Østen

Skildringer fra en rejse til Ceylon, Burma, Singapore, Bangkok, Kina og Japan

af Henrik Cavling

Udkom: 1901

Bangkok

Der er ingen regelmæssig Dampskibsforbindelser mellem Singapore og Bangkok. Sørejsen, som varer fire Dage, tilbagelægges i tyske Fragtdampere, hvor man gør Bekendtskab med Hs. Majastæt Kong Chulalongkorns mindste Undersaater, de siamesiske Myrer. Det er et selskabeligt anlagt Dyr, der flittigt underholder og ihærdigt opliver den sløvede Turist.

Paa den Tid af Aaret, da Nordost-Monsunen blæser, er Rejsens to første Dage ikke videre behagelige. Damperen løber langs Malakkakysten, hvor Søerne staar lige paa fra Oceanet. Til gengæld er Vejret som Regel smukt, naar Skibet kommer ind i Siam-bugten. Her ligger Havet som en stille blaanende Flade, hvorover Solens Straalepensel til Dagens vekslende Tider maler de forunderligste Billeder.

Da Sejlskibe og Dampere synes at være lige sjældne Gæster i disse Farvande, er det en behagelig Afbrydelse at møde “de flydende Øer”, løsrevne Jordmasser, bevoksede med Palmer, der driver på Havet, sammenknyttede ved Træernes Rødder. Siambugten er desuden usædvanlig rig paa Fisk. Delfiner tumler omkring Damperen, og tidt ser vi Fiskestimer saa store, at de ude over Havfladen tegner sig som mørke Grunde. Bagindiens Naturrigdomme overrasker uophørligt den Rejsende, der drager hen over disse Have, ind gennem disse Lande.

Fjerde Morgen efter at vi havde forladt Singapore, opdagede vi i Horisonten en grønlig Stribe, og nogle Timer senere kastede vi Anker foran Barren, en Mudderbanke, der halvmaaneformigt omslutter Indløbet til Menamfloden. Denne Barre vanskeliggør paa føleligste Maade Adgangen til Siams Hovedstad. Ved Lavvande er Vandstanden ved Barren seks-syv Fod, ved Højvande tolv-tretten. Heldigt er det da, at Grundstødninger sjældent har alvorlige Følger, end at Skibene roligt bliver siddende, til Højvandet løfter dem op af den bløde Grund.

At rense Indløbet, saa det blev sejlbart uden Hensyn til Flod og Ebbe, vilde næppe være vanskeligt, men Tanken herom har mærkeligt nok mødt Modstand. Havet, der ved Springflod trænger ind i Landet og fylder Sumpene, foraarsager Febere, og Barren bibeholdes for at hindre yderligere Oversvømmelser.

Dens Bortfjærnelse menes desuden at ville lette fremmede Angribere Adgang til Menamfloden. At de franske Krigsskibe Inconstant og Cométe i Juli 1893 til Trods for Barren kunde løbe lige op til Bangkok har ikke svækket Tilliden til den naturlige Beskyttelse, selv om denne senere er bleven suppleret med Torpedo-anlæg.

Som Forholdet er i Øjeblikket, kan større Dampere ikke laste mere end Halvdelen af deres Ladning i Bangkok. Resten maa føres ud i Lægter og indtages under Øen Koh-si-Chang.

Siameserne kan da ikke siges at fremme Handlen ved hurtige Forbindelser med Omverdenen. Det er forbavsende at se et Land med mere end otte Millioner Indbyggere, der ikke opretholder en daglig, ugentlig eller dog regelmæssig Dampskibslinie med et Knudepunkt som Singapore. De handlende i Bangkok er ofte uden Postforbindelse med Omverdenen i otte-ti Dage.

Disse Forhold maa forklare, at man endnu i Østen betragter Siam sim en mørk Plet. Hører Nogen, at man vil til Bangkok, hedder det ufravigeligt: “Hvad vil De der? I hele Byen finder De ikke et ordenligt Hotel! Faar De ikke Solstik, faar De Kolera! Paa landet er der hverken Veje eller Stier,” – – kort sagt, efter den almindelige Opfattelse, som dog sjældent støtter sig til Selvsyn, er Siam et uciviliseret Hul.

