---

Rin--->
En god historie gider Vi altid læse!!!!

---

God læsning Rin.

---

Kære rinpoche.
Som en kendt dejlig dame her i Dk ville sige "Af hjertet tak"

Det er godt skrevet, underfundig tone, og så levendegjort at men ser "filmen" mens man læser.

Jeg kan ikke kræve, men poster du mere, tror jeg vi er mange der vil læse, smile/grine og nyde dine ord.

GI MIG MER'

Mvh.
JJ

---

kanon læsning....mere mere mere
Det er rigtig godt skrevet !!!

---

Fabelagtig beretning, bravo.
Viser et billede af Thailand som jeg aldrig har oplevet.
Niels

---

Jeg takker for de venlige kommentarer.


Livet er fuld af overraskelser, ikke mindst for den nyankomne farang på somchai tyndskids rismarker.
Selvom jeg efter et par ugers ophold tilegner mig mere og mere af sproget, uden det dog på nogen måde er imponerende, så bliver jeg til stadighed udsat for total navneforvirring.
Ikke nok med at Buddi og Buddi er henholdsvis svigermors og svogers navn. Alle refererer til famliemedlemmer og bekendte som Mae, Pår, Pii, Nårng, Lung, Paa, Yaa, Dtaa, Naa, Laan og hvad ved jeg. Utroligt forvirrende, så brug da for søren deres navne! Og så kommer tilmed at mange fornavne bruges af såvel mænd som kvinder. Suk!
Forvirringen er total, men de kan selv finde ud af det, hvordan det så end kan lade sig gøre.
Nå, men den værste oplevede jeg dog efter kort tids ophold her. Svigermor spurgte mig: Taem Yuu Sai? Hvor er Taem henne?
Jeg kender ingen ved navnet Taem og ligner et stort spørgsmålstegn. Med tegn og fagter og en hel masse ord gør hun mig forståelig, at hun mener min forlovede, hendes datter?
Jeg er helt paf. Hun hedder sgu da Lek.
Øhh. Åbenbart ikke. I landsbyen hedder hun Taem. Det navn var hun ikke udelt begejstret for, forståeligt nok. Forklaring følger.
Svigermor var oppe i årene da hun fik sin sidstefødte, Taem. Hun forventede ikke at kunne få flere børn, og derfor var det en stor overraskelse at Taem indfandt sig, da svigermor var i begyndelsen af fyrrene. Taem betyder noget i retning af en gratis tillægsgevinst. Køb en vhs afspiller og få et vhs bånd med i købet. Det er Kårng Taem.
Lek er ikke udelt begejstret for navnet Taem og har altid brugt navnet Lek udenfor landsbyen. Herved har hun også et stort antal navnefæller, da det synes som om at en tredjedel af Thailands befolkning hedder Lek.
Ingen i landsbyen bruger mit navn når de tiltaler mig. Det undrer mig lidt.
Lek giver mig til gengæld hurtigt et thailandsk nickname: Haeng, jeg ved det betyder "tør" på thai, så det ser jeg ikke umiddelbart noget odiøst i. Det viser sig dog at på det lokale dialekt er betydningen, udtæret eller magre hyl. (Jeg har tabt en del kilo på denne rejse)
Jeg kvitterer for venligheden ved at kalde Lek for Taem.

Jeg kan i og for sig godt lide maden i husstanden, selvom jeg aldrig bliver gode venner med en af hovedingredienserne Pla Rah, Balar, whatever. Det vender jeg tilbage til.
At jeg i mange af tilfældene ikke ved hvad jeg spiser, er en anden sag. Heldigvis har jeg indtil nu ikke fundet et halsbånd hvorpå der står Fido i suppen.
Hvis jeg har behov for et mellemmåltid kan jeg ved en lille shop oppe ved landevejen købe Tham Thai formedelst samfulde 3 baht. Papayasalat uden Pla Rah og hvor man selv kan bestemme hvad der skal i og hvor meget. Det er guf, og jeg indfinder mig stort set hver dag hos damen, der har biksen. Hun har arbejdet i Gawlii, Korea og kan fortælle en masse om sit ophold på tekstilfabrik i Korea.
Derudover kan og vil hun tale et formfuldendt central thai, som gør det noget nemmere for mig at følge med. (Alt er relativt)

