Oprettet af
rinpoche d. 20/11-2015 15:15
#4
Succesraten for repatriering er iflg. dette link 90 procent:
http://www.bt.dk/...ig-aabnede
Det ser jeg imidlertid som en "god forretning", idet det som oftest er særdeles omkostningstunge personager som udrejser.
Man/jeg må så spørge mig selv, hvorfor i Herrens navn skal man have en fortrydelsesklausul indbygget?
Og den såkaldte "tilbagebetaling" af udsendelsesomkostninger med meget mere vil jo alligevel kun ske af overførselsindkomster. Med andre ord, vores skattekroner.
Jeg kender personligt til 3 thailændere, der har søgt og fået repatriering.
Den første er en ældre dame, der velsagtens kun rejste hjem for at dø i familiens skød.
Den anden er også en ældre dame, der rejste til Nakhon Bumfuck Noville sammen med sin danske pensionerede mand.
Han kan intet sprog udover dansk og er dermed helt afhængig af konen
i forbindelse med kommunikation med de lokale.
Han ringede hjem efter en måned til sin søn og hældte vand ud af ørerne, nu ville han hjem.. Det var ikke så nemt, da han havde brændt alle broerne herhjemme, og konen ville ikke med hjem.
Så han bed i det sure æble og forblev der. Heldigvis med et godt hus, transportmidler osv. Han mangler ikke noget på det materielle plan.
Den 3. er en ung mand, som jeg på et tidspunkt havde boende hos os efter han var blevet smidt ud af konen.
Han var en særdeles rutineret alkoholiker, og det var stundom belastende for os alle at have ham boende her.
Men en sød og rar fyr, der aldrig kunne drømme om at gøre en kat fortræd.
Jeg fik ham først installeret i en lejlighed i København - det fuckede han lynhurtigt op - dernæst i en lejlighed i provinsen. Det gik noget bedre.
Jeg mistede kontakten til ham i en årrække, indtil jeg for relativ nyligt igen hørte fra ham.
Han havde søgt repatriering, var flyttet til Koh Samui, var blevet gift, havde startet sin egen lille restaurant og var helt ude af alkoholmisbruget.
Det var sgu da en succes-historie. Han havde aldrig arbejdet blot en enkelt dag i sit liv i Danmark.