Ny DRC rapport om tilbagevenden fra Danmark til Thailand
Rapporten formidler personlige erfaringer fra mennesker uden opholdstilladelse i Danmark, der er vendt tilbage fra Danmark til Thailand med reintegrationsstøtte - med særligt fokus på personer, der har været udsat for menneskehandel.
Siden 2020 har DRC og Caritas Thailand samarbejdet om at yde reintegrationsstøtte til personer, der vender tilbage fra Danmark til Thailand. I perioden fra 2020 til midt december 2025 er i alt 61 personer udrejst til Thailand med støtte gennem samarbejdet.
Rapporten bygger på DRC’s samlede erfaringer med reintegrationsforløb i samarbejde med Caritas Thailand, men først og fremmest på interviews med 15 tilbagevendte kvinder, gennemført under DRC’s seneste besøg i Thailand i maj 2025.
Det er fortællingerne fra de kvinder, som giver rapporten stemme og et konkret indblik i de levede erfaringer med tilbagevenden og reintegration.
Rapporten er den anden udgivelse i en ny serie fra DRC Asyl, der har til formål at bringe personlige erfaringer fra mennesker, der er udrejst fra Danmark med reintegrationsstøtte, frem i lyset. Med serien ønsker DRC således at give plads til stemmerne fra dem, der selv har gennemlevet processen, og som sjældent bliver hørt. Formålet er helt enkelt at formidle førstehåndsperspektiver på tilbagevenden.
---
Denne rapport
Denne rapport sætter fokus på de personlige erfaringer hos personer, der er vendt tilbage fra Danmark til Thailand med reintegrationsstøtte. Formålet er at give et indblik i deres oplevelser af tilbagevenden og reintegration og belyse processen gennem forskellige individuelle perspektiver.
Siden 2020 har DRC Dansk Flygtningehjælp (DRC) og Caritas Thailand (CT) samarbejdet om at yde reintegrationsstøtte til personer, der vender tilbage fra Danmark til Thailand. I perioden fra 2020 til midt december 2025 er i alt 61 personer udrejst til Thailand med støtte gennem samarbejdet. De er alle personer uden opholdstilladelse i Danmark.
Ud over løbende monitorering af alle individuelle reintegrationsforløb har DRC gennemført to besøg i Thailand siden programmets start; et i 2022 med møder med 12 tilbagevendte og et i 2025 med dybdegående interviews med 15 tilbagevendte. Rapporten bygger på DRC’s samlede erfaringer med reintegrationsforløbene i samarbejde med CT, hvis faglige viden fra det daglige arbejde med rådgivning og støtte indgår i rapporten som et vigtigt grundlag. Det er imidlertid fortællingerne fra de 15 kvinder, der blev interviewet i maj 2025, som giver rapporten stemme og et konkret indblik i de levede erfaringer med tilbagevenden og reintegration.
Profil af tilbagevendte 2020–2025
I alt er 61 personer – alle kvinder – udrejst til Thailand fra Danmark med støtte fra reintegrationsprogrammet faciliteret af CT. Størstedelen af kvinderne (54 ud af 61) blev i Danmark identificeret som personer udsat for menneskehandel, primært seksuel udnyttelse, mens syv var afviste asylansøgere. Der er således ikke tale om personer, der er omfattet af repatrieringsloven, idet disse udgør en anden målgruppe, som denne rapport ikke adresserer.
De 61 kvinder havde en gennemsnitsalder på 39,5 år (ved udrejsen) og var mellem 22 og 54 år. Geografisk kom de fra flere regioner i Thailand, særligt den nordøstlige Isan-region (43 %) og den centrale region, herunder Bangkok (26 %).
Reintegrationsprojekter 2020–2025
Hver enkelt tilbagevendt kvinde modtog et individuelt tilpasset reintegrationsforløb samt in-kind støtte til at bruge på relevante aktiviteter. Reintegrationsstøtten blev af de tilbagevendte primært anvendt til at etablere små virksomheder.
