Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravada-buddhismen
Buddhisme er den største trosretning i Thailand.

Religion:

Forfatningen garanterer religionsfrihed.

Buddhisme er den største trosretning. Den har været statsreligion siden 1200-tallet og gennemsyrer samfundsliv og kultur. Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravada-buddhismen, der også er den mest udbredte retning i Myanmar (Burma) og på Sri Lanka. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen. Den buddhistiske tidsregning, der starter ved Buddhas død, bruges ofte parallelt med den vestlige i Thailand. År 2018 svarer til år 2561 i buddhistisk tidsregning.

Nationen har flere end 300.000 munke, fordelt på mere end 40.000 templer. Thailændernes religionsdyrkelse adskiller sig dog en del fra den buddhistiske skriftlære. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklussernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses for særligt meriterende i den forbindelse at give mad og anden hjælp til munke. Munkevæsenet nyder stor anseelse og respekt i det thailandske samfund, og enhver from, mandlig buddhist bør på et eller andet tidspunkt prøve at leve som munk. Det er der ikke mange, der gør, men alle offentligt ansatte mænd har ret til tre måneders betalt orlov, hvor de kan rejse væk og leve som munk. Alle større byer og bysamfund har et wat, en kombination af et kloster og et tempel, som meget af det offentlige liv er koncentreret om.

Dhammakaya Templet i den nordlige udkant af Bangkok er det største enkelt-tempel, med et areal på flere end 2.100 rai, hvilket svarer til knap 4km², eller næsten 10 gange Vatikanets størrelse. Templet er specielt kendetegnet ved nogle enorme Ufo eller rumskibslignende bygningskonstruktioner. Dhammakaya menigheden, som af nogle anses for kontroversiel, opstod i begyndelsen af 1900-tallet og inkluderer en speciel meditations-teknik. Bevægelsens følgere, der angiveligt skal tælles i millioner, er kendt for store masseceremonier. Dhammakaya-bevægelsen har 84 såkaldte koordinations-centre i 31 lande, herunder to meditations centre i Danmark, i henholdsvis Juelsminde og Korsør. Bevægelsen har været en del i regeringens og mediernes søgelys i forbindelse med anklager om pengehvidvaskning, hvor Bangkok-tempelkomplekset blev besat af myndighederne i februar 2017. Der blev i alt rejst 308 kriminelle anklager mod Dhammakaya menigheden, blandt andet også for uberettiget brug af statsejet ejendom (jord) og overtrædelse af bygningsreglement. Udenlandske medier omtaler, at bevægelsen er blevet for populær og derfor udgør en trussel mod den etablerede magtelite, lige som den udstødte tidligere premierminister Thaksin Shinawatra og blandt andre Tv-stationen Al Jazeera, hvis udsendelse, hvori det fremgik, straks blev afbrudt af censuren hos Thai-distributøren, True Vision. Kong Rama X beordrede den ledende munk, Phra Dhammachayo, frataget sine titler, svarende til en patriark i den katolske kirke, da han skjulte sig for myndighederne i forbindelse med de mange anklager.

Korruption i buddhistiske templer var der flere sager om i årene efter 2014-militærkuppet. De mest omtale var den såkaldte “jet-set munk”, Wirapol Sukphol, tidligere kendt som “Luang Pu Nen Kham”, der rejste i luksuriøs privatjet og havde Louis Vuitton tasker, samt ejede mindst 83 luksusbiler og utallige jordarealer. Han flygtede til Frankring og senere USA, hvor den da 37-årige tdl. munk blev anholdt og udleveret til Thailand i juli 2017, blandt andet anklaget for hvidvask, barnebortførelse og voldtægt af en mindreårig pige.

En anden sag vedrørte det ofte omtalte “Tiger Tempel”, Wat Pha Luang Ta Bua i Kanchanaburi provinsen, som adskillige turister besøgte på grund af de flere end 100 løsgående, fredelige bengalske tigre. Med en entré på 600 baht, og op til 5,000 baht pr. person (120-1.000 DKK) flød millionerne ind i templet. Den 30. maj, 2016, blev templet ransaget af Department of National Parks, Wildlife and Plant Conservation (DNP), med hjælp fra politi og veterinær myndigheder, med begrundelsen at “enhver tiger i landet er et nationalt aktiv”, og at “Tiger Templet havde en lang tradition for at udnytte regeringsejendom til personlig vinding uden tilladelse fra regeringen”. Under ransagningen fandt myndigheder hundredvis af amuletter indeholdende tigerlegemsdele, samt et sortiment af skind og tænder i en lastbil, der forsøgte at undslippe. Desuden fandt man 60 døde babytigre i en fryser og konserveret i glas. I nærheden opdagede politiet et kompleks, som de mente tigertemplet anvendte til at holde levende tigre, før de slagtede dem for deres skind, kød og ben, som blev eksporteret til udlandet, eller sendt til restauranter i Thailand, der serverer tigerkød til rejsegrupper. Desuden var 150 hektar af tempelområdet ulovligt okkuperet skovområde, ud over det område, der oprindeligt var tildelt af staten til alene religiøst brug. Tiger Templet genåbnede i februar, 2018, som zoo, ikke inde i selve templet, men på et 32.000 kvadratmeter stort område ved siden af templet.

Også flere andre templer har været mistænkt for korruption, for eksempel når en munk havde råd et privat hus til en værdi af 200 mio. baht (40 mio. DKK). Kun 30% af nationens ca. 40.000 templer foretog i 2017 regulær bogføring af indtægter og udgifter. Nye foranstaltninger indførtes for at overvåge indkomst og udgifter, hvor hvert tempel fra 2018 skal levere kontobøger om daglige indtægter og udgifter, bankkontobøger og årsregnskaber til National Buddhism Office (NBO). Efter de adskillige skandalesager og dårligt omdømme, samt pres fra militærregeringen og egne religiøse organer, lancerede de buddhistiske munke i oktober, 2017, en række reformer. Munkene skulle blandt andet stoppe med at bede om donationer, og templerne holde op med at sælge hellige genstande inde i templet. Instruktionerne syntes rettet mod at gøre tempeløkonomierne mere gennemskuelige, samt imødegå kritik af kommercialisering. Mange thaier tror at generøse donationer til templer kan bringe god karma – princippet om at gode gerninger vil føre til en god fremtid – noget templer og munke har udnyttet.

Overtro, magi, åndemaneri og astrologi trives i bedste velgående på alle samfundsniveauer i Thailand, side om side med dyrkelsen af buddhismen, der ikke har en egentlig gud. Ved siden af de fleste bygninger kan man se et lille, smukt udformet åndehus, der huser stedets skytsånder. På særlige mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.

Islam udgøres af et lille mindretal muslimer i Bangkok og på Isaan-sletten i landets indre egne, samt moken-folk, Chao Leh (ชาวเล – dansk: ~ mænd af havet), der ofte betegnes som Sea Gypsies (da: hav-sigøjnere, hav-nomader), i den sydlige del af landet, for eksempel Krabi-området. De tre sydligste provinser, ved grænsen til Malaysia, har derimod et stort muslimsk flertal.

Kristendom er repræsenteret af nogle få vietnamesere og katolske kinesere. Mange af kineserne er dog tilhængere af den kinesiske lære, konfucianismen.

DemografiGeografiHistorieKulturLov og retsvæsenMassemedier og ytringsfrihed
Nationale helligdage og højtiderPolitikReligionUddannelse

Kilde: Wikipedia

Del budskabet