. Det er fanme alverdens ting man kan få lavet nu om dage. 
Nyheder
Se indlæg
 Holgers historie .. at gifte sig med en Thaipige.
|
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 05/02-2010 16:34
|
 Erfarent medlem  Antal indlæg: 1258 |
"Faldt" også over denne historie , meget interessant ! Holgers forhistorie Holger henvendte sig til os, efter at vi i Ekstrabladets rubrikannoncer havde efterspurgt historier fra mænd i meget konfl iktfyldte ægteskaber med udenlandske kvinder. Holger fortæller, at han er 59 år, og at han har været gift to gange med de thailandske kvinder Prai og Bua i henholdsvis 3 og 6 år. Holgers historie er særligt interessant, fordi mødet og samlivet mellem ham og Prai – og også hans senere kone, Bua belyser et ganske typisk samliv – og nogle eksemplariske konfl ikter for den ældre generation af mænd, der gifter sig med kvinder fra Asien. Holger er på mange måder, det man kan kalde en ’traditionel dansk mand’, fra en generation før ligestillingsudviklingen for alvor satte i gang. Hans erfaringer med ægteskab har bekræftet traditionelle kernefamiliære rolleforståelser, og den hertil hørende forsørgerkontrakt er også i det langsigtede perspektiv det underliggende grundlag for Holgers ægteskabelige orienteringer. Hans nye ægteskaber er baseret på en forsørgelseskontrakt, idet parret lever for ’Holgers penge’, men de thailandskes koners bidrag er her af en anden karakter end den traditionelle husmors. Deres fremmedhed erstatter for en tid forsørgerkontraktens trygheds- og tosomheds-bud med et samvær, der i nogen grad baseres på sex og konens ungdommelighed og skønhed og – særligt for Prais vedkommende – evnen til at fastholde Holger i en ferie-lignende, ungdommelig selskabelighed, frihed og lethed. I Danmark trættes Holger tilsyneladende af dette liv og han forsøger efterhånden (og med Bua ganske hurtigt) at etablere en ’dansk hverdag’. Her vokser imidlertid irritationerne over konernes ’thailandske indslag’ – og af Holger tolkes de som brud på ’hendes del’ af den danske ’forsørgerkontrakt’, fx i forhold til de opgaver ’hun’, i hans øjne, naturligt burde tage sig af. Holger oplever således, at hans forsørgelse ikke modsvares i tilstrækkelig grad af konerne, idet deres bidrag af hjemlig stabilitet, moderlighed og omsorgs34 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder mæssig servicering ikke er tilstrækkeligt, ligesom han især oplever, at kvaliteten af det følelsesmæssige nærvær er for dårlig. Når Holger i sin voksende irritation over det fremmede, udanske, herefter nægter at betale penge månedligt til Prais familie i Thailand, eller på anden måde ikke magter at opfylde kravene til den forsørgerkontrakt, han har etableret med Bua, så medfører det, at konerne øger deres engagement i det thailandske miljø her og i Thailand. Holger tolker det som et skift til en mere udtalt beregnende og ’udnyttende’ økonomisk strategi fra konens side. Ægteskaberne synes at bryde op, der hvor de beregnende strategier fra begges sider synes at tage over. Med Prai stort set på 3-års dagen, hvor opholdstilladelsen er i hus, og med Bua i det øjeblik, at mistillid, konfl ikter og Holgers krav om kontrol medfører stadigt mere urimelige og endog voldelige samlivsformer. Holger som familiepatriark Holger kommer fra en stabil familie, og selv om han har en søster og en bror, der begge er blevet skilt ’nogle gange’, havde han aldrig tænkt, at den skæbne ville overgå ham. Hans liv har længe været præget af stabilitet, med et godt og tæt forhold til sin mor, der samvittighedsfuldt støtter ham og udfordrer ham omkring livets almindelige og fx moralske forhold – og også en gang imellem har hjulpet ham økonomisk. Holger var gift med en dansk kone gennem mere end 20 år, mens han havde fjernarbejde som smed rundt i verden, og han har været væk hjemmefra i lange perioder – i en del år kun afbrudt af lange ferier i hjemmet i Danmark. Arbejdet var til tider hårdt fysisk, men også ’et godt job’, hvor han tjente gode penge. De havde ingen børn, men Holger lader forstå at de sådan set havde et godt liv sammen, hvor der, som han siger, var ’masser af penge’ og bl.a. hyppige charterferier, og hvor der ’i det hele taget ikke manglede noget’– og da også hans daværende kone arbejde deltids. I slutningen af 1980’erne kom der dog et par store omslag i Holgers tilværelse. Dels var han udsat for en ulykke på arbejdet, som han fi k en stor erstatning for, men som har gjort ham til invalidepensionist nu på 17. år. Og i 1989 tog Holger så til Thailand ”på mandetur” med en kammerat, mens hans kone var på almindelig charterferie. Der mødte han en thailandsk kvinde, Prai, som han forelskede sig i, og siden - i 1990 efter skilsmisse fra sin danske kone – bliver gift med. De bliver siden skilt og han bliver gift igen med Bua. Ægteskaberne har varet i henholdsvis 3 og 6 år og Holger har nu været alene i nogle år. I hans første ægteskab med Prai – der var 30 år og han 42 år, da de blev gift – var der ingen børn og i hans andet ægteskab med Bua, hvor aldersforskellen var omtrent den samme, havde hun 4 børn med fra Thailand, samtidig med, at de fi k et sammen. Mens Holger kort efter sin ulykke var forholdsvis velfungerende, blev han undervejs mere og mere syg. Han har i årene siden 1990 mange gange rejst og opholdt sig i Thailand – oftest sammen med sine koner. På strandferie i Thailand Da Holger rejste til Thailand første gang i 1989 havde han ikke regnet med, at han skulle fi nde en kone, men med den anerkendte arbejdsskade følte han ikke, han havde nogen overhængende forpligtelser, der bandt ham til Danmark. Og da han samtidig havde penge nok, besluttede han uden videre at blive i Thailand i et halv års tid i en ’danskerkoloni’ på Pattaya. Her blev det til en del festligheder: Der var jo fuld fart på hver dag … Jeg lejede jo et fl ot hus. En stor bungalow med tre værelser og aircondition, og der blev jo holdt nogle gevaldige fester… Og der var masser af venner hele tiden… Danske venner og deres børn. Vi kom jo og besøgte hinanden. Vi boede jo faktisk alle sammen i en rundkreds af måske en to-tre kilometer. Mens han lever det både afslappede og vilde ferieliv i Thailand møder han sin første kone på en restauration, hvor hun arbejder som servitrice: Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 35 ”Hun var en meget fl ot pige. Så lærte jeg hende at kende. De er jo fl otte, når de er sådan en 25-30 år. Ja, jeg tror, hun var 30 år. /../ Jeg har været 12 år ældre end hende.” For Holger er det frie og ungdommelige liv, uden arbejde, tilsyneladende så tillokkende, at han så at sige springer ud i det, selv om han ved, det koster ham hans ægteskab: ”Vi havde det jo godt nok, uden problemer. Jeg ved ikke, om det er noget med hormoner. /../ Man bliver ældre og sådan ikke, og man føler, man skal prøve noget andet ikke.” Holger indrømmer samtidig, at Prai jo nok ”halvt-om-halvt” var prostitueret, men som han siger: ”Det tænker man jo ikke på. Og især ikke, når man er der så lang tid. Så er det jo kun dejligt.” Deres forhold i Thailand organiseres på den måde, at Holger ”giver hende penge til tøj og mad” og ”til hendes mor”. Holger er her stadig fuldstændig klar omkring, at forholdet ikke bunder i kærlighed: ”Der er det jo stadig kun pengene, det gælder.” Og dem giver han hende, mens hun til gengæld gør rent for ham og laver mad. De går også i seng sammen, hvilket Holger er som en selvfølge, men det betaler han ikke direkte for, understreger han: ”Jeg har aldrig betalt for seksuelle ydelser eller noget som helst.” Det seksuelle ser Holger snarere som en underforstået del af deres relation. Og denne udvikler sig i Holgers øjne over månederne langsomt til en mere omfattende interesse og sympati, og dermed også til en rollefordeling som efterhånden minder mere om en klassisk forsørgerelation, som Holger kender den hjemmefra. Efter noget tid tager de sammen op nordpå og besøger hendes fattige familie, og det betaler Holger også for. Holger refl ekterer i dag over, at det jo nok var et ulige forhold fra start, men det er samtidig væsentligt for Holger, at der ikke er tale om nogen udnyttelse mellem dem, men om en aftale, som også indeholder klare gevinster for Prai. Holger beskriver således, hvordan dette forhold ikke alene er normalt og tilsyneladende også acceptabelt set med thailandske kvinders øjne, men ligefrem virker som en afbalanceret overenskomst, der indebærer visse nærmest hjemlige, familielignende arbejdsdelinger. Det betyder væsentlige frihedsgrader til Prai, hans kommende kone, og for Holger den væsentlige forpligtelse, selvfølgelig, at han, som den traditionelle forsørger han er, må være den der skaffer penge til ’husholdningen’: Ja, der er nok nogen der vil kalde det for slave, men det har ikke noget med slave at gøre. Hun passede jo sig selv, og hun havde sine veninder, der fi k lov at