Indledning:

Thailand har gennem mange år været en af danskernes foretrukne feriedestinationer. Thailand rummer nemlig et væld af oplevelser og thaierne er et venligt og imødekommende folkefærd, der tager godt hånd om deres gæster.

I Thailand kan du både opleve den intense storby Bangkok med dens moderne skyskrabere, enorme shoppingcentre og dens mange restauranter i verdensklasse. Samtidig kan du også finde lange, hvide sandstrande, små øer, grønne og frodige regnskovsområder og ikke mindst de mange templer, hvor de er plads til fordybelse.

Geografi:

Thailand er i areal på størrelse med Spanien.

I nord er landskabet kuperet, og de højeste bjerge er omkring 2.500 meter høje. Bjergkæderne og bakkerne er gennemskåret af frodige floddale. Den nordøstlige del af landet består af Khoratsletten (Koratsletten), oftest blot kaldt Isaan eller Isaan-plateauet, der nærmest er indrammet af bjerge med vest og syd og Mekongfloden på de andre sider. Bortset fra områderne nær floden er Koratsletten ikke særlig frodig.

I de indre egne, nord for hovedstaden Bangkok, ligger landets vigtigste landbrugsområde langs floden Chao Praya og dens delta – det kaldes Thailands risskål. Der er blevet gravet flere kanaler for at forbedre mulighederne for kunstvanding af risen.

Den del af Thailand, der ligger på Malaccahalvøen, består af frodige tropiske bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.

Før i tiden var landet dækket af tropisk skov, og teaktræ fra Thailand var verdenskendt. I dag har den kraftige skovhugst mindsket skovbestanden voldsomt. Der lever stadig vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger (verdens største okse), men 40 af landets 282 pattedyrsarter er truede. Det samme gælder 190 af de 928 forskellige fuglearter.

  • Højeste bjerg: Inthanon (2.576 m.o.h)
  • Største ø: Phuket (570 km²)
  • Vigtigste floder: Chao Phraya, Mekong

Provinser:

Thailand er inddelt i 77 provinser, kaldet changwat. De er igen opdelt i distrikter, underdistrikter, kommuner og byområder (storby, byer, landsbyer). Sidstnævnte ledes af et folkevalgt byråd med en borgmester i spidsen.

Landets vigtigste og større byer er:

  • Bangkok (hovedstaden, 6,59 mio. indb. 2007)
  • Nakhon Ratchasima (Khorat/Korat) (278.000)
  • Songkhla (243.000)
  • Nanthaburi (233.000)
  • Rayong (211.000)
  • Khon Kaen (206.000)
  • Chiang Mai (167.000)

Klima:

Thailand ligger i troperne, så der er varmt året rundt og en relativt høj luftfugtighed. Det meste af regnen falder under sommermonsunen fra maj til oktober. Lige før den kommer, er det allermest varmt – det er ikke usædvanligt, at der er over 40 grader i de nordøstlige egne. Det er køligst i december og januar. I det sydlige Thailand er nedbøren mere jævnt fordelt over året, og det bliver heller ikke mærkbart køligere om vinteren.

Gennemsnitstemperatur/døgnet: Bangkok 25 °C (dec.), 30 °C (april)
Gennemsnitsnedbør/måned: Bangkok 7 mm (dec.), 306 mm (sep.)

Fauna:

Elefanten er Thailands nationalsymbol og nyder sammen med tigre (ofte omtalt som Royal Bengal Tiger) høj status for fortsat bevarelse, som en del af naturens vilde dyreliv.

Den vilde tigerbestand var stærkt faldende indtil begyndelsen af 2000-tallet, hvor det er lykkedes at øge bestanden, især i Huay Kha Khang naturreservatet, hvor bestanden blev øget med ca. 50 % fra 2012 til 2018, fra 40 til 60-65 eksemplarer. Det største gruppe på omkring 120 vilde tigre lever i Thung Yai Naresuan-Huay Kha khaeng skovområdet. Et mindre antal på angiveligt 15 eksemplarer lever i Dong Phyayen-Khao Yai skovene. I 2012 regnedes den vilde bestand at bestå af 189-252 individer. Ud over den vilde bestand findes 1.464 tigre i fangeskab fordelt på 49 tigerfarme (2018). Den samlede tigerbestand i Indokina anslås til ca. 350 (2011).

Demografi:

Den thailandske befolkning er forholdvis ensartet. De allerfleste taler thaisprog og er theravadabuddhister. I nordøst bor det største mindretal, lao eller lao isan.

Det næststørste mindretal er kineserne, der er godt integrerede i den thailandske kultur. Efter politisk pres tog flere af dem thailandske navne i årene efter 2. verdenskrig og blev thailandske statsborgere. De fleste kinesere er selvstændige erhvervsdrivende, og kineserne sidder på 60 procent af det private erhvervsliv i Thailand.

Langs grænsen til Cambodja lever omkring en million khmerer, de fleste flygtninge og langs grænsen til Laos en stor gruppe vietnamesere.

Længst mod syd, i de fire sydlige provinser Songkhla, Pattani, Yala og Narathiwat, er der et ret stort mindretal af muslimske malajer, der har stærke sociale og kulturelle bånd til Malaysia.

De mindretal, der adskiller sig mest fra Thailands øvrige folkegrupper, er godt hundrede tusinde mennesker i de nord- og vestlige egne – blandt andre akha, lasu, lisi, hmong og karen. Disse bjergstammer lever ofte i social elendighed med ingen eller mangelfuld uddannelse og misbrugsproblemer.

På trods af den økonomiske udvikling i de sidste par årtier er det stadig fire femtedele af Thailands befolkning, der bor på landet. Hovedstaden Bangkok er den eneste rigtige storby.

Historie:

Rigets oprindelse:

Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.

Europæisk indflydelse:

Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.

Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Bangkok og kongedynastiet:

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1768 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), men det var kendt i udlandet som Siam.

Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder “mørk” eller “brun”). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam.

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.

Forbandelsen der hjemsøgte Bangkok 150 år:

Da Bangkok blev grundlagt af den nykronede Kong Ramathibodi, senere Rama I, blev de kongelige astrologer rådspurgt om hvornår byens grundsøjle (symbolsk søjle) skulle sættes. Efter fire dages udregning blev tidspunktet fastsat til den 21. april klokken 6:54 om morgenen i år 1782 (efter gregorianske kalender). Da søjlen skulle sænkes ned i hullet var det indtaget af fire slanger, men da man ikke kunne udskyde astrologernes tidspunkt, blev søjlen banket ned og slangerne ofret. Astrologerne kunne ikke forklare hvad det betød, men syv år senere blev kongens tronsal ramt af et lyn. Kongen konsulterede igen astrologerne, der nu kunne fortælle, at slangerne betød at Chakri-dynastiet ville falde, men da kongen netop havde beordret en ny oversættelse af det hellige buddhistiske Tripitaka skrift, ville byens engle udsætte dommedag og lade konge-linjen bestå i 150 år. (Bangkok hedder Krung Thep på thai, hvilket betyderne Englenes By). I stedet for at acceptere at slægten havde en profeteret undergang, forsøgter de følgende konger at omgøre profetien. I december 1852 løste Kong Monkut (Rama IV) problemet ved roden, ved simpelthen at rive helligdommen for byens søjle ned, og genopbygge den med en ny søjle ved siden af den oprindelige. I begyndelsen af 1932 (Thai-nytåret var 1. april indtil 1940) var den på tidspunktet regerende Chakri-konge, Prajadhipok (Rama VII) klar over skæbnen, han stod over for, ikke mindst fordi han var født i 1893, slangens år if. den asiatiske astrologi.

1932-revolutionen og ophør af enevælde:

Ved daggry den 24. juni, 1932, samledes en gruppe af progessive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig “Folkets parti” (en: Peoples Party, th: Khana Ratsadon), foran Dusit-kongepaladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen, øverstkommanderende over hæren, Phraya Phahon Phonphayuhasena, der blandt andet var uddannet som ingeniør i Danmark, stod med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII), der spillede golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger, indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.

Den 10. december, 1936, vendte Phraya Phahon og de øvrige revolutionære ledere, tilsammen kaldt “De fire Musketerer”, tilbage til pladsen foran Dusit-paladset, hvor de til minde om dagen indstøbte en lille 30 cm. rund messing-plakette i vejebelægningen ved siden af kong Rama Vs rytterstatue. Siden fik royalister, tilhængere af kongedømmet, mere magt og ændrede Nationaldagen fra 24. juni til 5. december, kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdag, og derefter til 10. december som Konstitutionsdag (Constitution Day, da: Grundlovsdag). En mindre gruppe mødtes dog fortsat hvert år den 24. juni ved mindepladen, der senere blev et symbol for den politiske bevægelse, Rødtrøjerne, under de eskalerende konflikter med de royalistiske Gultrøjer i 2008-14. Plaketten forsvandt pludseligt den 12. april, 2017, hvilket dog først blev observeret to dage senere. Den var udskiftet med en tilsvarende størrelse messingplakette, med en inskription af en del af et ordsprog fra Chakri-dynastiet motto, der forherlige tro på buddhismen, monarken og ens egen familie. Ultra-royalister (Gultrøjer) havde tidligere, i november 2016, truet med ville fjerne 1932-revolutionens mindeplade. Ingen har taget skyld for ombytningen, og aktivist-klager blev afvist med begrundelse om, at “mindesmærket ingen ejer havde”. Områdets overvågningskameraer var i øvrigt nedtaget i forbindelse med vejarbejde og ny kabelføring. Den 3. maj, 2017, blev seks personer, heriblandt en kendt menneskererettigheds-advokat, Prawet Prapanukul, stillet for Retten med anklager om overtrædelse af §112 i kriminalloven, den såkaldte lèse majesté-paragraf, anklaget for at dele et Facebook-opslag om den manglende 1932 Revolutions Plakette, postet af Somsak Jeamteerasakul, en akademiker, der i øjeblikket lever i en selvpålagt eksil i Frankrig (Prawet Prapanukul blev også anklaget for en række andre majestæts-krænkende udtalelser).

Militært styre:

De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun – der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser – tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor svindelen dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. Amerikanerne fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970’erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. Amerikanernes beslutning om at trække sig ud af Vietnam og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. En skandale med krybskytteri – Thungyai poaching scandal – var en medvirkende årsag til militærstyrets fald. Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

Demokrati:

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene ‘nationen, religionen, kongen’. I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne.

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960’erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur – hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet – blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter – inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. – voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkaldte ‘klasse 5’. Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950’erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992. Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon.

Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. Kampene varede tre dage og menes at have kostet mindst 100 personer livet. Så greb kongen ind, Suchinda måtte gå af, der blev indsat en overgangsregering, og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.

Den nyeste tid:

“Black May”-oprøret mod regeringen ledet af General Suchinda Kraprayoon varede fra d. 17. maj 1992 til d. 20. maj. Overgrebene fra militæret førte til 52 dødsfald. Statsminister Suchinda Kraprayoon trådte tilbage d. 24. maj.

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

I 2006 blev Thailand udsat for et kup, den 19. september, da den kongelige thailandske hær fortog et kup mod den daværende premierminister Thaksin Shinawatra. Kuppet, som var det første i femten år, efterfulgte en etårig politisk krisesituation, som involverede Thaksin og politiske modstandere og opstod kun en måned før et nationalt valg var planlagt. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne og arresterede medlemmer af kabinettet. Derefter fulgte en periode fra 2008-14 med demokratisk valgte regeringer, men mange, til tider voldelige, demonstrationer. Den 22. maj 2014 foretog militæret et nyt kup.

Tidslinje:

  • 1238-1438 Sukothai, det første kongerige
  • 1351-1767 Ayutthaya-kongeriget, fra 1500-tallet kaldt Siam i udlandet
  • 1400-tallet Sakdina (Landlord) systemet indføres i Ayutthaya-riget
  • 1767 Burma erobrer kongeriget og ødelægger Ayutthaya
  • 1768-1782 Kongeriget Thonburi på modsatte flodbred af handelsstationen Bangkok
  • 1782 Det nuværende Chakri-dynasti tager magten, skifter navnet til Kongeriget Rattanakosin (kendt som Siam) og Krung Thep (Bangkok) bliver hovedstad
  • 1868-1910 kong Chulalongkorn, Rama Vs regeringstid
  • 1917 Siam erklærer krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn (WWI), det nuværende nationalflag indføres
  • 1932 Enevældet afskaffes ved en ublodig militærstøttet revolution
  • 1935 Kun ni år gamle Ananda Mahiodol anerkendes som konge af Siam efter kong Prajadhipoks abdikation
  • 1939 Siam skifter navn til Thailand
  • 1941 8. december, Japan besætter Thailand, der efterfølgende erklærer krig med de allierede styrker (WWII)
  • 1946 Bhumibol bliver konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død
  • 1946-1948 Thailand skifter navn til Det Kongelige Kongerige Siam
  • 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang og ændrer nationens navn tilbage til Thailand
  • 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
  • 1980 General Prem Tinsulanonda bliver leder
  • 1988 Demokratiet genindføres
  • 1991 Nyt militærkup
  • 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder
  • 1997 Akut økonomisk krise – ny, demokratisk forfatning vedtages
  • 2001 Thaksin Shinawatra vælges med et overvældende flertal
  • 2006 Endnu et militærkup, Thaksin Shinawatra afsættes
  • 2008-11 Demokratisk valgte regeringer, mange politiske uroligheder, Thaksin Shinawatra flygter i eksil
  • 2011 Yingluck Shinawatra vælges som første kvindelige premierminister
  • 2014 Nyt militærkup, Yingluck Shinawatra afsættes, general Prayuth Chan-ocha tager magten
  • 2016 Kong Bhumibol dør efter 70 år på tronen, tronskifte til kong Vajiralongkorn
  • 2017 Ny forfatning, Yingluck Shinavatra flygter

Politik:

Forfatning og forvaltning:

Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. I 1995 blev der gennemført flere ændringer, og i 1997-98 igen en større reform.

Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har ingen egentlige magtbeføjelser, men i kraft af sin person nød den daværende konge, der havde regeret fra 1946 til 2016, stor respekt i befolkningen og blandt magthaverne og havde indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde havde den daværende og også den nuværende kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som kongen selv udpeger.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre – repræsentanternes hus og senatet. Medlemmerne vælges ved almindelige valg for en periode af henholdvis fire (repræsentanternes hus) og seks år (senatet). Valgretsalderen er 18 år. Senatets magt består hovedsageligt i, at det kan nedlægge veto med lovforslag.

Parlamentet udpeger en premierminister, der skal danne regering. Premierministeren skal være folkevalgt parlamentsmedlem.

Forfatningsændringerne fra 1998 har til formål én gang for alle at komme den politiske korruption til livs, som har plaget landet i årtier. Efter de nye regler får repræsentanternes hus ved næste valg 500 medlemmer. De 400 vælges i flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de 100 ved forholdstalsvalg. Senatet skal i fremtiden have 200 medlemmer, som vælges i direkte valg. Tidligere var der premierministeren, der udpegede senatorer. Der er også indført stemmepligt og central stemmeoptælling, og valgene skal overvåges af en uafhængig valgkommission.

Det er også nyt, at hvis 50.000 borgere har skrevet under på det, kan de kræve, at en politikers forhold undersøges, hvis der er mistanke om, at han tager imod bestikkelse. Desuden er rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed og andre blevet grundlovssikrede, og der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.

Indenrigspolitik:

Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.

De politiske partier har ofte været opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. I senere tid var der faktisk kun to partier i parlamentet, der kunne siges at have et egentligt program: det liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der lededes af fhv. premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom). Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan partiet National Udvikling (Chart Pattana), mens det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) var erhvervsledernes parti.

Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor uformel indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol tog flere gange afgørende skridt til løsning af konflikter.

Under 1980’erne og 1990’ernes økonomiske vækst var en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.

Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der har forekommet summariske henrettelser, og mistænkte er blevet ofte udsat for vold, mens de har været i politiets varetægt. En ny forfatning, der trådte i kraft i 1998, gav bedre retsbeskyttelse end tidligere, men den dårlige behandling af flygtningene i landet blev der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, blev interneret i flygningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygtninge i Thailand. Cirka halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet, og kan derfor ikke stemme eller købe jord, lige som de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.

Thailand har ikke tilsluttet sig Flygtningekonventionen fra 1951, og Thailands indvandringslov skelner ikke mellem flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere.

I 1997 og 1998 kredsede indenrigspolitiken om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet – hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.

Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.

Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.

Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.

Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.

Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRTs leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen fokuserede særligt på den økonomiske politik, og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere styrkede TRT sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus. Premierminister Thaksin nød betydelig folkelig popularitet, men regeringen blev udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier, samt visse NGO’er, prægedes af udtalt gensidig mistillid.

Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkom anklager om overdreven voldsanvendelse under premierminister Thaksin Shinawatra’s narkotika-kampegne, er menneskerettighedssituationen, set i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.

Thailand har været i en tilstand af de facto-moratorium (midlertidigt standset) med eksekvering af dødsdomme siden 2012. Amnesty International bemærkede i sin rapport, at der i 2016 var en stigning i antallet af dødsdømte fanger til 216.

Statskuppet i 2006:

Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup. Thaksin var under kuppet på udlandsrejse for at holde tale til FN i New York, han vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008. Han blev anklaget for korruption, men erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen, og i den forbindelse søgte han politisk asyl hos Storbritannien under påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storbritannien. Han har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.

Efter kuppet i 2006 opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, blev bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække og partiet blev opløst.

I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som rødtrøjer, som støttede afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne for at opnå demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter der blev afholdt demokratisk valg i december 2007, hvor People’s Power Party (PPP) leddet af Samak Sundaravej dannede herefter regering sammen med fem mindre partier.

2008-14, demokratisk periode med politiske konflikter:

De følgende år var præget af politisk uro og optøjer i især hovedstaden Bangkok. Grupperne markerede sig under betegnelserne Rødtrøjer, som støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og Gultrøjer, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.

Premierminister Samak Sundaravej blev i september 2008, efter en række skandaler og et “overlevet” mistillidsvotum i parlamentet, erklæret skyldig i interessekonflikt af forfatningsdomstolen, på grund af sin medvirken som vært i et Tv-program om mad, hvorefter han måtte træde tilbage. Premierministerposten blev overtaget af partifællen Somchai Wongsawat, der dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, blev forhindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People’s Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje demonstrationerne sig, og den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn blev blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel og partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.

En demonstrerende rødtrøje oppositionsgruppe, National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), der oprindeligt blev dannet efter 2006-kuppet og opløst ved valget i 2007, genopstod i april 2009. De foranstaltede en aggressiv demonstration i badebyen Pattaya under det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit, der blev aflyst da demonstranterne stormede og blokerede kongrescentret på Royal Cliff Hotel. Mødet blev efterfølgende afholdt i oktober måned.

Et årstid senere, i perioden marts til maj 2010, foranstaltede UDD i en række ny voldelige optøjer, som førte sammenstød med militære fraktioner, hvilket resulterede i 87 dødsfald og flere end 1300 tilskadekomne. Rødtrøje demonstranterne besatte Bangkoks forretningskvarter i flere uger og regeringen indførte undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig den 19. maj.

Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt “jordskredssejr”. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som blev beskyldt for fra sit eksil at være den egentlige leder af en marionetregering. Thaksin havde ved adskillige lejligheder holdt video-link transmitterede taler til rødtrøje gruppers møder, og de thailandske medier omtalte, at alle ny ministre skulle godkendes personligt af Thaksin Shinawatra, der skiftevis opholdt sig i Hongkong eller Dubai.

Yingluck Shinawatras ris-støtteordning:

Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (da. ris løfte ordning), hvor bønderne blev lovet at regeringen købte deres rishøst for en høj pris, og hvis markedsprisen senere steg, kunne de få deres ris tilbage, og sælge den til markedspris. Da 40% af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdrykning, resulterede dette løfte i Yingluck Sinawatras valgsejr. Strategien var en simpel tre-trins proces, hvor ris blev opkøbt til overpris, derefter lagt på regeringens lagre for at presse verdensmarkedsprisen op, for til sidst sælge risen til en højre pris end den oprindeligt blev støttet med. Trods Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30% af verdensmarkedet for ris, blev ordningen af kritikere anset for urealistisk fra begyndelsen, og planen gav også bagslag, da andre lande, især Indien og Vietnam, straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013. Offentlige tal for de samlede omkostninger til ordningen blev ikke frigivet af regeringen, men skønnedes at ligge mellem 8 mia. og op til 20 mia USD (45 mia. til 110 mia. DKK). I alt blev 18 mio. tons usolgt ris henlagt regeringens lagre.

I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. I maj blev hun er tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug i anden anledning. Nogle måneder senere fjernede militæret, hvad der var tilbage af hendes regering, ved et statskup. I januar 2015 anklages hun efter en af militæret støttet lov for korruption, i forhold til sin rolle i ris-støtteordningen. Dommen skulle afsiges den 25. august 2017, hvor pressen forinden spekulerede i udfaldsmulighederne, med henholdvis skyldig, med op til 10-års fængsel, skyldig med en betinget dom, og frifindelse, samt overvejelser om appel. Desuden var der den mulighed, at hun ikke ville møde op til domsafsigelsen, men derimod flygte, hvilket myndighederne måske ville foretrækker, frem for “skyldig”, hvor hendes fængsling kunne gøre hende til en mere sympatisk figur, og hæve hende til status som et “demokratikoncept” – ligesom Myanmars tidligere oppositionsleder og Nobelprisvinder Aung San Suu Kyi.

På dagen for domsafsigelsen mødte Yingluck Sinawatra imidlertid ikke op i retten, Sinawatras advokat oplyste, at frafaldet skyldtes sygdom. Sent om eftermiddagen rapporterede flere udenlandske nyhedsmedier, at Yingluck if. vice-premierminister Prawit Wongsuwan havde forladt Thailand via grænsen til Cambodja, hvorfra hun var fløjet til Singapore og mødt sin storebror, tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, og sammen var de forsat til Dubai, hvor Thaksin blandt andet opholdt sig i frivilligt eksil, efter at være blevet afsat ved et militærkup i 2006. Prawit Wongsuwan understregede, at den siddende militærregering ikke havde nogen forlods viden om med flugten, CNN oplyste den 28. september, at Yingluck havde opholdt sig i London i to uger, samt at hun søgte asyl i Storbritannien.

Thailands højesteret kendte den 25. august 2017 tillige fhv. handelsminister Boonsong Teriyapirom og fhv. viceminister Phumi Saraphol, begge fra Yingluck Sinawatra regering, skyldig i falske regering-til-regering handler med Kina under ris-støtteordningen, de blev idømt henholdsvis 42 års og 36 års fængsel. I alt fandt Højesteret 20 personer skyldige i overtrædelser ifm. ordningen.

Den 27. september afsagde Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hvor retten idømte hende fem års fængsel for at undlade at stoppe falsk og korrupt G2G (government-to-government, regering-til-regering) salg af ris fra ris-støtteordningens lagre til Kina. Manglen på reaktion var ensbetydende med uærlig og manglende indgriben, for ikke havde fjernet Boonsong Teriyapirom som handelsminister, hvilket var i strid med straffeloven og antikorruptionsloven fra 1999, og dermed berettigede en femårige fængselsperiode. I den anden anklage om, at hun var skyldig i skader forårsaget af hendes implementering af ris-støtteordningen, blev hun frifundet. Retten erklærede tillige, at både anklager og dømte havde ret til at appellere dommen inden for 30 dage, i henhold til den nye 2017-forfatning, der dog forudsætter at Yinglock personligt møder op i forbindelse med indgivelse af appel, hvilket vil kunne medføre hendes arrest.

Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt, og hun efterfølgende personligt blev anklaget for det økonomiske tab fra støtteordningen. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militært kup i 2006, og dømt for korruption.

Statskuppet i 2014:

I oktober 2013 begyndte de oppositionistiske gultrøjer, under ledelse af tidligere vice-premieminister Suthep Thaugsuban at opfordre til demonstrationer i Bangkok. Formålet var med fredelige midler, blandt andet fløjter, at afsætte regeringen, hvorefter en udpeget premierminister skulle danne en overgangs regering, der kunne indføre reformer før et demokratisk valg blev afholdt. Demonstrationerne eskalerede de følgende måneder og den siddende regering opløste parlamentet, fortsatte som forretningsministerium, og udskrev nyvalg til afholdelse i februar 2014. Demokraterne boykottede valget og blokerede valgsteder i flere provinser. Efterfølgende blev diskuteret om et suppleringsvalg i de blokkerede provinser var muligt, om det allerede afholdte parlamentsvalg i det hele taget var juridisk gyldigt, om der kunne afholdes et helt nyt valg, om forretningsministeriet kunne gå af eller var forpligtiget til at forsætte i henhold til forfatningen. Demonstrater havde i perioder okkuperet dele af Bangkok og urolighederne spedte sig til provinsen. Den siddende regering var også kommet i modvind over et subsidieret, men ufinansieret risopkøbsprogram, hvor bønderne solgte deres ris til regeringen, men udbetalinger af penge blev forsinket eller udeblev, hvilket yderligere medførte bønderdemonstrationer og vejblokader fra Bangkok og op gennem det nordøstlige Thailand, det såkaldte Isaan Plateau.

De thailandske medier har flere gange antydet, at landet kunne risikere at blive delt i et nordligt, rødtrøje domineret, og sydligt, gultrøje domineret. Forskellige sammenstød med skudepisoder og bomber mellem de to grupper, medførte 38 dødsfald og adskillige tilskadekomne. Den 7. maj blev Yingluck anklaget for magtmisbrug og trådte tilbage, mens den tidligere regering fortsat fungerede som forretningsministerium. Begge politiske gruppers tilhængere, gultrøjer og rødtrøjer, opfordrede til massedemonstrationer der skulle afholdes i slutningen af maj.

Den 20. maj indførte militæret undtagelsestilstand for at standse urolighederne, men benægtede der var tale om et kup. En efterfølgende meningsmåling gennemført den 21. maj viste 75% opbakning til miltærets indgriben. De stridende politiske gruppers ledere blev indkaldt til møde hos general Prayuth Chan-ocha, der bad dem finde et kompromis og fremlægge dette den 22. maj. Parterne kunne imidlertid ikke fremlægge et kompromis på mødet, hvorefter Prayuth sagde, at så overtog han styringen og proklamerede militærkup. Forfatningen blev suspenderet, censur indførtes, radio og TV stationer blev lukket og måtte kun sende militærets informationer, udenlandske nyhedskanaler blev afbrudt mange steder. Desuden blev skoler og undervisningsinstitutioner midlertidigt lukket, og der indførtes forsamlingsforbud, samt landsdækkende udgangsforbund mellem 22-aften og 5-morgen. Der blev meldt om ro i alle byer over hele landet og ingen rapporter om militære tanks. Natten til den 23. maj blev grænseovervågningen intensiveret, især grænserne til Laos og Cambodja, så politiske aktivister ikke kunne rejse ud. Militærstyret krævede en lang række navngivne politikere skulle give møde hos militæret. Flere politiske ledere blev arresteret, blandt andre gultrøje-lederen Suthep Thaugsuban og forhenværende premierminister Yingluck Shinawatra. Militæret antydede, at det ikke ville tilbageholde Yingluck mere end nogle få dage.