Der ligger tilmed en ydmyg nudelbiks hist hvor vejen slår en bugt. Nudelsuppe koster 3 baht og luksusudgaven (Gwiddiao Piisæt) 5 baht.
Den bliver jeg også en hyppig gæst hos, når smagen af Pla Rah bliver mig for meget. Faktisk bliver jeg en så hyppig gæst, at nudelbiksens indehaver beslutter at jeg skal betale hhv. 2 og 5 baht mere for deres suppe, fordi jeg er farang og stamgæst. Omvendt mængderabat.
Jeg kvitterer ved fremover at sende nevøerne ned for at købe suppen til lokale priser.
Man fristes til at sige: Såå ka de lære det.

Svigermor har en lillle køkkenhave, hvor hun gror koriander og chili. Den er indhegnet for at hønsene ikke skal rasere den.
En dag formaster en fræk hanekylling sig til at mase sig igennem en sprække i hegnet lige for næsen af svigermor. En sådan provokation sidder hun naturligvis ikke overhørig, og hun langer ud med sin kæp efter hanekyllingen. Hun kommer til at ramme den klokkerent lige i bærret, og den falder om med et forurettet kluk. Det sidste kluk.
Nice, grillkylling i aften. Jeg kan næsten ikke vente.
Desværre har jeg gjort regning uden vært. Til min bestyrtelse hakker svigermor med stor virtuositet kyllingen til atomer efter at have fjernet fjerdragten.. Ben og det hele ryger i suppegryden tilsat rundhåndede mængder af chili og - støn - Pla Rah.
Dermed er der tilstrækkelig mad til husstandens 8 personer, een kylling og så klisterris ad libitum.
Der røg min grillkylling.....

Idag er en speciel dag. Idag er der Mår Lam Singh optræden i landsbyen. Waffor noet? Jow, traditionel sang og optræden af smukke unge kvinder.
Okay, jeg er bare så meget med!
Samtidig er jeg temmelig skeptisk. Et stort show og optræden i denne lille uanselige landsby? Lyder ikke særlig sandsynligt.
Mine forudanelser bliver gjort eftertrykkeligt til skamme. Sent på eftermiddagen ankommer 3 busser fulde af feststemte deltagere.
I løbet af ingen tid bliver der rigget en tribune til med dinglende lamper. Et monstrøst højttaleranlæg bliver tilsluttet en generator og we are ready to go.
Ved mørkets frembrud begynder de svært dragende Mor Lam rytmer at lokke samtlige landsbyindvånere ud af deres huse. Alle der kan krybe og gå indfinder sig.
Til min forbløffelse viser det sig, at der lige pludselig er flere hundrede bivånere.
Svigerfar, som jeg indeni altid har tænkt på som "stoneface" viser sig pludselig fra en helt ny side. Han får et par skud lao khao, smiler, griner og pjatter med sine kammerater.
Inden jeg ser mig om går han op foran ensemblet på scenen og giver den gas med Mor Lam dans til stor jubel fra familien.
Det bliver hurtigt for meget for den gamle hugaf, og han må sætte sig ned og tanke op igen mens hans venner entusiastisk dunker ham i ryggen som udtryk deres begejstring.

Der er rigtig gang i synagogen. De unge damer på scenen danser som om livet afhang deraf, lygterne dingler faretruende på den intermistiske og vakkelvorne scene mens de synger af hjertens lyst.
Svigerfar har tanket tilstrækkeligt op til at tage en ny omgang foran scenen, han ligner grangiveligt en ung mand med de bevægelser. Imponerende.
Jeg sidder og trykker mig lidt for ikke at nogle skulle få den lyse ide, at jeg skal op foran scenen og give den med Mår Lam dans. Det har jeg dårlige erfaringer med. (Jeg ligner en hund i et spil kegler)
Jeg behøver ikke at gøre mig nogle bekymringer, ingen lægger mærke til farang i aften, de lever sig helt ind i musikken og de dansende piger, hvilket jeg dårligt kan fortænke dem i.
Festen fortsætter til langt ud på natten, men jeg trækker mig tilbage ved 12-tiden. En ny dag truer, og jeg ved at svigermor kommer med stokken kl. 05.30 imorgen tidlig.