komme på besøg og der skulle jo være rent hver dag, ligesom når vi kunne bo på et hotel. Og der var også noget mad, men det var jo stadigvæk mig der betalte det. Alt hvad der var, det er noget jeg har betalt. Og det er ikke kun mig, sådan var det med de fl este derude. Under opholdet i Thailand, der altså uventet for Holger kommer til at strække sig over fl ere måneder, etablerer han således med sin kommende kone noget, der for Holger begynder at minde om traditionelle familielignende samværsformer, men dog fortsat med det ekstra element af ungdommeligt selskab og sex, og også snarere er som et hotel end et egentligt hjem. Holger forelsker sig i Prai, og samtidig går hans langvarige danske ægteskab i stykker. På et spørgsmål om der var reel kærlighed i forholdet, svarer han: Holger: Det troede jeg selv. Det troede jeg selv. Hun har da også gået og sagt, at hun elskede mig. Men det er jo så nemt at sige. Interviewer: Var du forelsket i hende? Holger: Ja, det var jeg, det må jeg faktisk sige. Men ikke dybt forelsket. Jeg blev da skuffet, da hun gik… Interviewer: Der i starten, hvad var det ved hende, du var forelsket i. Hvad var det der var tiltrækkende hos hende? Holger: Hun var en fl ot pige! Meget, meget, meget fl ot. Holger indledte altså forholdet ud fra en forelskelse i kvinden. Denne forelskelse handlede efter hans udsagn i høj grad om, at hun leverede nogle familielignende relationer, men i høj grad også om at hun var en ung og meget fl ot pige. For Holger er det især hendes ungdommelighed, der er så tiltrækkende. Den gør ham stolt, og han fortæller med glæde i stemmen om, hvordan det er at gå på gaden i Danmark sammen: ”Man var jo glad for, når folk man passerede på gaden, de pegede fi ngre af én, når man gik med sådan en lille én (smiler). De kunne ikke jo se, om det var éns datter, eller...” 36 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder For Holger er det således åbenlyst en del af attraktionen ved dette ægteskab, at hun får ham til at skille sig ud, og at de sammen tiltrækker sig opmærksomhed. Det er tydeligt, at hendes nærvær og det at en så ung pige ’er hans’, får ham til at føle sig speciel, heldig og udvalgt. Reelt betyder hendes asiatiske udseende formentlig, at det er de færreste, der i første omgang ville tænke, at hun var hans datter, og det understreger han da også andetsteds, idet han siger, at han er ”er dobbelt så stor og tre gange så tung som hende”. Holgers pointe er således en anden; forskellen i alder og hendes ungdommelighed og skønhed betyder noget for Holger, fordi blikkene, set fra hans synspunkt, kaster en særlig ’glans’ på ham, idet det ikke tilkommer enhver midaldrende mand at gifte sig med en meget yngre og/eller smukkere kone. Man kan tale om, at kvinderne bliver konkrete symboler, der på sin vis ’ophøjer’ mændene socialt, idet ældre mænds adgang til ungdommelig skønhed – som vi fx kender det fra Simon Spies – viser, at de har noget andet, som er attraktivt – at bidrage med - typisk penge, magt eller et succesfuldt liv, og gerne det hele. Det er formentlig i den forstand, at Holger ikke har noget imod de pegende fi ngre. Holgers thailandske kone signalerer konkret og symbolsk et ungdommeligt, ferielignende, uforpligtende, vitalt liv, som er det samme, Holger tilbagevendende så klart søger på strandene i Pattaya: At føle sig ungdommelig og ’som på ferie’, fri og uforpligtet i varmen på stranden – og velhavende og gavmild i byen. Samliv i Danmark Efter en del måneder sammen i Thailand fl ytter Holger og hans thailandske kæreste sammen til Danmark. Holgers familie og venner er ikke begejstrede for forholdet, for de mener ikke, at det kommer til at holde med en thailandsk kvinde. De syntes, at han skulle have holdt fast i det ægteskab med sin danske kone, som han kun lige er på vej ud af. Men Holger holder ved, og i starten gik forholdet efter Holgers mening da også meget godt. De lavede en del aktiviteter sammen, og hans kone fi k hurtigt en omgangskreds i Danmark, i det thailandske miljø. Fra starten så de mange både danskere, danske-thailandske par og thailandske venner, og de synes dermed et stykke tid at fortsætte det ferielignende liv med masser af besøgende og social aktivitet næsten hver dag. Set fra Holgers perspektiv var det sjovt og i orden i et stykke tid. Men da det over en længere periode var ’så godt som hver dag’, synes Holger dog i tiltagende grad, at det bliver et problem, at han ikke kan følge med, når de er sammen med de thailændere og thailandsk-danske par, der udgør hovedparten af deres fælles venner: ”Det gik jo også udmærket. Bortset fra, at vi ikke kan forstå, hvad de sidder og snakker om sammen. De kan måske sidde sammen og snakke om os, både den ene og den anden vej rundt, ikke”. På stadig fl ere punkter synes Holger også at opdage, at hverdagen i ægteskabet ikke bringer det, som han havde ønsket sig. Han oplever det især i stigende grad som vanskeligt og irriterende, at han føler sig delvist ekskluderet fra det sociale liv, som Prai bringer ind i ægteskabet og i hjemmet. Han føler det til tider, som om der tales bag om hans ryg, og han tager også efterhånden afstand fra nogle af konens thailandske venner, og også fra de forpligtelser og prioriteringer, som et aktivt og ungdommeligt thai-orienteret socialt liv synes at indebære: Det der renderi hele tiden, det irriterede mig … Der var nogen her, og vi skulle andre steder [hen]. Der var hele tiden noget. Okay, i starten var det sjovt. Men at være sammen med nogle mennesker, man heller ikke bryder sig om, det er ikke lige sagen. Jeg kan tolerere at være sammen med dem, men det var jo ikke noget, man så frem til … Jeg måtte jo gå med til fest. Der var jo [den thailandske] kongens fødselsdag, dronningens fødselsdag og ting og sager. Det bliver jo fejret. Hvor de er klædt pænt på og alt det der. Alt sådan noget skulle jo fejres, og det var jeg jo ikke vant til. Jeg var jo vant til at komme hjem og så se fjernsyn, ikke. Ha, ha. I starten syntes jeg jo det var meget sjovt, men man bliver jo hurtigt træt af det. Holger beskriver forholdet som for meget på hendes præmisser, og i længden ’for thailandsk’. Det kan måske umiddelbart forekomme som lidt af et paradoks, at det thailandske i sig selv bliver ham for meget. For på den ene side lægger Holger jo ikke skjul på, at han virkelig holder af Thailand og livet og kulturen Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 37 der, og at han derfor meget ofte har rejst – og til tider også boet der – i længere perioder, siden han var der første gang i 1989. Men det er klart, at Holger særligt holder af bestemte sider af Thailand. Flere gange har han rejst med til konernes hjemstavns-landsbyer, og det som han kalder for ”junglen”. Holger bryder sig bestemt ikke om at blive konfronteret med familiernes liv der på landet, og den fattigdom, der er så udbredt i den nordøstlige del af Thailand, hvor så mange af de kvinder, som danskere gifter sig med, stammer fra. Han vil under ingen omstændigheder bo eller sove i deres hjem, som han betegner som fx ’paphuse’, men hurtigst muligt tilbage til det Thailand, som er Holgers, nemlig turist- og badebyerne, og de danske enklaver her. Han ønsker strande, varmt vand og ’noget smukt at se på’, ligesom han selvfølgelig har haft meget fornøjelse af bylivet og sjov med derboende venner. I Danmark bliver det dog tydeligvis også klart for Holger, at han har brug for mere fred og mere nærvær mellem ham og hans kone. Selv om han kan lide fest og venners lag, og elsker ferietidernes udskydelse af de forventninger, man har til, hvordan hverdagen almindeligvis skal hænge sammen, så betyder det altså også noget for Holger, at der kommer en hverdag. Her har han brug for, at den ’praktiske side’ af livet fungerer. Og for Holger indebærer samlivet i hverdagen nogle klare forventninger om, at han skal tage sig af bestemte sider af et samliv, og at der er en klar arbejdsdeling. Da Holger og Prai bor i Danmark, blev ’arbejdsdelingen’ i hjemmet sådan, som det også havde været, mens Prai var ’købt’ i Thailand: Det var hende, der lavede mad, støvsugede og vaskede op. Men det er kendetegnende for deres relation, at Holger ikke opfatter dette som ’arbejdsdeling’, som krævede nogle bevidste overvejelser eller planlægning, idet det jo alt sammen klart var hendes bord: Interviewer: Hvad var arbejdsfordelingen mellem jer? Hvem gjorde hvad? Holger: Der var ikke nogen arbejdsfordeling, fordi vi havde jo et lille hjem der, på halvandet værelse. Selvfølgelig var der lidt opvask og lidt rengøring, men der var jo ikke så mange møbler. Der var en sofa og et bord, ikke, og en stol måske. Interviewer: Men der skulle jo laves mad, og der skulle jo støvsuges og der skulle jo vaskes op. Holger: Ja, men det gjorde hun. Jeg lærte hende jo at lave dansk mad. Hun var blandt andet udlært kok. Men Holger havde