Ung thailandsk kvinde tilbageholdt
En patrulje fra Østjyllands Politi tog mandag ved midnatstid kontakt til to thailandske kvinder, der sad i en bil, som holdt i tomgang ved en bolig i Tirstrup.
Den 59-årige kvinde bag rattet havde ikke noget kørekort, og hendes pas var udløbet. Hun blev derfor sigtet efter Udlændingeloven og for at køre uden førerret.
En ung kvinde, som sad på passagersædet, kunne ikke fremvise id, men sagde, at hendes pas lå i en lejlighed i Aarhus, hvor hun boede.
Patruljen kørte hende hjem til Aarhus, men her fortalte hun, at hun havde tabt nøglen og derfor alligevel ikke kunne komme ind.
Den yngre kvinde blev derfor tilbageholdt på Udlændingeloven, mens Østjyllands Politi forsøger at fastslå, hvem hun er, og om hun opholder sig lovligt i landet. Politiet har desuden taget kontakt med Center Mod Menneskehandel, som skal vurdere, om kvinden er kommet til landet af egen fri vilje.
Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Thailandsk kvinde i grundlovsforhør
En 40-årig kvinde fra Thailand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Kvinden, der sigtes for ulovligt ophold i Danmark blev anholdt natten til tirsdag i en bil i Tirstrup, hvor hun opholdt sig med en anden thailandsk kvinde, oplyser Østjyllands Politi.
Den 40-årige lagde i første omgang forhindringer for politiets tilvejebringelse af hendes identitet. Politiet fandt dog frem til den, og det viste sig, at hun opholdt sig ulovligt i landet.
Kvindens sag har nu været forelagt Udlændingestyrelsen, der har besluttet, at hun skal udvises af landet med indrejseforbud i to år. Hun skal sidde varetægtsfængslet, indtil udvisningen kan effektueres.
Kilde: Jyllands-Posten