Militærstyret udtalte, at de hurtigt vil gennemføre reformer og efterfølgende udskrive et demokratisk valg. Den 24. maj tillod militærstyret at en række Tv-stationer, men ikke alle, atter måtte genoptage udsendelse af ordinære programmer. Mindre grupper i Bangkok brød forsamlingsforbuddet for at protestere mod militærstyret. Et større forsamling marcherede mod Victory Monument i en fredelig protestmarkering. General Prayuth Chan-ocha udskiftetede politichefen og opløste senatet først på aftenen, og overtog dermed al lovgivning.

Forhenværende premierminister Thaksin Shinawatra udtalte den 24. maj til ABC-News, at hans søster, afsatte premierminister Yingluck Shinawatra, vil etablere en eksil regering, der for eksempel kan regere fra et naboland som Cambodja. To dage senere, den 26. maj, udelukker Cambodja at ville huse en exil thai-regering.

En del af de af militæret tilbageholdte politikere, herunder Yingluck og Suthep, blev løsladt den 26. maj, nogle mod kaution. Kongen var indforstået i kuppet og udpegede general Prayuth Chan-ocha som leder af National Council for Peace and Order (NCPO, da. Det Nationale Råd for Fred og Orden). Skoler og Læreranstalter genåbnede, den midlertidige lukning skyldtes, at der ved tidligere militærkup opstod voldelige uroligheder på universiteterne. På en pressekonference sagde Pryuth Chan-ocha, at militærstyret ville afholde demokratiske valg, men kunne endnu ikke give en tidsplan; formålet med kuppet var at standse de voldelige uroligheder. De manglende betalinger fra den afsatte regerings risopkøbsprogram blev udbetalt til landmændene. Der var igen fredelige anti-kup demonstrationer i Bangkok ved Victory Monument. Det landsdækkende udgagsforbud 22-05 blev opretholdt, men allerede lempet den 27. maj til at gælde fra midnat til 4-morgen, og et par dage senere ophævet på udvalgte tourist destinationer som Pattaya og Phuket. Mindre fredelige demonstrationer mod militærkuppet fortsatte i Bangkok de følgende dage. Militærjuntaen fortalte ved et pressemøde den 29. maj, at formålet med kuppet var at undgå Thailand blev et nyt Syrien. Juntaen vil gennemføre nødvendige reformer, og når tiden er passende give styringen af landet tilbage til en demokratisk valgt regering. General Prayuth Chan-ocha oplyser i en Tv-tale den 30. maj, at det vil vare mindst 15 måneder før demokrati kan genindføres.

Den 10. juni blev udgangsforbuddet yderligere lempet til at omfatte 17 provinser, og tre dage senere helt ophævet, da der ikke havde været yderligere demonstrationer eller antydning af uro. En meningsmåling fra Dusit Poll foretaget 10. til 14. juni viste at 93% responderede tilfredshed med at de politiske demonstrationer var ophørt, og 87% at de kunne genoptage almindelige daglige rutiner. Knap 67% forventede at landets økonomi, politiske og sociale forhold ville blive bedre. NCPOs planer for reformer er: at standse populistisk politik, en indsats mod korruption, stoppe Shinawatra-regeringens diskutable 2 billarder baht store lånefinansierede infrastrukturprojekt med højhastighedstog, og i stedet satse på udbygning af det eksisterende jernbanenet med dobbeltspor, standse regeringsopkøb af ris, samt indsætte en udpeget regering i september måned. De europæiske regeringer opfordrer gennem EU militærjuntaen til straks at genindfører demokrati og suspenderer midlertidigt eksisterende samarbejdsaftaler.

Thailand havde foruden 2.3 millioner registrerede fremmedarbejdere fra nabolandene Cambodja, Myanmar (Burma) og Laos, anslået omkring to millioner illegale. En udspil om at åbne for registrering af de illegale fremmedarbejdere misforstås af cambodjanerne og rygtes som juntaen vil arrestere dem, hvilket medførte nærmest en ”folkevandring” mod Cambodja. Med en officiel arbejdsløshed under 1% var især bygningsindustrien stærkt afhængig af fremmed arbejdskraft. Efter et par uger lykkedes det i samarbejde med den cambodjanske regering at få de flygtede arbejderne overbevist om, at de kunne komme tilbage og arbejde lovligt i Thailand. I 2014 var der 660.000 arbejdere fra Cambodja, svarende til at 5% af landets totale befolkning arbejder i Thailand.

Især ferieøen Phuket blev genstand for militærjuntaens indsats mod korruption, med blandt andet oprydning i den såkaldte ”taxi mafia” og fjernelse af ulovlige bygninger og erhvervsdrivende på turist strandene. En ny meningsmåling i begyndelsen af juli viste, at næsten 90% af befolkningen var mere tilfredse nu, end før militærkuppet. Afsatte premierminister Yingluck Shinawatra fik tilladelse til at rejse til Paris for at deltage i sin bror, tidlige afsatte premierminister Taksin Shinawatras 64-års fødselsdag. Trods formodninger om at hun ville søge asyl i udlandet, vendte hun tilbage som planlagt. Pressecensuren blev lempet den 22. juli, så den i vid udtrækning blev selvcensur.

Juntaleder bliver premierminister:

Den 21. august, 2014, valgte NCPO (Det Nationale Råd for Fred og Orden) militærjunta leder general Pryuth Chan-ocha som Thailands 29. premierminister. Den 7. august, 2016, gennemførte regeringen en folkeafstemning om en ny konstitution (grundlov), der blev stemt igennem med 61% flertal. Konstitutionen var omdiskuteret, især i udlandet, da den fremadrettet giver militæret mere magt gennem NCPO, blandt andet ved at medlemmer til Senatet bliver udpeget i stedet for folkevalgt, at Senatet får veto-ret og kan udpege en premierminister, hvis der ikke opnås enighed om valg af premierminister mellem Parlamentet og Senatet. En udpeget premierminister behøver ikke være medlem af Parlamentet og kan højst sidde i fem år. Yderligere blev det kritiseret, at den ny forfatnings §265 svarer til militærjuntaens midlertidige forfatnings undtagelsesparagraf, §44, der giver NCPO fuldstændige beføjelser indtil et nyvalgt parlament tiltræder, hvilket i praksis betyder, at general Pryouth Chan-ocha kan afsætte parlamentet, hvis han ikke bryder sig om det. Efter kong Bhumibol Adulyadejs død den 13. oktober og tronskiftet den 1. december, 2016, blev det kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun (Rama X), der skulle underskrive den ny konstitution. Den 10. januar, 2017, meddelte premierminister Pryuth Chan-ocha, at kongen ønskede indføjet tre-fire ændringer vedrørende kongens autoritet, ændringer som ikke vil berøre folkets rettigheder og frihed, da disse ændringer alene vedrører kongens historiske rettigheder til at udpege sit statsråd. Omskrivningen ville kunne udføres under premierminister Pryuth Chan-ochas selvproklamerede, fuldstændige magtbeføjelser, og godkendes af det militærjunta-udpegede kabinet. Det blev understreget, at køreplanen for det forventede demokratiske valg af en ny regering ikke blev forsinket, valget er dog foreløbigt udskudt flere gange, fra først lovet gennemført i 2015, til november 2018, bl.a. pga. kongens død og efterfølgende kremeringsceremoni. Kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun underskrev den ny konstitution, den 6. april, 2017. En meningsmåling offentliggjort i juni, 2017, viste, at 70% af befolkningen mener demokratisk parlamentsvalg først skal gennemføres når nationen er parat til det, mens 30% mener at et valg skal ske som planlagt i juntaens køreplan.

Efter tre års junta-styre er militæret blevet endnu stærkere indlejret i samfundet, også selv om det altid har spillet en prominent rolle i Thailand. Premierminister, general Prayuth Chan-ocha, har siden kuppet haft et ugentligt fredags prime time Tv-show, mellem nyheder og en populær sæbeopera-serie, hvor han taler om alt, lige fra værdi af beskedenhed, til statens økonomi. Den af kongen nyligt godkendte forfatning svækker permanent politikernes indflydelse ved fremtidige folkevalgte regeringer. Militæret sidder på 143 af parlamentets 250 sæder, under den foregående junta, efter 2006-kuppet, udgjorde militærets pladser kun 67 ud af 242. Også blandt senatets 36 medlemmer har 12 af dem militær baggrund, efter 2006-kuppet var der fire officerer blandt 37 senatorer. Flere end halvdelen af statsrådets 13 medlemmer er miltærfolk, rådet er rådgiver for kong Vajiralongkorn, som selv er militæruddannet. NCPO, Kommiteen for Fred og Orden, har udstedt 358 forordninger, og har blandt andet lanceret initiativer som en hotline til at rapportere udisciplinære buddhistiske munke, og såkaldte attitude-justerings-programmer for berusede chauffører. Forskellige kampagner har dækket alt fra opløsning af taxa-bander i lufthavne, til oprydning af gadeboder, sidstnævnte mest med blandede resultater. Folket virkede umiddelbart ubekymret, og forskellige meningsmålinger viste tilfredshed med militærregeringen, men i begyndelsen af 2017 syntes opbakningen at smuldre, og juntaen fandt behov for at rebrande sig selv. Dette kom til at ske med en sæbeoperaserie, som er meget populære i Thailandsk TV, hvori seerne følger fire hovedpersoner, der arbejder i forskellige væbnede styrker, som hæren, flåden, politiet og luftvåbenet. En efterfølgende meningsmåling i august 2017 viste 48.7% folkelig opbakning til den siddende miltærregering, mens juntaleder og premierminister, general Prayuth Chan-ocha, havde lidt over 80% opbakning for henholdsvis lederskab (81,2%) og ideologi (82,3%). 73,6% af svarerne mente at juntaens politik og tiltag havde været effektive. Men allerede få måneder senere, i begyndelsen af december, var opbakningen stærkt faldende, primært grundet regeringens dårlige overblik med håndtering af kommentarer på sociale bevægelser, og provokerende svar fra ledende embedsmænd, der tydede på, at generalerne handlede politisk bevidst. Målt på en skala fra 1-10 blev militærjuntaen i meningsmålinger bedømt til 7,02 lige efter kuppet i 2014, et år senere til 6,15, to år efter kuppet til 6,48, og efter tre år til 5,73. Til sammenligning blev den demokratisk valgte Yingluck Shinawatra-regering umiddelbart før militærkuppet bedømt til 5,28.

Politisk bombeattentat mod militærhospital:

På tre-årsdagen for 2014-militærkuppet, eksploderede en bombe om formiddagen den 22. maj, 2017, på King Mongkut Hospital, et militærhospital i Bangkok. Eksplosionen skete i et receptionsområde forbeholdt syge og ældre militærofficerer, hvor 21-25 (antal varierer i forskellige kilder) kom lettere til skade, hovedsageligt fra splintret glas. De fleste ofre var pensionerede officerer. Først mente man at der var tale om en ulykke med en eksploderet tryk-tank (kompressor eller gasbeholder), da der ingen ild var i forbindelse med eksplosionen, men politiet fandt et elektronisk kredsløb, som antyder at eksplosionen skyldtes en mindre bombe. Efterfølgende fandt bombehunde spor af sprængstof. Ingen har taget ansvar for eksplosionen. The National Human Rights Commission (Den Nationale Menneskerettighedskommission) fordømte bombangrebet og sagde, at det var en umenneskelig handling og en ubeskrivelig terrorhandling, da hospitalet behandler alle uden forskelsbehandling, ikke kun hærens officerer. Myndighederne kæder bombeeksplosionen sammen med to tidlige mindre hændelser, henholdsvis 15. maj, hvor en mindre bombe eksploderede ved et træ foran Nationalteatret, og den 5. april, hvor en lille rørbombe detonerede foran Regerings Lotteri Kontoret. Begge steder er i samme område som King Mongkut Hospital, og i begge tilfælde kom to personer lettere til skade. Det forventede demokratiske valg, engang i 2018, kan risikere at blive udskudt pga. bombeeksplosionerne, da general Chan-ocha advarede om, at valg ikke kan finde sted, før der er ro i landet. Den 15. juni arresterede myndighederne en 62-årig pensioneret elektroingeniør, Wattana Pummares, der oplyses at have tilstået attentatet, samt de to mindre tidligere eksplosioner. I hans lejlighed i Bangkok fandt man materialer til bombefremstilling, magen til de, der var anvendt i hospitalsbomben. I december, 2017, blev han idømt 27 års fængsel, nedsat fra livstid, da han havde tilstået. I januar 2018 blev han idømt yderlige 80-års fængsel for tidligere attentat i 2007. I alt var han tiltalt for fem bomber, så den samlede fængselstraf blev 111 år og seks måneder.