tydeligvis også forventninger om, at hans kone i højere grad skulle påtage sig de huslige opgaver end det skete, og at hun gjorde det med samme omhu, som han havde været vant til. Holger: Jeg var jo vant til noget helt andet. Jeg var dansk gift, ikke, og der var maden sgu parat hver evig eneste dag og madpakken er smurt, når jeg skulle af sted. Men jeg skulle jo [dengang] også ud at tjene en hel masse penge til alle de materielle goder, hun ville have. Interviewer: Så sådan blev det ikke [i det nye ægteskab]? Holger: Nej. Men okay, der var jeg også invalid. Jeg blev jo mere og mere syg på grund af alt det. Det startede med, at jeg havde dårlig ryg og ben. Til sidst fi k jeg jo dårligt hjerte. Holger genoptager dog umiddelbart sine daglige rutiner, der tidligere nøje var blevet serviceret af hans danske kone i henhold til Holgers tidsstruktur: Ud af døren om morgenen (’madpakken er smurt, når jeg skulle af sted’), og selv om der nu ikke længere var arbejde at passe, så mødes Holger hver formiddag - som fast rutine - med en ven, der også har en thai-kone – og når han er tilbage, så er maden symbolsk nok ’parat hver evig eneste dag’, før de så kan hygge sig og snakke over aftenkaffen foran TV. Holger har forventninger om arbejdsdeling i hjemmet, der tager udgangspunkt i livet med hans hidtidige danske kone, og som på bedste familiepatriarkalske vis betyder, at konen må servicere ham og tage sig af det huslige efter en bestemt rytme, der klart har Holgers liv og det effektive lønarbejde (den gang han var arbejdende hovedforsørger) som omdrejningspunkt. I Holgers nye thailandske ægteskab er hans forventninger og udgangspunkt fuldkommen det samme, selv om han altså nu er uden arbejde. Problemet for Holger er åbenlyst ikke kun, at Prai ikke kan honorere ’serviceniveauet’, for han indrømmer samtidig, at han måske heller ikke præcis har de samme behov, efter han er blevet invalid, eller i hvert fald næppe har helt samme berettigelse til at kræve 38 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder dem opfyldt. Men problemet for Holger er tilsyneladende mere de følelsesmæssige dimensioner i, at hans nye kone ikke kan eller vil leve op til den række af traditionelle, ’danske’ kønsspecifi kke forventninger, som hans første kone tilsyneladende selvfølgeligt har taget på sig. Det er Holgers oplevelse af, at Prais opmærksomhed og sociale orienteringer i bred forstand retter sig væk fra Holger, snarere end mod ham, og at Prai fortsat dyrker et selvstændigt liv snarere end udviklingen af hendes og Holgers fællesskab, der tilsyneladende tærer på Holgers kræfter: Interviewer: Men dengang [efter Prai havde været få år i Danmark], gik jeres ægteskab okay dér? Holger: Ej, det var ikke noget for mig. Jeg var jo vant til noget helt andet. Jeg var vant til, at vi ku’ snakke til aftenkaffen, gå ture med hunden og alt det der. Jeg var jo allerede syg. Og det der renderi [af Prais thailandske venner] hele tiden, det irriterede mig … Noget af det, jeg kunne blive gal over [var] hvis der var fedtet i hele huset af det olie. De bruger jo olie til maden. Det lugtede. Deres mad… Man kommer hjem og der stinker af rådden fi sk i hele huset. Det kunne jeg godt blive lidt sur over. Og så er der så en hel fl ok, der sidder på gulvet. De vil helst ikke sidde ved borde og stole. Så sidder de på gulvet i rundkreds, med tallerkenen og sidder og dypper... Vi sku’ ha’ et bord, for at vi ku’ sidde og spise… dansk. Det bliver ikke ganske klart, hvad det konkret er, Holger bliver så irriteret over ved hans kones omgangskreds. Han nævner ’små ting’, som når lejligheden lugtede af olie og ’rådden fi sk’, men det bliver tydeligt, at det Holger savner i høj grad er en relation, som var vendt mod ham, og i nogen grad imødekom hans behov og kunne fylde ham med fornemmelsen af et indforstået ukompliceret samvær: Holger: Det kan slet ikke sammenlignes [med relationen til hans tidligere danske kone] fordi dét der, det er ikke et ægteskab. Det er ikke et ægteskab at være gift med sådan en. Det er som at have en elskerinde. Andet er det ikke. Fordi thailændere viser ikke deres følelser. Hvis thailændere viser deres følelser, så er de meget langt ude! De mennesker jeg har kendt, de har snydt – alle sammen. Alle sammen. Dem der bor i Thailand kan ikke forstå, vi kan blive ved, at vi har råd til det. Vi mister tusindvis af kroner, som simpelthen bliver stjålet fra os. De er ikke interesserede i os, de thailandske piger. Interviewer: Så der var ikke noget nærhed eller nogen egentlig kontakt i jeres forhold? Holger: Ikke andet end at man var seksuelt sammen. Holger udlægger ofte i sin fortælling Prais manglende opfyldelse af disse meget traditionelle, familieforventninger og arbejdsdelinger, som et resultat af Prais fastholdelse af hendes thailandske oprindelse. Når hun ikke lever op til de ægteskabelige forventninger, som han i tiden med den danske kone har kunnet tage for fuldstændig for givet, så ser Holger det som et svigt: Hun vil ikke kaste det thailandske af sig og så at sige lade sig integrere til et liv med ham. Han forholder sig derimod i meget beskeden grad til kompleksiteten af hans egne kulturelle forventninger og de barrierer, der fx fi ndes pga. sprog og interesse- og aldersforskel, der så at sige installerer en række komplekse kulturelle udfordringer imellem dem. På samme måde refl ekterer han heller ikke stort over at parrets samlede livssituation jo er betydeligt anderledes, i og med at han faktisk ikke har et arbejde, han skal varetage Når Holger refererer til den ’danske kontrakt’, som ifølge Holger eksisterede mellem ham og hans danske kone, så er det samtidig væsentligt at huske, at der til den også hører, at Manden er ’herre i huset’ og i traditionel forstand tilkendes den største magt: Selv om forholdet i væsentlig grad hviler på en gensidig udveksling, og konen langt fra er uden indfl ydelse i huset, og mænd traditionelt har meget begrænset ret til at blande sig i fx organiseringen af de konkrete arbejdsopgaver i hjemmet, så hører det også til kontrakten, at Manden har ret til at klage, hvis opgaverne ikke bliver gjort ordentligt. Der hersker altså i den traditionelle patriarkalske familieorganisering også et hierarki familiemedlemmerne imellem, som sikres gennem, at den samfundsmæssige anerkendelse af hans (forsørgelses)bidrag er langt større end den hun gennem sin hustrustatus er berettiget til. I Holgers forståelse berettiger hans forsørgelse ham således til at kunne forvente, at hun tager ’sin del’ af opgaverne alvorligt og imødekommer hans ’reproduktive’ behov, særligt når det gælder Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 39 konkrete opgaver som indkøb, mad, rengøring og tøjvask. Derfor får det også en videre symbolsk karakter, at hun ikke lever op til sine forpligtelser og sin ’rolle’ i parforholdet, men tværtimod ignorerer ham: Så blev jeg jo sur over det, at der sad sådan en fl ok der, hvis hun ikke havde gjort, hvad hun skulle. Gå ud at handle lidt eller et eller andet, vi havde aftalt. Jeg lærte hende jo at gå ud at handle og gå på posthuset. Og det var hun sgu ligeglad med, og tænkte: ”det kan han godt selv gøre”. Og hun gjorde alt, hvad hun selv ville. Holger er ikke en mand, der i detaljer ønsker eller måske kan udpensle følelser af savn og forventninger om konens nærhed og hengivenhed. Men forventningen til konen går selvfølgelig også videre end til de praktiske forpligtelser. Her dukker fortællingen om det uønskede ’thailandske’ samvær oftest op i stedet, når Holger skal fortælle om savnet af følelser, samhørighed og fællesskab omkring nogle af de betydningsmættede sociale bånd, som han forventer i et ægteskab, og som han forbinder med en traditionel dansk samværsform: ”…vi havde jo også svært ved at kommunikere. Altså ikke i hverdagen. Men … som man kan, når man kan det samme sprog.” Holger føler sig øjensynligt irriteret – også i det samvær med sin kone, som skulle være mest ukompliceret – over det han opfatter som hendes ’fravær’. Hermed synes Holger at opleve, at han er gået fra et ægteskab på hans betingelser til, hvad han oplever som, et ægteskab på ’konens’. Han beskriver således gennem nogle konkrete billeder af Prais orientering mod de thailandske venner sin skuffelse over, at der ikke, som han havde ventet, efterhånden i samværet med Prai i Danmark, vokser nogle tættere bånd ud af deres (eller i hvert fald hans) forelskelse, sådan som han har forventninger om, at der skal i et kærlighedsbaseret ægteskab. Holger bliver skuffet, og konklusionen han synes at nå til er – måske særligt set i bakspejlet – at der nok aldrig var tale om kærlighed. Holger slutter ud af Prais manglende lyst til at skabe et liv med ham, som imødekommer hans forventninger, at hendes følelser overfor ham tilsyneladende er af rent praktisk karakter: Han skal forsørge hende og give hende