Salget af MSG stiger
De seneste år har Pandasia, som profilerer sig som landets største asiatiske onlinesupermarked, oplevet en mærkbar stigning i salget af MSG. I 2024 solgte Pandasia således dagligt omkring 11 poser MSG.
Det svarer til godt 4.000 solgte poser sidste år, hvilket er en 212 procent stor stigning sammenlignet med salgstallet fra 2021.
Ifølge onlinesupermarkedet er den øgede interesse affødt af, at folk falder over madopskrifter på sociale medier, hvori smagsforstærkeren benyttes.
- Mange af vores kunder fortæller, at de har opdaget MSG gennem TikTok og YouTube, og at de gerne vil lave retterne præcis som i videoerne, fortæller indehaver AnhDu Long Vu.
Indehaveren fortæller også, at der ifølge ham er sket noget med folks opfattelse af MSG.
- Vores erfaring er, at MSG er gået fra at være et lidt "misforstået" produkt til at blive set som en naturlig smagsforstærker, især efter at flere madskabere på sociale medier har vist, hvordan det bruges i autentiske asiatiske retter, siger AnhDu Long Vu.
Selvsamme udvikling beskrev CNN sidste år i en artikel, hvori det fremgik, at opfattelsen af "århundredets mest misforståede ingrediens", MSG, endelig var ved at ændre sig.
Læs nærmere her:
- Salget af 'misforstået' umami-booster stiger (DR)
- MSG is the most misunderstood ingredient of the century. That’s finally changing (CNN)
