Vagn Plenge fylder 75 år  

  RSS

Newsman
(@newsman)
Medlem Admin
Meldt ind: 7 måneder siden
Indlæg: 198
7. januar 2019 19:34  

Vagn Plenge er uddannet som bibliotekar og var som sådan tilknyttet Mellemfolkeligt Samvirkes bibliotek 1969-95, og han var i en årrække lektør ved Indbindingscentralen med bøger fra og om den tredje verden som område. 

I begyndelsen af 1970erne havde Vagn Plenge to længere studieophold i Thailand, efter at han havde taget bifagseksamen i thai i 1972, samt flere kortere ophold. Under det første ophold beskæftigede han sig især med den samtidige litteratur, interviewede forfattere med mere.

Under det andet ophold opsøgte han fortællere i en række landsbyer og optog deres historier på bånd – eventyr mv i almindelighed og lokale versioner af eposet ‘Ramayana’ i særdeleshed; de først­nævnte blev udgivet i Thailand i 1976 af Social Science Association og Siam Society (på thai), mens sidst­nævnte udgjorde en del af materialet for hans hovedopgave som en del af cand.phil.-studiet i thai ved Københavns Universitet (afsluttet i 1992).

Han har i år overdraget de originale optagelser til Princess Maha Chakri Sirindhorn Anthropology Centre i Bangkok; det er intentionen at gøre såvel dem som bogen tilgængelige på internettet. Endvidere bidrog han med bibliografiske essays til en bog om 300 års relationer mellem Thailand og Danmark.

I forbindelse med opholdene i Thailand besøgte han Brunei, Burma, Indonesien, Laos, Malaysia og Singapore en eller flere gange, hvor han mødte og interviewede en lang række forfattere, samt gjorde sig bekendt med litteraturen.

Det ledte til præsentationer af forfattere og litteratur fra disse lande i radio­udsendelser og artikler, inklusive oversættelser af noveller og digte (såvel klassiske som moderne, oversat fra engelsk, fransk og thailandsk), trykt i tidsskrifter (Fælleden, Hvedekorn) eller bragt i radio­programmer. Ved siden af forlagsarbejdet er han i gang med en revision og udvidelse af disse manuskripter med henblik på udgivelse. Mange af kontakterne fra dengang har han bevaret; han har siden besøgt også Cambodia, Filippinerne og Vietnam og har en stor samling af litteratur fra Sydøstasien.

Han er i dag gift med den filippinske forfatter Lakambini Sitoy, hvis roman ‘Sweet Haven’ han er ved at oversætte til dansk.

Under navnet Andre Kulturers Selskab har Vagn Plenge stået for kulturelle arrange­menter, såsom seminarer om børnelitteratur i den tredje verden med international deltagelse og en Danmarks­turné for en gruppe dansere og musikere fra Thailand, og udsendt årlige bogkataloger med "varme oplevelser fra varme lande", 1989-2000.

Læs nærmere på: BogMarkedet


SvarCitere