materielle ting samt penge at sende hjem til familien i Thailand, mens han til gengæld får sex i et vist omfang og en ung, fl ot kone at vise frem, samtidig med at hun i et vist omfang tager sig af hjemmet og laver mad. Denne ordning fungerer tilsyneladende en tid, men det er et mere praktisk arrangement eller en ’kontrakt’, som i det lange løb ikke er tilfredsstillende for Holger. Uden den dybde i det konkrete samvær og en mere følelsesmæssig samhørighed bliver forholdet for Holger stadigt mere tomt og utilfredsstillende, særligt efterhånden som hans skade og sygdom forværres, han svækkes, og hans forventning om eller behov for mere omsorg og nærvær stiger. Han ønsker ikke dagligt at blive konfronteret med den thailandske kultur, som var en del af Prais hverdag, og det, at han helt konkret ikke kan deltage fuldt i samværet, betyder efterhånden, at det udenlandske miljø opleves som hans konkrete modstander i forsøget på at få det indhold i sit samliv med sin kone, som han stræber efter. Konfl ikter i samlivet Idet Prai ikke synes at ville imødekomme ham, kommer Holger efterhånden – som nævnt måske især nu, hvor han ser tilbage på det – til den konklusion, at hans kone kun har giftet sig med ham på grund af dét, han som dansk statsborger giver adgang til: Forhåbninger om et bedre liv i Danmark med større økonomisk og social tryghed. Holger udlægger det tilmed sådan, at hendes instrumentelle snarere end emotionelle forhold til ham bliver styrket af kontakten til det thailandske miljø i Danmark: Det gik også fi nt, indtil hun begyndte at gå i skole og skulle lære dansk og lærte andre thaier at kende. De er jo ikke dumme, thaierne, de er lynhurtige til at lære. Og der gik hun jo og fi k nogle fi duser og så videre og så videre. Et år efter fl ytter vi jo ud i den nordlige ende af byen… hvor vi fi k en lejlighed derude. Det kørte sådan på må og få og - hun lærte endnu fl ere veninder at kende og rendte rundt og spillede den fi ne dame. Og hun skulle jo faktisk gå i skole for at lære sprog! Og så… begyndte hun at arbejde oppe i et center som medhjælp. Det gik også helt fi nt en 40 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder tid… Så nærmer vi os jo… de 3 år, de skulle være her, før de fi k opholdstilladelse. Der begyndte der, at gå knas i det, fordi jeg var simpelthen for dum til at fi nde ud af, at der var et eller andet… galt. Jeg lod hende jo rende med sine veninder og sådan noget. Og vi havde jo også svært ved at kommunikere. Efter Holgers opfattelse var det fx mere hendes muligheder for at få opholdstilladelse og forlade ham efter 3 års ophold, hun lærte af sine thailandske bekendte, som hun blandt andet mødte på sprogskolen og blandt de dansk-thailandske vennepar: [Jeg] tog hende med rundt, for at hun skulle få nogle venner at være sammen med. Det var jo det dummeste, jeg kunne gøre. Og det var jo også derfor, det gik i stykker. Vil jeg tro. Ja, de er snu, meget snu. I disse citater træder der to temaer frem, som langt fra er unikke for interviewet med Holger, idet de optræder igen og igen i de forhold, hvor ægteskabet går i stykker: Skuffelsen over kun at være taget for pengenes skyld, og være brugt som middel – og opfattelsen af kvinden og ikke mindst hendes kultur som grundlæggende udspekuleret og uærlig. Temaet om økonomi synes i høj grad igen at handle om, at Holger faktisk havde forestillet sig et samliv med Prai, der ville tage form som det, han opfattede som, et normalt samliv – altså et samliv, hvor man er loyale og hengivne overfor hinanden og viser en vis grad af omsorg. Deres tid sammen i Thailand havde åbenbart givet ham forhåbninger om et sådant forhold, men efter de er fl yttet sammen i Danmark, begynder han at opfatte hendes forhold til ham som meget praktisk økonomisk. Konsekvensen er, at Holger føler, at han blot skal betale, og når følelserne aldrig rigtigt vokser frem og den sociale samhørighed imellem dem aldrig skabes, bliver det også oplagt, at parret i sit samvær i vid udstrækning blot viderefører et samvær, som er funderet på de prostitutionslignende vilkår, som er så almindelige for vesterlændinges samvær med thailandske kvinder i fx Pattaya. Det ved Holger, og han bebrejder de thailandske kvinder deres manglende ’interesse’. Han udtrykker en skuffelse over ikke at blive holdt af som en partner og et familiemedlem, men snarere at blive set som en slags økonomisk mulighed og måske endda som en investering for kvinden og hendes familie, som han i de første to år af deres ægteskab sendte ca. 1.000 kr. om måneden: ”De tænker kun i penge. Og så tænker de på deres familie. Du er ikke deres familie. Du er bare en pengemaskine. Det viste sig jo også, at hun skred, da jeg besluttede ikke at give fl ere penge.” Udover at have sendt penge til Thailand en gang om måneden fortæller Holger igen og igen, hvordan han har betalt for alt, når de var sammen i Thailand – også for hendes familie og venner. Dertil kommer, at han har lånt penge ud til den familie, som han aldrig oplever at være blevet en del af. I Holgers øjne ligner hans og Prais forhold i dag en ’kalkule’, som han udmærket forstår logikken i, selv om han ikke bryder sig om den. Han vender således igen og igen i sine svar tilbage til alle de penge, han har ’brugt på hende’, ligesom han gentagne gange konstaterer, at han ’bare var for dum’. Forholdet til Prai opløses konkret ved, at Prai en dag uden varsel ganske simpelt forlader Holger, efter at hun symbolsk nok har sendt ham på posthuset (som han jo har ’lært hende’ at gå ned på) med et brev som meddeler familien i Thailand, at hun nu forlader ham, fordi han (angiveligt usandt) skulle have slået hende. På det tidspunkt har de været gift i næsten præcis 3 år, og hun har altså netop opnået ret til opholdstilladelse. Holger peger igen på, at det i høj grad er spørgsmål om økonomi og familie, der har afgjort, at hun ville fl ytte, idet han i noget tid har nægtet at sende fl ere penge til hendes familie i Thailand: [Jeg kom] hjem over middag, og så var fuglen fl øjet. Fordi hun opdagede, jeg ikke ville betale hende. At jeg ikke ville blive ved med at betale til hendes familie, fordi det er ikke vores kultur, at vi skal forsørge en familie på 10-20 mennesker eller mere. Det var jo sådan, når vi var i Thailand, så var der kun én til at betale, og der var jo 30 mennesker og nogle gange 50, og det viste sig, det var familie det hele. Det ved jeg ikke, om det var løgn eller hvad det var. Det er ikke til at fi nde ud af, der er jo sådan… indavl… ude i landsbyerne… Der er ikke mere at sige om det. Ud over at hun simpelthen skred. Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 41 Set fra hendes perspektiv har der næppe været tvivl om, at det har været et centralt brud på deres indbyrdes relation, da Holger besluttede at holde op med økonomisk at forsørge hendes familie i Thailand. Man kan måske endda gå så langt som til at sige, at det centrale grundlag for ikke alene deres samvær. Den kontrakt, som tog form – eller af Holger var tænkt at skulle tage form - da de fl yttede til Danmark, forsøgte Holger nu reduceret til en i økonomisk forstand traditionel ’dansk’ forsørgelseskontrakt, samtidig som han reducerer hendes familie til en indavlende, sandsynligvis løgnagtig, horde af fremmede mennesker, som han kun kan lægge afstand til. Set med hendes øjne er dette utvivlsomt klart uacceptabelt, idet hun dermed ikke kan forsørge sin familie i Thailand, og han således benytter den danske ’kultur’ til konkret at bryde og undergrave det forhold som fra den spæde (og prostitutionsbaserede) start var grundlaget for deres relation. Den forandring som indtræder, der i lyset af hendes erhvervsarbejde kunne udlægges som en bevægelse imod en mere traditionel ’dansk’, gensidig dobbeltforsørgende relation, indebærer oplagt set fra hendes perspektiv først og fremmest at han sparer penge og ikke lever op til den forventede forsørgelsesforpligtelse som såvel ægteskabet som deres oprindelig (’kunde-forhold’) var funderet i. Efter hans opfattelse var hendes fl ytning planlagt gennem længere tid på en måde, der blot bekræfter ham i, at thailændere alene og udspekuleret tænker på deres thailandske familier, men som set fra Prais perspektiv må siges at være et ganske logisk træk i en utryg situation: Prai havde noget tid i forvejen formidlet at en kusine kom med fra Thailand til Danmark, og blev gift med en mand i nærheden: ”Da hun [kusinen] var blevet installeret deroppe, da fl yttede min kone jo fra mig og derop. Og det hele var tilrettelagt fra hendes side af, det var bare lige det rette tidspunkt, der skulle komme.” Enden på dette forhold blev et efterspil i retten, hvor Prai igen, ifølge Holger, søgte at få penge ud af ham og af staten, herunder at få det hus, som han betragter som hans (snarere end familiens) erhvervelse i Thailand: [Hun] havde jo fået nogle