Flodens Tempel.
Flodens Tempel.

»Vandenes Moder«

En Morgen i Oktober kommer jeg til det sollyse Tropeland, som har lokket saa mangen Dansker.

Mit Skib er dansk, men ingen skulde se det. Dets Flag har vel Dannebrogs Farver, men det hvide danner intet Kors, dets Navn er intet dansk Navn, og de piskebærende, halvnøgne Mandfolk, som flrdes paa Dæk og Fyrplads, er sikkert født i et Rige, som staar Himlen betydelig nærmere end Danmark. Men Kaptajnen hedder Eriksen og Styrmanden Nielsen – dem tager ingen fejl af, selv om man ikke kendte deres Navne; de er lyse som Mændene imod Nord og lige saa djærve og hjærtensgode. Deres Skib med den tykke, gule Skorsten og det næsten robust solide Udseende er bygget paa Refshaleøen, og den hvide Elefant paa den blodrøde Dug, som vajer fra »Maha Vajiravudhs« Agterstavn, er et talende Tegn paa, at dansk Foretagsomhedsaand har sat saa stærke Skud i det Tropeland, vi styrer imod.

Turen fra Singapore til Bangkok varer normalt 4 Dage. »Maha« bruger 10, fordi den anløber alle Pladserne paa den siamesiske Malakkakyst, hvor »Det østasiatiske Kompagni« allerede har oparbejdet en Post- og Fragtrute, som tegner udmærket.

Menamfloden fra Bangkok til Barren.

Et Par Steder af de 10, som »Maha« anløber, har vi to eneste Førsteklasses-Passagerer, en ung Svejtser og jeg, været i Land: i Sai for at skyde Alligatorer, i Singora for at købe Abekatte og Silkesaronger (Klædningsstykke, som Malayerne knytter omkring Livet), i Lakon for at skyde Tigre og i Bandon for at hente Kaptajn Thomsen, som i en Maaneds Tid havde undersøgt Skove inde i Landet for »Ø. K.«.

Udbyttet af vore Ekspeditioner var tarveligt: 1 Alligator, 2 uspiselige Rovfugle, som Kineserkokken ikke desto mindre serverede som Ragout næste Dag, 3 ondskabsfulde Abekatte, 5 Saronger, ingen Tigre og 1 Kaptajn.

Til gengæld fik vi flere og flere Passagerer, jo længere vi kom nordpaa. Vi vadede tilsidst i Kinesere og Malayer. Baade Eriksen, Nielsen, Svejtseren og jeg syntes, »Maha« var alt for køn til at overspyttes og laves til Krambod af disse beteltyggende, halvnøgne, uappetitlige Mand- og Kvindfolk.

I Singora fik vi Guvernørens Søn ombord. Guvernørsønnen var en barberet, sarongbærende Herre, som emanciperede sig fra de andre brune Passagerer ved at skjule sin øvre Nøgenhed med en hvid Jakke. Til sig selv løste denne Herre en Førsteklasses-Billet; til sine to Koner løste han Dæksplads. Men som galant Ægtemand og i Følelsen af sin Værdighed indbød han Damerne, et Par halvnøgne Paria-Skønheder, til at ligge uden for sin Kahytsdør. De anbragte sig straks her med al deres Kram: Kokosnødder, Børn, Høns, Potteplanter, Krukker og tusind andre Pakkenelliker, indtil hverken Svejtseren eller jeg kunde komme frem eller tilbage, og Styrmand Nielsen maatte jage dem bort.

Niendedagen efter at »Maha« havde forladt Singapore, fik vi Siam i Sigte.

I et Hav af Solglans dukkede Landet frem – solbadet, soldirrende. Brede Mangrover, som støttede sig tungt til deres Luftrødder inde paa en flad Strand, hvori ikke den mindste synlige Spalte røbede Menams Udløb, var det første, jeg saa af Landet. Der stod et Fyrtaarn midt i Vandet og mange Fiskeredskaber langs Kysten. Fyrtaarnet lignede en Peberbøsse og Fiskeredskaberne smaa Forter.

Desværre fik vi Lov til længe at ligge ude paa Golfen, hvor Flodens gule og Havets grønblaa Vand tager Livtag, og kigge ind over det forjættede Land; thi imellem »Maha« og den mangrovebevoksede Strand var der en uoverstigelig Hindring, et usynligt Fort uden Soldater og langtrækkende Kanoner men ikke mindre virkningsfuldt end selve Middelgrundsfortet. Dette mærkelige Fort er en sølle Mudderbarre, som har lejret sig i en stor Halvbue udenfor Menams Munding. Barren er blød som Smør i Tropevarme, men den gør sig; thi der gaar sjælden en Uge uden at en eller to Koffardimænd stikker fast i den, og moderne Orlogsmænd, selv kun af »Valkyriens« Størrelse, naar aldrig ind paa Floden.

