Politik:
Forfatning og forvaltning:
Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. I 1995 blev der gennemført flere ændringer, og i 1997-98 igen en større reform.
Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har ingen egentlige magtbeføjelser, men i kraft af sin person nød den daværende konge, der havde regeret fra 1946 til 2016, stor respekt i befolkningen og blandt magthaverne og havde indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde havde den daværende og også den nuværende kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som kongen selv udpeger.
Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre – repræsentanternes hus og senatet. Medlemmerne vælges ved almindelige valg for en periode af henholdvis fire (repræsentanternes hus) og seks år (senatet). Valgretsalderen er 18 år. Senatets magt består hovedsageligt i, at det kan nedlægge veto med lovforslag.
Parlamentet udpeger en premierminister, der skal danne regering. Premierministeren skal være folkevalgt parlamentsmedlem.
Forfatningsændringerne fra 1998 har til formål én gang for alle at komme den politiske korruption til livs, som har plaget landet i årtier. Efter de nye regler får repræsentanternes hus ved næste valg 500 medlemmer. De 400 vælges i flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de 100 ved forholdstalsvalg. Senatet skal i fremtiden have 200 medlemmer, som vælges i direkte valg. Tidligere var der premierministeren, der udpegede senatorer. Der er også indført stemmepligt og central stemmeoptælling, og valgene skal overvåges af en uafhængig valgkommission.
Det er også nyt, at hvis 50.000 borgere har skrevet under på det, kan de kræve, at en politikers forhold undersøges, hvis der er mistanke om, at han tager imod bestikkelse. Desuden er rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed og andre blevet grundlovssikrede, og der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.
Indenrigspolitik:
Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.
De politiske partier har ofte været opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. I senere tid var der faktisk kun to partier i parlamentet, der kunne siges at have et egentligt program: det liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der lededes af fhv. premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom). Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan partiet National Udvikling (Chart Pattana), mens det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) var erhvervsledernes parti.
Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor uformel indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol tog flere gange afgørende skridt til løsning af konflikter.
Under 1980’erne og 1990’ernes økonomiske vækst var en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.
Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der har forekommet summariske henrettelser, og mistænkte er blevet ofte udsat for vold, mens de har været i politiets varetægt. En ny forfatning, der trådte i kraft i 1998, gav bedre retsbeskyttelse end tidligere, men den dårlige behandling af flygtningene i landet blev der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, blev interneret i flygningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygtninge i Thailand. Cirka halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet, og kan derfor ikke stemme eller købe jord, lige som de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.
Thailand har ikke tilsluttet sig Flygtningekonventionen fra 1951, og Thailands indvandringslov skelner ikke mellem flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere.
I 1997 og 1998 kredsede indenrigspolitiken om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet – hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.
Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.
Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.
Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.
Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.
Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRTs leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen fokuserede særligt på den økonomiske politik, og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere styrkede TRT sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus. Premierminister Thaksin nød betydelig folkelig popularitet, men regeringen blev udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier, samt visse NGO’er, prægedes af udtalt gensidig mistillid.
Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkom anklager om overdreven voldsanvendelse under premierminister Thaksin Shinawatra’s narkotika-kampagne, er menneskerettighedssituationen, set i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.
Thailand har været i en tilstand af de facto-moratorium (midlertidigt standset) med eksekvering af dødsdomme siden 2012. Amnesty International bemærkede i sin rapport, at der i 2016 var en stigning i antallet af dødsdømte fanger til 216.
Statskuppet i 2006:
Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup. Thaksin var under kuppet på udlandsrejse for at holde tale til FN i New York, han vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008. Han blev anklaget for korruption, men erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen, og i den forbindelse søgte han politisk asyl hos Storbritannien under påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storbritannien. Han har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.
Efter kuppet i 2006 opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, blev bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække og partiet blev opløst.
I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som rødtrøjer, som støttede afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne for at opnå demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter der blev afholdt demokratisk valg i december 2007, hvor People’s Power Party (PPP) leddet af Samak Sundaravej dannede herefter regering sammen med fem mindre partier.
2008-14, demokratisk periode med politiske konflikter:
De følgende år var præget af politisk uro og optøjer i især hovedstaden Bangkok. Grupperne markerede sig under betegnelserne Rødtrøjer, som støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og Gultrøjer, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.
Premierminister Samak Sundaravej blev i september 2008, efter en række skandaler og et “overlevet” mistillidsvotum i parlamentet, erklæret skyldig i interessekonflikt af forfatningsdomstolen, på grund af sin medvirken som vært i et Tv-program om mad, hvorefter han måtte træde tilbage. Premierministerposten blev overtaget af partifællen Somchai Wongsawat, der dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, blev forhindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People’s Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje demonstrationerne sig, og den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn blev blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel og partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske
Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.
En demonstrerende rødtrøje oppositionsgruppe, National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), der oprindeligt blev dannet efter 2006-kuppet og opløst ved valget i 2007, genopstod i april 2009. De foranstaltede en aggressiv demonstration i badebyen Pattaya under det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit, der blev aflyst da demonstranterne stormede og blokerede kongrescentret på Royal Cliff Hotel. Mødet blev efterfølgende afholdt i oktober måned.