fi duser af andre. Bare vent til de tre år er gået dér… så får du al den hjælp, du skal have. Danskerne er jo stadigvæk så dumme, at de tror, at sådan en lille pige hun kommer til Danmark og bliver mishandlet. Det er løgn. Men det tror de. På socialkontorerne og mødrestuer og hvad det hedder. De skal bare fælde en tåre … Det var et lusket ægteskab... Jeg var bare for dum. Jeg plejer ellers at være god til at kigge folk ud. Vold i forholdet Det er klart, at forholdet ikke var kommet hertil fra den ene dag til den anden. Som vi kan fornemme, har konfl ikterne taget gradvist til og selv om der, efter hvad Holger fortæller, ikke har været tale om fysisk vold i dette ægteskab, så nævner han dog en mængde punkter, som har ført til irritation, uenigheder, skænderier og trusler. I Holgers fortælling centreres de om vanskeligheder i det kulturelle møde, økonomiske og arbejdsmæssige uoverensstemmelser, men som i hvad der synes som tiltagene ligegyldighed også dækker over følelsesmæssige skuffelser og distance. For eksempel var det et irritationsmoment for ham, at deres hjem blev præget af hendes venner og kultur. Ifølge Holgers fortælling kom det ikke til egentlig fysisk vold i dette parforhold. De skændtes over de omtalte emner samt om spørgsmålet om, hvorvidt der skulle sendes penge til familien i Thailand. Holger siger selv, at han forlod lejligheden, hvis konfl ikterne kørte for langt op: ”Som regel, jeg gik jo for ikke at få ballade, fordi jeg kan godt blive gal også, lige på to sekunder, så bliver jeg gal, og så jeg gik jo bare. Så kom jeg hjem der, og så var det overstået.” Den fysiske vold har muligvis været til stede i forholdet som en latent trussel, i og med at Holger selv beskriver sig som meget større end hende: ”Jeg slog jo ikke. Så var hovedet jo faldet af. Hendes hals var jo ikke tykkere end mit ankelben. Så det… så er det, at man skal beherske sig, ha, ha.” Ud over den fysiske vold som muligvis har været i dette parforhold, så ligger volden som en latent dimension i tilknytning til det ulige magtforhold, der kommer af, at hun ikke havde, men ønskede, opholdstilladelse i Danmark og forsørgelse af sin familie i Thailand, og derfor til en vis grad var afhængig af hans gunst. Det reelle i dette skæve magtforhold kommer blandt andet til udtryk, når Holger fortæller, hvordan hun i 42 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder pressede situationer uventet begynder at græde og trygle ham om at undlade at lade sig skille og dermed tage skridt til at sende hende hjem: Interviewer: Men de gange hvor du fortæller om, at hun begyndte at græde, hvad var det for situationer? Holger: Skuespil. Interviewer: Men hvad var situationerne? Hvad var der sket? Holger: Hvis jeg kom til at sige et eller andet hårdt eller et eller andet. Og jeg sagde til hende, at du kan rende mig et vist sted, og du får ikke en skilling. Bare rejs hjem. Interviewer: Hvad sagde hun så? Holger: Så begyndte hun jo selvfølgelig at græde og sige, at hun ikke har noget at rejse hjem til. Disse situationer lader Holger sig efterhånden ikke anfægte af. Han betegner dem som skuespil, men er bevidst om at han anvender en grundlæggende ulige magtrelation, det som senere vi senere vil beskrive som strukturel magt, gennem at true hende med hjemsendelse og medfølgende fattigdom. Det forbliver trusler, og Holger bruger dem stadigt hyppigere, men tager aldrig konsekvensen af sin utilfredshed og lader sig skille, så hun tvinges hjem. Han siger selv, at han længe havde haft lyst til at slutte forholdet, men at han, i lyset af hvor alvorligt et brud det ville være for hende, var tilbageholdende med det: Interviewer: Var du nervøs for at miste hende? Holger: Nej. Det var jeg ikke… Jamen jeg ville godt have været af med hende på et tidligere tidspunkt. Men der havde jeg sådan set medlidenhed med hende. Så jeg tænkte nej, hvis hun bliver sendt hjem til Thailand, så går det sgu da helt galt. Men vi havde da vores konfl ikter, hvor jeg tænkte, ”ejhh, nu sender jeg hende kraftstejlemig hjem … Hvis jeg kom til at sige et eller andet hårdt eller et eller andet. Og jeg sagde til hende, at du kan rende mig et vist sted, og du får ikke en bjælde mere. Bare rejs hjem! Interviewer: Hvad sagde hun så? Holger: Så begyndte hun jo selvfølgelig at tude, og det ville jeg jo også ha’ gjort. For hun havde ikke noget at rejse hjem til, bortset fra, at der var jo det hus ude på bøhlandet, men… der kunne hun jo ikke tjene penge til at leve for eller noget. Det at Holger ikke umiddelbart benyttede sig af statens begrænsninger af udlændinges ophold – og den strukturelle magt, som denne begrænsning faktisk konkret tildeler ham ved at give ham mulighed for at sende hende hjem – ændrer dog ikke ved det forhold, at den skæve magtfordeling ligger latent i forholdet. Det, at det er op til ham at udvise medlidenhed og til at bestemme, om muligheden for hjemsendelse skal tages i brug eller ej, er en magt, som han har, uanset om han anvender den til at lade sig skille eller ej. Den latente magt eller vold er eller kan være lige så virkningsfuld, som den der udføres. Der er en form for hårdhed og distance i Holgers beskrivelser af en række af disse forhold, som ikke er til at overse, og som det kan virke som om, han også selv bevidst tilstræber. Set i bakspejlet føler han sig nok ’dum’, ligesom han fastholder hendes og thai-miljøet misbrug af ham og danskere i almindelighed. Men for ham selv er situationen mere uklar ikke mindst på dette tidspunkt, og der går da heller ikke mere end et år, før han er tilbage i Thailand, og, efter en tid hvor han ’ikke vil lave nogle faste kontakter’, kommer han igen til at forelske sig. Hvorefter historien fortsætter med, at han bringer endnu en thai-kvinde til Danmark, som, set fra Holgers perspektiv, blot bringer ham på endnu tættere hold af den thailandske kultur og hverdag, og som indebærer fl ere slagsmål og, for kvindens vedkommende, ophold på krisecentre. Det nye forhold med Bua Et års tid efter skilsmissen fra hans første thailandske kone tager Holger til Bangkok og bor hos en kammerat i nogle måneder. Holger understreger, at han ikke tog tilbage til Thailand for at fi nde en ny kæreste eller kone: Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 43 Vi hyggede os og fi k en lille én til halsen. Der var masser af damer, fordi han [kammeraten] har jo barer derude, så der var masser af damer at vælge imellem. Men jeg ville ikke have nogen [længerevarende kontakt]. Så fi k han mig endelig lokket med i byen, så gik vi i byen. Og så fandt jeg min nummer to kone. (…) Hun var faktisk en stakkel. Hun rendte og skulle tørre urin op på pissoirer og skifte lagener, når tøserne havde været oppe at ordne deres forretninger. Hun var ikke selv prostitueret. Det kunne man tydeligt se. Men så faldt jeg for hende. Og fi k hende lokket med… lige pludselig så jeg hende, hun kom der med gulvskrubbe og spand og gik ud og vaskede op og vaskede gulv og tørrede af. Så tænkte jeg, hende nupper jeg, hun koster nok heller ikke meget, ha, ha. Holger ser altså en thailandsk kvinde, der gør rent på en af de barer hvor prostituerede samler deres kunder op. Efter at have forhandlet med ”horemutter” køber han så denne kvinde ’fri’. Han inviterer hende – Bua, der altså skal blive hans anden thailandske kone – ud at spise, og senere samme aften går i de i seng sammen på hans værelse. Hun fortæller ham om sine livsbetingelser og livshistorie, som Holger beskriver som forfærdelige, og hun fortæller ham også, at hun har to børn, selvom han senere opdager, at hun har to mere i Thailand. Som med det første forhold er det sådan, at hun bliver boende hos ham, selvom det her skaber en konfl ikt med hendes arbejdsgiver, og han betaler for mad og tøj og senere for, det hun siger, er, hendes børns skolegang og til transport. Holger forklarer, at han var tiltrukket af hende, fordi hun var sød – og så var hun meget høfl ig og underdanig: ”Det var jo lige før hun gik og bukkede”: Det går jo skide fi nt den måneds tid der, jeg er der, eller vi er sammen. Men så skal jeg selvfølgelig hjem. /../ Jeg kunne godt lide hende, selvom hun var ikke så klog. Efter en måned så rejser jeg derned igen. Jeg skriver til hende, at jeg kommer. Der havde jeg givet hende penge, for hun kunne jo ikke komme tilbage til sin arbejdsplads, så jeg var nødt til at give hende penge, så hun kunne leve en måned i landsbyen. Så det gjorde jeg. Jeg gav hende 1000 danske kroner eller sådan noget. Det var også mange penge. Holger rejser så tilbage til Thailand og besøger Bua i hendes hus et sted udenfor Bangkok. Her chokeres han over de utroligt fattige forhold, hun lever under. Hun var ikke umiddelbart interesseret i at blive gift og fl ytte, men Holger mener, at hun alligevel fattede interesse, fordi han havde penge: ”Jeg havde jo sådan et bundt [pengesedler] der på 10 