Slut på part 5

---

he he lad nu være med at fare i flint Niels, det er ikke myntet på dig..
men din kommentar er nok så rammende som noget..

Rin fortæller om thailand på godt og mindre godt.. alle burde kende det, når de har en thai kone... men så pokkers få gør det.
14 dages ferie i thailand.. de 3 dage i Isaan og resten i turist industrien, giver intet billede af hvad det vil sige at leve i th. eller hvordan thaiers hverdag er.

jeg har levet på landet i thailand i 6 år som eneste farang i landsbyen og den eneste som kunne snakke andet end thai. det giver en hel anden indsigt i hvad thailand er.

men ok vil man bevare glansbilledet, så lad være...

---

Hej xxxx eller Leif

Nej da det kunne ikke falde mig ind at fare i flint
Ment med min kommentar som sådan er at min bedre halvdel kommer fra rn mellemklassefamilie langt Fra Issan, så det er sjovt og lærerigt at høre en beretning fra det rigtige "Thailand"

Det mindre sjove ser jeg ingen grund til at ødlægge Rins fremragende beretning med.

Fortsat god dag
Niels

---

Herligt læsestof.

Det kunne der måske endda komme en hel bog ud af.

---

he he Niels drøm du bare videre....
Og læs Rin,s historier og lær lidt om din kone..

joe jeg nævnte Isaan.. men om de så kommer fra bangkok noi eller Sukhumwit, det ændrer ikke så meget på det.. har prøvet det..

---

hehe- god læsning....
Kendte sgu ikke ham der Somchai tyndskid....

---

Mine beretninger er selvfølgelig ikke den endgyldige sandhed om Thailand på noget som helst niveau.
Blot personlige øjebliksbilleder fra een landsby på et givet tidspunkt, set gennem mine øjne, der specielt på daværende tidspunkt ikke var særlig oplyste.
Men et eller andet sted, synes jeg også det er det mest interessante. Som ny i Thailand oplever man en masse nyt. På godt og på ondt. Men indlæringsprocessen er IMHO hele rejsen værd
Jeg misunder dem der tager til Thailand for første gang.
Måske ikke ligefrem på en 2 ugers charterrejse (ikke fordi der er spor galt med det) , men de som får Thailand ind under huden, som så mange herinde har oplevet.

---

Vores beskedne domicil har ingen møbler udover et flueskab til opbevaring af mad og en reol hvorpå billeder af kongefamilien og en buddhafigur troner.
Om dagen sidder familien på et flettet bambusstavær under huset, når de ikke arbejder. Jeg bliver aldrig rigtig gode venner med det bambusstavær. Hver gang jeg rejser mig derfra, sidder der uværgerligt nogle hår fra benene fast i sprækkerne i bambusstaværet. Arghh.
De problemer har de lokale ikke, deres ben må være lige så glatte som en barnerumpe.
Et indtryk jeg også får bestyrket, da jeg med Song Taew begiver mig til en nærliggende landsby for at shoppe og se mig lidt om. Ved siden af mig i Pickup`en sidder der en lystig, ældre dame, der gør sit til at underholde de øvrige passagerer med en stadig talestrøm gennem det betelplettede stakit.
Jeg forstår ikke hvad hun siger både på grund af dialekten, men også på grund det anselige kvantum betel hun behændigt jonglerer i munden mens hun snakker.
Pludselig tager konen guhjælpeme fast i hårene på mine ben og udbryder med slet undertrykt morskab: "Muan Ling Løøi" Ligesom en abe.
Ikke uventet udløser det stor munterhed i bussen. Jeg overvejer at hive en gang i hendes hængeattributter og sige: "Muan thung tao løøi" Ligesom en sok. Men det vil nok være at stramme den. Ikke desto mindre sidder jeg og godter mig lidt ved tanken indvendigt.