I alt er der i perioden blevet oprettet 59 mindre virksomheder, som overordnet kan inddeles i fire kategorier: mindre fødevarevirksomheder (som eks. små restauranter og streetfood-boder), skønheds- og wellnessydelser, landbrugsaktiviteter samt detailhandel. Omkring 45–50 af disse virksomheder vurderes af CT fortsat at være i drift, men i nogle tilfælde videreført af pårørende/familie. De øvrige virksomheder er ikke længere aktive.
Reintegrationsprogrammet omfatter også mulighed for, at mindreårige børn i Thailand af tilbagevendte personer, som har været udsat for menneskehandel, modtager støtte. I perioden 2020–2025 har i alt 40 børn været omfattet af tilbuddet (gennemsnitsalder: 10,5 år). Støtten til børnene er primært blevet anvendt til at dække skoleudgifter – herunder undervisning, skolematerialer, transport og skolemåltider – samt til basale fornødenheder som senge, legetøj og cykler.
Profil af de 15 interviewede kvinder
Tretten af kvinderne var identificeret som personer udsat for menneskehandel, mens to var afviste asylansøgere. Deres alder spændte fra 28 til 48 år (ved udrejsen) med en gennemsnitsalder på 38 år. Ni af kvinderne havde opholdt sig i Danmark i under seks måneder, mens andre havde tilbragt flere år enten i Danmark eller i andre europæiske lande. Ni af kvinderne var mødre, men udover egne børn forsørgede de fleste (12) også andre familiemedlemmer. Fire af de interviewede kvinder havde børn under 18 år, som også var omfattet af programmet.
Alle 15 kvinder brugte dele af deres reintegrationsmidler på at starte små virksomheder, mens resten gik til blandt andet bolig, sundhed og transport. De 15 virksomheder afspejler de generelle mønstre blandt de 59 projekter, der blev gennemført i perioden 2020–2025: To detailbutikker (tøjbutik og dagligvarebutik), fem landbrugsaktiviteter (herunder fx kvæg-og andeopdræt, durian-plantage, blandet landbrug), fire skønheds-/massagesaloner og fire madvirksomheder (street-food, små restauranter).
Det tog i gennemsnit cirka 2,5 måneder fra kvindernes ankomst til Thailand, til deres reintegrationsplan var udarbejdet og godkendt af Hjemrejsestyrelsen. Herefter kunne aktiviteterne sættes i gang.
Ønske om økonomisk stabilitet og rollen som forsørger
De 15 tilbagevendte kvinder angav enslydende årsager til, at de oprindeligt forlod Thailand for at rejse til Danmark eller andre europæiske lande. Den overordnede motivation var ønsket om at tjene penge og forbedre deres egne og familiens levevilkår. De fleste havde gæld, og følelsen af ansvar overfor familien og rollen som forsørger fremstod som helt centrale drivkræfter. For kvinderne var beslutningen om at rejse ud af Thailand således tæt forbundet med håbet om at opnå større økonomisk stabilitet og at kunne støtte deres børn og øvrige familiemedlemmer økonomisk.
Efter tilbagevenden til Thailand prægede disse forventninger fortsat kvindernes oplevelser. For nogle, som havde formået at skabe bedre vilkår for deres familier, blev ansvaret – om ikke andet på sigt – oplevet som meningsfuldt. For andre blev ansvaret derimod oplevet som en byrde og som en kilde til skyldfølelse, især hvis de ikke havde formået at tjene de forventede penge under opholdet i Danmark. Nogle beskrev et pres fra familien og skuffelse over egne begrænsede indtjeningsmuligheder.
Samtidig var der betydelige forskelle mellem kvinderne. Nogle, særligt yngre kvinder med fortsatte store økonomiske forpligtelser, beskrev en hverdag præget af usikkerhed. Andre, ofte lidt ældre kvinder med mere stabile livsvilkår, oplevede, at den mest turbulente periode lå bag dem og beskrev deres livssituation som mere rolig og afklaret.