cm, som hun fulgte med øjnene… Det fotograferer hun jo med det samme, da jeg skulle betale en regning.” Holger skønner selv, at det er pengene, der gør udslaget, fordi Bua bl.a. på grund af alvorlig sygdom, som har givet hende store ar og dyre hospitalsophold, skylder store summer væk, samtidig med at hendes arbejde i Bangkok – langt væk fra børnene – er blandt de dårligst lønnede. Denne kummerlighed synes også at være med til, at Holger fatter sympati for hende, og de bliver gift i Thailand og rejser så sammen til Danmark. Om hendes følelser på det tidspunkt siger Holger: ”Jeg ved ikke, om det er penge stadigvæk, men det har det højst sandsynligt været.” Han mener altså stadig, at det er håbet om større økonomisk sikkerhed, der gør, at hun gifter sig med ham og tager med til Danmark. På det tidspunkt var han dog selv blevet noget forelsket i hende, og håbede på, at hun også have følelser for ham. Da de rejste til Danmark på hendes turistvisum, kom hendes børn ikke med, men Holger gav penge til naboerne i Thailand, så de kunne sørge for børnene, og giver også noget støtte til hendes familie. Samlivet i Danmark med Bua Samlivet i Danmark viser sig dog med det samme at skulle blive uhyre vanskeligt: Nå, men vi kommer hjem til Danmark. Det første hun gør, det er at lave ballade. Vi når lige at komme ind af døren, så laver hun ballade. /../ Hun savner Thailand. Hun var så stolt, da hun skulle op i den der store fl yvemaskine. Lige så snart hun trådte ud af fl yveren, kunne jeg mærke, at der var noget galt, og da vi trådte ind i lejligheden [en halvandetværelses] … Og jeg siger til hende, hvad er der i vejen. Så begynder hun først at skælde mig ud. Og jeg blev jo skuffet. Jeg havde ofret alle de penge. Så siger jeg til hende, du kan bare skrubbe af så. Så blev hun sgu så sur og gik. Uden tøj på eller noget som helst. Og det var vinter i Danmark. I bare tæer. Jeg tænkte: ”Tak skal du have. 44 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder Folk kommer og siger, jeg har smidt madammen ud.” Hun kommer tilbage igen, og jeg siger, det må du aldrig gøre, sådan noget der, fordi sådan noget gør man ikke i Danmark. Så tænker folk, hvad er nu det for noget. De bor altså sammen i hans lejlighed i Danmark. Hun har kun et turistvisum, så de kan kun bo sammen i tre måneder. Allerede fra starten er det tydeligt, at deres forhold er drastisk forandret i forhold til, hvordan de var sammen i Thailand. På spørgsmålet om, hvordan de første tre måneder gik, svarer Holger: ”Ad helvede til. /../ Stadigvæk, jeg var lidt forelsket. Jeg kunne godt lide hende, og… jeg troede, der var mere mellem os. Men så rejste hun.” Efter kort tid rejser hun tilbage til Thailand, men kommer igen til Danmark da det viser sig, at hun er blevet gravid. Deres samliv blev dog ikke særlig godt. Ifølge Holger blev hun meget ”hysterisk”, som han formulerer det: Sur og tvær, og sover uafbrudt. Holger mener selv, at det var savnet af børnene, som stadig var i Thailand, der plagede hende, og på et tidspunkt tilbyder han hende at hente børnene med til Danmark: ”Det var det dummeste jeg kunne have gjort. Der blev der først ballade.” Da de tre børn fl ytter ind i den lille lejlighed, komplicerer det ifølge Holger deres samliv yderligere. De kan ikke styre børnene, og der er meget råben og skrigen i lejligheden: De snakkede thai, så jeg ved ikke, hvad det drejede sig om, men jeg forstod, at hun bad mig om hjælp, så jeg måtte tage den unge dér, der bankede i gulvet og true med at lukke ham inde i kosteskabet. Så siger jeg, nu kan du stå der… Vi kunne jo ikke have sådan et råberi. Så var det overstået. Og så går der et par dage eller noget, og så er den der igen. Ikke med mig, men med hende og ungerne. Jeg ved ikke hvad de er utilfredse over. Jeg ved det ikke. Her fortsætter således mønsteret fra den første kone, med Holgers irritation over hele konens ’thailandske’ hverdag, med skænderier med børnene på et sprog, han knap forstår, og hun bliver samtidig efter Holgers mening mere og mere doven og passer hverken hjem eller børn: Ikke før jeg blev gal, og siger nu skal du ikke sidde der. Hun sov uafbrudt. Ungen passede hun heller ikke. Om morgenen der, hun sov inde i det andet værelse der. Barnesengen stod jo ved siden af hende, og så kunne hun lige smide ham over i hovedet på mig. Det er faktisk mig, der har passet ham altid. Men hun var stadigvæk glad for ham, og han var også glad for sin mor, det har ikke noget med det at gøre. Det var rent ad helvede til, og jeg blev jo mere og mere gal over det. Så blev ungerne jo frække. De ville ikke høre, hvad jeg sagde. De lærte jo også danske venner at kende og sådan noget. Og andre thailændere. Og jeg forlangte jo, at de skulle være hjemme og i seng, så de kunne komme i skole. Jeg havde et helvedes til hus med skolen også, fordi den ene af dem havde lavet ballade på skolen også. Og jeg var til møde og ting og sager. Da deres fælles barn blev født, fl yttede de til en større lejlighed, hvilket hjalp lidt, men stadig beskriver Holger deres hverdag sammen som ”ad helvede til”. Konen og børnene skændtes stort set hver dag, og hun blev apatisk i hverdagen. De har også konfl ikter og skænderier over, at konen og de ældste af børnene insisterede på at spise fem gange om dagen og at gøre det siddende på gulvet. En af de ting, som konfl ikterne opstod af, handlede om, hvordan man opfører sig i det daglige. Uden at gå i detaljer med emnet fortæller Holger om en af grundene til deres konfl ikter: Ja, der skete jo stadig det, at hendes kultur der, den var altså bedre end min. Og jeg prøver jo at forklare hende, at hun var i Danmark, og så må man leve under danske forhold. Det kan de ikke forstå, ja, hun kunne i hvert fald ikke forstå det. Og vi havde mange konfl ikter. En anden kilde til skænderier var efter Holgers mening i starten hendes savn af børnene og siden hen af hendes familie: ”Jeg kunne jo se det, når hun sidder og muler der. Så siger jeg til hende, nu må du altså vågne lidt op”. Det, der skabte disse konfl ikter, var angiveligt, at hun befandt sig i noget, der lyder som en Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 45 depressiv tilstand. Det forstod Holger på den ene side godt, men på den anden side ville eller kunne han ikke acceptere at leve sammen med hende i den tilstand, hvor han efter eget udsagn måtte tage sig af børnene: Hun gjorde mig sur, sad og sov hele dagen. Så måtte jeg passe ungerne. Nogle gange måtte jeg sige til hende, om hun ikke snart skulle have gjort rent i huset. Det var hun da ligeglad med, det kunne jeg bare gøre. Det er sådan set også rigtigt nok, når jeg er hjemme, men da jeg var syg og sådan noget, så burde hun jo gøre det, når hun gik hjemme også. Hun havde jo ikke andet at lave. Det er, som vi tidligere påpegede i forholdet til Prai, ikke noget banalt brud på deres ’kontrakt’, at Bua således ikke lever op til sine forpligtelser i hjemmet. Det er tegn på en mangelfuld samhørighed og et samvær, som ikke fungerer, der ikke bare angår forholdets samlede sundhedstilstand, men også med den baggrund, Holger har, kan siges at indeholde en indirekte kritik af Holger. Følelsesmæssigt er Holger således igen skuffet. I mangel af et sprog til at formidle han følelsesmæssige utilfredshed, og hans skuffede forventninger, kan han her siges at tilbyde hende et arbejdsmæssigt værktøj til konkret at bringe hende tilbage i forholdet, og i en relation hvor hun også lever op til sin del af kontrakten. Han er skuffet men forsøger også at irettesætter hende, på en måde som gør hendes forpligtelser overskuelige. Han beskriver hende som beregnende, og han mener ikke, at han kan gennemskue, hvornår hun taler sandt, og hvornår hun ’spiller skuespil’ og græder for at få sin vilje eller for at få medfølelse. Deres ægteskab har generelt ikke været præget af kærlige følelser overfor hinanden, hvilket givetvis har bidraget til konfl ikterne. Mere specifi kt er det Holgers oplevelse, at det særligt har været savnet af først hendes børn, som blev efterladt i Thailand, og siden hendes familie, der har gjort hans kone fortvivlet og ulykkelig: ”Jamen, hun havde jo tankerne, ikke, det er jo klart, man kan sgu ikke forlade sine børn, det er der ingen mennesker, der kan”. Følelsen af, at hun kun er sammen med ham for pengenes skyld, forlader ikke Holger, som, når han fortæller om dette ægteskab, konstant vender tilbage til de betydelige udgifter, han har haft ved at skulle betale til hendes familie, for rejser til Thailand, og for deres fælles liv her. De bliver skilt efter 6 år, kun et halvt år efter (endelig, som Bua længe har ønsket) at være blevet buddhistisk gift i Thailand. Hun fl ytter herefter sammen med en thailandsk mand i Danmark, og hun får forældremyndigheden over deres fælles barn, da han er svært syg. Fysisk vold Holger fortæller, at der i løbet af deres ægteskab