At der ikke forefindes møbler i huset er også ensbetydende med at vi sidder, spiser og sover på gulvet.
Nu er thailændere åbenbart designet så smart, at dette overhovedet ikke volder dem problemer. Jeg får imidlertid ondt i såvel ryg som de nedre regioner af at sidde på den måde dag ud og dag ind.
Heldigvis er der en løsning herpå. Svigermor har syet nogle nydelige puder stoppet med "Nun" kapok, som vi bruger når vi skal sove.
Jeg annekterer en af disse, sætter mig herpå og læner ryggen op ad en af de bærende stolper i huset. Ahhh, life is good. Sabai sabai.
Birk, husets yngste kommer stæsende hen til mig med noget knuget i den ene snavsede barnenæve. "Aow Bår"? Vil du have den? Det viser sig at være en ordentlig motherfucker af en sort bille, der guhjælpeme hvæser hidsigt. En hvæsende bille? Hvad bliver det næste? En gøende slange? *) Ud med det krapyl.
Birk dropper den ned mellem en af sprækkerne i gulvet, hvilket øjeblikkeligt udløser en slåskamp blandt hønsene om at komme først til faddet.
Dagen går på hæld og vi skal sove. Jeg vil levere puden tilbage, men får af Lek at vide at det nu er min pude. Øhh?
Jow, ser du. Vi bruger den til at lægge hovedet på når vi skal sove, og du har nu placeret din skinny butt på den. Dermed kan vi ikke bruge den mere til det oprindelige formål.
Okay, fair nok. Jeg er nu den stolte ejer af et styk kapokhovedpude. Min begejstring vil ingen ende tage.

Jeg har til landsbyen medbragt min uundværlige hængekøje, som jeg har haft stor glæde af under min rejse. Intet som at ligge og svinge der mens man kigger på at folk slaver. Jeg tilbragte igår 2 opbyggelige timer med at svinge frem og tilbage, mens jeg iagttog hvorledes genboen og hans kone savede sig igennem en 5 meter lang træstamme for at lave planker.
Jeg overvejede at tilbyde min hjælp, da de kun manglede 10 centimeter, men nu var de så godt i gang. Og iøvrigt godt at se den ligestilling der praktiseres her.

Desværre kommer jeg til at lette mig, for Pårng min svigerinde kommer farende med en kost mens hun råber "Nguu Hao, Nguu Hao" *) ehhh, en gøende slange? Den må du længere ud på landet med, moster. (Ups, det kan vist ikke rigtig lade sig gøre) Men jeg kan se at hun er ophidset, og formentlig ikke forsøger at tage pis på mig - igen. Jeg er generelt for nem.
Svoger kommer også til med en bambusstok og går i gang med at rode med stokken under en bunke trækul. Det er en kobra, siger Lek. Øhh, ikke en gøende slange? Nej mand, en kobra!
Der render børn rundt i haven, så det kan ikke nytte noget at der lusker en kobra omkring. Svoger er som tidligere nævnt fuldstændig uforfærdet, roder kulbunken igennem med såvel stokken som hænder og finder så endelig slangen, der får torpedo.
Det var så alligevel ikke en kobra, men den lignede godt nok. Jeg kender nu menuen for iaften.
*) Nguu Hao betyder kobra, men hvis man som jeg ikke forstår toner, kan det ligesågodt betyde en "slange der gør" eller "slange lus" eller ....arrgh....

Der er kommet familieforøgelse til landsbyen. En dame et par huse væk har født en datter. Vi indfinder os for at beskue vidunderet og for at gratulere.
Uden undtagelse slår de tilstedeværende hænderne sammen og udbryder begejstret: Luuk Maa Na Kliad, hæslig hundehvalp??
Hvad sker der her? Jeg har godt nok set kønnere babyer, min mor har et billede af mig selv som spæd, men hæslig hundehvalp?
Slap af farang, det er ligesom en besværgelse for ikke at nedkalde ulykker fra misundelige ånder.
Nåeh, ja selvfølgelig. Det burde jeg have kunnet sige mig selv.
Den nybagte mor skal tilbringe en 5-6 dage med at Nårn Yuu Fai på et Gradaan Fai. Sove tæt på ilden på et til formålet designet leje. Dette er en gammel skik, der har til formål at få livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen. Comprende!

