Fra i dag får danskere kun 30 dages visumfri indrejse i Thailand
Fra i dag, den 15. september 2026, er det slut med 60 dages visumfri indrejse i Thailand for danske turister. Danske statsborgere får nu som udgangspunkt 30 dages ophold ved visumfri indrejse.
De nye thailandske indrejseregler træder i kraft den 15. september og betyder, at den visumfri opholdstid for blandt andre danske statsborgere bliver halveret fra 60 til 30 dage.
Thailand har samtidig ændret sammensætningen af den visumfri ordning. Den nye 30-dagesordning gælder for statsborgere fra 60 lande og territorier, og Danmark er blandt landene på listen.
Bekendtgørelserne blev offentliggjort i Thailands officielle lovtidende, Royal Gazette, den 31. august. Thailands udenrigsministerium bekræftede efterfølgende, at de nye regler træder i kraft den 15. september.
Den danske ambassade orienterede danske rejsende
Den danske ambassade i Bangkok orienterede den 4. september danske rejsende om ændringen og oplyste, at man fra den 15. september vil få 30 dage ved visumfri indrejse til Thailand.
Ambassaden henviste samtidig rejsende, der ønsker et længere turistophold, til den thailandske ambassade i Danmark, mens personer, der allerede befinder sig i Thailand og ønsker at forlænge deres ophold, henvises til de thailandske immigrationsmyndigheder.
Allerede tildelte 60 dage bliver ikke forkortet
De nye regler betyder ikke, at personer, som allerede er rejst ind i Thailand under den tidligere ordning, pludselig mister 30 dages ophold.
Thailands udenrigsministerium har præciseret, at udlændinge, som rejste ind inden den 15. september under den hidtidige visumfri ordning, kan blive i Thailand indtil den sidste opholdsdag, som de fik tilladelse til ved indrejsen.
En dansker, der eksempelvis rejste ind i Thailand den 10. september og fik 60 dages ophold, beholder således den allerede tildelte opholdsperiode.
Den nye 30-dagesregel gælder for indrejser fra og med den 15. september.
Det er ikke et turistvisum, der bliver forkortet
Ændringen vedrører den såkaldte Visa Exemption – altså visumfri indrejse. Det er derfor ikke et egentligt turistvisum, der bliver reduceret fra 60 til 30 dage.
Et Tourist Visa, også kaldet TR-visum, er en separat ordning, som søges inden rejsen. Et almindeligt turistvisum giver fortsat mulighed for op til 60 dages ophold, og der kan efter ansøgning gives en yderligere forlængelse på op til 30 dage. En forlængelse er dog op til de thailandske immigrationsmyndigheder.
For danskere, der allerede inden afrejsen ved, at de ønsker at opholde sig i Thailand i mere end 30 dage, bliver det derfor igen mere relevant at undersøge mulighederne for et egentligt turistvisum.
60-dagesordningen varede lidt over to år
Thailand indførte ordningen med 60 dages visumfri indrejse den 15. juli 2024. Ordningen omfattede 93 lande og territorier og var en del af en større lempelse af landets indrejseregler.
I maj 2026 godkendte den thailandske regering en revision af ordningen. Regeringen lagde blandt andet vægt på national sikkerhed, turisme og økonomiske interesser, gensidighed mellem landene samt ønsket om at mindske overlap mellem forskellige visumordninger.
Den oprindelige regeringsbeslutning lagde op til en ny 30-dagesordning for 54 lande og territorier, men inden reglerne blev endeligt offentliggjort, blev listen udvidet til 60 lande og territorier.
Danmark er fortsat blandt de lande, der er omfattet af visumfri indrejse.
Forskellen er blot, at danske turister fra i dag som udgangspunkt får 30 dage i Thailand i stedet for 60.
Læs nærmere her:
- Royal Gazette (PDF-format)
- Thailand har godkendt stop for 60 dages visumfri indrejse (Thailand Portalen)

Vær den første til at kommentere