General Prayuth Chan-ocha som politiker:

Medierne begyndte at spekulere i, om juntaleder Prayuth Chan-ocha ville søge opstilling til valg, da han startede på at rejse rundt til flere provinser for at møde befolkningen, og lade sig fotografere sammen med bønder, som var det under en valgkampagne. En meningsmåling i juni (2017) havde vist, at 53% af thaierne ville stemme på ham som premierminister for en ny 4-årig periode. Lederen af NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), sagde i september 2017, at et demokratisk parlamentsvalg kunne forventes omkring november-december, 2018. Premierminister Prayuth Chan-ocha bekræftede efter sit besøg i USA hos præsident Donald Trump i oktober, 2017, at demokratisk valg skal afholdes i november, 2018. Men han sagde yderligere, at det bør være et demokrati, der opretholder en thailandsk egenart. Han understregede, at regeringen har brug for samarbejde fra politikere fra alle politiske partier vedrørende gennemførelsen af den 20-årige nationale strategi, og at alle politiske partier bør bygge videre på det fundament, som regeringen og den Nationale Komite for Fred og Orden (NCPO) har etableret. Politiske partiers ændringer i strategien, skal være i overensstemmelse med (militær-regerings) lovene, så man kan være i stand til at skelne mellem parti-platforme og den nationale strategi.

Uanset om juntaleder Prayuth Chan-ocha stiller op som kandidat til et kommende valg, så har hans diktatregering med adskillige lovændringer sørget for, at militæret under alle omstændighed får en afgørende indflydelse på thailandsk politik i flere kommende årtier.

Watchgate:

Begrebet “Watchgate”, opkaldt efter USAs Watergate skandale, opstod i løbet af januar, 2018. En irriterende sag for militærjuntaen, hvor forsvars- og vicepremierminister, general Prawit Wongsuwan, af regeringskritikere blev anklaget for korruption. Det skyldtes, at han blev fotograferet med et kostbart luksus-armbåndsur, samt en stor diamantring, der ikke figurerede på den tidligere indberetning over ministerens formue og værdigenstande. En efterfølgende kritisk gennemgang af fotografier i diverse nyhedsmedier viste Prawit med 20-25 forskellige luksusure, til en samlet værdi på mindst 1,2 mio. USD (ca. 7 mio. DKK), hvor flere medier anslog et højere beløb, hvilket syntes uoverkommeligt at kunne afskaffes for en ministerløn. Uklare forklaringer om lån fra en afdød ven, der samlede på armbåndsure, medførte at NACC (National Anti-Corruption Commission, da. Den Nationale Anti-korruptions Kommitte) skulle undersøge sagen. Komiteen blev imidlertid beskyldt for at være inhabil pga. tætte forbindelser til hovedpersonen, general Prawit Wongsuwan. Oppositionspolitikere mente at juntaleder Prayuth Chan-ocha skulle skille sig af med sin udenrigs- og vice-premierminister, men Prayuth tøvede med af afskedige sin personlige ven og militærkollega, trods Prawit var parat til at træde tilbage, hvis han var uønsket til at varetage sin ministerpost. Prawit udfyldte en vigtig position i juntaen, og uden hans “stærke figur” til varetagelse af fred og orden, kunne sikkerheden svækkes. Regeringskritikkere spurgte om »tiden var ved at rinde ud for militærjuntaen efter Watchgate«. I begyndelsen af februar (2018) kom endnu et tilbageslag for den siddende militærregering, de en onlineafstemning, der egentlig skulle vise opbakning til general Prawit Wongsuwan, viste sig at være overvejende falsk. Vedvarende kritik af regeringen ifm. Watchgate, medførte at militæret, på juntaens ordre, fjernede nyhedsagenturet PPTVs direktør. Siden militæret greb magten i 2014, har myndighederne advaret pressen for at undgå kritik, retsforfulgt en række journalister og lukket tv-stationer for deres kritiske dækning.

Den meningsdannende engelsksprogede avis The Nation skrev om Watchgate, at siden sin kontroversielle magtovertagelse havde Prayuth Chan-ocha prioriteret en kampagne mod korruption, men »Thailands onde cyklus er: Magtfulde politikere erklærer krig mod korruption og alle, undtagen deres egne, straffes.« Avisen tilføjede, at »på en måde er det lykkedes for Prawit Wongsuwan, hvor Prayut fejlede, da viceministeren har opløst alle politiske farver, hvor mange mennesker, der aldrig tidligere kunne forenes, nu går sammen i et forsøg på at tvinge ham ud af kabinettet.« Et af problemerne er, at hvis en minister, her Prawit Wongsuwan, forlader sine poster i utide, kan den der har udpeget ham, i dette tilfælde juntaleder Prayuth Chan-ocha, tabe ansigt.

Middelklassen og militærjuntaen:

Totalitære regimer var nærmest almindelige i Thailand, som siden den demokratiske transformation i 1932 havde oplevet en lind strøm af autoritære regeringer, der nærmest blev indlejret i det thailandske folks tankegang, som toleranceånd over for militærets vilkårlige dominans, og if. kritikere, dets foragt for retsstatsprincippet. Efter en længere periode med politisk kaos, der forkrøblede nationens hovedstad, Bangkok, genindførte militæret ro og stabilitet, hvilken handling blev anset som genindførelse af traditionelle thailandske værdier. De urbane middelklassethaier omfavnede tilsyneladende helhjertet 2014-kuppet, selv om det væltede en demokratisk valgt regering. Middelklassens tolerance for diktaturet, gjorde dem, if. militærjuntaens kritikere, samtidig intolerante over for manglende ytringsfrihed og demokratiske processer, og med manglende intellektuel kapacitet til at forstå nuancerne i thailandsk politik, og endnu værre, til at forstå demokrati, globalisering og universelle normer.

Forskere i politik mener, at den politiske elites opbakning er afgørende for succesfuldt thailandsk demokrati. Det handler om eliten vil ændre holdning, og om militæret vil. Pludselige ændringer, og en ny konstitution (grundlov), er ikke nødvendigvis vejen, da det kan få den politiske højrefløj til at føle, at de taber magt og indflydelse, ændringer bør foregå gradvist. Den offentlige mening har tillige potentiale til at spille en vigtig rolle, ved at opmuntre eliten til at ændre sig, uden det pres sker der ikke noget.

Genindførelse af demokrati:

I december 2017 besluttede EU at genoptage fuld politisk kontakt med Thailand på alle niveauer, som ellers var sat under overvågning efter militærkuppet i 2014, da premierminister Prayuth Chan-ocha på ASEAN-topmødet i Oktober lovede demokratisk parlamentsvalg senest november, 2018. I juni 2018 var Prayuth Chan-ocha på besøg i Frankrig og Storbritannien, hvor han bla. blev modtaget af premierminister Theresa May, der pressede ham for at afholde et demokratisk valg.

I slutningen af januar, 2018, besluttede et flertal i NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), imidlertid, at et valg tidligst kan afholdes 90 dage efter en publiceret dato, altså tidligst i februar, 2019. Enkelte medlemmer af NLA mente at 150-180 dage var mere passende. Selv om der stadig var politisk forsamlingsforbud, demonstrerede flere hundrede mennesker den 10. februar på pladsen med Demokratimonumentet i Bangkok med krav om demokrati, den største anti-junta demonstration siden militæret tog magten i 2014. Demonstranterne forlangte valg afholdt i november måned, som oprindeligt lovet. Små aktivist grupper var tidligere ulovligt, men fredeligt forsamlet med krav om valg, en gruppe på 35 aktivister meldte sig til myndighederne i februar, efter at have demonstreret i Bangkoks centrum i januar måned. Politiske partier havde i månedvis forinden bedt om, at forsamlingsforbuddet blev ophævet, så partierne kunne forberede deres valgkampagner. I juni sagde premierminister, juntaleder general Prayuth Chan-ocha, at kroning af kong Maha Vajiralongkorn, der besteg tronen i december 2016, skulle foretages inden der kunne afholdes parlamentsvalg. Kongen ønsker ikke en overdådig kroning, men dog en der følger de thailandske traditioner. Det efterfølgende valg vil efter loven kunne afholdes senest i maj måned (2019), dog vil februar være et fordelagtigt tidspunkt.

Den 17 dage lange successfulde redningsaktion i juni-juli af 12 fodbolddrenge og deres træner i Tham Luang-grotten i nordthailand kom meget behændigt for militærjuntaen og Prayuth Chan-ocha, hvor populariteten i meningsmålinger var faldende. Den blev et eksempel på, at militæret er en troværdig enhed, hvor flere end 2.000 militærpersoner var involveret i redningsarbejdet. Mange ser stadig Prayuth som en militærmand, og de væbnede styrker anser sig selv som beskytter af monarkiet, hvor flere militærkup er foretaget i “kongens navn”. Også kong King Maha Vajiralongkorn sendte hjælp i form af køkken-vogne og personel til at bespise redningsarbejderne, og paladset (Den Kongelige Husholdning) donerede lys og andet udstyr. Sinawatra-familien, der med Thaksin og Yingluck som premierministre, var i opposition – deres demokratiske success var baseret på stemmer fra de fattigere nordlige provinser – stammer fra Ching Mai, der ligger syd for Chiang Rai, hvor redningsaktionen fandt sted.

Bombeattentater 2015:

Den 17. august, 2015, klokken 18:58 lokaltid eksploderede en kraftig bombe midt i den travle myldretid på et af Bangkoks befærdede hovedstrøg ved den brahmanske helligdom Erawan. Bomben krævede 20 dødsofre og 126 tilskadekomne, heriblandt adskillige udlændinge. Da mange asiatiske turister besøger Erawan helligdommen, var de i overtal blandt de udenlandske ofre, især kinesere og malayer. Der var ingen danskere eller skandinaver blandt ofrene. Dagen efter, den 18. august, 2015, klokken 14:39 lokaltid detonerede endnu en bombe ved Chao Phraya-flodens Taksin-bro, et travlt trafikknudepunkt. Ingen kom til skade ved eksplosionen. Bomben var af samme type, som den aftenen før, men af noget mindre styrke – dog var begge bomber rettet mod mål med mange turister, med hensigt til at dræbe mennesker. Den 29. august om eftermiddagen anholdt politiet en mistænkt i Bangkoks Nong Chok distrikt i forbindelse med de to bomber. Efterfølgende blev flere mistænkte anholdt, overvejende uighurere, et overvejende sunni-muslimsk, religiøst mindretal i Kina, som ønsker en egen selvstændig stat. En del uighurere brugte Thailand som transitland for videre rejse til Tyrkiet. Knap to år senere, i maj 2017, begyndte de første retsmøder efter lange uoverensstemmelser om tolke for de to hovedmistænkte etnisk uighurere, Adem Karadag og Yusufu Mieraili, der under tidligere politiafhøringer havde erkendt at have fremstillet og placeret bomben ved Erawan-helligdommen. Bomberne blev ikke klassificeret som terror.

De sydlige muslimske provinser:

I de fire sydlige provinser Songkhla, Pattani, Yala og Narathiwat, er muslimer den religiøse majoritet, hvilket har medført årelange konflikter mellem styret i Bangkok og lokale, ofte voldelige oprørsgrupper, der ønsker mere selvstyre eller hel uafhængighed fra Thailand. Der er udstationeret et stort antal regeringstropper for at etablere ro i området, men alligevel er voldsepisoderne overvældende. Der er ofte tale om bomber, både vejsidebomber og skjulte, fjernstyrede bomber aktiveret med for eksempel en mobiltelefon. Dette har medført, at alle thailandske simkort registreres, og turister skal identificere sig med pas, for at kunne erhverve et thailandsk simkort. De fleste lande fraråder deres borgere at rejse til de sydlige thai-provinser.

Modstanden mod det buddhistiske styre fra Bangkok har eksisteret i årtier, men aftog en periode i 1990’erne, inden den igen blussede voldsomt op i 2004. Især Narathiwat, Pattani og Yala har været plaget af en længerevarende opstand af etnisk malaj-muslimer, der kæmper for autonomi, hvilket har medført at mere end 6.000 mennesker er blevet dræbt i de hundredvis af angreb siden 2004. Analytikere, der overvåger konflikten, siger, at volden fra oprørsgrupperne faldt til et historisk lavpunkt i 2017, på trods af forhandlingerne om at opnå fred ikke viste nogen fremskridt. Forhandlingerne var indledt af den civile regering før militærkuppet i 2014, og forsøgt genoplivet af militærjuntaen.

I 2016 blev der rapporteret 801 hændelser, hvori der var 307 dødsofre og 620 sårede, heraf 24 dræbte kvinder og 128 tilskadekomne. Religiøst opdelt var der 106 dødsfald og 375 tilskadekomne blandt buddhisterne, og 188 dødfald og 251 tilskadekomne blandt muslimer, samt 13 uidentificerede dødsfald og 2 sårede. Ofrene er overvejende civile med 230 omkomne og 347 tilskadekomne, mens embedsstanden talte 77 dødsfald og 281 skadede. Provinsopdelt var der 53 hændelser i Songkhla, 309 i Pattani, 175 i Yala og 270 i Narathiwat.

Udenrigspolitik og forsvar:

Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var partneren først Japan, og siden – da krigen vendte – USA.

Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970’erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.

Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandske regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.

Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.

Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.

Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.

Thaksin-regeringen prioriterede Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. På trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spændinger langs den thai-burmesiske grænse, tilstræbte Thaksin-regeringen løbende at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.

Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Thaksin-regeringen styrkede med held handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN særdeles højt og blev drivende med henblik på at styrke det politiske samarbejde, og etablere en sydøstasiatisk frihandelszone, der trådte i kraft 1. januar 2015.

