rinpoche skrev:
Og om hvorfor det ikke altid er lykken at tilbringe sit otium i Thailand. Location is everything.

Jeg mødte norske Håkon i Sakon Nakhon i 1995.
Jeg var på daværende tidspunkt bosiddende i Mubaan langt ude på landet i Sakon, men tog lejlighedsvis ind til byen for der at handle fornødenheder, man ikke sådan lige kunne få i de små købmandsforretninger ude på landet.

Dengang var der langt imellem farang i Sakon, og jeg havde ikke gået lang tid i byen førend jeg blev spottet af Håkon.
Ikke så svært iøvrigt, at spotte en udlænding, der er et hoved højere end de lokale.
Han kom hen til mig og spurgte på meget gebrokkent engelsk, hvor jeg kom fra.
Han var ved at falde i svime, da jeg fortalte ham, at jeg var dansker." Eij, jeg er norsk" lød det begejstret fra Håkon.
Et venskab blev hurtigt beseglet.
Det kan da godt være, at vores aldersforskel var betragtelig, men jeg havde nu heller ikke mødt andre skandinaver i månedsvis, og Håkon var en rigtig hyggelig fyr.
Jeg var kun i Sakon for at shoppe og skulle retur, men jeg lovede at komme tilbage og se ham igen snarest.

Nu er livet i Mubaan langt ude på landet på Somchai Tyndskids marker ikke altid lige inspirerende, med mindre man er en farmer, så det var med ringe fortrydelse, at jeg snart så en anledning til at tage tilbage til Sakon.
Jeg tror ikke at jeg havde meget andet end lige stået af bussen, førend Håkon spottede mig igen.
Manden havde et sandt falkeblik.

Vi tog sammen ud at drikke kaffe. I Sakon får man kaffe med en kop te on the side fandt jeg ud af. Det var da topdollar.
Håkon vil introducere mig til sin kone og hans hjem og tager mig til et hotel, hvori han har boet i 6 år på et 12 m2 hotelrum. Hans kone Wilai, der er 37 byder mig velkommen og disker op med det bedste rummet formår.
Sød dame, og det virker umiddelbart som en stor idyl.

Det var imidlertid ikke tilfældet, som jeg finder ud af senere.
Håkon spørger om jeg vil med ud at have en bid brød og en øl. Jow, da.
Afsted drager vi til en nærliggende restaurant. Vi får mad og drikke, Håkon får mere at drikke end brød, øhh ris.
Den gamle hugaf støder pilsnerne ned i et foruroligende tempo, dog tilsyneladende uden den ringeste effekt.

Så pludselig møder han en barriere, og siger: nu skal jeg fortælle dig noget.
Ved du hvor ulykkelig jeg er her? Jeg kan ikke tale med nogle. Jeg kan kun en lille smule engelsk, intet thai.
Når min kone går på arbejde og jeg spørger: Hvad skal jeg så lave når du er på arbejde, siger hun: go sleep.
Når det er helligdage så som Jul, så bliver jeg så ulykkelig, at jeg drikker mig selv i hegnet, og thailænderne samler mig op fra gaden og bringer mig hjem. De ved alle hvor jeg bor.
Da jeg boede i Bergen, havde jeg måske i hele mit liv drukket 2 øl, og jeg kunne ikke lide det. Nu drikker jeg som om mit liv afhang heraf.

For at gøre en lang historie kort, (for vi så masser til Håkon og hans kone i de kommende måneder) :

Håkon fik et hjerteproblem, og da han ikke havde forsikring, indså han at det var bedst at tage retur til Bergen.
Han klarede sit 6 års overstay i bkk lufthavn med en bøde på 20.000 baht og vendte hjem sammen med Wilai.
Jeg fik et par breve fra ham en rum tid efter, han var nu blevet den stolte fader af en velskabt søn i en alder af 78 år.
Det var hans søn, ingen tvivl om det, der var visse karakteristika der gik igen.

Wilai fik hurtigt en ny sponser, men som Håkon sagde, det er jeg ikke så utilfreds med, hvilken far kan jeg nogensinde være i min alder for min søn?

Efterfølgende breve til Håkon fra min side forblev ubesvarede.

Robert Kronberg skrev:

Du plejer at være optimist, men det er da en kedelig historie...

Hilsen, Robert

rinpoche skrev:


Synes jeg også, men ikke desto mindre en sand beretning.
Og et eller andet sted skal det vel også med.

Eneste grund til at jeg nævner hans navn og bopæl er fordi jeg er sikker på, at han ikke er her mere.

Livet i Thailand for en farang er nu nødvendigvis ikke lutter lagkage.


mvh
rinpoche