Et Flodhus med Butik.

Bag Mudderbarren ligger Siam gemt!

Siameserne er godmodige, og de ved, at ethvert moderne Krigsskib, som kunde have ondt i Sinde, blidt vil blive taget i Mudderets bløde Favn og dér holdt tilbage som en blødagtig Kriger af sin Elskerindes hvide Arme. Hvortil da Blodsudgydelse, naar et Favntag kan gøre samme Virkning?

Derfor faar Mudderbarren Lov til at ligge, endskønt den selvfølgelig i Fredens Tid har sine store Skyggesider. Over Barren er der nemlig med højeste Højvande – i Efteraaret ved Flodtid – kun 14-15 Fod Vand og ved Ebbe kun 5 Fod; i foraaret henholdsvis 12½ og 3 Fod.

De største Skibe, som til Dato har vist sig i Bangkok, er »Det østasiatiske Kompagnis«  Dampere, og disse gaar endog kun over Barren, naar de kommer saa godt som tomme fra Kina. I Bangkok indtager de da saa megen Ladning, at de netop kan slippe ud med højeste Vande. Resten af Ladningen føres i Lægtere ud over Barren og indtages paa Ankerpladserne imellem Smaaøerne i Golfen.

Op ad Formiddagen var Vandet steget saa meget, at »Maha« kunde staa ind over Barren. Kysten aabnede sig. Imellem Mangroverne kom »Menam Chow Phya« – »Vandenes Moder«  – tilsyne, og en Natur, feagtig herlig, æventyrskøn, bredte sig for vore Øjne.

Blege er Billederne, vor rolige Nordbofantasi udmaler sig af Tropernes natur, fattige er vore Forbilleder. Ødslet kan vi have – synes vi – med Farver og Former og Frodighed indtil Overdaadighed, og dog blegner Billederne som nøgterne Historier imod blændende Æventyr.

Her randt en Flod mellem Æventyrbredder!

Slanke Kokospalmers høje Kroner hældede sig ud over det gule Vand, dryssende Store, brune Frugter ud i Strømmen. Bananer med smørgule Frugter i centnertunge Klaser mellem store, lysegrønne, iturevne Blade skød sig frem under Palmerne, og et sammenfiltret Vildnis af Slyngplanter lukkede Udsigten. Op over alt ragede himmelhøje Arekapalmer sog Bambusbuskens svajende Rør. Af og til aabnede Djunglen sig for Sukkerplantager og frodige Rismarker, grønne som danske Foraarsagre. Byer af Pælehuse trykkede sig ind til »Vandenes Moders« svulmende Barm, Templer knejste ved hendes Fødder.

Flodliv ud for Watt Cheng.
Flodliv ud for Watt Cheng.

Længe kan de fremmede ikke være i Tvivl om, at »Vandenes Moder« er Siams Liv. Fort ved Fort, som man kommer forbi under de første 2-3 Mils Sejlads op ad Floden, fortæller tilstrækkelig klart, at det er Indløbet til den højt op i Landet sejlbare Flod, som det i Krigstilfælde gælder om at forsvare. Dybt i Vildniset lige ved Flodmundingen skjuler sig det første Fort »Phra Chula Chom Klao«; paa en Ø midt i Floden, en halv Times Sejlads højere oppe, ligger Fort »Phi Sua Samuth«, og endnu et Stykke højere oppe, ved den lille Flække Paklat, kommer man forbi Fort »Plang Fai Fa« eller »Lynstraalefortet«. Paa alle tre Forter er danske Officerer Chefer: paa Yderfortet Løjtnant Barnholdt, paa det mellemste Fort Kaptajn de Lerche og paa Inderfortet Kaptajn Ziegler-Sørensen. Der arbejdes ihærdigt paa Flodens Fortifikation, og der er ikke Tvivl om, at en Fjende nu vil blive modtaget betydelig varmere end Franskmændene i 1893. Fortene er moderne og godt armerede, og Minevæsenet, som under en saadan Flods Forsvar selvfølgelig vil komme til at spille en betydelig Rolle, er under Chefens, Kaptajn Ziegler-Sørensens og Søminemester Nielsens Ledelse bragt vidt.