Al den kulturberigelse gør mig sulten.Jeg beslutter mig for at tage til en nærliggende by Baan Muang for at købe ind til et ordentligt måltid.
Der er en 12 kilometer ind til byen, men efter de seneste dages lediggang beslutter jeg mig for, at jeg har godt af noget motion og tager afsted på apostlenes heste.
Forbipasserende henholdsvis vinker og dytter, når de ser mig. Det er vist ikke hverdagskost at se farang her. Jeg har heller ikke set andre endnu efter 3 uger.
En smart pickup standser mig efter et par kilometer og chaufføren tiltaler mig på et superb engelsk. Hvor skal jeg hen? Til Baan Muang. Også her, kom du bare med.
Det viser sig at Cheet som chaufføren hedder er ingeniør og arbejder for Khaa Rachagaan, et statsligt bureau og hans aktuelle opgave er supervision af dæmninger, vanding osv.
Han er et hyggeligt bekendtskab, og det er rart at kunne tale engelsk for en gangs skyld.
Han spørger hvor jeg bor, og jeg fortæller ham at jeg bor hos Sawisit familien i Mubaan Sarm Yaek Pitak. Dem kender han ikke umiddelbart, men beder om adressen og spørger om han må komme forbi iaften.
Absolut, det kunne da være hyggeligt. Aftalen besegles med et håndslag, da han sætter mig af i Baan Muang. "See You".
Jeg går ned til markedet og beser udbuddet. Fisk skal der til.Jeg køber et par kilo maller, Plaa Duk. Nu skal de dæleme få lov til at smovse i fisk.
Med et par kilo sprællende maller i plastikposer, begiver jeg mig tilbage til landsbyen. Jeg når ikke at gå mere end et par hundrede meter ud af byen, førend jeg bliver prajet af en Pickup med laddet fuld af frugt og grønt. "Pai Sai"? Hvor skal du hen? "Mubaan Sark Yaek Pitak"! Hop op, vi skal den vej. Jeg får mast min skinny butt ned mellem poserne på laddet og bliver fragtet hjem med mine indkøb.

Disse indkøb bliver beskuet med skeptisk mine af min svigerinde Pårng. Hvad gav du for dem? Er de friske? Hallo, de spræller på livet løs, selvfølgelig er de friske.
Det viser sig at jeg kom til at betale 5 baht mere for dem, end hun kunne have fået dem for. Okay, så sagsøg mig.
Forventningfuld indfinder jeg mig ved taflet til aftensmaden, ind kommer 2 ristede Plaa Duk. Yummy, men hvor er alle de andre fisk jeg købte?
Tjooo, ser du. Vi kan bedst lide de fisk vi fanger i søerne, de har en anderledes "sød" smag end de opdrættede, så vi gav de resterende til naboerne. (Der åbenbart ikke er kostforagtere).
Gourmet`er er familien. Fint nok. Jeg gør kort proces med mine 2 ristede Plaa Duk. Det var guf, "sød" smag eller ej.

Efter måltidet kører en pickup op foran huset, ud stiger Cheet og præsenterer sig som en bekendt af MIG. Han bruger tilmed mit navn, hvilket skaber en vis forvirring i familien, da jeg jo er kendt som "magre hyl". Cheet er nydeligt uniformeret og kommer i sin spritnye bil. Han er vist ikke hvemsomhelst kan jeg se af den febrilske aktivitet der pludselig udfolder sig.
Pårng haster op til købmanden og køber en favnfuld øl og lidt snacks. Bambusstaværet bliver børstet af, og der bliver lagt en flettet måtte ovenpå, hvorpå Cheet bliver bænket.
Han er en rigtig hyggelig fyr, ham Cheet og helt nede på jorden. Han fortæller på en skønsom blanding af engelsk og Lao (til benefice for familien) omkring de tiltag, der bliver iværksat i lokalområdet med henblik på at sikre en stabil vandforsyning til rismarkerne.
Cheet kører hjem ved 9-tiden med løfter om at vende tilbage snarest. Kanon fyr.
Jeg kan se at lige pludselig anskuer familien mig i et lidt andet lys. Den ubehjælpsomme farang kender Cheet? Det var Sørens.

Svigermor er anderledes uimponeret, ja ja, klokken er snart 10. "Pai Nårn". Gå i seng.

---

Hold da op Rinpoche, man skulle næsten tro at vi havde rejst sammen i Isaan.
Uden at plukke enkelte ting ud, er der utroligt meget jeg nikker genkendende til. Dejligt at få det genopfrisket.