Og Indtrykket, man straks modtager af Landet, synes at bekræfte denne Opfattelse. Til højre og venstre for den store, stillestaaende Vandvej ser man ind over uhyre sumpede Landskaber, der er bevoksede med Mangroveskove, formørkede af Moskitosværme. Hvor menneskeforladt og trøstesløst! Halvt skjult i Mangroven ligger et Fort, hvis Øverstbefalende er Major Andersen, der, som Navnet røber, er en dansk Mand.

Men idet vi langsomt sejler videre, ser vi til højre for Floden en lille By, og ud fra denne damper et Jærnbanetog. Byen er altsaa Paknam, og Toget, som løber langs med Floden i nordlig Retning, er Paknam-Banen, der er grundet af Admiral Richelieu. Modsætningen mellem Jærnbanetoget og de øde Omgivelser er besynerlig, og denne Modsætning mellem det ældgamle Bagindiske i Naturen og det moderne Evropæiske i Livsytringerne bliver endnu stærkere, da vi senere passerer et Fort, der ståår under Kommando af Kaptejn de Lerche, og endelig endnu et Fort, paa hvilket Kaptejn Ziegler-Sørensen er Chef. Det slaar os, at der til hvert af disse Punkter knytter sig et dansk navn.

Fra Flodens Udløb til Bangkok er der saa langt som fra København til Slagelse. Sejladsen varer en halv Dag. Flodbredderne bliver efterhaanden livligere. Smaahytter dukker frem, og hvor Bifloder, de såkaldte Klongs, falder ud i Hovedfloden, ligger Fiskerlejer og hvide Templer. Op og ned ad Hovedstrømmen glider siamesiske Lorkas, Flodbaade med store Sejl. Fiskerne, der har en flad Straahat paa Hovedet og en Klud bundet om Livet, sidder halvt sovende i deres Baade, som ligner lange hule Træstammer. En underlig gullig Tone hviler over Flodbredderne, Baadene og Menneskerne, næsten som et Lag gult Støv, der har ligget i Aartusinder. Bagindiens stivnede Ælde slaar os i Møde fra Menamfloden, “Vandenes Moder”, og hendes Børn.

Storladen og ensom drager Floden sin Vej gennem det tavse Land. Man havde tænkt sig den anderledes, travl som Mississippi, vældig som La Plata, men i Stedet finder man en næsten stillestaaende Vandvej uden større Flodliv. Og dog er denne flod Flod hele Siam. Teaktræet flaades ned ad den fra Chien-Mai, der ligger tre Ugers Rejse paa den anden Side af Bangkok; og paa sin brede Ryg bærer Floden Tusinder af Baade, ladede med Majs, der fra Oplandene føres ned til Møllerne i Bangkok og videre til Singapore. Menam-Floden er Vejen indad til Rigets Hjærte, udad til Verden. Alt, hvad der lever, gror og rører sig i Siam, staar paa en eller anden Maade i Forbindelse med Menam.

Endelig nærmer vi os en By. Paa Flodens Bredder maa Hytterne vige for industrielle Virksomheder, Træskærerier og Rismøller, og rundt om Skibet driver løjerlige kinesiske Djunker, der er riggede med Sejl, som ligner Palmeblade, og bemandede med Kinesere, der synes at fylde hele Dækket. Kanolignende Smaafartøjer styrer langsomt hid og did. Floden er mudret gul, og fra døde Dyr, som driver i Vandskorpen, staar en ilde Lugt, der dog ikke synes at genere Siameserne. Med deres hule Hænder øser de den snavsede Vædske ind i Munden. Kloaker og endnu værre Afløb udmunder i Floden, og dér, hvor Kineserne staar og vasker deres skidne Linned, henter de Indfødte deres Drikkevand. For første Gang paa Rejsen befinder vi os i et Folk, der upaavirket ad Evropæerne indretter sig efter deres Naturanlæg og Trang. Ubunden Frihed synes at herske i alle Forhold. De ankommende Skibe, som ikke modtages af nogen Havnemester, maa ankre, hvor der er Plads.

Vi befinder os i det skære Østerland.