Tynget af gæld
En stor del af kvinderne (12 ud af 15) havde eller havde haft betydelig gæld, enten fra deres ophold i Danmark/Europa eller fra lån i Thailand, som ofte blev taget for at finansiere rejsen til Europa. Gælden var tæt forbundet med udnyttelse, herunder krav om betaling til bagmænd, og flere kvinder havde desuden lån fra uformelle kreditorer med meget høje og ulovlige renter. Flere kvinder fortalte, at de i Danmark måtte arbejde under konstant pres i udnyttelsesforhold for at tilbagebetale gælden, som var pålagt dem.
Efter tilbagevenden til Thailand fortsatte gælden og de tidligere oplevelser af udnyttelse med at præge kvindernes liv. Nogle af kvinderne følte sig utrygge efter ankomsten, fordi de frygtede, at bagmænd eller lånehajer ville opsøge dem. Med tiden begyndte de dog gradvist at føle sig mere trygge, efterhånden som de oplevede, at de ikke blev kontaktet. Samtidig blev ansvaret for familiens økonomi og ønsket om at kunne tilbagebetale gælden dog fortsat oplevet som en byrde.
Etablering af virksomhed og familieinvolvering
Flere af de projekter, kvinderne etablerede med støtte fra reintegrationsmidlerne, byggede videre på enten deres egne eller familiens allerede eksisterende kompetencer og erfaringer. Én kvinde investerede f.eks. i salg af nudler – en branche, som hun allerede havde erfaring med. Andre udvidede eksisterende familielandbrug.
Ikke alle investeringer var succesfulde; enkelte projekter, som grise- og rotteavl, mislykkedes på længere sigt. Andre justerede deres projekter undervejs for at opnå bedre indtjening, f.eks. en kvinde, der skiftede fra salg af nudler til salg af crepes (pandekager) efter rådgivning fra CT.
Af de 15 projekter blev omkring halvdelen drevet sammen med familiemedlemmer, mens den anden halvdel blev administreret selvstændigt af kvinderne. Otte projekter involverede enten fuld familiedrift eller støtte fra familien, herunder alle seks landbrugsprojekter, hvor jord og ejendom tilhørte familien. Derudover deltog familiemedlemmer i driften af enkelte mad- og tøjbutikker.
Nogle projekter blev oprindeligt startet som fælles familieprojekter, men blev senere fuldt overtaget af familiemedlemmer. Dette gjaldt f.eks. en durian-plantage, hvor kvinden først deltog i det daglige arbejde, men senere flyttede til en nærliggende by og kun besøgte familien lejlighedsvis. Al indkomst fra plantagen går dermed til hendes forældre, men det betyder til gengæld, at det er muligt for hende at beholde mere af egen indkomst fra arbejde i byen. I alt er seks af de 15 projekter blevet overladt til familiemedlemmer, enten fordi kvinderne har forladt Thailand eller er flyttet fra området, hvor projektet blev etableret.
Selvom reintegrationsstøtten formelt er målrettet den enkelte individuelle tilbagevendte, formes den i praksis af det familiefællesskab, som kvinden indgår i, og det påvirker selvfølgelig, hvordan kvinderne tilgår og anvender støtten. For kvinderne er deres egne ønsker og behov tæt forbundet med deres families, og de kan sjældent adskilles fra det ansvar og de forpligtelser, de har og føler overfor familien.
Handlekraft og stolthed
Flere af kvinderne gav udtryk for stolthed over, hvad de på trods af vanskelige omstændigheder – har formået at opnå efter tilbagevenden. For nogle udsprang stoltheden af, at de havde kunnet skabe bedre vilkår for deres familie eller leve op til familiens forventninger om at bidrage økonomisk.
