I perioden 1929-68 blev mere end 12.000 personer steriliseret i Danmark. Nogle var andssvage, andre var sinker, og atter andre var socialt belastede og overbebyrdede flerbornsmodre. Faelles for dem alle var imidlertid, at sterilisationerne skete ud fra et statsligt onske om at kontrollere befolkningskvaliteten.

Med sterilisationsloven fra 1929, som indebar lovliggørelse af frivillig sterilisation, havde Danmark erobret en ledende plads i den internationale eugenik. Kun en lille svejtsisk kanton kom Danmark i forkøbet som Europas pioner på sterilisationsområdet. Det endnu ikke nazistiske Tyskland så beundrende til og fik først i 1933 gennemført en sterilisationslov, der vakte betydelig begejstring i Danmark, og styrkede de kræfter der herhjemme, fire år efter i 1934, fik gennemført en ny sterilisationslov, der i modsætning til 1929-loven tillod brug af tvang for at kunne gennemføre sterilisation af åndssvage. I perioden mellem 1929 og 1938 gennemførtes i Danmark et samlet eugenisk lovkompleks omfattende sterilisationslovgivning, ægteskabslovgivning og abortlovgivning, et lovkompleks der med mindre ændringer og supplementer bestod indtil slutningen af 1960’erne.