Et årstid senere, i perioden marts til maj 2010, foranstaltede UDD i en række ny voldelige optøjer, som førte sammenstød med militære fraktioner, hvilket resulterede i 87 dødsfald og flere end 1300 tilskadekomne. Rødtrøje demonstranterne besatte Bangkoks forretningskvarter i flere uger og regeringen indførte undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig den 19. maj.
Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt “jordskredssejr”. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som blev beskyldt for fra sit eksil at være den egentlige leder af en marionetregering. Thaksin havde ved adskillige lejligheder holdt video-link transmitterede taler til rødtrøje gruppers møder, og de thailandske medier omtalte, at alle ny ministre skulle godkendes personligt af Thaksin Shinawatra, der skiftevis opholdt sig i Hongkong eller Dubai.
Yingluck Shinawatras ris-støtteordning:
Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (da. ris løfte ordning), hvor bønderne blev lovet at regeringen købte deres rishøst for en høj pris, og hvis markedsprisen senere steg, kunne de få deres ris tilbage, og sælge den til markedspris. Da 40% af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdrykning, resulterede dette løfte i Yingluck Sinawatras valgsejr. Strategien var en simpel tre-trins proces, hvor ris blev opkøbt til overpris, derefter lagt på regeringens lagre for at presse verdensmarkedsprisen op, for til sidst sælge risen til en højre pris end den oprindeligt blev støttet med. Trods Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30% af verdensmarkedet for ris, blev ordningen af kritikere anset for urealistisk fra begyndelsen, og planen gav også bagslag, da andre lande, især Indien og Vietnam, straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013. Offentlige tal for de samlede omkostninger til ordningen blev ikke frigivet af regeringen, men skønnedes at ligge mellem 8 mia. og op til 20 mia USD (45 mia. til 110 mia. DKK). I alt blev 18 mio. tons usolgt ris henlagt regeringens lagre.
I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. I maj blev hun er tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug i anden anledning. Nogle måneder senere fjernede militæret, hvad der var tilbage af hendes regering, ved et statskup. I januar 2015 anklages hun efter en af militæret støttet lov for korruption, i forhold til sin rolle i ris-støtteordningen. Dommen skulle afsiges den 25. august 2017, hvor pressen forinden spekulerede i udfaldsmulighederne, med henholdvis skyldig, med op til 10-års fængsel, skyldig med en betinget dom, og frifindelse, samt overvejelser om appel. Desuden var der den mulighed, at hun ikke ville møde op til domsafsigelsen, men derimod flygte, hvilket myndighederne måske ville foretrækker, frem for “skyldig”, hvor hendes fængsling kunne gøre hende til en mere sympatisk figur, og hæve hende til status som et “demokratikoncept” – ligesom Myanmars tidligere oppositionsleder og Nobelprisvinder Aung San Suu Kyi.
På dagen for domsafsigelsen mødte Yingluck Sinawatra imidlertid ikke op i retten, Sinawatras advokat oplyste, at frafaldet skyldtes sygdom. Sent om eftermiddagen rapporterede flere udenlandske nyhedsmedier, at Yingluck if. vice-premierminister Prawit Wongsuwan havde forladt Thailand via grænsen til Cambodja, hvorfra hun var fløjet til Singapore og mødt sin storebror, tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, og sammen var de forsat til Dubai, hvor Thaksin blandt andet opholdt sig i frivilligt eksil, efter at være blevet afsat ved et militærkup i 2006. Prawit Wongsuwan understregede, at den siddende militærregering ikke havde nogen forlods viden om med flugten, CNN oplyste den 28. september, at Yingluck havde opholdt sig i London i to uger, samt at hun søgte asyl i Storbritannien.
Thailands højesteret kendte den 25. august 2017 tillige fhv. handelsminister Boonsong Teriyapirom og fhv. viceminister Phumi Saraphol, begge fra Yingluck Sinawatra regering, skyldig i falske regering-til-regering handler med Kina under ris-støtteordningen, de blev idømt henholdsvis 42 års og 36 års fængsel. I alt fandt Højesteret 20 personer skyldige i overtrædelser ifm. ordningen.
Den 27. september afsagde Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hvor retten idømte hende fem års fængsel for at undlade at stoppe falsk og korrupt G2G (government-to-government, regering-til-regering) salg af ris fra ris-støtteordningens lagre til Kina. Manglen på reaktion var ensbetydende med uærlig og manglende indgriben, for ikke havde fjernet Boonsong Teriyapirom som handelsminister, hvilket var i strid med straffeloven og antikorruptionsloven fra 1999, og dermed berettigede en femårige fængselsperiode. I den anden anklage om, at hun var skyldig i skader forårsaget af hendes implementering af ris-støtteordningen, blev hun frifundet. Retten erklærede tillige, at både anklager og dømte havde ret til at appellere dommen inden for 30 dage, i henhold til den nye 2017-forfatning, der dog forudsætter at Yinglock personligt møder op i forbindelse med indgivelse af appel, hvilket vil kunne medføre hendes arrest.
Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt, og hun efterfølgende personligt blev anklaget for det økonomiske tab fra støtteordningen. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militært kup i 2006, og dømt for korruption.
