#1
natty skrev:
hugoboerge skrev:
Mit kendskab til Indien er meget begraenset, men jeg vil gaa ud fra at han kunne vaere Hindu men som naevnt er han sikkert Muslim. Det er saadan det ligegyldigt.
Det det drejer sig om her er at her er der en person (en professional) som Danmark virkelig har brug for. Er hoejst sandsynligt kommet ind i Danmark under professionel ordningen med en fast skattetakst paa 25% (saa vidt jeg husker er det 3 eller 5 aar) og nu betaler han topskat. Nu sidder han saa i saksen. Det er virkelig trist.
Det har du fuldstændigt ret i, og på grund af vores tåbelige regler forsvinder de igen til bl.a. Canada. Der foregår faktisk en "hjerneflugt" fra Danmark, af kompetencer og viden vi har så meget brug for.
Og det handler ikke kun om skat, men om regler og hvordan vi inkluderer og møder den "fremmede"
HER ER LIDT MERE OMKRING AT VAERE INDVANDRER I DANMARK:
»Jeg bliver degraderet til postordrebrud. Men jeg er ingeniør.«
AF Steffen Stubager | Martin Flink
Indvandring: Danmark efterlyser typer udefra som ingeniør Eva Holmberg. Men indoneseren føler sig diskrimineret. Hun ønsker inderligt, at reglerne bliver bedre for mennesker som hende. Og at ignorante danskere åbner deres øjne. Hvis ikke dette sker? Så forlader hun Danmark.
Eva Holmberg er ikke nogen lommetyv.
Men det oplever hun, at nogle danskere forestiller sig.
Danmark er mit hjem. Men jeg ønsker virkelig, at det bliver lettere for folk som mig at være her.
Eva Holmberg , civilingeniør
»Der er en udlænding i nærheden,« sagde en kvinde til sin veninde i et S-tog og pegede. Kvinden vidste næppe, at Eva Holmberg forstod hvert et ord, for hun tilføjede:
»Pas på din pung.«
Eva Holmberg sælger heller ikke sin krop.
Men det oplever hun, at nogle danskere tror.
»Luder,« sagde én til hende. Ind i hendes ansigt, midt i København og ved højlys dag.
»Smut hjem til Thailand.«
Eva Holmberg er ikke fra Thailand. Hun er fra Indonesien. Oprindeligt er Eva Holmberg slet ikke Eva Holmberg. Hun er Eva Cicilya Komandjaja. Sit navn har hun nemlig ændret. Det vender vi tilbage til. Men sin hudfarve, nationalitet og kultur kan hun umuligt ændre på, selv om det unægtelig ville gøre hendes danske tilværelse lettere.
Selv om Eva Holmberg er fra Indonesiens næststørste by, Surabaya med 3,1 mio. indbyggere, kalder hun Danmark sit hjem. Hun er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Hun taler dansk på sit arbejde, som er en af nordens største ingeniørvirksomheder. Hun tjener flere penge end en gennemsnitsdansker. Hun betaler skat. Og hun er gift med en dansker. Hun er en af de udlændinge, som Danmark efterlyser for at afhjælpe manglen på højtuddannet arbejdskraft.
Diskrimineret af Danmark og danskerne
Alligevel føler hun sig diskrimineret af Danmark og af danskerne. Det dårlige vejr? De høje skatter?
FAKTA
Ønsker Danmark Eva Holmberg?
Eva Holmberg er døbt Eva Cicilya Komandjaja. Hun er 35 år og gift med en dansk mand.
Hun valgte Holmberg som efternavn, fordi hun tænkte, at hendes danske tilværelse på den måde ville blive lettere.
Hun er glad for Danmark, og som civilingeniør i en stor virksomhed er hun en af de typer, som Danmark efterlyser.
Alligevel føler hun sig diskrimineret af danskerne – og hun har været på kanten til at blive smidt ud af landet.
Dette er intet i forhold til, hvad Eva Holmberg har lagt øre til, siger hun. Hun er blevet så frustreret over at bo i Danmark, at hun her sender politikerne sit ultimatum: Medmindre tilstandene bliver bedre for udlændinge som mig, flytter jeg inden for få år fra Danmark.