Det eneste jeg ikke kan tale med om er maden, jeg spiser utroligt meget Khao Pat & Pat Thai når jeg er i Isaan.
Balar rører jeg ikke under nogen omstændigheder.

---

Fatastisk laesning. Takker for indsigt, i en for mig anderledes Thai kultur.

---

Fin historie, ganske underholdende det lyder somom du virkeligt har nyt det. Jeg er også sikker på at det var sådan en oplevelse som min danske svigerfar ville elske at få, sådan ud rigtigt lokalt.

Samtidig sidder jeg dog også og tænker på at det kunne jeg under ingen omstændigheder have klaret. Jeg ville være drattet omkuld af kedsomhed på dag 3. Jeg synes det er slemt nok når vi besøger konens mormor ude på landet (Supanburi ca 100 km fra bangkok).

Heldigt at konen er fra bangkok og synes at det er lige så kedeligt. Nej hun er fra bangkok og opvokset lige ved siden af den galopbane der ligger tæt på kongens palads. Så vi tilbringer det meste af tiden i bangkok, ikke med nogle specielle gøremål vi hygger os bare. Har dog en enkelt gang oplevet noget udover det sædvanelige. Min svoger var munk og jeg kom så med ud på hans morgenrute til at bære alle de ting som han fik. Det var en god oplevelse.

Men fortsæt endeligt beskrivelsen den er ganske underholdende.

---

Dejlig læsning Rin !

Som at være der selv , Forsæt endelig !

Ps . I hvilket afsnit er det bedstemor på 87 år , sidder 5,5 m oppe i et gammelt træ og saver grene af ?

---

Hej Thomas,

Der var indledningsvis ikke så megen tid til at kede sig.
Dertil var der altfor mange nye input og sproglige udfordringer.
Derudover en lang række familiemedlemmer at lære at kende.
Samt mange arbejdsopgaver, som jeg var helt ubekendt med.

Det korte af det lange er som så, jeg ville aldrig have undværet den oplevelse.
Dertil vil jeg føje at jeg aldrig nogensinde har mødt en tilsvarende gæstfrihed, imødekommenhed og livsglæde som jeg har oplevet i denne region.
Det vil jeg aldrig glemme.

At jeg idag står i en anden situation i min tilværelse, hvor jeg klart også ville kede mig der, er så en anden sag.

Sabai, der kan jeg desværre ikke hjælpe dig

---

Khao pat og pat thai?
Disse retter indgår desværre ikke i vores lokale husstandskøkken
Jeg tror de bliver kategoriseret som "svagpisser" retter
Næ, Balar skal der til. Balar rocks. Dog ikke hvis du spørger mig.

Husker min første dag i landsbyen. Lek havde købt såvel vandflasker med postevand såvel som poser med nudelsuppe til mig.
Det var så første dag, og så gik jeg total "indfødt" ud fra devicen, hvis de kan, så kan jeg også.


mvh
rinpoche

---

Livet er ikke nødvendlgvis nemt for nyankomne farang i Isan. Der ligger masser af faux pas og venter på den uagtsomme.
Idag kom jeg vist til at fornærme min drabelige svoger, der er Puu Yai Baan, landsbychef. Han hedder Som Sii.
Min fadæse bestod i, at jeg henvendte mig til ham ved at bruge hans navn, fremfor at kalde ham (Khun) Puu Yai Baan.
Han er nu ellers rar nok, men lider vist lidt af et opblæst ego. "Som Sii" gentog han, mens han smagte på ordet, efter jeg havde kaldt ham ved hans navn istedet for den fyrstelige titel.
Okay, det betyder ikke noget for mig. Jeg kan kalde ham for hvad han vil have, men der er grænser. Jeg vil ikke gøre knæfald for nogen (udover munkene). Jeg forsøger at tilpasse mig så godt jeg kan i de uvante omgivelser, men vi har vel alle vores grænser.
Iøvrigt er hans dage som Puu Yai Baan snart talte, han dusker en nabodame, som alle er bekendt med. Ingen hemmeligheder i Mubaan. Synd for hans kone, som er megasød.