Statskuppet i 2014:
I oktober 2013 begyndte de oppositionistiske gultrøjer, under ledelse af tidligere vice-premieminister Suthep Thaugsuban at opfordre til demonstrationer i Bangkok. Formålet var med fredelige midler, blandt andet fløjter, at afsætte regeringen, hvorefter en udpeget premierminister skulle danne en overgangs regering, der kunne indføre reformer før et demokratisk valg blev afholdt. Demonstrationerne eskalerede de følgende måneder og den siddende regering opløste parlamentet, fortsatte som forretningsministerium, og udskrev nyvalg til afholdelse i februar 2014. Demokraterne boykottede valget og blokerede valgsteder i flere provinser. Efterfølgende blev diskuteret om et suppleringsvalg i de blokkerede provinser var muligt, om det allerede afholdte parlamentsvalg i det hele taget var juridisk gyldigt, om der kunne afholdes et helt nyt valg, om forretningsministeriet kunne gå af eller var forpligtiget til at forsætte i henhold til forfatningen. Demonstrater havde i perioder okkuperet dele af Bangkok og urolighederne spedte sig til provinsen. Den siddende regering var også kommet i modvind over et subsidieret, men ufinansieret risopkøbsprogram, hvor bønderne solgte deres ris til regeringen, men udbetalinger af penge blev forsinket eller udeblev, hvilket yderligere medførte bønderdemonstrationer og vejblokader fra Bangkok og op gennem det nordøstlige Thailand, det såkaldte Isaan Plateau.
De thailandske medier har flere gange antydet, at landet kunne risikere at blive delt i et nordligt, rødtrøje domineret, og sydligt, gultrøje domineret. Forskellige sammenstød med skudepisoder og bomber mellem de to grupper, medførte 38 dødsfald og adskillige tilskadekomne. Den 7. maj blev Yingluck anklaget for magtmisbrug og trådte tilbage, mens den tidligere regering fortsat fungerede som forretningsministerium. Begge politiske gruppers tilhængere, gultrøjer og rødtrøjer, opfordrede til massedemonstrationer der skulle afholdes i slutningen af maj.
Den 20. maj indførte militæret undtagelsestilstand for at standse urolighederne, men benægtede der var tale om et kup. En efterfølgende meningsmåling gennemført den 21. maj viste 75% opbakning til miltærets indgriben. De stridende politiske gruppers ledere blev indkaldt til møde hos general Prayuth Chan-ocha, der bad dem finde et kompromis og fremlægge dette den 22. maj. Parterne kunne imidlertid ikke fremlægge et kompromis på mødet, hvorefter Prayuth sagde, at så overtog han styringen og proklamerede militærkup. Forfatningen blev suspenderet, censur indførtes, radio og TV stationer blev lukket og måtte kun sende militærets informationer, udenlandske nyhedskanaler blev afbrudt mange steder. Desuden blev skoler og undervisningsinstitutioner midlertidigt lukket, og der indførtes forsamlingsforbud, samt landsdækkende udgangsforbund mellem 22-aften og 5-morgen. Der blev meldt om ro i alle byer over hele landet og ingen rapporter om militære tanks. Natten til den 23. maj blev grænseovervågningen intensiveret, især grænserne til Laos og Cambodja, så politiske aktivister ikke kunne rejse ud. Militærstyret krævede en lang række navngivne politikere skulle give møde hos militæret. Flere politiske ledere blev arresteret, blandt andre gultrøje-lederen Suthep Thaugsuban og forhenværende premierminister Yingluck Shinawatra. Militæret antydede, at det ikke ville tilbageholde Yingluck mere end nogle få dage.
Militærstyret udtalte, at de hurtigt vil gennemføre reformer og efterfølgende udskrive et demokratisk valg. Den 24. maj tillod militærstyret at en række Tv-stationer, men ikke alle, atter måtte genoptage udsendelse af ordinære programmer. Mindre grupper i Bangkok brød forsamlingsforbuddet for at protestere mod militærstyret. Et større forsamling marcherede mod Victory Monument i en fredelig protestmarkering. General Prayuth Chan-ocha udskiftetede politichefen og opløste senatet først på aftenen, og overtog dermed al lovgivning.
Forhenværende premierminister Thaksin Shinawatra udtalte den 24. maj til ABC-News, at hans søster, afsatte premierminister Yingluck Shinawatra, vil etablere en eksil regering, der for eksempel kan regere fra et naboland som Cambodja. To dage senere, den 26. maj, udelukker Cambodja at ville huse en exil thai-regering.
En del af de af militæret tilbageholdte politikere, herunder Yingluck og Suthep, blev løsladt den 26. maj, nogle mod kaution. Kongen var indforstået i kuppet og udpegede general Prayuth Chan-ocha som leder af National Council for Peace and Order (NCPO, da. Det Nationale Råd for Fred og Orden). Skoler og Læreranstalter genåbnede, den midlertidige lukning skyldtes, at der ved tidligere militærkup opstod voldelige uroligheder på universiteterne. På en pressekonference sagde Pryuth Chan-ocha, at militærstyret ville afholde demokratiske valg, men kunne endnu ikke give en tidsplan; formålet med kuppet var at standse de voldelige uroligheder. De manglende betalinger fra den afsatte regerings risopkøbsprogram blev udbetalt til landmændene. Der var igen fredelige anti-kup demonstrationer i Bangkok ved Victory Monument. Det landsdækkende udgagsforbud 22-05 blev opretholdt, men allerede lempet den 27. maj til at gælde fra midnat til 4-morgen, og et par dage senere ophævet på udvalgte tourist destinationer som Pattaya og Phuket. Mindre fredelige demonstrationer mod militærkuppet fortsatte i Bangkok de følgende dage. Militærjuntaen fortalte ved et pressemøde den 29. maj, at formålet med kuppet var at undgå Thailand blev et nyt Syrien. Juntaen vil gennemføre nødvendige reformer, og når tiden er passende give styringen af landet tilbage til en demokratisk valgt regering. General Prayuth Chan-ocha oplyser i en Tv-tale den 30. maj, at det vil vare mindst 15 måneder før demokrati kan genindføres.