var en del konfl ikter, der denne gang ikke ’bare’ havde karakter af nedgøringer og trusler. Denne gang udartede det sig også til fysiske vold eller, som Holger siger, ’fi ghting’. Særligt i de sidste måneder af deres seks års ægteskab var der mange konfl ikter. Ifølge Holger opsøgte hun et krisecenter tre eller fi re gange, hvorefter hun vendte tilbage til ham. Holger er ikke særligt klar omkring, hvordan han har slået hende, og han påstår, at det snarere har været hende, der har startet slagsmål mellem dem: ”Hun var meget hidsig, meget hidsig, og hun slog mig. Jeg slog ikke hende, men jeg var selvfølgelig nødt til at holde fast i hende. Så det var sådan op- og nedture hele tiden”. Andre gange benægter han dog ikke at have stukket en lussing, ligesom han fortæller om, hvordan han har fysisk kæmpet med hende, og at han har overmandet hende i et forsøg på at forhindre hende i at tage nogle penge. Konfl ikter om penge er et gennemgående tema i interviewet. Dels har der været konfl ikter om at sende penge til familien i Thailand og dels om penge til hendes privatforbrug. Holger beretter i den forbindelse om en bestemt situation mod slutningen af deres forhold, hvor deres konfl ikter nåede et sådant niveau, at både politi og krisecentre blev involveret: 46 Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder Holger: Ja, sådan gik det jo faktisk i de der seks år, vi var sammen. Og så i slutningen, det er det jeg kan huske bedst, fordi der var politirapport og alting. Jeg ville ikke sende penge ud til hendes mor, og så alligevel så gir jeg mig og sender 1000 kr. derud. Og så vil hun have nye sko. Og så siger jeg, du kan da godt få sko, men så kan vi sgu da ikke sende penge til din mor. Vi har da ikke råd til det hele. Du kan ikke få det hele. Så blev hun så tosset oppe i centret, at hun smed, hvad hun havde i hænderne, og så gik hun. Der vidste jeg, der ville det gå galt. Interviewer: Havde hun bankkort også? Holger: Oven i købet havde hun bankkort til min konto. Den stoppede jeg også, så der ikke kunne hæves eller noget som helst. Nå, hun er hjemme, jeg kommer hjem, og det første hun starter med, det er at tage sådan brandbil og så smask, lige i hovedet på mig. Ikke sådan en plastik, men en jernbrandbil (Holger markerer ca. en halv meter med hænderne). Den dasker hun lige i hovedet på mig. Jeg råber selvfølgelig, fordi jeg blev jo gal på hende. /../ Så hun smækkede døren i, så jeg kunne ikke åbne den. Fordi hun er så stærk … Hun ville jo ikke åbne, men jeg skulle ind i værelset for at få fat i penge og sådan noget, så hun ikke strøg med det. Vi havde altid penge liggende, som hun bare kunne tage af. Der lå altid en fi re-fem tusind kroner. Så hvis hun manglede noget, ville købe noget, mad eller et eller andet, så kunne hun bare tage. Der har aldrig været vrøvl med det. Fordi det var sådan set hendes penge eller bankens penge. Interviewer: Børnecheck? Holger: Ja. Til rejser og sådan noget. De lå der altid, så hun kunne bare tage, hvis hun manglede penge at bruge. Men jeg fi k da pengene, og så forlod jeg lejligheden. Barnet var heldigvis i vuggestue. Interviewer: Så du kommer ind i soveværelset? Holger: Jeg kommer ind til sidst, ja, ja, hun kunne jo ikke holde den. Interviewer: Og hvad så der? Holger: Ja, der river hun mig jo, og jeg skynder mig at grave pengene til mig, fordi jeg var lidt hurtigere end hende. Så dem tog jeg selvfølgelig i lommen. Så prøvede jeg at komme ud, og hun forfulgte mig igennem hele lejligheden. Men slag og spark og snot. Jeg kommer ud og går over til en kammerat, og han siger, hvordan er det, jeg ser ud der /../ Jeg havde fl ækket et øjenbryn. Og han siger, hvad, skal vi ikke melde hende til politiet? Så siger jeg nej, det kan ske sådan noget. Da var hun stukket af også, da jeg kom hjem, der var hun væk. Så går der en 14 dages tid, tre uger, hvor jeg ikke hører noget til hende, andet end at hun ringer nogle gange. Så får jeg et brev fra politiet. Jeg er sigtet for vold og skal møde hos politiet. Så tænkte jeg, tak skal du have. Nå, jeg møder op den dag. Politimanden han siger alle de her visdomsord, om jeg vil have en advokat, og så siger jeg, det er sgu ikke nødvendigt. Hun havde sagt, at hun var kommet på hospitalet, på skadestuen. Det er selvfølgelig dem, der har sendt hende videre til politiet. Interviewer: Hvad var hun kommet på skadestuen for? Holger: For at knalde mig for vold, simpelthen. Interviewer: Jo, men hvilke skader havde hun? Holger: Ikke andet end at hun havde mærker på armen. /../ Og jeg blev afhørt, jeg tror jeg sad en times tid og blev afhørt. Så siger han, ja det du siger der, det lyder jo sådan set rigtigt. Og jeg siger, jamen jeg holdt fat i hendes arme, og der er hun garanteret blevet blå. Og det var det, der stod i rapporten. /../ Og så siger han også til mig, jamen hvorfor melder du hende så ikke til politiet? Så siger jeg, har du nogensinde haft en sag, hvor en mand er blevet [slået af kvinden]. Så siger han nej, ha, ha, det har jeg sgu faktisk ikke, siger han. Hvorfor tror du så ikke, jeg har meldt det? Jeg skriver under på det, jeg har sagt. Og så går der vel 14 dage igen, og så kommer der et brev igen fra politiet. Og så tænker jeg, nå, så skal jeg sgu nok i retten eller sådan et eller andet. Så var det fra politimesteren. Et tiltalefrafald. Så lå der en blanket, at jeg kunne søge erstatning for uberettiget anholdelse, eller uberettiget sigtelse. I Holgers fortælling om hans andet ægteskab med en thailandsk kvinde fremstiller han i høj grad hende som den aggressive, der indleder slagsmål, og sig selv som den passive, der blot har prøvet at holde hende tilbage. Det er sandsynligt, at der er en del benægtelse i denne fortælling, men da vi ikke har kunnet interviewe Holgers ekskone, kan vi ikke sige noget konkret om dette. I denne fortælling fremstår konfl ikterne som begrundet i en kraftig gensidig frustration, hvor ingen af parterne føler, at den anden opfører sig, som vedkommende burde. Holger føler på sin side, at Bua slet ikke prøver at udfylde en rolle i deres samliv: Hun bidrage ikke praktisk og følelsesmæssigt til at skabe et hjem, men Mænd i migrationsægteskaber – om hverdag og vold i danske mænds samliv med udenlandske kvinder 47 sover en masse og ”surmuler”. Holger udtrykker også, at han føler sig udelukket fra hendes samvær med børnene og med andre thailændere, og dermed føler han, at Bua krænker den gensidighed og loyalitet, som han mener, bør eksistere i et ægteskab, og som sikkert er det, han savner i det daglige, når han er alene. Udover de følelsesmæssige udfordringer, som Bua oplever i livet i Danmark, så føler hun sig på sin side givetvis snydt over, at Holger ikke lever op til de forventninger, som i første omgang fi k hende til at gifte sig med ham. En stor del af hendes forventninger til ham har fra starten været, at han skal forsørge hende og delvis underholde hendes familie økonomisk. Holger har også gjort det, så længe han har følt, at han fi k noget ud af det, men han løber ind efter pengene og stopper kontoen, så snart han oplever, at hun bryder sin del af aftalen og vil forlade ham. Holger fortæller i øvrigt, at Bua har været på krisecenter tre eller fi re gange. Når vi spørger ind til, hvorfor hun tog på krisecenter, svarer ham: ”Det har vel været skænderier over ungerne, vil jeg tro. /../ Og den store der, han blev væk om natten og sov ved nogle andre thaier”. Set fra Holgers synspunkt har børnene altså været et andet konfl iktpunkt i deres samliv, hvilke vi også hører om i fl ere andre interviews. Da de fi re børn fl ytter fra Thailand og ind i den forholdsvis lille lejlighed, bliver Holgers forestillinger om et harmonisk samliv endnu mere ødelagt. Han fortæller, at han har sagt til sin kone, at ”sådan gør vi altså her i Danmark”, og dermed har prøvet at tvinge hende til at opføre sig i overensstemmelse med det, som han opfatter som et almindeligt dansk familieliv. Dette bliver endnu sværere for Holger, når børnene fl ytter ind, og hans liv dermed bliver endnu mere thailandsk. Hele rapporten kan læses her : http://www.lige.d.../steen.pdf Redigeret af sabai sabai d. 05/02-2010 19:51 [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| uan |
Lagt på d. 05/02-2010 21:42
|
 Øvet medlem  Antal indlæg: 114 |
Ganske god historie.....Lige i øjet.... Please note:
I will now be charging a $20.00 service fee for stupidity. There will also be a $40.00 surcharge if the stupidity is accompanied by whining |
|
|
|
| hanspeter |
Lagt på d. 05/02-2010 22:05
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 359 |
men lang, kedelig og dårligt skrevet, gab Måske fordi den er copy/paste uden de afsnit der er i rapporten, som iøvrigt er mega stor. Please lav lidt mellerum, også ved copy/paste istedet for en stor lang tekst. Al respekt, men det er dødeligt for interessen. Jeg droppede simpelthen historien, indtil jeg fandt ud af hvordan den hang sammen, God aften 
