Thailands konge og dronning fløj selv det kongelige fly til Vietnam
Kong Maha Vajiralongkorn sad i kaptajnens sæde, mens dronning Suthida fungerede som andenpilot, da det thailandske kongepar fløj det kongelige Boeing 737-800 til Hanoi.
Thailands konge og dronning overlod ikke cockpittet til andre, da de den 14. september rejste til Vietnam på officielt statsbesøg.
Kong Maha Vajiralongkorn sad selv ved styregrejerne som kaptajn, mens dronning Suthida sad ved siden af ham som andenpilot. Sammen førte de det kongelige Boeing 737-800 til Hanoi og landede i kraftig regn i Noi Bai International Airport.
Optagelser offentliggjort af de thailandske myndigheder viser kongeparret arbejde sammen i cockpittet under flyvningen og landingen.
Begge medlemmer af kongeparret er uddannede og godkendte piloter. Blot fem dage før flyvningen til Vietnam havde Thailands civile luftfartsmyndighed fornyet deres pilotgodkendelser til Boeing 737-familien.
Godkendelserne omfatter fly i Boeing 737-serien fra 737-300 til 737-900 samt instrumentflyvning og såkaldt performancebaseret navigation.
Kongen har fløjet både kampfly og passagerfly
Kong Maha Vajiralongkorn har mange års erfaring som militær- og civilpilot. Han har blandt andet fløjet F-5- og F-16-kampfly og gennemførte senere en trafikpilotuddannelse hos Thai Airways.
I 2005 blev han godkendt til at flyve Boeing 737-400, og i 2009 havde han ifølge thailandske medier registreret omkring 3.000 flyvetimer på flytypen.
Dronning Suthida arbejdede tidligere som stewardesse hos JALways og Thai Airways, inden hun gennemførte pilotuddannelser ved det thailandske luftvåben og den thailandske hær.
Hun har trænet på blandt andet Cessna T-41, CT-4E og PC-9 og har efterfølgende opnået kommercielt pilotcertifikat og typegodkendelse til Boeing 737.
Ikke første gang kongeparret flyver sammen
Flyvningen til Vietnam var ikke første gang, kongen og dronningen selv bemandede cockpittet under en officiel rejse.
I april 2025 fløj kongen det kongelige Boeing 737-800 til Paro i Bhutan med dronningen som andenpilot. Paro ligger i en smal dal omgivet af høje bjerge og regnes for en af verdens vanskeligste lufthavne at lande i.
Kongeparret har også selv fløjet det kongelige fly under et besøg i Laos.
Statsbesøget i Vietnam varede fra den 14. til den 16. september og fandt sted i forbindelse med 50-året for etableringen af diplomatiske forbindelser mellem Thailand og Vietnam.
Læs nærmere here:
- CAAT ทูลเกล้าฯ ถวายใบอนุญาตนักบิน แด่ ในหลวง-พระราชินี ทรงต่ออายุศักยทำการอากาศยาน
- Thai King flies own jet to Vietnam for state visit, Queen serves as co-pilot (The Standard)
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky - Mastodon - SOCii
Tilføj Thailand Portalen til dine kildepræferencer når du søger på Google
