u]Umiddelbar skilsmisse ved enighed og forkortelse af separationsperioden[/u]

ÆL §§ 29-31 skal lyde således:

Enighed

§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det.

Uenighed

§ 30. En ægtefælle har ret til separation.

Stk. 2. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation.

Bortfald af separation

§ 31. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.«

Der indføres adgang til umiddelbar skilsmisse, hvis parterne er enige, jf. § 29, og en ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, selv om parterne ikke er enige om skilsmisse, jf. § 30, stk. 2.

Ægtefæller, der separeres og senere bliver enige om skilsmisse, har ret til skilsmisse efter § 29, også selv om separationsperioden ikke er udløbet. Dette gælder uanset, om ægtefællerne er separerede på baggrund af enighed eller uenighed.

Betingelsen i ÆL § 29 om, at man ikke mener at kunne fortsætte samlivet, udgår. Der er ifølge bem. ikke hermed tilsigtet nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter ægtefæller, der ønsker separation, skal (have til hensigt at) afbryde samlivet. Dette fremgår også af § 31.

Ved en umiddelbar skilsmisse ved enighed, behøver parterne ikke ophæve samlivet, således som det er tilfældet ved separation. Den umiddelbare skilsmisse kan således benyttes af ægtefæller, som ønsker at skifte status til ugifte samlevende, f. eks. for at slippe ud af den subsidiære hæftelse for den anden ægtefælles betaling af skatter, jf. § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller for at slippe ud af den offentligretlige forsørgelsespligt, som indtil d. 01.01.2014 ikke gælder for ugifte samlevende, eller for at slippe for indkomstregulering af børne- og ungeydelsen fra 2014 (2% af indkomst efter AM-bidrag på over 700.000 kr.)


4.Vilkårsforhandling skal vælges til

Der indsættes en ny bestemmelse i ÆL § 38:
§ 38. Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når

1) en ægtefælle anmoder om det,

2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36 ikke er opfyldt, eller

3) statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 2. Vilkårsforhandling efter stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde undlades

Ægtefæller skal som noget nyt vælge vilkårsforhandling til frem for som i dag at skulle vælge vilkårsforhandling fra.

Finder statsforvaltningen, at særlige omstændigheder taler for det, skal der - som hidtil - foretages vilkårsforhandling. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det er tvivlsomt, om den ene ægtefælle kan overskue rækkevidden af det aftalte om vilkårene for separationen eller skilsmissen.

Bestemmelsen i ÆL § 38, stk. 2 skal fortolkes restriktivt og er ligesom ÆL § 43, stk. 3 f. eks. tænkt anvendt i situationer, hvor en ægtefælle bor i udlandet, og hverken kan eller vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i vilkårsforhandling, en ægtefælle har behov for en dom om separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i et land, hvor det kan være vanskeligt at få anerkendt en administrativ separations- eller skilsmissebevilling, eller der for nylig i forbindelse med en tidligere anmodning om separation eller skilsmisse har været forgæves forligsbestræbelser. Hvis statsforvaltningen efter denne bestemmelse beslutter, at der ikke skal afholdes vilkårsforhandling, skal der ikke i denne situation betales det foreslåede gebyr for vilkårsforhandling.

Der er ikke mulighed for at fravælge vilkårsforhandling, selv om det er åbenbart, at parterne ikke kan nå til enighed om et vilkår om f. eks. lejligheden eller om ægtefællebidrag, således at tvisten skal afgøres af retten. Parterne skal indkaldes til vilkårsforhandling, og der skal betales 1000 kr. i gebyr for den overflødige vilkårsbehandling!



5.Gebyr i sager om separation eller skilsmisse og ved vilkårsforhandling

ÆL § 39 affattes således:
§ 39. Ved indgivelse af anmodning om separation eller skilsmisse betales et gebyr. Skal der afholdes vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal der betales et yderligere gebyr. Gebyrernes størrelse fastsættes og reguleres af social- og integrationsministeren, jf. stk. 2.

Stk. 2. Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1 fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved statsforvaltningens behandling af en anmodning om separation eller skilsmisse henholdsvis ved statsforvaltningens afholdelse af vilkårsforhandling.

Stk. 3. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr.