Den 10. juni blev udgangsforbuddet yderligere lempet til at omfatte 17 provinser, og tre dage senere helt ophævet, da der ikke havde været yderligere demonstrationer eller antydning af uro. En meningsmåling fra Dusit Poll foretaget 10. til 14. juni viste at 93% responderede tilfredshed med at de politiske demonstrationer var ophørt, og 87% at de kunne genoptage almindelige daglige rutiner. Knap 67% forventede at landets økonomi, politiske og sociale forhold ville blive bedre. NCPOs planer for reformer er: at standse populistisk politik, en indsats mod korruption, stoppe Shinawatra-regeringens diskutable 2 billarder baht store lånefinansierede infrastrukturprojekt med højhastighedstog, og i stedet satse på udbygning af det eksisterende jernbanenet med dobbeltspor, standse regeringsopkøb af ris, samt indsætte en udpeget regering i september måned. De europæiske regeringer opfordrer gennem EU militærjuntaen til straks at genindfører demokrati og suspenderer midlertidigt eksisterende samarbejdsaftaler.
Thailand havde foruden 2.3 millioner registrerede fremmedarbejdere fra nabolandene Cambodja, Myanmar (Burma) og Laos, anslået omkring to millioner illegale. En udspil om at åbne for registrering af de illegale fremmedarbejdere misforstås af cambodjanerne og rygtes som juntaen vil arrestere dem, hvilket medførte nærmest en ”folkevandring” mod Cambodja. Med en officiel arbejdsløshed under 1% var især bygningsindustrien stærkt afhængig af fremmed arbejdskraft. Efter et par uger lykkedes det i samarbejde med den cambodjanske regering at få de flygtede arbejderne overbevist om, at de kunne komme tilbage og arbejde lovligt i Thailand. I 2014 var der 660.000 arbejdere fra Cambodja, svarende til at 5% af landets totale befolkning arbejder i Thailand.
Især ferieøen Phuket blev genstand for militærjuntaens indsats mod korruption, med blandt andet oprydning i den såkaldte ”taxi mafia” og fjernelse af ulovlige bygninger og erhvervsdrivende på turist strandene.
En ny meningsmåling i begyndelsen af juli viste, at næsten 90% af befolkningen var mere tilfredse nu, end før militærkuppet. Afsatte premierminister Yingluck Shinawatra fik tilladelse til at rejse til Paris for at deltage i sin bror, tidlige afsatte premierminister Thaksin Shinawatras 64-års fødselsdag. Trods formodninger om at hun ville søge asyl i udlandet, vendte hun tilbage som planlagt. Pressecensuren blev lempet den 22. juli, så den i vid udtrækning blev selvcensur.
Juntaleder bliver premierminister:
Den 21. august, 2014, valgte NCPO (Det Nationale Råd for Fred og Orden) militærjunta leder general Pryuth Chan-ocha som Thailands 29. premierminister. Den 7. august, 2016, gennemførte regeringen en folkeafstemning om en ny konstitution (grundlov), der blev stemt igennem med 61% flertal. Konstitutionen var omdiskuteret, især i udlandet, da den fremadrettet giver militæret mere magt gennem NCPO, blandt andet ved at medlemmer til Senatet bliver udpeget i stedet for folkevalgt, at Senatet får veto-ret og kan udpege en premierminister, hvis der ikke opnås enighed om valg af premierminister mellem Parlamentet og Senatet. En udpeget premierminister behøver ikke være medlem af Parlamentet og kan højst sidde i fem år. Yderligere blev det kritiseret, at den ny forfatnings §265 svarer til militærjuntaens midlertidige forfatnings undtagelsesparagraf, §44, der giver NCPO fuldstændige beføjelser indtil et nyvalgt parlament tiltræder, hvilket i praksis betyder, at general Pryouth Chan-ocha kan afsætte parlamentet, hvis han ikke bryder sig om det. Efter kong Bhumibol Adulyadejs død den 13. oktober og tronskiftet den 1. december, 2016, blev det kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun (Rama X), der skulle underskrive den ny konstitution. Den 10. januar, 2017, meddelte premierminister Pryuth Chan-ocha, at kongen ønskede indføjet tre-fire ændringer vedrørende kongens autoritet, ændringer som ikke vil berøre folkets rettigheder og frihed, da disse ændringer alene vedrører kongens historiske rettigheder til at udpege sit statsråd. Omskrivningen ville kunne udføres under premierminister Pryuth Chan-ochas selvproklamerede, fuldstændige magtbeføjelser, og godkendes af det militærjunta-udpegede kabinet. Det blev understreget, at køreplanen for det forventede demokratiske valg af en ny regering ikke blev forsinket, valget er dog foreløbigt udskudt flere gange, fra først lovet gennemført i 2015, til november 2018, bl.a. pga. kongens død og efterfølgende kremeringsceremoni. Kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun underskrev den ny konstitution, den 6. april, 2017. En meningsmåling offentliggjort i juni, 2017, viste, at 70% af befolkningen mener demokratisk parlamentsvalg først skal gennemføres når nationen er parat til det, mens 30% mener at et valg skal ske som planlagt i juntaens køreplan.
