig kørekort til motorcykel – på basis af et dansk kørekort til bil.

Toy bliver lidt urolig. Det kørekort du har fået er altså også til bil – og kun til bil. Jeg bliver rasende. Det har du vidst hele tiden – hvorfor har du ikke sagt noget? Jeg HAR f.....g... mig kørekort til bil! Toy havde allerede opdaget det på vej ud – men ville ikke sige noget – dels ville damen, der havde lavet fejlen – tabe ansigt og jeg ville blive rasende for åbent tæppe.

På den igen. Vi skal igen have udfærdiget bopælsattest og lægeerklæring. Jeg prøver at fortælle Toy, at de papirer HAR de jo allerede på motorkontoret. Jamen, det er til bil kørekortet. Jeg opgiver. Nå, nu er det bare hen og få udfærdiget kortet – betale 250 bth. Så er jeg lovlig kørende på motorcykel.

Men denne gang slipper jeg ikke så let.

Igen skal jeg til test for reaktion og farveblindhed – i øvrigt af den samme dame, som testede mig sidste gang??? Jeg skuler olmt på Toy, men siger ikke noget.

Vi er ikke færdige endnu. Jeg skal til teori undervisning. Bliver tvunget til at høre på en lærer i en time uden at forstå et muk. Toy kan se jeg er ved at eksplodere. Jeg får i stedet lov til at teste mig selv omkring færdselsregler på en computer, hvor de har et engelsksproget program. På 30 spørgsmål får jeg 22 rigtige. Jeg prøver igen - 26 rigtige. I 3. forsøg alle rigtige. Undervisningen er ved at være færdig – og nu skal vi til den rigtige test – jeg består.

Du skal også ud at køre en lille tur på prøvebanen ude bagved, siger Toy forsigtigt. Kl. er 11 – der er frokost – køretesten starter kl. 13. Jeg er parat til at opgive – så hellere betale en korrupt strisser 200 bth. 1-2 gange om året Det er varmt og jeg er træt. Vi går hen og får noget at spise – Toy har overtalt mig – det at pinligt at komme hjem til familien og fortælle, at jeg har opgivet. Vi dukker op kl. 12,30 – deltagerantallet er skrumpet ind med 5 – som dumpede i teorien.

Jeg skridter banen af. Pærelet – det kan ikke være noget problem. Hvad jeg har overset er en 30 m lang cement bro – ca. 30 cm bred – som jeg efter et skarpt venstresving skal køre på uden at falde af. (”broen” er blot en 5 cm forhøjning af køre banen.) Efter broen et skarpt u sving og ind igennem 2 rundkørsler – hvor vejen er ca. 1½m bred. På hele turen må jeg ikke sætte foden ned – bortset fra ved 2 fuld stop – hvis jeg gør det, dumper jeg. Jeg VED med det samme, det klarer jeg ikke.

Den første, der kører er en ung fyr på 15, som klarer turen for fuld speed. Den næste er en ung pige, hvor jeg til min store tilfredshed er vidne til, at hun ikke blot kører mod færdselsretningen, overser et fuld stop skilt, men også at rammer ved siden af broen – hun når slet ikke op på den. Så er det mig – jeg føler mig som et kæmpefjols, men en anelse styrket efter at have set den unge dames pragtstykke. Tilskuerne står og kikker ved cement broen – for det er her ”underholdningen” foregår.

Det går præcis, som jeg frygtede. Hele banen uden problemer – men jeg ryger af cement broen. Den køreprøvesagkyndige griner beklagende med sine store gule hestetænder – next time! Når man er dumpet i praktik kan man prøve 3 dage efter og teoritesten er stadig gyldig. Selv om jeg er dumpet, kører jeg selvfølgelig derfra på motorcykel, som jeg ikke har kørekort til. Jo, det er Thailand! Thailænderne har iøvrigt en fabelagtig evne til at grine på de helt forkerte steder.

Det er nu gået i blodet. De næste 3 dage bliver et helvede, men jeg VIL have det kørekort. Jeg må selvfølgelig tåle, at Toys brødre driller mig og griner. Jeg går radikalt til værks. Næste dag kører jeg i smug ind til prøvebanen og måler den ud på de mest kritiske steder. Derefter tager jeg hjem og anlægger en prøvebane i Toys søsters gård. To brædder skal fungere som ”bro”. På de kritiske steder er målene korrekte. Så går jeg i gang.

Jeg kører hele dagen – støtter med foden i svingene og ryger gang på gang af ”broen”. Den ene af Toys brødre skal hovere – tager turen med 3 unger bagpå – og klarer det i første forsøg. Han forklarer mig med tegn og underlige gerninger, at jeg er for stiv i kroppen – jeg skal lærer at følge og styre motorcyklen med svaj i hofterne. Det hjælper. Efter flere forsøg – klarer jeg 6 ture i rap uden fejl. Det lysner i øst. Jeg bliver mere modig – men stadig går det galt en gang imellem.(forts. – sidste del i morgen)

Oprettet af Jin Jok d. 06/03-2010 09:31
#2

Smile Glæder mig til forsættelsen, gætter på du nu har en karriere som Moto-Sai i Bkk. Og ser jeg dig ikke medvirke i denne video ??Rolll




JJ