Det thailandske forsvarbudget udgjorde siden finansåret 2014, 7,3% af regerings-budgettet, der svarer til 18% af BNP. Forsvars-budgettet for finansåret 2018 er forhøjet til 7,7%, hvilket er 222 mia. thai-baht (ca. 45 mia.DKK). Der er almindelig værnepligt, hvor omkring 350.000 unge mænd indkaldes til session. Af disse udtages 100.000 til militærtjeneste (2018-tal). Værnepligten er to år og værnepligtige modtager en kompensationsløn på 10.000 baht (ca. 2.000 DKK) om måneden, foruden lommepenge. Frivillige kan frit vælge mellem nationens tre væbnede styrker, Royal Thai Army (hæren), Royal Thai Navy (flåden) og Royal Thai Air Force (luftvåbenet). Man fritager de, der ikke anses for fysisk i stand til at udføre militærtjeneste, mentalt syge, og de, som har ændret deres fysiske udseende væsentligt, såsom transkønnede (typisk mænd, som skifter køn til kvinde, ofte benævnt ladyboy, på thaisprog kathoey eller katoey). Der var i 2010’erne syv sager fremme i medierne om værnepligtige, der var omkommet i tjenesten ifm. disciplinære afstraffelser.

Massemedier og ytringsfrihed:

Massemedier:

Store læsekundskaber og en stræben efter at bevare det nationale sprog og alfabet gør Thailand til et af de udviklingslande, hvor der læses mest, målt i antal udgivelser af bøger og aviser. I 1992 blev der udgivet 8.000 nye titler på thailandske forlag.

Der udkommer over 30 uge- og månedsmagasiner og 35 dagblade – de fleste udgives i Bangkok. De vigtigste aviser er den ret sensationsprægede Thai Rath (ca. 1 mio. eks.), den militærstøttede Daily News (850.000) og moderat progressive Matichon (900.000), samt dens nyere masseorienterende søsteravis Khao Sod (950.000), der betyder “Friske Nyheder” (en. Fresh News). Yderligere er der konservative moderat kritiske Kom Chad Luek (ca. 900.000), der er ejet af Nation Multimedia Group. De er alle thaisprogede. Blandt de kinesisksprogede aviser er Sing Sian Yit Pao Daily News (90.000) den førende, mens Bangkok Post (55.000) og The Nation (Nation Multimedia Group) er de største engelsksprogede aviser. De engelsksprogede aviser og deres netudgaver nyder stor bevågenhed blandt magthaverne og anses for at være meningsdannende, herunder også den nyere Khaosod English.

Thailand var i 1955 det første land i Sydøstasien, der begyndte at sende fjernsyn. I dag har landet ni kanaler, både statslige og private, foruden en lang række regionale og lokale stationer. Nogle kontrolleres af militæret. Den statslige radiostation sender på tre kanaler i Thailand, men har også udsendelser i udlandet på flere sprog. Radiostation Voice of Free Asia er underlagt Thailands udenrigsministerium og sender på thai og fire andre sprog. Både Tv og radio er reklamefinansieret.

Thailand har nu mere end 26 millioner Internet opkoblinger, opgjort i 2014. Regeringen forbereder overgang til udbredt digital kommunikation og økonomi, blandt andet med et effektivt 4G mobilnetværk og løbende planer om at installere internetadgangspunkter i alle landdistrikternes landsbyer, for at undgå en digital opdeling. Desuden har Thailand tiltrukket voksende international interesse som et regionalt knudepunkt for digitale virksomheder, på grund af landets fordelagtige geografiske placering i centrum af det sydøstlige Asien.

33 millioner Thaier, svarende til omkring 50% af befolkningen, er brugere på Line, et i Østasien udbredt socialt netværk af Japansk oprindelse. Facebook er vokset fra andenpladsen, efter Line, til i 2017 at have 47 millioner thai-brugere, det er omkring 2/3 af befolkningen, hvilket placerer Thailand på 9.pladsen over lande med højst antal Facebook-brugere. Ifølge data fra We Are Social and Hootsuite er Bangkok, Facebooks mest aktive by, med omkring 1,5% af alle det sociale medies knap 2 milliarder brugere, målt over en 30-dages periode. For mange thailændere, og asiater i det hele taget, er Facebook synonymt med Internettet. Når en smartphone købes, vil sælgeren ofte oprette en Facebook-konto for kunden, hvor app’en er åbningen til Nettet, og Messenger fungerer som kommunikation istedet for E-mail, og delte opslag er såvel nyheder som link til andre informationer. Forståelse af udbredelsen af især Facebook, men også Line-netværket, er vigtig, for at forstå regeringens medieoverovervågning af især Facebook, men også andre sociale medier som Youtube, der deles flittigt på Facebook.

Ytringsfrihed og medieovervågning:

Thailands forfatning garanterer ytringsfrihed, og nationen er blandt de med den frieste presse i Sydøstasien. Men det er tabu at kritisere kongefamilien eller religionen, og der er udbredt selvcensur omkring disse emner, samt i spørgsmål der har med landets sikkerhed at gøre. Organisationen Journalister uden grænser (Reporters Without Borders, eller RSF) har i “2017 World Press Freedom Index” placeret Thailand som nummer 142, ud af 180 lande, en tilbagegang på seks pladser ift. året før. Til sammenligning ligger Danmark nr. 4 på listen. NGO-organisationen Freedom House har i deres 2017-rapport angivet Thailands internet som Not Free (ikke frit), for fjerde år i træk, hvilket placerer Thailand på niveau med bl.a. Rusland, Kina, Myanmar (Burma), og Vietnam. Kina bliver dog betegnet som værst, mens andre sydøstasiatiske lande som Cambodja, Malaysia, Indonesien og Singapore fik betegnelsen Partly Free (delvis fri).

Især lese majeste-loven (loven om majestætsfornærmelse) håndhæves strengt. Udenlandsk materiale der opfattes kritisk over for kongehuset bliver forbudt, for eksempel 1956-filmatiseringen af Rodgers og Hammersteins musical The King and I, baseret på bogen fra 1944 Anna and the King of Siam af Margaret Landon. Den omhandler den historiske person Anna Leonowens, som var guvernante ved det siamesiske hof i 1860’erne under Kong Mongkuts regeringstid, hvilket hun efterfølgende beskrev i en selvbiografi. Margaret Landons senere bog var derimod overvejende fiktion og betragtes som blasfemisk, ligeledes filmatiseringen Anna and the King fra 1999 med Jodie Foster i rollen som Anna. Efter årtusindeskiftet har der været en del lese majeste sager og idømt strenge straffe, lovovertrædelse kan give op til 15 års fængsel. Senest er der udstedt forbud mod de kongehus kritiske udenlandske bogudgivelser The King Never Smiles fra 2006 af Paul M. Handley, en uautoriseret biografi om kong Bhumibol, og A Kingdom in Crisis fra 2014 af den skotske freelance journalist og forfatter, Andrew MacGregor Marshall, sidstnævnte omhandler kongehusets mulige forbindelser med militærkuppet i 2006. Eksisterende bøger i kongeriget skal destrueres og overtrædelse af bandlysningen medfører op til 3 års fængsel.

Blokering af online tjenester:

Også medier der publicerer kritik kan få deres hjemmesider blokeret, hvilket for eksempel i en længere periode var tilfældet for den engelske avis Daily Mail, og i en kortere periode skete det tillige for Youtube, hvor en kongehus kritisk video var lagt op. Der har også været flere sager i forbindelse med kritiske poster på sociale netmedier, for eksempel blev en student i november 2014 idømt to et halvt års fængsel for at have krænket det thailandske monarki på Facebook. Regeringen har dog ikke blokeret for adgang til Facebook og lignende medier, men siger de overvåger dem nøje. Kritikere mener, at majestætsfornærmelses-loven, samt den senere tilføjede Computer Crimes Act, undertrykker ytringsfriheden og bruges til at lukke munden på politiske modstandere.

Styret overvåger generelt digitale medier for kritik og krænkelser, især juntaen siden militærkuppet i 2014, og i særdeleshed de sociale medier Facebook og Line, der begge er meget populære i Thailand. Ud over kritik af styret og kongehuset, overvåges der for upassende opslag, for eksempel hvis teenagere deler obskøne billeder, hvilket kan være en pige i skoleuniform i udfordrende positur eller live-streamet provokerende dans, som kan medføre indtil 5-års fængselsstraf og/eller en bøde på 100,000 baht (ca. 20.000 dkk). Fra juni 2017, skal de mest populære thai-kontrollerede OTT (over-the-top) Facebooksider registreres under en regulator hos NBC (National Broadcasting Commission). De 100 mest populære fan-sider aftalte at samarbejde med agenturet for at sikre, at upassende indhold og reklamer for produkter, der er ulovlige, ikke vises på sociale medie platforme. I begyndelsen af maj 2017, indvilgede Facebook i at blokkere for video-materiale på foranledning af militærjuntaen, hvis indholdet kritiserer Thailand i strid med nationens 2007 Computer Crimes Act (CCA). I stedet for at vise en video, indsætter Facebook teksten: Content Unavailable in Thailand. You’re unable to view this content because local laws restrict our ability to show it (Indhold ikke tilgængeligt i Thailand. Du kan ikke se dette indhold, fordi lokale love begrænser vores mulighed for at vise det). Blot et Like på et kritisk Facebook-opslag kan være nok til at blive anklaget iht. den computer-relaterede kriminallov (CCA).

Lese majeste (majestætfornærmelse):

Straffelovens artikel 112 (majestætfornærmelses paragraffen) “forbyder at beskylde, fornærme eller true den nuværende konge, dronning, arving, tilsyneladende eller regent”. Efter denne drakoniske (overdrevent strenge) lov kan enhver, der findes skyldig, idømmes en maksimal straf på 15 år i fængsel pr. lovovertrædelse.

En del af de, der er blevet anklaget, har haft tilknytning til ”rødtrøje bevægelsen”, som støtter afsatte premierminister Thaksin Shinawatra. En thai radiovært, der arbejder på en udenlandsk station, blev ved indrejse for familiebesøg anholdt, og anklaget for at have kritiseret Kongehuset i en radioudsendelse fra udlandet. Han blev den 18. november 2014 idømt 10 års fængsel, dog nedsat til 5 år da han indrømmede sin skyld. Tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev afsat ved et militærkup i 2006 og nu lever i frivilligt asyl i Dubai, står i oktober 2017 ligeledes til anklage for majestætsfornærmelse i forbindelse med et interview til Sydkoreansk presse i 2015, hvor han udtalte, at »det militære kup (i 2014), der afsatte (hans lillesøster) Yinglucks regering, blev hjulpet af visse medlemmer af “paladscirklen”«.

Retsforfølgelser steg drastisk efter 2014-kuppet, hvor over 250 sager blev ført i løbet af regeringens første tre år, flere end nogen tidligere regeringer i det seneste årti, ifølge den thailandske avis Prachatai. Loven er blevet bredt kritiseret, herunder af rettighedsgrupper og FN, som har opfordret til at loven bliver trukket tilbage. Tiltalte kan sygne hen i fængsel i årevis, mens de venter på rettens sagsbehandling, der ofte foregår ofte bag lukkede døre. Frikendelser er sjældne, hvorfor mange tilstår til gengæld for hurtig afklaring og en reduceret straf. Selv om loven er snævert skrevet, er den blevet bredt tolket i de senere år. For eksempel blev en kendt 84-årig historiker, Sulak Sivaraksa, i oktober, 2017, anklaget for at have draget tvivl om en tidligere konge, kong Naresuan, der regerede Siam fra 1590 til 1605, for lidt over 400 år siden vandt en elefantkamp mod en burmesisk prins. Det foregik under en historisk diskussion på Thammasat University i oktober, 2014, i forbindelse med en aktuel historisk filmserie, hvor han specifikt udtrykte tvivl om, hvorvidt beretningen om Naresuan var sand eller en apokryf fortælling, og han opfordrede folk til »ikke bare at tro på alt hvad de hører, da de ellers kan blive let bytte for propaganda.« Hvis Sulak Sivaraksa kendes skyldig af en militærdomstol, risikerer han op til 15-års fængselsstraf. Anklagen mod Sulak Sivaraksa fik udbredt kritik fra vestlige medier, menneskerettighedsorganisationer og det internationale samfund. Landet, hvor elefantduellen siges at have fundet sted, hed endnu ikke Siam (tidligere navn for Thailand fra 1782-1939), og det præcise sted for kampen er også omstridt, kunne have været både Suphan Buri og Kanchanaburi. I januar 2018 droppede militærdomstolen imidlertid alle anklager, uden yderligere forklaring.

En lokal menneskeretsgruppe, iLaw, mener at antallet af sager om majestætsfornærmelse er steget kraftigt siden militærkuppet i 2014. Hvor der kun var to inden kuppet, var der 60 sager i begyndelsen af 2017. FN opfordrede den 10. august, 2015, den thailandske regering til straks frigive de anklagede for majestætsfornærmelse, og ændre den “vage og brede” lese-majeste lov for at bringe den i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsstandarder. Imidlertid blev en 28-årig mand, Burin Intin, den 27. januar, 2017, idømt 11 år og fire måneders fængsel ved en militærdomstol, for at have skrevet to royalt krænkende bemærkninger online ni måneder tidligere, den ene som en kommentar til en video, den anden i en privat besked til Patnaree Chankij, en pro-demokratiaktivists mor, som blev anklaget for ikke at have angivet afsenderen af den fornærmende bemærkning om kongehuset. En ny lille thai-bog fra februar 2017, Room for Rent: No. 112, beskriver 22 leese majeste-sager fra det seneste årti (112 er nummeret på leese-majeste lov-paragraffen).