Bangkok siges at have 5-600,000 Indbyggere. Det er dog vist vanskeligt at indestaa for Tallet. Den egentlige By ligger paa den østlige Side af Floden og skæres i sin hele Længde af en ca. fire Mile lang Gade, Krung Charoon, gennem hvilken gaar en elektrisk Sporvogn, der i sin nuværende Skikkelse er bygget af den danske Ingeniør, Hr. Aage Westenholz. Naar man fra Bangkoks Sydende, der næsten udelukkende er beboet af Kinesere, kører op gennem Byen med Sporvognen, passerer man de store danske Virksomheder, den elektriske Lysstation, det Østasiatiske Kompagnis Savmølle og Oriental-Store, hvor Kaptejn H. N. Andersen grundede Købmandshuset Andersen & Comp. Et nyt grundmuret Bygningskompleks er under Opførelse, og en Del af Virksomheden er imedens henflyttet til det tætved beliggende Oriental Hotel, der ligeldes er bygget af Andersen. Hotellet er senere kommet i andre Hænder og gør et forfaldent Indtryk. At der ikke findes et eneste ordenligt Hotel i Byen beviser, at Siam endnu ikke er Turistland.

Storen og Hotellet er byggede lige ud til Floden, adskilte fra hinanden ved Oriental Avenue, der forbinder Flodbredden med den tidligere nævnte Gade. I Avenuen ser vi Direktørerne Andersens og Guldbergs Villaer, smukt beliggende i Tropehaver. I nærheden residerer Dr. Deuntzer, der foruden at være Læge tillige ejer et Apotek. Det er Andersens Virksomheder, der synes at have skabt Kvarteret, i hvilket Dansk er det mest benyttede Omgangssprog.

Vi kører videre med Sporvognen gennem den lange Gade og avancerer et par Mil, uden at vi opdager det mindste af Interesse. I denne Del af Bangkok, den saakaldte Down-Town, er det Kineserne, som fylder Gaden, arbejder i Forretningerne, sveder i Værkstederne og bemander Baadene, der flyder henad Kanalerne mellem de elendige Huse. Tilsidst soørger man forbavset, om der da ikke findes Siamesere i Siams Hovedstad.

Vognen kører og kører. Kinesere springer af og paa, og Konduktøren, der er barbenet, modtager forretningsmæssigt Smaapengene for sin Billet. Sad man ikke indeklemt mellem Kinesere, Malayer og Indere, der overgaar hinanden i at lugte væmmeligt, kunde man tro sig i en af de Elektriske på Nørrebro.

Vi har kørt en god Stund, og Hovedgaden har nogenlunde bevaret det samme kedelige Udseende: Lange nye Huse med butiker i Stuerne og Beboelse paa første Sal; i Sidegaderne en broget Forvirring af snavsede Hytter, mylrende fulde af Mennesker, der efterhaanden faar et andet Raceudtryk. Det synes næsten, som nærmede vi os Siam. Forskellen er forøvrigt ubetydelig. Bygningerne er lige kedelige, opførte uden Forsøg paa at glæde Menneskets Øje. Man skal vistnok lede længe efter at finde en Gade, der er saa farveløs som denne. Indtrykket er hverken tiltalende eller ilde. Det er slet Intet.

En By af uanselige graa Huse, i hvilke Dørene lukkes op og i af mørke Dukke-Mennesker, der med komisk Værdighed spankulerer om paa tynde nøgne Ben. Det er Siamesere og Siameserinder. De er smaa, spinkelt byggede, skeletagtigt magre med smalle Lænder, smalle Brystkasser og smalle Skuldre. De har lange Halse og bærer Hovedet med et ligegyldigt Kast. Deres Ansigter med de flade Næser, mørke Øjne og velformede høje Pander kan være af en vis mongolsk Skønhed, der yderligere øges af deres kulsorte, strittende Haarvækst.

Men for de lavere Klassers Vedkommende, og kun om dem er Talen foreløbigt, skæmmes Ansigtsudtrykket som Regel af Beteltyggeriets Mærker. Underansigtet er skudt frem, og Tænderne, der er ildrøde, sidder omtrent i samme Stilling som hos Gnaverne. Beteltyggeriet i Siam er en Last, der kan sideordnes Brændevinsdrikkeriet i Nordevropa og Opiumsrøgeriet i Kina. Man  møder Mænd og Kvinder, der med deres opsvulmede, aabentstaaende Munde er saa hæslige, at de næsten vækker Rædsel. Alle Siamesere, unge og gamle, rige og fattige, tygger Betel. Det er harmeligt at se Kvinder med det røde Betelhul i deres forøvrigt kønne Ansigter og harmeligere at se Børn paa otte.ni Aar, der allerede har tiltygget sig en gruopvækkende Mahognimule.