Efter tre års junta-styre er militæret blevet endnu stærkere indlejret i samfundet, også selv om det altid har spillet en prominent rolle i Thailand. Premierminister, general Prayuth Chan-ocha, har siden kuppet haft et ugentligt fredags prime time Tv-show, mellem nyheder og en populær sæbeopera-serie, hvor han taler om alt, lige fra værdi af beskedenhed, til statens økonomi. Den af kongen nyligt godkendte forfatning svækker permanent politikernes indflydelse ved fremtidige folkevalgte regeringer. Militæret sidder på 143 af parlamentets 250 sæder, under den foregående junta, efter 2006-kuppet, udgjorde militærets pladser kun 67 ud af 242. Også blandt senatets 36 medlemmer har 12 af dem militær baggrund, efter 2006-kuppet var der fire officerer blandt 37 senatorer. Flere end halvdelen af statsrådets 13 medlemmer er miltærfolk, rådet er rådgiver for kong Vajiralongkorn, som selv er militæruddannet. NCPO, Kommiteen for Fred og Orden, har udstedt 358 forordninger, og har blandt andet lanceret initiativer som en hotline til at rapportere udisciplinære buddhistiske munke, og såkaldte attitude-justerings-programmer for berusede chauffører. Forskellige kampagner har dækket alt fra opløsning af taxa-bander i lufthavne, til oprydning af gadeboder, sidstnævnte mest med blandede resultater. Folket virkede umiddelbart ubekymret, og forskellige meningsmålinger viste tilfredshed med militærregeringen, men i begyndelsen af 2017 syntes opbakningen at smuldre, og juntaen fandt behov for at rebrande sig selv. Dette kom til at ske med en sæbeoperaserie, som er meget populære i Thailandsk TV, hvori seerne følger fire hovedpersoner, der arbejder i forskellige væbnede styrker, som hæren, flåden, politiet og luftvåbenet. En efterfølgende meningsmåling i august 2017 viste 48.7% folkelig opbakning til den siddende miltærregering, mens juntaleder og premierminister, general Prayuth Chan-ocha, havde lidt over 80% opbakning for henholdsvis lederskab (81,2%) og ideologi (82,3%). 73,6% af svarerne mente at juntaens politik og tiltag havde været effektive. Men allerede få måneder senere, i begyndelsen af december, var opbakningen stærkt faldende, primært grundet regeringens dårlige overblik med håndtering af kommentarer på sociale bevægelser, og provokerende svar fra ledende embedsmænd, der tydede på, at generalerne handlede politisk bevidst. Målt på en skala fra 1-10 blev militærjuntaen i meningsmålinger bedømt til 7,02 lige efter kuppet i 2014, et år senere til 6,15, to år efter kuppet til 6,48, og efter tre år til 5,73. Til sammenligning blev den demokratisk valgte Yingluck Shinawatra-regering umiddelbart før militærkuppet bedømt til 5,28.
Politisk bombeattentat mod militærhospital:
På tre-årsdagen for 2014-militærkuppet, eksploderede en bombe om formiddagen den 22. maj, 2017, på King Mongkut Hospital, et militærhospital i Bangkok. Eksplosionen skete i et receptionsområde forbeholdt syge og ældre militærofficerer, hvor 21-25 (antal varierer i forskellige kilder) kom lettere til skade, hovedsageligt fra splintret glas. De fleste ofre var pensionerede officerer. Først mente man at der var tale om en ulykke med en eksploderet tryk-tank (kompressor eller gasbeholder), da der ingen ild var i forbindelse med eksplosionen, men politiet fandt et elektronisk kredsløb, som antyder at eksplosionen skyldtes en mindre bombe. Efterfølgende fandt bombehunde spor af sprængstof. Ingen har taget ansvar for eksplosionen. The National Human Rights Commission (Den Nationale Menneskerettighedskommission) fordømte bombangrebet og sagde, at det var en umenneskelig handling og en ubeskrivelig terrorhandling, da hospitalet behandler alle uden forskelsbehandling, ikke kun hærens officerer. Myndighederne kæder bombeeksplosionen sammen med to tidlige mindre hændelser, henholdsvis 15. maj, hvor en mindre bombe eksploderede ved et træ foran Nationalteatret, og den 5. april, hvor en lille rørbombe detonerede foran Regerings Lotteri Kontoret. Begge steder er i samme område som King Mongkut Hospital, og i begge tilfælde kom to personer lettere til skade. Det forventede demokratiske valg, engang i 2018, kan risikere at blive udskudt pga. bombeeksplosionerne, da general Chan-ocha advarede om, at valg ikke kan finde sted, før der er ro i landet. Den 15. juni arresterede myndighederne en 62-årig pensioneret elektroingeniør, Wattana Pummares, der oplyses at have tilstået attentatet, samt de to mindre tidligere eksplosioner. I hans lejlighed i Bangkok fandt man materialer til bombefremstilling, magen til de, der var anvendt i hospitalsbomben. I december, 2017, blev han idømt 27 års fængsel, nedsat fra livstid, da han havde tilstået. I januar 2018 blev han idømt yderlige 80-års fængsel for tidligere attentat i 2007. I alt var han tiltalt for fem bomber, så den samlede fængselstraf blev 111 år og seks måneder.