»To ting ødelægger rigtig meget for os udlændinge, og de to ting hænger sammen. Der er lovene og reglerne, som kan gøre tilværelsen ulidelig for selv de bedste udefra. Og der er danskernes arrogance over for os.«
Engang vidste Eva Holmberg absolut intet om Danmark. Men efter årtusindeskiftet forelskede hun sig helt uventet i en dansk mand på en ferie uden for Danmark. I nogle år levede parret i hver sin verdensdel, og i 2006 flyttede indoneseren til Danmark. Hun blev først glad for landet, og hun tænkte, at dette ville blive et fantastisk sted for hende. Men hun fandt også ud af, at tilværelsen ville blive svær for hende. Hendes ingeniøruddannelse fra Indonesien var utilstrækkelig i Danmark, og landet kræver en usædvanlig stor indsats af sine tilflyttere at blive integreret i.
Ægteskab ville gøre det lettere
Men dette kunne Eva Holmberg overvinde, tænkte hun. Hun begyndte på Danmarks Tekniske Universitet. Og hun blev gift med sin dansker. Egentlig var det stik imod hendes overbevisning og tro at blive gift. Men parret vidste, at et ægteskab ville gøre integrationsprocessen mere smidig.
Samtidig vidste parret, at navnet Cicilya Komandjaja kunne blive en udfordring for indoneseren. Hun fik derfor sin mands efternavn. Som Eva Holmberg siger:
»Jeg havde ikke lyst til at skifte navn, for jeg tror grundlæggende ikke på ægteskaber og var egentlig glad for mit eget navn. Men jeg skiftede alligevel navn for at gøre tingene nemmere for mig selv.«
Eva Holmberg skulle få ret. Da hun i 2008 var nået igennem sin kandidatgrad på DTU, blev hun den civilingeniør fra den internationale studiegruppe, der mødte absolut mindst modstand i jobjagten, siger hun. Selv om de hver især søgte hundredvis af job, og selv om Danmark efterlyser ingeniører som disse, var hun den eneste, der blev inviteret til jobsamtaler. En kenyaner, som også blev civilingeniør i 2008, arbejder i dag som avisbud. Der skulle gå mere end to år, før en bolivianer med sit spansklydende efternavn fik et arbejde. Eva Holmberg konkluderer:
»Mit navneskift fik stor betydning for mig. Og det er helt utroligt.«
Navne kan man ændre på. Men kulturer og hudfarver er en sværere sag. Ude i offentligheden føler Eva Holmberg sig af disse årsager mere anderledes, end hun burde, som hun siger. Nogle taler grimt om hende, hører hun eksempelvis på caféer eller i toget, og mange »tænker nok ikke over«, at hun forstår dansk og taler sproget hver eneste dag.
Andre er mere direkte og fortæller hende, at hun skal rejse tilbage til Thailand. Selv om hun er fra Indonesien. Hun har lagt øre til mange ukvemsord, bl.a. som beskrevet i indledningen til denne artikel, og hendes asiatiske veninder bliver på gaden tilbudt penge for sex.
Kigget på og talt om
Men andre nøjes med at stirre. Eva Holmberg siger, at hun bliver kigget på, som om hun er underlig. Forleden stoppede et ældre ægtepar op, da de fik øje på Eva Holmberg ved busstoppestedet foran Hovedbanegården. De stod med hinanden i hænderne, og deres øjne kravlede op og ned ad Eva Holmberg »fra top til tå«. Det samme skete, da hun gik en tur med sin kenyanske kammerat, og de ventede for rødt. En mand var i færd med at krydse gaden, men fæstnede sine øjne i deres retning og standsede midt på vejen. Hans blik var som en elevator.
»Måske er det bare min egen fantasi, der løber af med mig,« siger Eva Holmberg.
»Men hvorfor fortæller mine udenlandske venner mig så, at de oplever det samme? Jeg kan forstå, hvis noget lignende sker for en vesterlænding i Indien eller i Afrika, hvor man er mindre vant til hvide mennesker. Men Danmark er et iland, og specielt i København er man vant til folk fra hele verden. Vi burde ikke blive kigget på, som om vi er aliens fra Jupiter. Jeg føler mig fremmed og uvelkommen,« siger Eva Holmberg.
Hun oplever, at folk ser på hendes mand »som en gammel skiderik med en ung thai-pige under armen«. Men Eva Holmberg er 35, og hendes mand er 39. Deres forhold er ganske almindeligt og bygger på kærlighed – i en global verden, som hun siger.