Flere fremhævede en følelse af styrket selvopfattelse gennem de virksomheder og initiativer, de havde etableret. Udover at have fået en øget indtægtskilde havde det også givet dem en følelse af øget handlekraft og selvstændighed. En kvinde beskrev, at hun efter tilbagevenden havde etableret en massagesalon, som siden er vokset og nu beskæftiger fire personer. Hun fremhævede, at det at være sin egen chef gav hende både uafhængighed og ejerskab over sit arbejde, og hun udtrykte stor stolthed over det, hun havde skabt.
En anden kvinde, der havde brugt sin reintegrationsstøtte på uddannelse og udstyr til en mobil neglesalon beskrev, hvordan hun i dag havde langt større forventninger til sit liv, og at det havde udvidet hendes forestilling om, hvad der var muligt for hendes fremtid.
Stigma og tavshed
Selv om mange af kvinderne udviste betydelig handlekraft efter deres tilbagevenden til Thailand, kæmpede de samtidig med sårbarhed og psykisk belastning efter deres oplevelser. For størstedelen var den følelsesmæssige påvirkning stadig tydelig.
Flere kvinder beskrev, hvordan minderne fra tiden i Danmark fyldte i hverdagen, særligt når de var alene. Nogle fortalte, at de kæmpede med depression, og i et enkelt tilfælde selvmordstanker, ofte udløst af gæld, pres fra lånehajer eller følelsen af at være vendt tilbage til Thailand uden at have opnået det forventede økonomiske resultat.
Mange af kvinderne valgte ikke at fortælle familie eller venner, hvad de havde oplevet i Danmark. Flere skabte i stedet dækhistorier for at undgå stigmatisering og fordømmelse, og fordi de ikke ønskede at tale om de svære oplevelser. For mange fungerede denne tavshed som en coping-strategi – en måde at fastholde fokus på nutiden og fremtiden og at positionere sig som kvinder, der tager ansvar for sig selv og deres familier. Kvinderne orienterede sig primært mod at komme videre og skabe stabilitet.
Flere understregede sammenhængen mellem økonomisk stabilitet og psykisk velbefindende. Evnen til at tjene penge og forsørge familien styrkede deres handlekraft og gjorde det muligt at have fokus på hverdagen frem for fortiden.
Stadig på vej videre
For nogle kvinder betød det fremadrettede fokus også fysisk bevægelse. Flere fortsatte med at rejse eller flytte, enten midlertidigt eller permanent, som led i at skabe nye muligheder for sig selv og deres familier. Blandt de 15 interviewede kvinder havde tre igen forladt Thailand, mens yderligere tre var flyttet internt i landet væk fra området, hvor deres reintegrationsprojekt var etableret. Enkelte kvinder udtrykte et ønske om at forlade Thailand igen, mens andre ønskede at blive og etablere en stabil tilværelse.
Fem af de interviewede havde partnere i/fra udlandet; nogle med partner bosat i Thailand, andre i langdistanceforhold, og enkelte var flyttet til partnerens land. På et overordnet plan vurderede CT, at cirka halvdelen af de 61 kvinder, som har deltaget i programmet siden 2020, har forladt Thailand igen, ofte motiveret af behovet for at tjene penge.
Reintegration er en kompleks og kontinuerlig proces, der rækker langt ud over den støtte, reintegrationsprogrammet kan tilbyde. Programmet giver dog væsentlig støtte og konkrete ressourcer, som gør det muligt for tilbagevendte at etablere indkomstskabende projekter, styrke deres handlekraft og for nogle skabe en vis stabilitet. Gennem stemmerne fra de 15 tilbagevendte kvinder kommer rapporten tæt på de levede erfaringer og giver et konkret indblik i, hvordan tilbagevenden og reintegration opleves i praksis.
Læs rapporten her: Voices of returnees from Denmark to Thailand (PDF-fil)
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky - Mastodon - SOCii
Tilføj Thailand Portalen til dine kildepræferencer når du søger på Google