Redigeret af hanspeter d. 05/02-2010 22:14 |
|
|
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 05/02-2010 22:25
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1258 |
hanspeter skrev: men lang, kedelig og dårligt skrevet, gab Måske fordi den er copy/paste uden de afsnit der er i rapporten, som iøvrigt er mega stor. Please lav lidt mellerum, også ved copy/paste istedet for en stor lang tekst. Al respekt, men det er dødeligt for interessen. Jeg droppede simpelthen historien, indtil jeg fandt ud af hvordan den hang sammen, God aften Hanspeter .. Ja meeget lang , men er virkeligheden for de fleste Thaigifte !! Ja det gik galt i upload/copy/paste , og kunne ikke rette det Sorry ! Gå ind på linket og læs hele rapporten , "kun" 135 sider ... er helt sikker på at der er mange der kan genkende noget "meget" fra deres ægteskab med en udlænding..  Direkte link : iHele rapporten kan læses her : http://www.lige.d.../steen.pdf Redigeret af sabai sabai d. 05/02-2010 22:27 [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| chris70 |
Lagt på d. 05/02-2010 22:36
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 133 |
Ja tak, genkender meget og det er jeg sikker på at mange af mine venner gør. Chris70 |
|
|
|
|
Lagt på d. 05/02-2010 22:42
|
|
|
Begynder  Antal indlæg: |
Sabai Sabai: ja den historie holder sku nok mange gange desværre...jeg har set flere ( mange) men der er da heldigvis også de lykkelige historier...  |
|
|
|
| Thai72 |
Lagt på d. 05/02-2010 23:51
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 125 |
Jeg har simpelthen ikke kunne læse det hele. Jeg bliver ding-dong :-) Som jeg læser det, er en meget ensidig historie og deraf udelukkende Holgers version af forløbende. Det retfærdiggør selvfølgelig ikke hans koners (eventuelle) meget uhensigtsmæssige adfærd. Men det kunne jo være at Holger også skulle have justeret noget. Hvis meningen er at fremstille Holger som et offer er det ikke lykkedes i mine øjne. Hvis der er ”ofre” i dette forløb er det alle impliceret. |
|
|
|
| hanspeter |
Lagt på d. 05/02-2010 23:59
|
|
Øvet medlem Antal indlæg: 359 |
ja "!Holger" er ret dum, men som jeg ser det er der mange som ham. |
|
|
|
| Thai72 |
Lagt på d. 06/02-2010 00:11
|
|
Øvet medlem Antal indlæg: 125 |
hanspeter skrev: ja "!Holger" er ret dum, men som jeg ser det er der mange som ham. Min pointe er lige præcis at det er synd for alle Holgerne og dem Holgerne gifter sig med. |
|
|
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 06/02-2010 00:40
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1258 |
Thai72 skrev: hanspeter skrev: ja "!Holger" er ret dum, men som jeg ser det er der mange som ham. Min pointe er lige præcis at det er synd for alle Holgerne og dem Holgerne gifter sig med. Ja.. Men nu har Holger jo mange navne !! og 98 % af dem er her på DTW !!! [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| Thai72 |
Lagt på d. 06/02-2010 01:09
|
|
Øvet medlem Antal indlæg: 125 |
Er de det! Vil det sige at Holger godt kunne hedde sabai sabai ? |
|
|
|
| Dennis Damgaard |
Lagt på d. 06/02-2010 01:25
|
|
Øvet medlem Antal indlæg: 136 |
Thai72 skrev: Er de det! Vil det sige at Holger godt kunne hedde sabai sabai ? Ja hørt Thai72. Det må være surt at være en så bitter mand og komme med så mange nedlandene indlæg om Thaier. 
|
 |
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 06/02-2010 01:27
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1258 |
Thai72 skrev: Er de det! Vil det sige at Holger godt kunne hedde sabai sabai ? Ja .. eller Thai72 . Men nu er jeg , jo bare "ven" med en af alle Holger'ne .. 
Redigeret af sabai sabai d. 06/02-2010 01:28 [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| Thai72 |
Lagt på d. 06/02-2010 01:50
|
|
Øvet medlem Antal indlæg: 125 |
Nu kan du jo nøjes med at konkludere for dig selv. Men din selverkendelse klær´ dig! Hvordan kan din ”Holgerven” komme i uføre når han har en ven som dig, der ved så meget ? |
|
|
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 06/02-2010 01:52
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1258 |
Samliv i Danmark Efter en del måneder sammen i Thailand flytter Holger og hans thailandske kæreste sammen til Danmark. Holgers familie og venner er ikke begejstrede for forholdet, for de mener ikke, at det kommer til at holde med en thailandsk kvinde. De syntes, at han skulle have holdt fast i det ægteskab med sin danske kone, som han kun lige er på vej ud af. Men Holger holder ved, og i starten gik forholdet efter Holgers mening da også meget godt. De lavede en del aktiviteter sammen, og hans kone fik hurtigt en omgangskreds i Danmark, i det thailandske miljø. Fra starten så de mange både danskere, danske-thailandske par og thailandske venner, og de synes dermed over et styke tid at fortsætte det ferielignende liv med masser af besøgende og social aktivitet næsten hver dag. Set fra Holgers perspektiv var det sjovt og i orden i et stykke tid. Men da det over en længere periode var ’så godt som hver dag’, synes Holger dog i tiltagende grad, at det bliver et problem, at han ikke kan følge med, når de er sammen med de thailændere og thailandsk-danske par, der udgør hovedparten af deres fælles venner: ”Det gik jo også udmærket. Bortset fra, at vi ikke kan forstå, hvad de sidder og snakker om sammen. De kan måske sidde sammen og snakke om os, både den ene og den anden vej rundt, ikke”. På stadig flere punkter synes Holger også at opdage, at hverdagen i ægteskabet ikke bringer det, som han havde ønsket sig. Han oplever det især i stigende grad som vanskeligt og irriterende, at han føler sig delvist ekskluderet fra det sociale liv, som Prai bringer ind i ægteskabet og i hjemmet. Han føler det til tider, som om der tales bag om hans ryg, og han tager også efterhånden afstand fra nogle af konens thailandske venner, og også fra de forpligtelser og prioriteringer, som et aktivt og ungdommeligt thai-orienteret socialt liv synes at indebære: Det der renderi hele tiden, det irriterede mig … Der var nogen her, og vi skulle andre steder [hen]. Der var hele tiden noget. Okay, i starten var det sjovt. Men at være sammen med nogle mennesker, man heller ikke bryder sig om, det er ikke lige sagen. Jeg kan tolerere at være sammen med dem, men det var jo ikke noget, man så frem til. … Jeg måtte jo gå med til fest. Der var jo [den thailandske] kongens fødselsdag, dronningens fødselsdag og ting og sager. Det bliver jo fejret. Hvor de er klædt pænt på og alt det der. Alt sådan noget skulle jo fejres, og det var jeg jo ikke vant til. Jeg var jo vant til at komme hjem og så se fjernsyn, ikke. Ha, ha. I starten syntes jeg jo det var meget sjovt, men man bliver jo hurtigt træt af det. Holger beskriver forholdet som for meget på hendes præmisser, og i længden ’for thailandsk’. Det kan måske umiddelbart forekomme som lidt af et paradoks, at det thailandske i sig selv bliver ham for meget. For på den ene side lægger Holger jo ikke skjul på, at han virkelig holder af Thailand og livet og kulturen  [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| sabai sabai |
Lagt på d. 06/02-2010 02:17
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1258 |
Dennis Damgaard skrev: Thai72 skrev: Er de det! Vil det sige at Holger godt kunne hedde sabai sabai ? Ja hørt Thai72. Det må være surt at være en så bitter mand og komme med så mange nedlandene indlæg om Thaier. Bitter ? NEJ !!!! Nedladende NEJ !!!! ? Måske du skulle lære Thai ? eller bare åbne øre og øjne ? Ved du hvad din kone/kærste siger om dig ? Ved du hvad din "status" er i Thaimiljøet ? Næ du ! ... Økonomiske flygtninge ! [img]http://s16.radikal.ru/i191/0910/9a/1cb4ead4de5d.gif[/img] is not a valid Image.
Vil man ikke åbne sine øjne , må man jo åbne sin pung ! |
|
|
|
| swaddii |
Lagt på d. 06/02-2010 02:30
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 258 |
sike da en gang ævl herinde,fatter ik en disse af det i skriver sabai sabai
en gang Isaan altid Isaan |
|
|
|
| vandango |
Lagt på d. 06/02-2010 08:01
|
 Ekspert medlem  Antal indlæg: 3980 |
Rigtig interessant historie blandet efterfølgende med det sædvanlige ævl og kævl. En typisk DTW tråd.  |
|
|
|
| mcpdk |
Lagt på d. 06/02-2010 09:06
|
 Lidt øvet medlem  Antal indlæg: 70 |
vandango skrev: Rigtig interessant historie blandet efterfølgende med det sædvanlige ævl og kævl. En typisk DTW tråd. Precis... kunne ikke været skrevet bedre...!! |
|
|
|
| ubon lynge |
Lagt på d. 06/02-2010 09:50
|
 Meget øvet medlem  Antal indlæg: 858 |
En rigtig god og nok også så sand som den er skrevet, har se mange hvor det er som beskrevet her. Men igen en rigtig dtw tråd da flere altid skal brokke sig, hold jer nu til det indlæget handler om. vandango lige de rigtige ord du kom med der. Ubon.
 |
|
|
|
| Spring til debat: |