Strenge straffe:

De to hidtil længste kendte straffe er henholdsvis 30 år og 35 år. De 30 år blev idømt en 48-årig mand ved en militærdomstol i Bangkok i august 2015 for 6 Facebook-opslag – for i fire tilfælde i september 2013, og to gange i november 2014, at have skrevet krænkende opslag om monarkiet – da tiltalte erkendte sig skyldig, var det en halvering af straffen på 6 x 10 år. Sidst i april, 2017, blev en velkendt kritiker, 57-årige Prawet Prapanukul, anholdt af militæret i sit Bangkok-hjem, og efterfølgende stillet for en domstol med anklager om 10 tilfælde af kongelig ærekrænkelse, det højeste antal nogen hidtil er anklaget for, og med en straframme på 150 års fængsel. Han blev i juni 2015 dømt til 35-års fængsel for en falsk Facebook-profil med 10 majestætsfornærmende poster, straffen var reduceret fra 70 år. pga. erkendt skyld.

Afbrydelse af radio og TV:

Militærjuntaen forbød live-dækning af kong Bhumibol, Rama IXs kremering den 26. oktober, 2017, hvor kun regeringens Tv-program må videresendes. Folk blandt de op til 300.000 tilskuere, der overværer ceremonien, og de omkring 40.000, der kan følge selve paraden, må tage video og billeder med deres mobiltelefoner, men mobil-signalerne vil være afbrudt på dele af ceremonipladsen. Det er ulovligt for massemedier at videreformidle andres live-dækning af kremeringsceremonien. Journalister får ikke adgang til selve ceremoniområdet, men samles i et auditorium på det nærliggende Thammasat-universitet.

BBC har ved flere lejligheder haft kontrovers med styret siden militærjuntaen overtog magten, blandt andet i forbindelse med kritisk dækning af, at to engelske statsborgere angiveligt var blevet svindlet fra deres virksomhed og ejendom i Phuket i 2015. Efterfølgende blev BBCs syddøstasiens korrespondent, Jonathan Head, frataget pas og udrejsemulighed i februar 2017 og anklaget for ærekrænkelse, hvilket kan medføre 5 års fængsel. Anklagen blev imidlertid frafaldet ved første retsmøde i Phuket den 24. august 2017. Og under dækningen af processionen med afdøde kong Bhumibol Adulyadejs båre fra Siriraj Hospital til Grand Palace blev transmissionen afbrudt flere gange, da myndighedernes censor ikke var enige i kommentatorens udtalelser. BBC World Service har siden 1997, hvor den tidligere engelske koloni Hong Kong blev overdraget til Kina, transmitteret deres ucensurede asiatiske nyheder på 29 forskellige sprog fra en kortbølgesender i Nakhon Sawan, 240 km nord for Bangkok. Der er stadig mange områder, hvor nyheder via kortbølgeradio er en vigtig informationskilde. Den 20-årige lejeaftale på ejendommen med senderen udløb den 1. januar 2017, hvorefter BBC standsene radioudsendelserne. BBC gav ikke nærmere oplysninger om, hvorfor forhandlingerne var brudt sammen, men to kilder har efterfølgende nævnt, at netværkets thai-sprogede tjeneste var blevet et ømt punkt, hvilket dog først kom frem i marts måned. Thailands royalistiske etablissement skulle være blevet opbragt over en profil af den ny konge, Maha Vajiralongkorn, som BBCs Thai tjeneste offentliggjorde i oktober, kort efter kong Bhumibol Adulyadejs død. Det thailandske udenrigsministerium bekræftede at lejeaftalen var ophørt med udgangen af december 2016, men sagde, at det var BBC, der havde trukket sig fra forhandlingerne, der for øvrigt var indledt så sent, den 21. december, at man ikke kunne nå at blive færdige med en ny aftale inden den gamle udløb, da en ny aftale skulle sikre Thailand maksimale fordele, og aftalen skulle være overensstemmende med thailandske love og regler.

Demokratidag og 1932-revolutionen:

I forbindelse med 85-års fejringen af den såkaldte demokratidag, den 24. juni, 2017, som er årsdagen for 1932-revolutionen, var Charles Chaplin-filmen Diktatoren (org. The Great Dictator) – en politisk satire fra 1940 om Adolf Hitler og Nazismen – blevet forsynet med Thai-undertekster og lagt op på Youtube. Filmen var imidlertid blokkeret for Thailand (thailandske IP-adresser) og i stedet vistes teksten: “Dette indhold er ikke tilgængeligt for denne landekode grundet lovlig indsigelse fra regeringen” (“This content is not available on this country domain due to a legal complaint from the government”). Om dette skyldes satire-filmen, eller alene de thailandske undertekster er uvist, andre versioner af filmen var fortsat tilgængelige.

Death Island (Dødens ø):

Også kritiske online nyhedsmedier kom under militærjuntaens kritik, der i særdeleshed blev rettet mod det lille nyhedsmedie Samui Times, der havde skrevet kritiske nyheder om ferieøen Koh Tao, en naboø til Koh Samui. Kritikken begyndte efter et bestialsk dobbeltmord i 2014 på to unge britiske backpackere (ryksæksrejsende). De følgende år rapporterede Samui Times om yderligere 5-6 dødsfald blandt turister, og rejste tvivl om de var ulykker eller selvmord, som myndigheder påstod, eller der lå en forbrydelse bag. Omkring januar 2015 begyndte udtryk som Island of Death og Death Island (da. dødens ø) at cirkulere i online medier som Reddit, ThaiVisa og Lonely Planet, hvilket udtryk Samui Times nævnte. To diskutable hændelser, en forsvundet russisk amatør freestyle dykker (dykning uden luftbeholder) i februar 2017, og en ung belgisk kvindes angivelige selvmord i april, på vej hjem efter et ophold hos en Sai Baba-menighed på naboøen Koh Phangan, som myndighederne i begge tilfælde undlov at udsende presseinformation om, blev efterfølgende rapporteret af Samui Times i henholdsvis marts og juni måned. Begge medførte massiv international presseopmærksomhed af førende nyhedsmedier i USA, Europa og Australien, især set i lyset af de tidligere hændelser, og i vid udstrækning benævntes øen Koh Tao som Death Island. Også danske medier omtalte hændelserne. I begyndelsen af juli meddelte myndighederne, at man ville sagsøge Samui Times som ansvarlig for udbredelse af benævnelsen Death Island. Online mediet Samui Times er ikke registret i Thailand, men drives (angiveligt) fra Storbritannien. Hvordan myndighederne vil håndtere de store online medier som fx Google, er fortsat uklart. Den engelsksprogede avis, Bangkok Post, nedgjorde sagstruslen i en leder under overskriften, “Dødens ø sagsanlægget er en farce”, og opfordrede myndighederne til at rydde enhver misforståelse af vejen, i stedet for at skræmme budbringeren.

Kritik af 2014-militærjuntaen:

Også kritik af militærregeringen blev der set strengere på, i løbet af de år den havde siddet siden 2014. Da premierminister og juntaleder, general Prayuth Chan-ocha, rejste til Europa i juni, 2018, valgte Time Magazine at bringe et billede af ham på forsiden af deres asiatiske juli-udgave og en profil-artikel inde i bladet. Heri blev Prayuth Chan-ocha omtalt som “Little Sarit” (Lille Sarit) og sammenlignet med 1960’ernes thailandske miltærkup-diktator, feltmarskal Sarit Thanarat, der også havde tætte bånd til kongehuset og fik absolut magt 1959-1963, hvor han hjalp med at rejse monarkiet til sin afgørende rolle i det thailandske samfund, og beordrede såvel kriminelle som politiske modstandere henrettet uden dom. Selv om vice-juntaleder, general Prawit Wongsuwan benægtede, at der var indført censur og sagde, at han ingen lighed så, og Prayuth aldrig havde beordret noget henrettet ved skydning, og at han ikke havde læst artiklen, men sagen ville blive håndteret af embedsmænd (officerer), så bliver Times juli-udgave næppe at finde i Thailand. Udgiveren havde forlods meddelt sine distributrører og salgssteder, at “udgaven kan have upassende indhold, og nogen tekst kan være nødvendigt at censurere”. Studerende på Chulalongkorn University i Bangkok havde planlagt en højtlæsningsbegivenhed, hvor de ville oversætte den ikke distribuerede Time-artikel til thai – Prawit Wongsuwan kunne angiveligt ikke læse engelsk, mente de – men de blev kontaktet af politiet og bedt om at aflyse arrangementet.

Lov og retsvæsen:

Straf i Thailand kan være bøde, konfiskation, detention, fængsel og dødsstraf, sidstnævnte dog i de facto moratorium fra 2009 til 2018.

I 2017 blev der idømt 75 dødsstraffe, en væsentlig reduktion fra 2016, hvor antallet var 216, if. Amnesty International. Det overvejes at afskaffe dødsstraf for forbrydelser, der ikke har påvirket andres liv. I 2017 ventede flere end 440 dødsdømte i fængslerne, personer der blandt andet var fundet skyldige i mord eller voldtægt på piger under 15 år, samt storkriminelle narkotikaforhandlere og ekstremister. 157 af fangerne havde udtømt appelmuligheder, blandt disse var 68 narkotika relaterede domme. Enhver dødsdømt bliver automatisk pålagt at anmode kongen om pardon (benådning), i håb om, at straffen kan ændres til livsvarigt fængsel. Fra 1935 til 2009 blev 325 dødsdømte henrettet, de 319 ved skydning, og fra december 2003 de resterende seks med dødelig indsprøjtning. Henrettelser var stillet i bero fra 24. august, 2009, til 18. juni, 2018, hvor en mand, dømt for røveri og mord i 2012, blev henrettet med en dødelig indsprøjtning. I dagene efter 2018-henrettelsen viste fire mediers on-line afstemninger, med flere end 250.000 deltagere, over 95% opbakning til dødsstraf. Amnesty Internationals protester blev mødt med vrede kommentarer på deres Facebookside. Avisen The Nation skrev bl.a. i en leder: »Vi bør vælge en mellemvej mellem de to ekstremer, mellem dødsstraffens ophør, som Amnesty International foreslog, og anvende dødsstraf for enhver, der er dømt for drab. Dødsstraf bør være forbeholdt overlagt mord. Det thailandske retssystem synes at følge denne mellemvej. Der er flere end 500 fanger i øjeblikket på dødsgangen, og kun en person er blevet henrettet.«

I alt sad der i juni, 2018, 343.657 mennesker fængslet i Thailand if. justitsministeriet. Det er det højeste antal i ASEAN, og sjettehøjest globalt. 70% af de indsatte er dømt for overtrædelse af narkotikalovene, hvor en ændring er på vej fra militærjuntaens Nationale Lovgivende Forsamling (NLA). En række af de hidtil gældende narkotikaovertrædelser afkriminaliseres, herunder kontrolleret anvendelse af cannabis (marihuana, i Thailand også omtalt som kratom), inklusive medicinsk brug. Denne lovændring, hvor narkotikaforhandlere separeres fra brugere, der i stedet skal modtage behandling, ventes at medføre en reduktion i antallet af indsatte i de overfyldte fængsler.

Thailands indvandringslov skelner ikke mellem flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere. Thailand har ikke tilsluttet sig Flygtningekonventionen fra 1951, og derfor er alle papirløse indvandrere prisgivet immigrationskontorernes tjenestemænd, der regelmæssigt arresterer og fængsler nogen, der ude af stand til at fremvise et gyldigt visum. Som følge heraf er de også pålagt restriktioner for adgang til sundhedspleje og uddannelse, samt mulighed for arbejdstilladelse og dermed even til lovligt at tjene penge. Ophold ud over gyldig visumperiode, eller dato angivet i indrejsestempel i pas, medføre bøde, og i skærpede tilfælde tillige udvisning med indrejseforbud. Anholdes en udlænding ifm. såkaldt “overstay” bliver vedkommende udvist i fem år, dog 10 år, hvis vedkommende har opholdt sig i et år eller længere uden tilladelse. Overgiver en udlænding sig uopfordret til myndighederne er indrejseforbuddet kortere, og bortfalder helt, hvis vedkommende har opholdt sig færre end 90-dage ulovligt i kongeriget.

Abort er ulovlig i henhold til Artikel 305 i den thailandske straffelov, undtagen i tilfælde, hvor en læge anser abort for nødvendigt på grund af moderens sundhedstilstand, eller når en graviditet skyldes seksuelle lovovertrædelser som voldtægt og incest. Omkring 1,5 mio. børn blev født af teenage mødre mellem 2000 og 2014, alene i 2016 var næsten 14 procent af alle graviditeter blandt unge. Antallet af teenage graviditeter var stigende i 2017, mere end 17%, på grund af manglende seksualoplysning og adgang til korrekt beskyttelse. Antallet af teenage fødsler lå på 47 pr. 1.000 piger i alderen 15 til 19 år, hvilket var højere end Sydasiens gennemsnit på 35, men lavere end nabolandene Laos, med 94, og Cambodja på 57. Skoler var undertiden et problem, hvor nogle undlod at holde graviditeten skjult, mens andre blot udviste gravide studerende. Med buddhisme som primære religion, betragtes spørgsmålet om abort, som et politisk følsomt problem, ikke kun for regering, men også blandt flere aktivister og kendte feminister. Feminister, der støtter abort, har hævdet, at abort eliminerer kønsdiskrimination, og det vil også reducere den høje andel af kvinder, der søger illegal abort. Tidligere tillod lovene kun afbrydelse af graviditet, når den var en trussel mod moders eller barns sundhed, eller hvis graviditeten var resultatet af voldtægt – straffen var op til tre år i fængsel for både kvinden og den læge, der forestod indgrebet – men det er gradvist under forandring, så der tages hensyn til de høje grader af teenage graviditet, og kvinder, der er ude af stand til at opfostre et barn. Ifølge tilhængerne af abort, er det ingen forbrydelse at afbryde en graviditet, da det thailandske borgerlige og kommercielle kodeks siger, at et foster, mens det er inde i moderens livmoder, endnu ikke anses for at have nogen juridisk ret, som ifølge loven først begynder, når fosteret er født i live.

