Underskuddet i Thai Airways blev mere end fordoblet i andet kvartal i forhold til samme periode sidste år. Færre kinesiske turister i Thailand er en væsentlig årsag.
Thai Airways har de seneste år været i store økonomiske vanskeligheder, og problemerne ser ud til at fortsætte i takt med en svag vækst i turismen i Thailand.
Det nationale thailandske flyselskab havde i andet kvartal et nettotab på 6,9 milliarder thailandske baht (1,5 milliarder kroner), hvilket er mere end en fordobling af underskuddet på 3,1 milliarder baht (680 millioner kroner) i samme periode sidste år.
Thai Airways’ indtægter faldt med 10 procent til 42,5 milliarder baht (9,3 milliarder kroner). Det skyldes ifølge selskabet en svag vækst i turismen i Thailand, hvor blandt andet antallet af kinesiske turister går tilbage, samt øget konkurrence på internationale ruter og grounding af nogle af selskabets Boeing 787-fly på grund af motorproblemer.
Passagerindtægterne faldt med 6,1 procent, mens driftsomkostningerne faldt med 0,8 procent – godt hjulpet på vej af et fald i omkostningerne til brændstof på to procent. På den baggrund steg driftsunderskuddet til 7,1 milliarder baht (1,55 milliarder kroner) sammenlignet med et underskud på 2,8 milliarder baht (610 millioner kroner) i samme periode sidste år.
Antallet af passagerer faldt i andet kvartal med 5,4 procent, mens Thai Airways kapacitet i perioden var fire procent lavere end i andet kvartal sidste år. Belægningsgraden faldt med 1,1 procentpoint til 74,7 procent.
Læs nærmere på: Check-in.dk
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky - Mastodon - SOCii
Tilføj Thailand Portalen til dine kildepræferencer når du søger på Google
Min gæt til årsagen af færre turister fra Kina, er den stærke baht.
Det er vist fra alle lande, der er kommer færre turister til Thailand. I dag er vekselkursen 4.51 i Pattaya.