Idag kommer Charlie anstigende. Charlie er ældste søn og svigermors yndling. Han forsømmer ingen lejlighed for at medbringe penge til sine svigermor, som absolut er den fremmeste regnskabskyndige i famlien.
Charlie arbejder sammen med sin kone i en nudelfabrik, hvor han er supervisor. De bor i en lejlighed på området og deres 2 fælles børn bor hos konens forældre i Kalasin. Det er som jeg erfarer et almindeligt setup.
Charlie er en hyggelig fætter og har ikke forbehold mod at tale central thai med mig ulig andre i familien, der fastholder deres Lao dialekt.
Uden at skulle forsøge at forgøgle, at jeg forstår alting, kan vi dog føre en tilnærmelsesvis samtale til stor undren for familien, der aldrig siden Cheets besøg har hørt mig tale så meget.
Lek taler nu konsekvent thai til mig, og jeg gør mig ihærdige anstrengelser for at huske og forstå. Det er ikke nemt, men når det bliver serveret af en storsmilende kvinde på 20 år, der forhåbentlig bliver min kone, så kan man virkelig lægge sig i selen.
Det var et sidespring, Charlie og hans kone bliver natten over og inviterer os til at besøge dem i Kalasin. Det vil sige, Charlie inviterer, konen siger så at sige aldrig noget.
Den er jeg med på. Charlie gjorde et meget gunstigt indtryk på mig, og konen kan vel næppe belaste nogen, når hun ikke siger noget

2 dage senere tager vi bussen, en songtaew og efterfølgende en samlor for at komme ud til Charlie.
Han er begejstret for at vi kommer og disker op med det bedste huset formår. Nu er det så heldigt at Charlie har et lille udsalg fra matriklen, og sælger daglige fornødenheder med mere.
Udvalget er ikke just imponerende, han har kun 4 små beer chang stående i køleskabet. Hvad skal han så have at drikke?
Deres logi er meget nødtørftig. Betonvægge, et køleskab, en seng og højst 15 kvadratmeter. Og det samtidig med at de har et stort hus i Kalasin, hvor svigerforældrene bor sammen med de 2 børnebørn.
Men det er betingelserne for at få dagen og vejen til at hænge sammen.
Vores traktement den aften bestod af en lokal specialitet, som Charlie havde indkøbt forud for vores ankomst. En anretning indhyllet i bananblade med kød, krydderurter og chili. Han havde glemt Pla Rah. Det skal jeg ikke lade ham høre for.
Det smagte godt, nærmere adspurgt viste det sig, at det var Gop? Gop? Det kan du selv være. Nåeh, frøer! Tak, Lek. Nu har jeg det meget bedre.
Efter en hyggelig aften skal vi tilbage. Vi går hen mod porten til fabrikken, der munder ud mod en vej.
Hmm. Klokken er 9 om aftenen, og de eneste der indfinder sig er den største myggesværm jeg har set siden Søndre Strømfjord i 1980.
Heldigvis afgår en Samlor med laddet tætpakket med nudler mod byen, og vi bliver i vanlig hjælpsom Isan stil tilbudt at ride med ovenpå laddet.
Dum som jeg er, er jeg kun iklædt shorts og T-shirt og temperaturen er på omkring 10 grader her i december om natten.
Godt der kun var 15 kilometer til byen.... Jeg frøs slet ikke.......
Derfra skal vi videre til vores landsby, at sove ude og sammen går slet ikke. Vi kører videre på 2 motorcykeltaxier til landsbyen, nu har jeg vænnet mig til temperaturen, jeg er total følelsesløs. Ja, det er Thailand, men Thailand er ikke kun varme. Ikke i Isan om natten i december.

Tiden går og månederne løber, snart er det tid til at jeg skal hjem.
Ikke at jeg har tilbragt al min tid i landsbyen. Jeg har taget talrige afstikkere til de omkringliggende provinser. Hallo, jeg er da en turist!
På trods af forlydender fra nogle landsbyindvånere, der mener at nu stikker jeg af og lader min forlovende i stikken, er jeg altid vendt tilbage. Jeg ville meget gerne have medbragt hende på disse ture, men det var et "no go" fra familiens side
Ikke om jeg vil lade denne min største "fangst" slippe mig af hænde

slut på part 7