Set med danske øjne kan nogle love virke ualmindelig strenge, hvilket man som turist i Thailand bør være opmærksom på. Der blev for eksempel indføret rygeforbud på en række af de mest populære turiststrande fra den 1. november, 2017, for nogle strande dog først effektivt 1. februar, 2018. Rygning er kun tilladt på tydeligt mærkede områder, typisk inde i en rygekabine ved stranden. Ved overtrædelse indebærer loven mulighed for en bøde på op til 100.000 baht (ca. 20.000 DKK), eller fængsel i op til et år, eller begge dele. Rygeforbuddet forventes senere at skulle omfatte samtlige nationens strande. Også den efterhånden populære e-cigaret, eller dampcigaret, har siden 2014 været forbudt i Thailand, og besiddelse eller indførsel (import) af sådanne, eller e-væske (der anses som narkotika), kan medføre bøde, og i værste fald giver loven mulighed for fængsel i op til 10 år. Adskillige turister har været anholdt – en schweizer nævnes at have været fængslet i seks dage, forud for en retssag – et ældre israelsk par blev i januar, 2018, arresteret og idømt en bøde på svarende til 1.200 USD (ca. 7.500 DKK). Flyvning med uregistrede og uforsikrede droner med vægt over 2 kg, eller med kamera uanset vægt, er fra 2018 ulovligt, også for turister, og medfører bøde på 100.000 baht (ca. 20.000 DKK), eller fængsel i op til fem år, eller begge dele. Klatring på ruiner i historiske parker, inklusive at sidde eller stå på et fundament, kan medføre 10.000 baht (2.000 DKK) i bøde eller fængsel i en måned, eller begge dele. Også fodring af fisk i havet er forbudt – fiskene kan dø af det – ulovlig fodring medfører en mindre bøde på 1000 baht (ca. 200 DKK), hvilket en russisk turist ikke var bekendt med og enten nægtede at betale bøden, eller manglede pengene, hvilket medførte fængsling i to døgn, indtil en kaution på 100.000 baht (ca. 20.000 DKK) blev betalt.

I 2017 blev en mand dømt til 13.725 års fængsel for bedrageri mod omkring 1.000 personer til et samlet beøb på 5 mia. baht (ca. 1 mia DKK), , foruden at skulle tilbagebetale 1,3 mia. baht (ca. 260 mio. DKK). I praksis blev fængselsperioden dog nedsat til 20 år, begrundet med samarbejde under opklaringen. Den længste fængselsstraf, og angiveligt også verdens længste ifølge Guinness Rekordbog 2006, blev Chamoy Thipyaso idømt i 1989, med i alt 141.078 år for økonomisk kriminalitet mod 16.231 klienter i et pyramidespil, i praksis blev straffen dog nedsat til 20 år, som er maksimum for bedrageri.

Alkohol er omfattet af lovmæssige restriktioner, hvor der enkelte dage ikke må serveres alkoholiske drikke, typisk religiøse helligdage, såkaldte “Buddha Days” – barer og natteliv holder normalt lukket – men også salg af alkohol i forretninger er begrænset til bestemte, daglige perioder fra kl 11 til 14, og fra kl. 17 til midnat. I princippet må nattelivet kun lovligt servere alkohol inden for dette tidsrum. Overtrædelse medfører seks måneders fængsel, eller en bøde på 10.000 baht (ca. 2.000 DKK), eller begge. Alkohol er tillige forbudt at medtage i nationalparker, også turister der medbringer alkoholiske drikke risikerer fængsel i en måned, eller en bøde på op til 1.000 baht (ca. 200 DKK), eller begge.

Den Bangkok-baserede rettighedsgruppe iLaw advarede om, at alle med pornografisk materiale på deres computer, eller andre data, der anses for ulovlige, kan fængsles. Enhver form for falsk information, herunder materiale der må formodes at kunne skade national eller økonomisk sikkerhed, eller offentligheden som helhed, oplysninger som udgør en forbrydelse i henhold til straffeloven, og oplysninger af “vulgær” karakter, herunder pornografisk materiale, er forbudt og forbundet med fængselsstraf op til to et halvt år, eller bøde op til 100.000 baht (20.000 DKK), eller begge; ikke for at sprede materialet, men blot for at være i besiddelse af det på for eksempel en privat computer.

Trafikken i Thailand kan være en udfordring, og udlændinge bør være opmærksomme på, at hverken trafik-etik eller færdselsloven altid svarer til det, man forventer “hjemmefra”, samt at mange ulykker afgøres med en økonomisk erstatning, også selv om en udlænding mener at være uden egen skyld.

Kultur:

Thailands kultur er stærkt præget af buddhismen. Der er pragtfulde templer i alle større byer. De ældste bevarede rester af thailandske arkitektur stammer fra Dvaravati-perioden cirka fra år 500 til år 1000. I den gamle hovedstad Ayutthaya kan man se rester af imponerende bygningsværker i sten. Kunst og arkitektur fra denne periode var påvirket af rigerne i Cambodja, Burma og på Sumatra. Det var først med Chiang Mai-stilen fra år 1000 og frem, at landet udviklede sit eget kunstneriske udtryk.

Næsten alle ældre bygninger har en religiøs funktion og er rigt udsmykkede med en eller flere buddhastatuer. Statuerne følger nøje den beskrivelse af Buddha, der findes i sanskritdigtningen – ‘ben som en hjort, hage som en mangokerne, hår som skorpionens brod’. Også den klassiske billedkunst var knyttet til religionen – der var først ved slutningen af 1800-tallet, at mere folkelige motiver fik plads i malerkunsten.

Den thailandske litteratur opstod i 1200-tallet, og fra den tid stammer flere digte, ofte baseret på buddhistiske sagn. Prosaværket Thraiphum Phraruang fra 1345 er formodentlig skrevet af kong Lithai, og beskriver inderverdenen, jorden, himlen og en utopisk fremtidsverden. Det har haft stor indflydelse på thailandsk verdensanskuelse.

Den første moderne forfatter var nationalpoeten Sunthon Phu, der i første halvdel af 1800-tallet blev læst og påskønnet både ved hoffet og i den del af offentligheden, der kunne læse. Den thailandske roman opstod i begyndelsen af 1900-tallet.

Et vigtigt indslag i thailandsk hverdagskultur er dyrkelsen af kong Bhumibol Adulyadej og hans familie, der nyder stor respekt i befolkningen. Deres portrætter hænger ofte i private hjem, og der sendes en halv time om kongefamilien i fjernsynet hver dag.

Thailand følger kalenderåret med officielt årsskifte den 1. januar, men derudover fejres også det traditionelle Thai-nytår Songkran den 13. april med en flere dage lang række festligheder der strækker sig fra 13. til 16. april.

Sprog:

Det thailandske sprog – thai, et Tai-kadai sprog – er egentlig fire ret forskellige dialekter, som geografisk følger landets hovedregioner. Dialekten på Chao Phraya-sletten kaldes standard Thai og fungerer som rigssprog og bruges i medierne og på de højere uddannelsessteder. Sproget indeholder tidlige låneord fra kinesisk og er også blevet påvirket af sanskrit, khmer og de religiøse ceremoniers sprog, pali. I nordøst tales Isan (Isan/Thai: ภาคอีสาน [pʰâːk ʔiːsǎːn]; skrives også som Isaan, Isarn, Issan, Esan eller Esarn; fra Pali īsān eller Sanskrit īśān “Nordøst”), der stort set er identisk med sproget i Laos. Også nordthai – lanna thai – ligner lao, mens sydthai har mange malajiske låneord. Thailandsk har fem toner: Medium, lav, høj, stigende og faldende tone.

Det siges at Thaialfabetet blev indført i 1283 af kong Ramkhamhaeng. Det er inspireret af Khmer-alfabetet og sanskrit-alfabetet og har 44 konsonanter, 24 vokaler og fire diakritiske tegn (accenter), der er med til at angive hvilken tone ordet har.

Eftersom Thailand aldrig har været koloniseret, er der ikke noget europæisk sprog, der er dominerende, men i de senere år er flere og flere engelske ord blevet optaget i rigssproget, særligt inden for teknik og videnskab. Der undervises også i engelsk i skolerne.

Måleenheder og tal:

metersystemet blev indført i 1923, men enkelte af de ældre måleenheder anvendes stadig, især arealmål, samt ved vægt af fx guld.

Gamle måleenheder der ofte anvendes:

  • Wah = 2 meter
  • Tarang wah (wah²) = 4 kvadratmeter (2×2)
  • Ngan = 100 tarang wah = 400 kvadratmeter (100×4)
  • Rai = 4 ngan = 1.600 kvadratmeter (4×400)
  • Salueng = 3,75 gram
  • Baht = 4 salueng = 15,16 gram
  • Tamlung = 4 baht = 60 gram

Tal angives normalt i arabertals europæiske variant, men i officielle dokumenter anvendes thai skriftegn, der stammer fra kinesiske tegn, bortset fra 0, der er sanskrit.

Klokken er ofte forståelig med tidsangivelse efter vestlig 24-timers system samt 12-timers cyklus (am/pm). Thaierne bruger imidlertid ofte selv en modificeret 6-timers tidsangivelse, inddelt i:

  • 01:00-05:00 = 1-5 “tidlig moren” (ti X, hvor X = tal)
  • 06:00-11:00 = 6-11 “morgen” (X mong)
  • 12:00 = “middag” (thiang wan)
  • 13:00 = “eftermiddag” (bai mong)
  • 14:00-17:00 = 2-5 “eftermiddag” (bai X mong)
  • 18:00 = 6 “aften” (6 mong yen)
  • 19:00-23:00 = 1-5 “nat” (X thum)
  • 24:00 = “midnat” (thiang khuen eller 6 thum)

Valuta er thailandske baht, THB, hvor 1 baht består af 100 satang. I praksis bruges satang sjældent som betalingsmiddel, bortset fra supermarkeder og banker, mønter findes i værdierne 25-satang og 50-satang. Baht forekommer i 1-baht, 2-baht, 5-baht og 10-baht mønter; samt i 20-baht, 50-baht, 100-baht, 500-baht og 1.000-baht sedler. Thai-bahts kurs opgøres dagligt på Danmarks Nationalbanks kursliste.

Religion:

Forfatningen garanterer religionsfrihed.

Buddhisme er den største trosretning. Den har været statsreligion siden 1200-tallet og gennemsyrer samfundsliv og kultur. Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravada-buddhismen, der også er den mest udbredte retning i Myanmar (Burma) og på Sri Lanka. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen. Den buddhistiske tidsregning, der starter ved Buddhas død, bruges ofte parallelt med den vestlige i Thailand. År 2018 svarer til år 2561 i buddhistisk tidsregning.

Nationen har flere end 300.000 munke, fordelt på mere end 40.000 templer. Thailændernes religionsdyrkelse adskiller sig dog en del fra den buddhistiske skriftlære. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklussernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses for særligt meriterende i den forbindelse at give mad og anden hjælp til munke. Munkevæsenet nyder stor anseelse og respekt i det thailandske samfund, og enhver from, mandlig buddhist bør på et eller andet tidspunkt prøve at leve som munk. Det er der ikke mange, der gør, men alle offentligt ansatte mænd har ret til tre måneders betalt orlov, hvor de kan rejse væk og leve som munk. Alle større byer og bysamfund har et wat, en kombination af et kloster og et tempel, som meget af det offentlige liv er koncentreret om.

Dhammakaya Templet i den nordlige udkant af Bangkok er det største enkelt-tempel, med et areal på flere end 2.100 rai, hvilket svarer til knap 4km², eller næsten 10 gange Vatikanets størrelse. Templet er specielt kendetegnet ved nogle enorme Ufo eller rumskibslignende bygningskonstruktioner. Dhammakaya menigheden, som af nogle anses for kontroversiel, opstod i begyndelsen af 1900-tallet og inkluderer en speciel meditations-teknik. Bevægelsens følgere, der angiveligt skal tælles i millioner, er kendt for store masseceremonier. Dhammakaya-bevægelsen har 84 såkaldte koordinations-centre i 31 lande, herunder to meditations centre i Danmark, i henholdsvis Juelsminde og Korsør. Bevægelsen har været en del i regeringens og mediernes søgelys i forbindelse med anklager om pengehvidvaskning, hvor Bangkok-tempelkomplekset blev besat af myndighederne i februar 2017. Der blev i alt rejst 308 kriminelle anklager mod Dhammakaya menigheden, blandt andet også for uberettiget brug af statsejet ejendom (jord) og overtrædelse af bygningsreglement. Udenlandske medier omtaler, at bevægelsen er blevet for populær og derfor udgør en trussel mod den etablerede magtelite, lige som den udstødte tidligere premierminister Thaksin Shinawatra og blandt andre Tv-stationen Al Jazeera, hvis udsendelse, hvori det fremgik, straks blev afbrudt af censuren hos Thai-distributøren, True Vision. Kong Rama X beordrede den ledende munk, Phra Dhammachayo, frataget sine titler, svarende til en patriark i den katolske kirke, da han skjulte sig for myndighederne i forbindelse med de mange anklager.