Gebyret for behandling af anmodninger om skilsmisse, som siden 1990 har været på 500 kr., forhøjes til 900 kr. Der forventes 15.000 skilsmisseansøgninger årligt, hvilket giver et merprovenu på 6 mio. kr.

Der indføres et nyt gebyr på 900 kr. for behandling af anmodninger om separation. Der forventes 18.000 separationsanmodninger årligt, som vil indbringe i alt 14,5 mio kr.

Hvis gebyret ikke betales samtidig med indgivelsen af anmodningen, kan statsforvaltningen afvise anmodningen. I praksis vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse om betaling af gebyret til den ægtefælle, der søger om separation. Hvis anmodningen kommer fra begge ægtefæller, vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse til dem begge.

Hvis der er indgivet en ansøgning om skilsmisse eller separation, og ægtefællerne under statsforvaltningens behandling af sagen ønsker at ændre deres ansøgning til enten separation eller skilsmisse, skal der ikke betales et yderligere gebyr.

Da der både er gebyr på separationsanmodninger og skilsmisseanmodninger, må det forventes, at mange vil vælge direkte skilsmisse for dermed at spare 900 kr.

Der indføres et nyt gebyr på 1.000 kr. for anmodninger om afholdelse af vilkårsforhandlinger efter ÆL § 38, stk. 1, nr. 1 og 2. Der forventes at blive 3.375 anmodninger årligt, som vil indbringe 3,4 mio kr.

Hvis f. eks. H søger om separation og ønsker hustrubidrag, og M ikke vil påtage sig en bidragspligt, skal H betale i alt 1.900 kr. for ansøgning om separation og anmodning om vilkårsforhandling, før H kan begære sagen oversendt til retten. Selv om H får fri proces til retssagen, vil hun ikke få de 1.900 kr. refunderet.

Statsforvaltningen indkalder ikke ægtefællerne til vilkårsforhandling, før gebyret er betalt. I praksis vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse om betaling af gebyret til den ægtefælle, der anmoder om foretagelse af vilkårsforhandling. Hvis anmodningen kommer fra begge ægtefæller, vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse til dem begge.

Den gældende bestemmelse i ÆL § 38, stk. 2, om, at der ikke skal ske fornyet betaling, hvis der inden for de seneste 3 måneder er indgivet anmodning om skilsmisse og betalt herfor, videreføres ikke. Hvis en ægtefælle eksempelvis tilbagekalder sin ansøgning om separation eller skilsmisse og søger på ny 2 måneder senere, skal der betales et nyt gebyr for den fornyede sagsbehandling.

Det forventes ifølge bemærkningerne, at indførelsen af gebyr på separation og vilkårsforhandling kan have en vis adfærdsregulerende effekt.

Antallet af separationer ventes at falde med ca. 10 pct. som følge af gebyrpålæggelsen kombineret med indførelsen af adgangen til umiddelbar skilsmisse ved enighed.

For så vidt angår vilkårsforhandling forventes skønsmæssigt et fald i antal sager på ca. 10 pct. som følge af indførelse af et gebyr kombineret med forbedrede muligheder for at fravælge vilkårsforhandling.

Gebyrerne kan ikke kræves tilbagebetalt, selv om separationen eller skilsmissen eller vilkårsforhandlingen ikke bliver gennemført.

Gebyrer for anmodning om separation eller skilsmisse må kunne medtages som passiv i boopgørelsen, hvis det ikke er betalt pr. ophørsdagen. Hvis anmodning om vilkårsforhandling først indgives efter ophørsdagen, kan gebyret på 1.000 kr. ikke medtages som passiv i boopgørelsen.

De foreslåede gebyrer kan i visse situationer udgøre en ekstra belastning for en økonomisk svagt stillet part. Det fremgår af § 81 i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om personer med lavere indkomster normalt vil kunne afholde en sådan udgift. Hvad der forstås ved rimeligt begrundede enkeltudgifter, afhænger af en konkret vurdering, men hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Udgifter, som man får som følge af f.eks. en separation eller skilsmisse, betragtes i almindelighed som uforudsigelige udgifter. En økonomisk svagt stillet part har således mulighed for at ansøge kommunen om hjælp til betaling af de foreslåede gebyrer.