Vejle Boldklub sælger spiller til Suphanburi FC
Vejle Boldklub er nået til enighed med Suphanburi FC om en transfer af Phon-Ek Maneekorn Jensen, således at den 18-årige back på U19 Liga-holdet med øjeblikkelig virkning skifter til den thailandske Premier League-klub.
Phon-Ek Maneekorn Jensen, der blot er kendt som ”Guy”, kom til Danmark med sin mor fra Thailand, da han var seks år. Han snørede sine første fodboldstøvler i Future Vejle-klubben Bredballe IF, og igennem Future Vejle-samarbejdet skiftede han som U13-spiller til VB i 2015. Nu forlader den stærke back på Akademiet igen Nørreskoven, da han har er blevet solgt til den thailandske klub.
Steen Thychosen, talentchef i Vejle Boldklub, er glad på både Akademiet og ”Guy’s” vegne over, at den talentfulde venstreback er blevet aktuel for en professionel klub.
– Det er en fantastisk mulighed for Guy med en klub i den thailandske Premier League. Det er spændende for ham at vende tilbage til Thailand, og han både taler sproget og kender kulturen, så han passer ind derovre. Som spiller har ”Guy” været igennem en god udvikling på Akademiet, hvor han teknisk og spillemæssigt har lagt på i de sidste par år. Vi siger farvel til en spiller, der har været fast på ligaholdene både som U17- og U19-spiller. På trods af sin spinkle størrelse, så er han et fysisk monster og med en enorm springkraft, og han har været en profil i de sidste sæsoner, siger Steen Thychosen.
– Det er en transfer direkte fra Akademiet, og det er vi selvsagt stolte over. Der er lavet en for Vejle Boldklub økonomisk aftale der kompenserer os tilfredsstillende. Sportsligt var det en stor mulighed for ”Guy”, og da økonomien var fornuftig, valgte vi at sælge en egenudviklet spiller. Muligheden opstod igennem en tysk scout, som har set ”Guy” i aktion for Akademiet, og derfra er det gået stærkt, siger Steen Thychosen.
Det er det andet salg fra Vejle Boldklubs talentfulde årgang 2003 i 2021, da Wahid Faghir i august i en rekordhandel blev sendt til VfB Stuttgart, og talentchefen beretter om en meget talentfuld årgang.
– Vi lavede kontrakter med flere af 2003’erne, da de fyldte 15 år, og det har vist sig som en af de stærkeste årgange på Akademiet i flere år. Wahid Faghir blev solgt i sommer, Tobias Haahr Jakobsen er rykket op i A-truppen, Oliver Provstgaard rykkes op fra det nye år, Christian ”GG” Gammelgaard har fået sin debut, og nu har vi solgt ”Guy”. Dette er et stort skulderklap til Future Vejle-samarbejdet og alle de trænere, som har haft med ”Guy” at gøre i Bredballe IF og VB, siger Steen Thychosen.
– Vi ønsker ”Guy” held og lykke med de nye udfordringer og takker ham for indsatsen i Vejle. I det omfang, det er muligt, ser vi frem til at følge med i det fodboldeventyr, der venter, siger Steen Thychosen.
”Guy” var 13 år, da han i 2015 skiftede fra Future Vejle-samarbejdsklubben Bredballe IF til VB’s Akademi, og nu forfølger han drømmen om en professionel karriere.
– Det er vildt spændende at få den her chance i Thailand, som jeg er opvokset i, har besøgt mange gange på ferier, og hvor jeg også har familie. I en måneds tid har jeg hørt om interessen fra Suphanburi FC, og det føles helt rigtigt at tage det næste step i min karriere. Jeg har fulgt den thailandske Premier League lidt på YouTube, og der er stor interesse fra fans, og niveauet ser også ud til at være godt, så jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang, siger ”Guy”.
– Jeg er glad for min tid i både Bredballe IF og Vejle Boldklub, og jeg har haft stor glæde at det stærke set-up, der har været omkring talentudviklingen på Akademiet. Jeg har haft mange dygtige trænere og ledere, men jeg vil også sende en stor tak til mine holdkammerater for en god tid, siger ”Guy”.
”Guy” fik allerede sine første kampe på U19 Liga-holdet, da han fortsat havde alderen til U17-holdet, og siden har den stærkt spillende back sat sig tungt på pladsen i venstre forsvarsside på Akademiets ældste ligahold.
– Der har været mange højdepunkter i min tid i VB. Det var stort at underskrive min første fodboldkontrakt, og det har været fedt at være med i et par reserveholdskampe og blive matchet mod seniorspillere. Jeg er stolt over at have spillet på et Akademi, der sælger spillere og VB har hjulpet mig til denne chance i min karriere. Nu venter en stor fodboldmæssig udfordring, men med den uddannelse, jeg har fået med fra Bredballe og VB, føler jeg mig godt rustet til det næste step. Jeg drømmer om at kunne spille professionel fodbold i Thailand, og så kunne det være stort at nå A-landsholdet, siger ”Guy”, der oveni klubskiftet netop er blevet udtaget til det thailandske U19-landshold for første gang.
Kilde: Vejle Boldklub
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky - Mastodon