Folk fra 12 lande skal have sænket grænsen for, hvor meget de skal tjene for at være i Danmark, skriver avis.
Det skal være lettere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget tirsdag, hvor han sagde, at regeringen onsdag vil fremlægge et samlet udspil.
Men allerede tirsdag er dele af udspillet kommet frem. Ifølge Jyllands-Posten, der har læst regeringsdokumenter, skal en særlig gruppe af lande uden for EU lettere have adgang til at arbejde i Danmark.
Således foreslår regeringen ifølge avisen at sænke grænsen for, hvor meget udlændinge fra en særlig gruppe af 12 lande skal have i løn for at komme til Danmark.
Grænsen skal ifølge avisen sænkes til 330.000 kroner for de udvalgte lande.
Landene er kendetegnet ved, at Danmark har mange investeringer i landene, og de tilsvarende investerer meget her.
Det gælder USA, Indien og Kina, som i forvejen leverer knap 60 procent af de cirka 6000 udlændinge, der arbejdede på beløbsordningen i 2016.
Singapore, Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Thailand, Mexico og Rusland er også på listen over lande, der skal have udvidet adgang til Danmark, skriver Jyllands-Posten.
I programmet "Krydsild med statsministeren" på P1 tirsdag eftermiddag afslørede statsministeren da også, at beløbsgrænsen ville afhænge af nationalitet.
- Det kan give god mening at differentiere lidt. Man kunne også kalde det forskelsbehandling. Men altså på et solidt, objektivt grundlag, sagde Løkke til P1.
Læs nærmere på: SN.dk
Det nytter ikke, når regeringen vil skaffe flere udlændinge til danske virksomheder ved at sænke deres mindsteløn fra 418.000 kroner til 330.000 kroner.
Det mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank, Cepos.
Han henviser til Finansministeriets beregninger, der viser, at det kun skaffer 1200 job til udlændinge, hvis man sænker mindstelønnen til 325.000 kroner. Det gælder endda, hvis udlændinge fra alle lande kan søge job i Danmark.
Regeringen åbner i sit nylige forslag kun for udlændinge fra veludviklede lande som USA, Indien, Kina, Singapore, Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Thailand, Mexico og Rusland.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen vil sænke mindstelønnen for udlændinge helt ned til 225.000 kroner, som ligger omkring mindstelønnen i danske overenskomster.
Læs nærmere på: Lav løn til udlændinge skaffer kun få job (Kristeligt Dagblad)
Regeringen får svært ved at samle stemmer nok bag et udspil om at gøre det nemmere at hente udenlandske arbejdskraft.
Hverken S eller DF vil nemlig lægge stemmer til at sænke grænsen for, hvad en udlænding fra et land uden for EU skal tjene for at få arbejde i Danmark.
- Beløbsgrænsen er helt central, fordi det vil hjælpe mange danske virksomheder. Dansk erhvervsliv mangler hænder for at producere og skabe flere arbejdspladser, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Derfor kan det blive meget kortvarige forhandlinger, der indledes i dag i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Regeringen vil sænke beløbsgrænsen fra de nuværende 418.000 kroner i årsløn til 330.000 kroner.
Det skal dog kun gælde for 12 udvalgte lande, som vi har stor samhandel med, nemlig USA, Singapore, Kina (inklusive Hong Kong), Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Indien, Thailand, Mexico og Rusland.
Læs nærmere på:
Nu er 3F ikke helt så afvisende på idéen længere:
Fagforbundet 3F byder udlændinge velkomne på det danske arbejdsmarked, så længe de arbejder på overenskomstmæssige vilkår. Dermed er fagforbundet på linje med Dansk Industri, som ser udenlandsk arbejdskraft som forudsætningen for velfærden i Danmark.
- Vi har ingen problemer med, at flere og flere udlændinge kommer til Danmark for at arbejde, så længe det er på ordnede vilkår. Vi er i 3F ganske gode til at organisere udlændinge, som for en stor dels vedkommende kommer fra anderledes arbejdsmarkedtraditioner end den danske, siger forbundssekretær Søren Heisel fra 3F.
Dog ikke uden forbehold:
Dansk Industri har i avisen Danmark tidligere på ugen peget på, at ældre medarbejdere over 60 år og udlændinge har drevet væksten i Danmark de seneste år. I en kommentar afviste Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen regeringens og Dansk Industris ønske om at hente flere udlændinge til Danmark fra lande uden for EU. Tværtimod skal arbejdsgiverne få danske ledige og kontanthjælpsmodtagere opkvalificeret og i job, mener han. Her er 3F enigt med Martin Henriksen, og arbejdsgiverne kunne ifølge Søren Heisel begynde med de unge på erhvervsuddannelserne.
Han sigter til regeringens forslag om at åbne for adgangen til arbejdskraft uden for EU. 3F vurderer som Dansk Folkeparti, at en sænkning af beløbsgrænsen for årslønnen fra 418.000 til 350.000 kroner vil dumpe lønningerne. Feriepenge og pension er med i beløbet, og arbejdsgiveren kan ifølge forslaget trække halvdelen af lønnen som betaling for kost, logi og transport. Dermed kan den endelige lønudbetaling ifølge 3F komme langt ned under den overenskomstdækkede danskers månedsløn.
Ifølge 3F åbner regeringens forslag for import af arbejdskraft samtidig med, at kontrollen bliver slækket ved at fjerne kravet om en dansk bankkonto til lønudbetaling.
- Vi har set problemer med falske lønsedler, og vi har ingen aftale med Kina, så hvordan skal Skat kontrollere, om en kineser får udbetalt sine penge i Kina? Eller om en medarbejder har fået sine 350.000 kroner i Indien eller Filippinerne. Det frie marked er en åben ladeport, forudser Søren Heisel.
Fagforbundet vurderer også, at Dansk Industri og resten af arbejdsgiverne får problemer med et alternativt arbejdsmarked som følge af de nye regler.
- I dag bliver arbejdsgiverne ikke generet af beløbsgrænsen, for kun få arkitekter og ingeniører tjener mindre. Men når man sætter grænsen ned til 350.000 kroner, kan andre jo starte en virksomhed og tage halvdelen af lønnen til kost og logi, som når nogle udenlandske arbejdere i dag må betale 4000 kroner for en køjeseng i en skurvogn. Vi får en konkurrence mod de ordentlige arbejdsgivere, forudser Søren Heisel.
Læs nærmere på: Fyens.dk