Korruption i buddhistiske templer var der flere sager om i årene efter 2014-militærkuppet. De mest omtale var den såkaldte “jet-set munk”, Wirapol Sukphol, tidligere kendt som “Luang Pu Nen Kham”, der rejste i luksuriøs privatjet og havde Louis Vuitton tasker, samt ejede mindst 83 luksusbiler og utallige jordarealer. Han flygtede til Frankring og senere USA, hvor den da 37-årige tdl. munk blev anholdt og udleveret til Thailand i juli 2017, blandt andet anklaget for hvidvask, barnebortførelse og voldtægt af en mindreårig pige.

En anden sag vedrørte det ofte omtalte “Tiger Tempel”, Wat Pha Luang Ta Bua i Kanchanaburi provinsen, som adskillige turister besøgte på grund af de flere end 100 løsgående, fredelige bengalske tigre. Med en entré på 600 baht, og op til 5,000 baht pr. person (120-1.000 DKK) flød millionerne ind i templet. Den 30. maj, 2016, blev templet ransaget af Department of National Parks, Wildlife and Plant Conservation (DNP), med hjælp fra politi og veterinær myndigheder, med begrundelsen at “enhver tiger i landet er et nationalt aktiv”, og at “Tiger Templet havde en lang tradition for at udnytte regeringsejendom til personlig vinding uden tilladelse fra regeringen”. Under ransagningen fandt myndigheder hundredvis af amuletter indeholdende tigerlegemsdele, samt et sortiment af skind og tænder i en lastbil, der forsøgte at undslippe. Desuden fandt man 60 døde babytigre i en fryser og konserveret i glas. I nærheden opdagede politiet et kompleks, som de mente tigertemplet anvendte til at holde levende tigre, før de slagtede dem for deres skind, kød og ben, som blev eksporteret til udlandet, eller sendt til restauranter i Thailand, der serverer tigerkød til rejsegrupper. Desuden var 150 hektar af tempelområdet ulovligt okkuperet skovområde, ud over det område, der oprindeligt var tildelt af staten til alene religiøst brug. Tiger Templet genåbnede i februar, 2018, som zoo, ikke inde i selve templet, men på et 32.000 kvadratmeter stort område ved siden af templet.

Også flere andre templer har været mistænkt for korruption, for eksempel når en munk havde råd et privat hus til en værdi af 200 mio. baht (40 mio. DKK). Kun 30% af nationens ca. 40.000 templer foretog i 2017 regulær bogføring af indtægter og udgifter. Nye foranstaltninger indførtes for at overvåge indkomst og udgifter, hvor hvert tempel fra 2018 skal levere kontobøger om daglige indtægter og udgifter, bankkontobøger og årsregnskaber til National Buddhism Office (NBO). Efter de adskillige skandalesager og dårligt omdømme, samt pres fra militærregeringen og egne religiøse organer, lancerede de buddhistiske munke i oktober, 2017, en række reformer. Munkene skulle blandt andet stoppe med at bede om donationer, og templerne holde op med at sælge hellige genstande inde i templet. Instruktionerne syntes rettet mod at gøre tempeløkonomierne mere gennemskuelige, samt imødegå kritik af kommercialisering. Mange thaier tror at generøse donationer til templer kan bringe god karma – princippet om at gode gerninger vil føre til en god fremtid – noget templer og munke har udnyttet.

Overtro, magi, åndemaneri og astrologi trives i bedste velgående på alle samfundsniveauer i Thailand, side om side med dyrkelsen af buddhismen, der ikke har en egentlig gud. Ved siden af de fleste bygninger kan man se et lille, smukt udformet åndehus, der huser stedets skytsånder. På særlige mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.

Islam udgøres af et lille mindretal muslimer i Bangkok og på Isaan-sletten i landets indre egne, samt moken-folk, Chao Leh (ชาวเล – dansk: ~ mænd af havet), der ofte betegnes som Sea Gypsies (da: hav-sigøjnere, hav-nomader), i den sydlige del af landet, for eksempel Krabi-området. De tre sydligste provinser, ved grænsen til Malaysia, har derimod et stort muslimsk flertal.

Kristendom er repræsenteret af nogle få vietnamesere og katolske kinesere. Mange af kineserne er dog tilhængere af den kinesiske lære, konfucianismen.

Nationale helligdage og højtider:

Thailand fejrer en række nationale helligdage med relation til kulter, religion og kongehus. Offentlige institutioner og banker er normalt lukket på disse helligdage. Falder en helligdag i en weekend, forlænges der oftest med den følgende hverdag. Nogle helligdags-perioder kan variere i længde fra år til år, da myndighederne kan forlænge helligdags-perioden, typisk omkring nytårsfestligheder. På nogle helligdage, for eksempel kongens og dronningens fødselsdag, samt religiøse såkaldte Buddha-dage sælges ikke spiritus, og barer og pub’er er lukket – kan variere fra område til område hvordan forbuddet håndhæves, for eksempel fra midnat til midnat.

  • 1. januar, Nytårsdag (vestligt nytår).
  • Januar-februar, Kinesisk nytår, som følger månekalender og kan falde fra slutningen af januar til slutningen af februar. Fejres normalt tre dage i Thailand, især i områder præget af kinesisk indvandring og kultur, herunder Bangkok. Nogle kinesisk ejede virksomheder holder lukket.
  • Februar-marts, Makha Bucha, Buddha dag. Helligdag første fuldmåne i Maagh, den 11. måned i Hindu-kalenderen, hvor månen står nær stjernebilledet Magha, fejring af Buddhas lære om Ovada Patimokkha.
  • 6. april, Chakri dag (Chakri Memorial Day). Chakri-dynastiets, det nuværende kongehus’, grundlæggelse af Phra Buddha Yodfa Chulaloke (Kong Rama I) i 1782.
  • 13.-15. april, Songkran (thai nytår). Oprindeligt astrologisk fastlagt dato, der senere blev ændret til en fast dato. Indtil 1940 skiftede årstallet den 1. april, hvorefter det officielle årstalskifte blev 1. januar. Song Kran festen er en af årets største højtider og blandt udlændinge mest kendt for sine vandkampe.
  • 1. maj, Arbejdernes internationale kampdag (Labor Day).
  • 5. maj, Kroningsdag, Kong Bhumibols kroning i 1950 (er udgået som national fridag fra 2017).
  • ca. 11. maj, Kongelig pløjnings ceremoni (Royal Ploughing Ceremony Day, thai: Raek Na Khwan). Datoen varierer fra 9. til 13. maj. En gammel asiatisk skik der markerer den rituelle begyndelse på risdyrknings-sæsonen, ceremonien afholdes tillige i Cambodja.
  • Maj-juni, Visakha Bucha, Buddha dag. Månekalender dato, fejres over det meste af Asien som Bhuddhas fødsel eller illumination af Siddhārtha Gautama.
  • 1. juli, Midtårs fridag (Mid Year Bank Holiday).
  • 28. juli, Kong Vajiralongkorns fødselsdag (indført fra 2017).
  • Juli, Asanha Bucha, Buddha dag. Månekalender dato, fejring af Buddhas første prædiken efter sin illumination.
  • Juli, Khao Phansa, faste (Buddhist Lent Day). Månekalender dato, kaldes for begyndelsen af fasten, de tre måneder Buddhistiske munke holder sig i templerne, hvor Vassa, regntiden begynder, og det derfor er vanskeligt at vandre rundt.
  • 12. august, Mors dag (Mother’s Day), Dronning Sirikits fødselsdag.
  • 13. oktober, Kong Bhumibol Adulyadejs dødsdag (indført fra 2017).
  • 23. oktober, Chalalongkorn dag. Markerer Kong Chulalongkorn den Stores (Rama Vs) dødsdag i 1910. Rama V betragtes som det moderne Thailands fader.
  • November, Loy Krathong, første fuldmåne i november. Fest til ære for flodens gudinde, hvor der sættes (loy) små bananpalmebåde (kratong) dekoreret med blomster, lys og røgelsespinde i vandet.
  • 5. december, Fars dag (Father’s Day), Kong Bhimubols (Rama IXs) fødselsdag.
  • 10. december, Grundlovsdag (Constitution Day). Fejring af Thailands første permanente forfatning (konstitution) i 1932.
  • 31. december, Nytårsaften. Offentlige kontorer og banker er lukket.

Officielle helligdage i 2018:

Nogle helligdage følger Månen, og er forskellige datoer hvert år, andre fridage gives som erstatning for en weekend-helligdag.

  • Mandag 1. januar: Nytårsdag
  • Tirsdag 2. januar: Erstatning for Nytårsaften (søndag 31. december)
  • Torsdag 1. marts: Makha Bucha Day
  • Fredag 6. april: Chakri Memorial Day
  • Fredag 13. april: Songkran Festival
  • Mandag 16 April: Songkran Festival
  • Tirsdag 1. maj: National arbejderdag
  • Torsdag 29. maj: Wisakha Bucha Day
  • Fredag 27. juli: Asarnha Bucha Day
  • Mandag 30. juli: Erstatning for H.M. kongens fødselsdag (lørdag 28. juli)
  • Mandag 13. august: Erstatning for H.M. dronning Sirikits fødselsdag (søndag 12. august)
  • Mandag 15. oktober: Erstatning for H.M. kong Bhumibol Adulyadej (lørdag 13. oktober, Rama IXs dødsdag)
  • Tirsdag 23. oktober: Chulalongkorn Day
  • Onsdag 5. december: HM kong Bhumibols fødselsdag, Nationaldag and National Fars Dag
  • Mandag 10. december: Grundslovsdag
  • Mandag 31. december: Nytårsaften

Uddannelse:

Et stykke ind i 1900-tallet var uddannelsessystemet knyttet til munkevæsenet, men siden 1921 har der været almen skolepligt. Myndighederne har prioriteret uddannelse højt i de seneste årtier, og næsten alle børn over seks år går i skole. Analfabetismen er blandt de laveste i Asien. Der er grundskoler i alle kommuner, men på landet er det stadig almindeligt, at skolen bliver forsømt, fordi barnet skal hjælpe til hjemme.

Der er gratis uddannelse i op til 15 år for alle borgere, fra børnehave til high school (gymnasium). Skolesystemet er baseret på Anuban 1-3, hvilke er børnehaveklasser (Kindergarten K1-K3). Derefter følger 6 års grundskole Prathom (Primary), P1-P6, begyndende fra 6-7 års alderen. Højere skolegang er yderlige 6 år i Matthayom M1-M3 (lower secondary) og M4-M6 (higher secondary). Sammenlignet med internationalt skoleniveau (og USA) svarer Anuban 3 til Year 1 (USA KG), Prathom 1 til Year 2 (USA Grade 1) og Prathom 6 til Year 7 (USA Grade 6, Middle-school), Matthayom 1 til Year 8 (USA Grade 7) og Matthayom 4 til Year 11 (USA Grade 10). M1 og M2 modsvarer USAs Junior High (mellemskole), M3 og M4 svarer til High School (Freshman og Sophomore), og M5 og M6 er lig Junior og Senior. I forhold til dansk skolesystem kan P1-M3 nærmest sammenlignes med folkeskolen, og M4-M6 med gymnasiet.

Hver femte gymnasieelev læser videre ved en af de 20 statslige eller 26 private universiteter og højskoler. Landets ældste universitet, Chulalongkorn University, ligger i Bangkok og blev grundlagt i 1917. Otte af Thailands universiteter er på Verdensranglisten (QS World University Rankings), Chulalongkorn University øverst som nummer 245, med placering som nummer 51 inden for specialerne kemitekniologi og moderne sprog (2017) – med på listen er blandt andre også Chiang Mai University og Thammasat University. Også de private skoler er under statslig kontrol, og staten yder tilskud. Antallet af private skoler er faldende i hovedstadområdet, da arvinger til skolernes grundlæggere finder grundværdien for høj i forhold til forretningen at drive en skole, og de sælger i stedet grunden eller anvender den til andre formål. I provinsen er antallet af private skoler derimod stigende. Der er i alt omkring 12 millioner skoleelever (2014/15), regnet fra børnehaveklasse til gymnasiet, heraf cirka fem millioner i omkring 8.000 private skoler.

Skoleåret består af to terminer, løbende fra maj til oktober, og november til april, skoleåret er således fordelt over to halv-kalenderår og forskudt fra mange vestlige landes skoleår. Internationale skoler følger imidlertid ofte det vestlige skoleår.

Thailand anvendte i 2013 6,42% af BNP (Bruttonationalprodukt), eller 805 milliarder baht (ca. 160 milliarder ddk) til uddannelse, heraf 71% eller 510 milliarder bath til basisuddannelser. De seneste gennemsnitlige år-til-år stigninger i udgifter til basisuddannelser udgør ca. 7%. Antallet af studerende var 12,4 millioner i 2013, et fald i løbet af en 5-års periode, hvor antallet i 2008 lå på 13,1 million.

 

 

Del budskabet