General Prayuth Chan-ocha som politiker:
Medierne begyndte at spekulere i, om juntaleder Prayuth Chan-ocha ville søge opstilling til valg, da han startede på at rejse rundt til flere provinser for at møde befolkningen, og lade sig fotografere sammen med bønder, som var det under en valgkampagne. En meningsmåling i juni (2017) havde vist, at 53% af thaierne ville stemme på ham som premierminister for en ny 4-årig periode. Lederen af NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), sagde i september 2017, at et demokratisk parlamentsvalg kunne forventes omkring november-december, 2018. Premierminister Prayuth Chan-ocha bekræftede efter sit besøg i USA hos præsident Donald Trump i oktober, 2017, at demokratisk valg skal afholdes i november, 2018. Men han sagde yderligere, at det bør være et demokrati, der opretholder en thailandsk egenart. Han understregede, at regeringen har brug for samarbejde fra politikere fra alle politiske partier vedrørende gennemførelsen af den 20-årige nationale strategi, og at alle politiske partier bør bygge videre på det fundament, som regeringen og den Nationale Komite for Fred og Orden (NCPO) har etableret. Politiske partiers ændringer i strategien, skal være i overensstemmelse med (militær-regerings) lovene, så man kan være i stand til at skelne mellem parti-platforme og den nationale strategi.
Uanset om juntaleder Prayuth Chan-ocha stiller op som kandidat til et kommende valg, så har hans diktatregering med adskillige lovændringer sørget for, at militæret under alle omstændighed får en afgørende indflydelse på thailandsk politik i flere kommende årtier.
Watchgate:
Begrebet “Watchgate”, opkaldt efter USAs Watergate skandale, opstod i løbet af januar, 2018. En irriterende sag for militærjuntaen, hvor forsvars- og vicepremierminister, general Prawit Wongsuwan, af regeringskritikere blev anklaget for korruption. Det skyldtes, at han blev fotograferet med et kostbart luksus-armbåndsur, samt en stor diamantring, der ikke figurerede på den tidligere indberetning over ministerens formue og værdigenstande. En efterfølgende kritisk gennemgang af fotografier i diverse nyhedsmedier viste Prawit med 20-25 forskellige luksusure, til en samlet værdi på mindst 1,2 mio. USD (ca. 7 mio. DKK), hvor flere medier anslog et højere beløb, hvilket syntes uoverkommeligt at kunne afskaffes for en ministerløn. Uklare forklaringer om lån fra en afdød ven, der samlede på armbåndsure, medførte at NACC (National Anti-Corruption Commission, da. Den Nationale Anti-korruptions Kommitte) skulle undersøge sagen. Komiteen blev imidlertid beskyldt for at være inhabil pga. tætte forbindelser til hovedpersonen, general Prawit Wongsuwan. Oppositionspolitikere mente at juntaleder Prayuth Chan-ocha skulle skille sig af med sin udenrigs- og vice-premierminister, men Prayuth tøvede med af afskedige sin personlige ven og militærkollega, trods Prawit var parat til at træde tilbage, hvis han var uønsket til at varetage sin ministerpost. Prawit udfyldte en vigtig position i juntaen, og uden hans “stærke figur” til varetagelse af fred og orden, kunne sikkerheden svækkes. Regeringskritikkere spurgte om »tiden var ved at rinde ud for militærjuntaen efter Watchgate«. I begyndelsen af februar (2018) kom endnu et tilbageslag for den siddende militærregering, en onlineafstemning, der egentlig skulle vise opbakning til general Prawit Wongsuwan, viste sig at være overvejende falsk. Vedvarende kritik af regeringen ifm. Watchgate, medførte at militæret, på juntaens ordre, fjernede nyhedsagenturet PPTVs direktør. Siden militæret greb magten i 2014, har myndighederne advaret pressen for at undgå kritik, retsforfulgt en række journalister og lukket tv-stationer for deres kritiske dækning.
Den meningsdannende engelsksprogede avis The Nation skrev om Watchgate, at siden sin kontroversielle magtovertagelse havde Prayuth Chan-ocha prioriteret en kampagne mod korruption, men »Thailands onde cyklus er: Magtfulde politikere erklærer krig mod korruption og alle, undtagen deres egne, straffes.« Avisen tilføjede, at »på en måde er det lykkedes for Prawit Wongsuwan, hvor Prayut fejlede, da viceministeren har opløst alle politiske farver, hvor mange mennesker, der aldrig tidligere kunne forenes, nu går sammen i et forsøg på at tvinge ham ud af kabinettet.« Et af problemerne er, at hvis en minister, her Prawit Wongsuwan, forlader sine poster i utide, kan den der har udpeget ham, i dette tilfælde juntaleder Prayuth Chan-ocha, tabe ansigt.
