Thailandsk tresser-pop: Alt det, man kan opleve en aften i Aalborg, mens sneen daler
Khana Bierbood leverer pudseløjerligt miks af amerikanske vestkysttoner fra 60’erne og sødladen thai-pop

Slog man sig ned i Studenterhuset i Aalborg fredag aften, kunne man ved blot at bevæge sig få skridt opleve schweizisk powerpunk, psykedelisk surfrock fra Thailand, fransk støjpunk og amerikansk eksperimentalmusik.
Det er det, den fortræffelige aalborgensiske vinterfestival gør så godt. Den giver dig oplevelser, som du ikke anede, du havde brug for. Det har du heller ikke altid. Men ligegyldigt er det sjældent.
Hvem skulle for eksempel have troet, at man en frostkold januaraften, hvor årets første sne dalede blidt ned over Gammeltorv, skulle lægge øjne og ører til noget så eksotisk som et thailandsk band, der leverede psykedelisk rock med strejf af surfguitarer og smægtende asiatisk pop.
Seks m/k høj var Khana Bierbood taget hele vejen til Danmark, og med en besætning med to guitarer, bas, keyboards, trommer og percussion leverede de et pudseløjerligt miks af amerikanske vestkysttoner fra 60’erne og 70’erne, krydret med deres hjemregions sødladne popmusik.
Specielt originalt var det ikke, en anelse monotont i længden, og der var urimeligt meget rumklang på vokalen, hvilket gjorde forsangerens få kommentarer til publikum på asiatisk-engelsk endnu mere uforståelige.
En påmindelse om, at skønt musikken er udpræget vestlig i sin grundsubstans, så tager den farve af den kultur, den omplantes til.
Det var charmerende at opleve, men så heller ikke mere.
Der var til gengæld smæk for skillingen, da den festligt udklædte schweiziske duo Blind Butcher kort forinden underholdt i Studenterhusets café.
Koncerten, som undertegnede kom dumpende ind midt i, var gennemsyret af ufortyndet spilleglæde, og den smittende punk leveret i hæsblæsende tempo med blot guitar, trommer, sang og diverse elektroniske gadgets gik hen og blev aftenens største musikalske oplevelse.
Khana Bierbood, Northern Winter Beat, Studenterhuset fredag aften



