Onsdag aften den 4. juli 2007 accelerer en bil ind over kantstenen og op på fortovet på Sukhumvit Road, en af de mest befærdede og trafikproppede færdselsårer i Bangkok.

Føreren pløjer adskillige fodgængere ned under sin bil tæt på Sukhumvit Soi 26. Den 42 årige kvinde Saichon Luangsaeng, ansat ved Bangkoks trafikvæsen, dør senere på hospitalet af sine kvæstelser, og syv andre bliver sårede.

Det er ikke en tilfældig bil. Men en ny, stor Mercedes. Og det er ikke et rutineulykke. Men en bevidst handling fra førerens side.

Føreren, en 20-årig mand ved navn Kanpithak Pachimsawas, har klaget til en tilstedeværende politiofficer over en bus i trafikken. Bussen bliver på stedet vinket ind til siden.

Mercedes-føreren er stået ud af sin bil og smadrer straks en sten i hovedet på buschaufføren, Sathaporn Arunsiri. Kanpithak anklager ham for at have skrammet sin Mercedes.

Passagererne må forlade bussen og vente på en ny. I opløbet på fortovet begynder de nu at pege manden ud og tage fotos med deres mobiltelefoner. Kanpithak går derpå tilbage til sin Mercedes og ser ud til at ville forlade stedet.

Men det gør han ikke …

Politiet anklagede den unge mand for drab og mordforsøg.

Fem år senere, den 5. marts 2013, faldt den endelig dom over Kanpithak. Appelretten under Provinsretten i Phra Kanong idømte færdselsdrabsmanden to års betinget fængsel.

Retten fandt, at Kanpithak med øgenavnet Moo Ham ('svineskinke', skinke er en dyr spise i Thailand) havde et 'mentalt problem, som reducerede hans evne til at kontrollere sig selv under stress'.

Det var godtgjort at 'ofret var blevet dræbt, mens den anklagede ikke kunne kontrollere sig selv.

Efter trafikdrabet i 2007 havde Moo Ham modtaget adskillige helt ubetingede domme for ugerningen.

Underretten i Bangkok fandt ham i januar 2009 skyldig i manddrab og idømte ham 10 år og 1 måneds ubetinget fængsel.

Straffen blev senere reduceret med totrediedele, begrundet i at den anklagede havde et mentalt problem og havde kompenseret økonomisk til ofrene og deres familier.

I Provinsretten blev straffen yderligere nedsat til tre års fængsel, og senere endnu nedsat til to år og en måned — og det hele sluttede altså med en betinget straf.

En overlagt trafikdræber ender med at gå fri.

Nahm skrev:

@Kim,

Ja det er rigtigt, og du kan tilmed skrive thai...det beviser du er langt bedre end mig, respekt herfra ,

Nahm skrev:

...................................
He he, så lærte du forhåbentligt hvad det ord betød

Blev du lidt til grin også ????

Lung Yao skrev:

Kim. Desvære færdes jeg ikke i Patpong , og ved godt at jeg meget sandsynligt at brugt et forkert tonefald. men mit thai er desvære ikke så avanceret til at kunne skelne de forskelige nuancer.
Og reaktionen fra min "modpart" var identisk med den som Vi i DK, udviser når en thai ungmø frejdigt erklærer at hun kan godt Thai chili (prik). Så grinede hele selskabet, undtagen hende.

Nahm skrev:
....................................................
Nå men "onkel" det er altså ikke pænt at skrive "svine pik" på thai her på forum vel da ? " skam dig "

Lung Yao skrev:


Det skrev Du ikke Jeg, og det er noget "Møg" (en til der fik løftet øjenbryn i LOS)


.

Politiet anklagede den unge mand for drab og mordforsøg.

Fem år senere, den 5. marts 2013, faldt den endelig dom over Kanpithak. Appelretten under Provinsretten i Phra Kanong idømte færdselsdrabsmanden to års betinget fængsel.

Retten fandt, at Kanpithak med øgenavnet Moo Ham ('svineskinke', skinke er en dyr spise i Thailand) havde et 'mentalt problem, som reducerede hans evne til at kontrollere sig selv under stress'.

Den siamesiske revolution — for eliten
Da den såkaldte Siamesiske revolution blev gennemført i 1932, havde Thailand ikke et civilt samfund af betydning, som kunne udfordre og balancere statsapparatets magt og kontrol.

Der er heller ikke siden vokset et civilt og politisk samfund frem med et velfungerende parlament, velfungerende politiske partier og et velfungerende retsvæsen. Eller en fri, borgerlig offentlighed med en presse uden censur.

Studenterbevægelsen under det store folkelige oprør i 1973, som førte til et diktaturs fald under Thanom Kittikachorn, var en kort parentes, som blev likvideret af dødspatruljer og massakreret på Thammasat Universitet 6. oktober 1976, hvorpå et nyt diktatur blev installeret.

Økonomisk virksomme individer havde ikke før 1932 indgået en samfundskontrakt med hinanden. Der var ingen retligt legitimerede, frivillige organisationer, som kunne være bindeled mellem individer og stat som hjælp til borgernes selvforvaltning. Der fandtes hverken en fri eller kæmpende presse. En borgerlig offentlighed kendtes ikke.

Det gamle statsapparat var royalistisk, centralistisk, militaristisk og elitært. Det har det været lige siden i forskellige versioner. På trods af indførelsen af en (demokratisk) forfatning i 1932, der afskaffede det enevældige kongedømme og gjorde landet til et konstitutionelt kongedømme.