Middelklassen og militærjuntaen:
Totalitære regimer var nærmest almindelige i Thailand, som siden den demokratiske transformation i 1932 havde oplevet en lind strøm af autoritære regeringer, der nærmest blev indlejret i det thailandske folks tankegang, som toleranceånd over for militærets vilkårlige dominans, og if. kritikere, dets foragt for retsstatsprincippet. Efter en længere periode med politisk kaos, der forkrøblede nationens hovedstad, Bangkok, genindførte militæret ro og stabilitet, hvilken handling blev anset som genindførelse af traditionelle thailandske værdier. De urbane middelklassethaier omfavnede tilsyneladende helhjertet 2014-kuppet, selv om det væltede en demokratisk valgt regering. Middelklassens tolerance for diktaturet, gjorde dem, if. militærjuntaens kritikere, samtidig intolerante over for manglende ytringsfrihed og demokratiske processer, og med manglende intellektuel kapacitet til at forstå nuancerne i thailandsk politik, og endnu værre, til at forstå demokrati, globalisering og universelle normer.
Forskere i politik mener, at den politiske elites opbakning er afgørende for succesfuldt thailandsk demokrati. Det handler om eliten vil ændre holdning, og om militæret vil. Pludselige ændringer, og en ny konstitution (grundlov), er ikke nødvendigvis vejen, da det kan få den politiske højrefløj til at føle, at de taber magt og indflydelse, ændringer bør foregå gradvist. Den offentlige mening har tillige potentiale til at spille en vigtig rolle, ved at opmuntre eliten til at ændre sig, uden det pres sker der ikke noget.
Genindførelse af demokrati:
I december 2017 besluttede EU at genoptage fuld politisk kontakt med Thailand på alle niveauer, som ellers var sat under overvågning efter militærkuppet i 2014, da premierminister Prayuth Chan-ocha på ASEAN-topmødet i Oktober lovede demokratisk parlamentsvalg senest november, 2018. I juni 2018 var Prayuth Chan-ocha på besøg i Frankrig og Storbritannien, hvor han bla. blev modtaget af premierminister Theresa May, der pressede ham for at afholde et demokratisk valg.
I slutningen af januar, 2018, besluttede et flertal i NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), imidlertid, at et valg tidligst kan afholdes 90 dage efter en publiceret dato, altså tidligst i februar, 2019. Enkelte medlemmer af NLA mente at 150-180 dage var mere passende. Selv om der stadig var politisk forsamlingsforbud, demonstrerede flere hundrede mennesker den 10. februar på pladsen med Demokratimonumentet i Bangkok med krav om demokrati, den største anti-junta demonstration siden militæret tog magten i 2014. Demonstranterne forlangte valg afholdt i november måned, som oprindeligt lovet. Små aktivist grupper var tidligere ulovligt, men fredeligt forsamlet med krav om valg, en gruppe på 35 aktivister meldte sig til myndighederne i februar, efter at have demonstreret i Bangkoks centrum i januar måned. Politiske partier havde i månedvis forinden bedt om, at forsamlingsforbuddet blev ophævet, så partierne kunne forberede deres valgkampagner. I juni sagde premierminister, juntaleder general Prayuth Chan-ocha, at kroning af kong Maha Vajiralongkorn, der besteg tronen i december 2016, skulle foretages inden der kunne afholdes parlamentsvalg. Kongen ønsker ikke en overdådig kroning, men dog en der følger de thailandske traditioner. Det efterfølgende valg vil efter loven kunne afholdes senest i maj måned (2019), dog vil februar være et fordelagtigt tidspunkt.
Den 17 dage lange successfulde redningsaktion i juni-juli af 12 fodbolddrenge og deres træner i Tham Luang-grotten i nordthailand kom meget behændigt for militærjuntaen og Prayuth Chan-ocha, hvor populariteten i meningsmålinger var faldende. Den blev et eksempel på, at militæret er en troværdig enhed, hvor flere end 2.000 militærpersoner var involveret i redningsarbejdet. Mange ser stadig Prayuth som en militærmand, og de væbnede styrker anser sig selv som beskytter af monarkiet, hvor flere militærkup er foretaget i “kongens navn”. Også kong King Maha Vajiralongkorn sendte hjælp i form af køkken-vogne og personel til at bespise redningsarbejderne, og paladset (Den Kongelige Husholdning) donerede lys og andet udstyr. Sinawatra-familien, der med Thaksin og Yingluck som premierministre, var i opposition – deres demokratiske success var baseret på stemmer fra de fattigere nordlige provinser – stammer fra Ching Mai, der ligger syd for Chiang Rai, hvor redningsaktionen fandt sted.
