AndersM skrev:
Jeg bor i nordøst Thailand i en lille landsby, og oplever livets gang på en helt anden måde end jeg har været vand til i lille danmark.
Det jeg vil fortælle om er hvordan famillie og venner reagere ved dødeligsygdom.
Det handler om en ung kvinde som havde været syg i et par år og rendt på hospitalet nærmest et par gange om ugen, det enest som skete var hun blev mere og mere syg, en dag fandt man ud af hun havde kræft, og var nød til at fjerne hendes bryster, nu troede man at der var gode changer for hun ville komme sig.
Men det sådanne gik det ikke, hun blev bare mere og mere syg, efter den sidste tur på hospitalet var man klar over at det kun var et spørgsmål om tid før hun fik fred.
Og nu begynder det som jeg vil kalde en underlig oplevelse.
Den første aften/nat efter hun kom hjem fra syhehuset så begyndte famillien og vennerne at samles i og uden for huset, kvinderne sad oppe ved den syge unge kvinde og grinede og havde det sjovt og mændene sad uden for huset og og lavede bål og snakkede, sådanne som jeg oplevede det så var det nærmest en skovtur hvor der blev lavet fis og balade hele tiden, der var nærmest en hel folkevandring, der kom så mange mennesker så også gaden blev taget i brug, nu var der ikke kun et par bål, på et tidspungt talte jeg 23 små bål hvor folk sad og havde hyggeligt, der blev varmet vand til kaffe og der blev grillet ved de små bål, Der var ingen som jeg så det, der var kede af det.
Det her seneri stod på i 14 dage eller ratter sagt om aftenen og natten, om dagen var der intet at bemærke, det var nærmest som om at alt var normalt ud over at der var alle de små bålpladser på gaden men da mørket tog til så begyndte folk at komme igen, og der kom gang i festlighederne igen med bål og glade mennesker.
Da hun døede så skal jeg lige love for der kom gang i festlighederne der blev slagtet 1 ko og et par grise og jeg ved ikke hvor mange høns, det var mændende som stod for at skære kødet ud og alle kvinderne som stod for at stege og koge, der kom et lille musikanlæg med nogle KÆMPE højtalere, og så blev der spillet musik så det var umuligt at tale sammen, nu blev der festet både dag og nat i 2 dage og 2 nætter,
og det vil sige at det var en rigtig fest med rigelig af mad og sprut, folk væltede nærmest rundt i en sagelig rus i 2 døgn.
På 2 dagen blev hun brændt på et kæmpe bål
På 3 dagen var der en mere afdæmpet fest hvor man gik/dansede gennem alle de små gader i byen for at ende i templet, her gav man en masse gaver til munken, grundet til man gav disse gaver var at den døde ikke skulle mangle noget oppe i himlen. her i landsbyen tror thaierne på at man har et hus i himlen, og der skal være alt for et godt liv deroppe.

Det som jeg senere har fået fortalt er, grunden til hele det nattelige optrin er at det er for at bane vejen for et got liv oppe i himlen

For mig en underlig oplevelse, men så bestemt også en oplevelse som fortæller meget om thai noget af thai kulturen

Rawirot skrev:
De skyder op i luften for at holde de onde ånder væk. Det er ikke frustration, ikke kun i hvert tilfælde. Den første nat sidder der også damer af nærmeste familie som regel og spiller kort ved kisten og får sig noget whisky . Det er for at ingen onde ånder skal løbe med kisten . Så ren frustration er det nu ikke.

AndersM skrev:


Det som jeg senere har fået fortalt er, grunden til hele det nattelige optrin er at det er for at bane vejen for et got liv oppe i himlen

For mig en underlig oplevelse, men så bestemt også en oplevelse som fortæller meget om thai noget af thai kulturen

AndersM skrev:
Ja thaier har føleser, men de viser dem ikke på samme måde som vi er vand til fra vores bredegrad,jeg er ikke helt blind endu så jeg har da også set thaier med våde øjne, jeg tror at mange er så stolte og vil fremstå som nogle stærke mennesker, og at de først viser deres føleser når de er samlet med den nærmeste famillie
.

rinpoche skrev:




Du har fuldstændig ret i, at thailændere ikke viser deres følelser på samme måde som vi her i vesten gør.
Jeg husker en episode ved et biluheld. Bilen var totalt smadret, intet skete med passagerne til alt held. Og ægteparret stod udenfor og så på miseren mens de smilte. Datteren, der velsagtens var en 7-8 år havde endnu ikke lært den thailandske flegma og stod - forståeligt nok - og vandede høns ovenpå den traumatiske oplevelse.

Men "op i himlen" ? Ikke møntet på dig, Anders.
Men lad nu være med at lade den kristne opdragelse og religion få overhånd.
Sådan hænger tingene nu engang ikke sammen i den buddhistiske tro.
Nibbana omnår man kun vel så og så mange genfødsler og ved selvindsigt.

Det ved Robert meget mere om end jeg gør.

AndersM skrev:
Hej Rinpoche
Jeg er nu ikke så kristen så det gør noget, min holdning til kristendom og gud kan være på et meget lille sted.
Hvis man ser på hvor meget krig og balade der har været gennem historien, så ser jeg gud som en krigsgud og ikke en som skaber fred.

Hej Robert.
Det er meget muligt at du har ret i dine antagelser, men jeg er helt overbevist om at budismen er så mangfoldig og forskellig fra egn til egn, så det er helt umuligt at generalisere.
Jeg sad her til morgen og talte med min kone om der for hende var et paradis i himlen, det svarede hun meget klart JA til.
Hun fortalte også at alt det men giver til templet/munken gennem et liv, det får man tilbage den dag man rejser til paradiset.
Så her hvor jeg bor, der er troen på et paradis efter døden meget stærk. en smuk tanke, men for pokker hvor der er mange som bliver skuffet hvis det nu viser sig at det ikke var som det troede/håbede.