Landflygtig – i åndernes verden.
En ny spændingsroman af Maik Jensen – krydret med Østens magi
Indtil for lidt over et års tid siden har Morten ’Mort’ Frederiksen omgået og arbejdet for mennesker, han burde have holdt sig fra. Han har gjort ting, det havde været bedre, om han havde undladt at gøre.
Som følge af dette er Mort blevet forvist fra hjemlandet, Danmark. I sin landflygtighed opholder han sig skiftevis i Phnom Penh, Cambodja, og Pattaya, Thailand.
Fælles for Cambodja og Thailand er det, at det er lande, hvor åndetro har stor betydning i dagligdagen. Man kan næsten fristes til at sige, at ånderne – på magisk vis – lever side om side med menneskene.
Efter en tid kommer Mort i pengebekneb, af nød indvilliger han i at udføre et stykke arbejde for en mystisk, ukendt arbejdsgiver. Kort tid herefter mister folk i hans omgangskreds på gådefuld og dramatisk vis livet.
Nogen ønsker tilsyneladende at tilegne sig et eller andet, Mort er i besiddelse af. Men nøjagtigt hvad det er og hvorfor, kan han ikke umiddelbart gennemskue.
Sideløbende med alt dette begynder skabninger fra den lokale åndetro at indvirke på Morts liv. Han bliver hjemsøgt af væsener fra en åndeverden, han har svært ved at tro på. Og om de spirituelle skabninger er godsindede eller det modsatte, står hen i det uvisse.
Uddrag af bogen
Noget ligger på gulvet bag disken. Og det er mere end blot snavs og nullermændene, som ellers dominerer gulvet i det øvrige lokale. Først ser jeg benene, og da jeg kommer hele vejen rundt om hjørnet, er det hele Samhangs overdimensionerede legeme, der kommer til syne.
Barejeren ligger helt stille, og hans forvaskede poloshirt er rød af blod. Ingen tvivl om at han er død, stendød. Ikke mere hosten fra hans side. Det må være en arbejdsulykke, en af hans forretninger har udviklet sig i en uheldig retning. Så blev det alligevel ikke tobakken, der tog livet af ham, men som han altid plejede at sige, døden skal have en årsag.
Om forfatteren Maik Jensen
Maik Jensen er født i 1962 i Frederikshavn. Han er uddannet i historie på Aarhus Universitet. I dag beskæftiger han sig primært med thailandsk og cambodjansk kulturhistorie. Maik Jensen har besøgt de fleste sydøstasiatiske lande adskillige gange. Og ofte har han opholdt sig i verdensdelen i længere tid ad gangen.
Landflygtig – i åndernes verden
Romanen er på 328 sider og fås både som en papir-bog til kr. 269,95 og som en e-bog til kr. 169,00. Romanen udkommer den 18. maj 2020.
Be the first to comment