Nu ligger Floden imidlertid som Fredens og Skønhedens udtrykte Billede.

Næppe en halv Times Sejlads fra Mundingen kommer vo forbi den lille By Paknam, og lige ud for, midt i Floden, dukker det af den nuværende Konges Fader, Kong Mongkut, byggede Tempel »Pratchadi Klang Nam« (Flodens Tempel) op af Vandet. Paa en lille grøn Ø ligger det hvide Tempel som flød det i en kæmpemæssig Blomsterkurv ned ad Flodens gule Vand. Som et Æventyrslot tegner det sig mod Djunglen paa Flodbredderne med sit runde Spir, sine Søjlehaller, sine svajede, spidse Tage og sine glitrende, gyldne Gavle.

Og Templet svinder bort ved en Bugtning af Floden, som havde det ikke mere Holdebund i Virkeligheden end den gule Strømhvirvel, der opløses i Havets salte Vand, naar den er naaet udenfor Barren.

Men der kommer stadig nyt, som fængsler Øjet. Endnu er der langt til Bangkok, men den store Bys Nærhed spores. De flydende Flodhuse langs Bredderne ligger tættere og tættere, Tempel ved Tempel med hvide Spir, med svajede Tage og gyldne Gavle kigger frem mellem Palmer og Lianer og smidige Bambus. Færdslen paa Floden bliver livligere; Sejllægterne med Last til Skibene udenfor Barren glider os forbi; Kineserdjunker med Palmebladsejl driver sindigt ned af Strømmen; brune, halvnøgne Mænd og Kvinder ror om paa Floden i Sampaner og smutter bort i Smaakanaler, som skjules for vore Øjne af Djunglens Bladtag. Hongkong- og Singaporedampere kommer ned ad Floden for at slippe over Barren med første indtrædende Højvande, og lange Rækker af Fiskebaade slæbes af stærke Bugserdampere ud paa Havet.

Jeg kunde tro mig hensat til en længst forsvunden Tid, saa jeg ikke Forterne med de kruppske Kanoner, stod jeg ikke selv paa »Mahas« Dæk, og saa jeg ikke andre lige saa moderne Skibe glide mig forbi.

En stor Bugtning, som beskriver næsten en fuld Cirkel, danner Menam paa sit Løb fra Bangkok. De nærmeste Punkter af Buen er forbundet med to Kanaler, hvorigennem mindre Skibe kan gaa, og hvorved de sparer ca. 2½ Mil. Hele Flodens Længde fra Bangkok til Udløbet er 6 Mil; i lige Linie ligger Hovedstaden 3½ Mil fra Havet.

»Maha« maa følge Flodens Løb, men hverken Svejtseren eller jeg er bedrøvede herover. Begge staar vi og betragter med stigende Interesse de Billeder af tropisk Yppighed og straalende Skønhed, som glider os forbi.

Det er lige i Middagsstunden. Solen brænder med frygtelig Styrke; selv det dobbelte Solsejl over vore Hoveder synes tyndt som et Lagen. Vi ænser det dog ikke, thi det ny, de æventyrlige om os tager vore Sanser fangen. Rundt om paa »Mahas« Dæk ligger Kinesere og Malayer næsegrus, med Armene oppe om Hovedet som for at beskytte det mod Solen; ubevægelige, som døde ligger de, interesseløse, ligeglade for alt, der rører sig omkring dem. Kun Guvernørsønnen er forhippet paa at naa Bangkok. Siden Styrmand Nielsen berøvede ham hans Koner, har han været gnaven og længes sikkert kun efter atter at kunne have sine to Paria-Skønheder udenfor sin Sovekammerdør.

Det første, jeg ser af Siams Hovedstad, river mig brat ud af den Stemning, hvori jeg er gledet ind. Det første Indtryk er nemlig alt andet end et Æventyr.

Op mod Himlen ser jeg pege to Rækker Skorstene – en paa hver Side af Floden, som her er ca. ½ engl. Mil bred – deres Piber rager højt op over Palmer og Bambus, og kulsort Røg, som vælter op af dem, skriver ind i den solmættede Luft, op mod den vidunderlig blaa, hvidskyede Himmel, at her er det det nittende Aarhundrede, som regerer. Men Rismøllerne og Savmøllerne, hvorfra Røgen udspys, svinder bort bag ved »Maha«, og da dukker frem omkring »Vandenes Moder« det Bangkok, om hvilket der er hørt saa sære Frasagn.

Forsæt til: Den svømmende Hovedstand