»Jeg bliver stereotypiseret, fordi jeg er asiatisk. Jeg bliver gjort til en thaipige, og alle thaier her i landet må være prostituerede, tænker folk. Jeg bliver degraderet til postordrebrud. Men jeg er ingeniør.«
Også Danmark – systemet – har behandlet Eva Holmberg med menneskelig uretfærdighed, som hun kalder det. I 2010 var hun nemlig tæt på at blive udvist af Danmark. Hun var blevet udstationeret i Oslo for at arbejde med en større infrastrukturopgave, og da opholdet nærmede sig enden, blev hun spurgt af sin arbejdsgiver, om hun kunne blive i landet og bruge nogle ekstra måneder på opgaven.
Brev fra Udlændingestyrelsen
Det måtte hun ikke ifølge Udlændingestyrelsen. Hun havde kun ret til at opholde sig i udlandet i 12 måneder, og da grænsen var nået, kontaktede hun styrelsen for at få forlænget sit ophold. Så fik hun et brev. Hun blev bedt om at oplyse, om hendes ægtefælle var udrejst med hende til Norge, »og såfremt han ikke er, årsagen til dette«. Samtidig blev hun bedt om, hvis hendes ægtefælle ikke opholdt sig med hende i Norge, at oplyse, »hvordan hun har kontakt med« ham i Danmark.
Eva Holmberg følte sig »mistænkeliggjort som en kriminel«. Hun forstod, at man var ude efter at finde ud af, om hun omgik retsregler. Men dette var hun ikke ude på. Hun havde blot passet sit arbejde, og dette beviste hun. Hendes chef forsikrede desuden i en e-mail til Udlændingestyrelsen om, at hendes situation var som tusindvis af andre ingeniørers, der arbejder på projekter uden for Danmark. Udlændingestyrelsen svarede med en liste over måder, som Eva Holmberg kunne miste sin danske opholdstilladelse på, og krævede yderligere dokumentation og forklaringer for samlivet med manden. I brevet stod der, at Eva Holmberg havde 14 dage til at svare – ellers ville styrelsen »overveje, hvorvidt din opholdstilladelse skal inddrages«.
»Vi skulle bo sammen, for at jeg kunne beholde min opholdstilladelse, og vi blev mistænkt for at have indgået et proformaægteskab. Det er for dumt, og jeg blev så sur, at jeg fortalte Udlændingestyrelsen, at jeg var klar til at trække den i retten. Herefter hørte jeg ikke fra den igen,« siger Eva Holmberg.
Hun siger, at hun egentlig ikke er ude på at sige noget ondt om den person, der håndterede hendes sag.
Brug den sunde fornuft
»Men jeg må indrømme, at hun må være fuldstændig dum, når hun udelukkende gør tingene efter bogen uden at have nogen idé om, hvilke konsekvenser det kan få på den anden side. Disse mennesker er nødt til at kigge på vores sager med sund fornuft. Jeg gav dem min kontrakt og min udstationeringsaftale, og alligevel mistænker de mig for at være i et proformaægteskab. Samtidig bød Norge mig velkommen med åbne arme, og jeg fik min norske opholdstilladelse efter mindre end en uge. Jeg var så tæt på at flytte til Norge dengang. Så tæt på. Men Danmark er mit hjem. Min mand er dansker. Og mit netværk og mit liv er i Danmark. Ingen burde have ret til at smide mig ud på den måde.«
Eva Holmberg ønsker at understrege, at hun er mindre sur på Danmark, end det kan lade til. Hun »elsker« landet, og de ord, som hun ytrer i denne artikel, er ikke udtryk for had, siger hun. De er udtryk for et brændende ønske:
»Danmark er mit hjem. Sådan tænker jeg. Men jeg ønsker virkelig, at det bliver lettere for folk som mig at være her. Jeg kan pakke mine ting og flyve til hvor som helst i verden i morgen, hvor jeg nemt vil kunne få job. Men jeg har faktisk lyst til at bruge resten af mit liv i Danmark, for landet er et fantastisk sted. Jeg kan gå rundt klokken to om natten uden at have noget at være bange for. Og der er næsten ingen biler på gaderne eller forurening i luften. Jeg kan ikke forestille mig et meget bedre sted i verden,« siger Eva Holmberg.
»Men jeg ønsker dybt og inderligt, at tingene bliver bedre. Regler og love skal ændres for mennesker som mig. Og ignorante danskere skal åbne deres øjne. Hvis ikke dette sker? Så forlader jeg Danmark.«