Bombeattentater 2015:
Den 17. august, 2015, klokken 18:58 lokaltid eksploderede en kraftig bombe midt i den travle myldretid på et af Bangkoks befærdede hovedstrøg ved den brahmanske helligdom Erawan. Bomben krævede 20 dødsofre og 126 tilskadekomne, heriblandt adskillige udlændinge. Da mange asiatiske turister besøger Erawan helligdommen, var de i overtal blandt de udenlandske ofre, især kinesere og malayer. Der var ingen danskere eller skandinaver blandt ofrene. Dagen efter, den 18. august, 2015, klokken 14:39 lokaltid detonerede endnu en bombe ved Chao Phraya-flodens Taksin-bro, et travlt trafikknudepunkt. Ingen kom til skade ved eksplosionen. Bomben var af samme type, som den aftenen før, men af noget mindre styrke – dog var begge bomber rettet mod mål med mange turister, med hensigt til at dræbe mennesker. Den 29. august om eftermiddagen anholdt politiet en mistænkt i Bangkoks Nong Chok distrikt i forbindelse med de to bomber. Efterfølgende blev flere mistænkte anholdt, overvejende uighurere, et overvejende sunni-muslimsk, religiøst mindretal i Kina, som ønsker en egen selvstændig stat. En del uighurere brugte Thailand som transitland for videre rejse til Tyrkiet. Knap to år senere, i maj 2017, begyndte de første retsmøder efter lange uoverensstemmelser om tolke for de to hovedmistænkte etnisk uighurere, Adem Karadag og Yusufu Mieraili, der under tidligere politiafhøringer havde erkendt at have fremstillet og placeret bomben ved Erawan-helligdommen. Bomberne blev ikke klassificeret som terror.
De sydlige muslimske provinser:
I de fire sydlige provinser Songkhla, Pattani, Yala og Narathiwat, er muslimer den religiøse majoritet, hvilket har medført årelange konflikter mellem styret i Bangkok og lokale, ofte voldelige oprørsgrupper, der ønsker mere selvstyre eller hel uafhængighed fra Thailand. Der er udstationeret et stort antal regeringstropper for at etablere ro i området, men alligevel er voldsepisoderne overvældende. Der er ofte tale om bomber, både vejsidebomber og skjulte, fjernstyrede bomber aktiveret med for eksempel en mobiltelefon. Dette har medført, at alle thailandske simkort registreres, og turister skal identificere sig med pas, for at kunne erhverve et thailandsk simkort. De fleste lande fraråder deres borgere at rejse til de sydlige thai-provinser.
Modstanden mod det buddhistiske styre fra Bangkok har eksisteret i årtier, men aftog en periode i 1990’erne, inden den igen blussede voldsomt op i 2004. Især Narathiwat, Pattani og Yala har været plaget af en længerevarende opstand af etnisk malaj-muslimer, der kæmper for autonomi, hvilket har medført at mere end 6.000 mennesker er blevet dræbt i de hundredvis af angreb siden 2004. Analytikere, der overvåger konflikten, siger, at volden fra oprørsgrupperne faldt til et historisk lavpunkt i 2017, på trods af forhandlingerne om at opnå fred ikke viste nogen fremskridt. Forhandlingerne var indledt af den civile regering før militærkuppet i 2014, og forsøgt genoplivet af militærjuntaen.
I 2016 blev der rapporteret 801 hændelser, hvori der var 307 dødsofre og 620 sårede, heraf 24 dræbte kvinder og 128 tilskadekomne. Religiøst opdelt var der 106 dødsfald og 375 tilskadekomne blandt buddhisterne, og 188 dødfald og 251 tilskadekomne blandt muslimer, samt 13 uidentificerede dødsfald og 2 sårede. Ofrene er overvejende civile med 230 omkomne og 347 tilskadekomne, mens embedsstanden talte 77 dødsfald og 281 skadede. Provinsopdelt var der 53 hændelser i Songkhla, 309 i Pattani, 175 i Yala og 270 i Narathiwat.
Udenrigspolitik og forsvar:
Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var partneren først Japan, og siden – da krigen vendte – USA.
Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970’erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.
Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandske regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.
Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.
Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.
Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.
Thaksin-regeringen prioriterede Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. På trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spændinger langs den thai-burmesiske grænse, tilstræbte Thaksin-regeringen løbende at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.
Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Thaksin-regeringen styrkede med held handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN særdeles højt og blev drivende med henblik på at styrke det politiske samarbejde, og etablere en sydøstasiatisk frihandelszone, der trådte i kraft 1. januar 2015.
Det thailandske forsvarbudget udgjorde siden finansåret 2014, 7,3% af regerings-budgettet, der svarer til 18% af BNP. Forsvars-budgettet for finansåret 2018 er forhøjet til 7,7%, hvilket er 222 mia. thai-baht (ca. 45 mia.DKK). Der er almindelig værnepligt, hvor omkring 350.000 unge mænd indkaldes til session. Af disse udtages 100.000 til militærtjeneste (2018-tal). Værnepligten er to år og værnepligtige modtager en kompensationsløn på 10.000 baht (ca. 2.000 DKK) om måneden, foruden lommepenge. Frivillige kan frit vælge mellem nationens tre væbnede styrker, Royal Thai Army (hæren), Royal Thai Navy (flåden) og Royal Thai Air Force (luftvåbenet). Man fritager de, der ikke anses for fysisk i stand til at udføre militærtjeneste, mentalt syge, og de, som har ændret deres fysiske udseende væsentligt, såsom transkønnede (typisk mænd, som skifter køn til kvinde, ofte benævnt ladyboy, på thaisprog kathoey eller katoey). Der var i 2010’erne syv sager fremme i medierne om værnepligtige, der var omkommet i tjenesten ifm. disciplinære afstraffelser.
Demografi – Geografi – Historie – Kultur – Lov og retsvæsen – Massemedier og ytringsfrihed
Nationale helligdage og højtider – Politik – Religion – Uddannelse
Kilde: Wikipedia