Magtens tredeling eksisterer ikke
Den udøvende magt, forvaltet af premierministeren, regeringen og den offentlige forvaltning er selv i tider, hvor regeringen er folkevalgt — og ikke ledet eller udpeget af militæret — ikke uafhængig af royalistiske interesser, militær indflydelse, finansverden og korruption.

Parlamentets lovgivende magt er afhængig af de samme instanser, og domstolenes dømmende magt viser sig igen og igen at være til fordel for eliten og de herskende magter, hvis sagerne overhoveder når til doms.

The Promotors
Statskuppets i 1932 blev drevet igennem af en lille skare akademikere fra administration og militær. Moderniseringens kræfter slog igennem adskillige års intriger omkring monarkiet, den store kongelige familie med mange aktive prinser og det mere decentralt aristokrati.

Flere geledder af opvakte lav-adelige og borgere var blevet sendt til europæiske universiteter, hvor de blev påvirket af vestligt demokrati, nationalisme og kommunisme.

I Paris konspirerede The Promotors, som de kaldte sig, og spredte ved deres tilbagekomst indflydelse i administrationen og en central del af militæret. Det blev kernen i det elitære statskup.

Direkte fra middelalder til moderne tider
Thailands politiske udvikling har sprunget adskillige faser over, som vi kender fra europæiske samfund.

Det svarer lidt til overrumplingen af det grønlandske fangersamfund, som af den danske kolonimagt blev voldført ind i kristendom med kapitalistisk organisering af lønarbejde og velfærd. Det er der som bekendt kommet store ulykker ud af. Grønland og inuitterne manglede den organiske egenudvikling som bragte dem i øjenhøjde med moderne tider.

På samme vis med Thailand. Og så alligevel slet ikke.

Som bekendt var Thailand aldrig koloniseret af en europæisk magt. Det ville nok ellers på en måde have bragt nogle samfundsforhold i mere balance. Samtidig med den ubønhørlige udbytning, som altid ligger i en imperialistisk forvaltning.

Men man kan fint hævde, at koloniseringen og udbytningen i Thailand har været intern. I århundreder.

Siams selv-kolonisering
Statskuppet afsluttede 150 års absolutistisk herredømme under Chakri-dynastiet og næsten 700 år enevældigt kongedømme over Thailand.

Ren middelalder var Siam, som landet hed da, dog ikke. En vis modernisering i 1800-tallet havde fundet sted under kongerne Rama IV og Rama V, som en modvægt til de udfarende europæiske stater.

Den præ-revolutionære, siamesiske modernisering ses af thai-historikeren Thongchai Winichakul i en alternativ vinkel som en selv-kolonisering (»The Quest for ‘Siwilai’: A Geographical Discourse of Civilizational Thinking in the Late Nineteenth and Early Twentieth Centuries Siam«. The Journal of Asian Studies. 59, 3 (August 2000): pp. 528–549).

Thongchai argumenterer for, at det traditionelle hindu-buddhistiske paradigme af kultur, rum, forvaltning og magt blev udfordret i mødet med en grundlæggende anderledes civilisation, som rejste sig fra latiniseret kristendom tonet af humanisme og oplysning.

De europæiske landes øgede magt og selvtillid fulgtes af en stigende Vestlig chauvinisme. Østen blev i stigende grad karikerende karakteriseret som naivt, barnligt, barbarisk og mindreværdigt.

Og missionen, at civilisere disse asiatics disse mindre civiliserede kendetegn, blev raison d'être for kolonialisme og imperialisme.

Siwilai – vestlig selv-civilisering
Moderniseringen eller siwilai-tendensen var del af en grundlæggende siamesisk regerings-strategi, der skulle retfærdiggøre landets fortsatte eksistens som en legitim, uafhængig stat.

Moderniseringen skulle affeje enhver undskyldning for kolonial intervention.

Thongchai argumenterer for, at siwilai-tendensen til forveksling lignende de nøglestrategier, som vestlige kolonimagter brugte til at administrere deres kolonier.

Kultur, rum, forvaltning og magt blev gjort siwilai gennem præcisering og redefinering af grænser til nabostater og gennem forvaltning af land og by, hvor autonomier blev centraliseret under staten. Det skete gennem opdyrkning af nye europæiske videnskaber som politologi og kartografi.

Det lokale aristokrati begyndte at skrive etnografier og definere de andre for at styrke identiteten af den nyligt skabte siamesiske nation og skabe sin egen overlegne status i forhold til andre etniciteter (såkaldte Hill tribes m.fl.)

Den politiske kultur: klassisk klientelisme
Den thailandske statsmagt og eliten koloniserede sin egen befolkning, thailænderne. I et traditionelt samfund med stor respekt for hierarkiske værdier vokser en politisk kultur, som formidler mellem en statsmagt i stadig centralisering og det lokale aristokrati.

Den lokale patron søger at bevare og udbygge sin indflydelse og magt. Til det har han brug for tjenende undersåtter. Som han holder i tjeneste ved at tilbyde dem tjenester.

Klienten erhverver sig tjenester ved at tjene patronen. Klienten får audiens i patronens hjem. Man udveksler tjenester.

Vi kender scenen. Fra indledningen af den første Godfather-film.

Danmark ambassadør i Thailand, Michael Hemniti Winther, beskriver konsekvense på den her måde i et interview foretaget 23. december 2013 på ambassaden i Bangkok:

»Partierne i Thailand er ikke ideologiske. Demokratiet her er udviklet fra klassisk klientelisme. Det er altså mere personer, som har grupper af personer, der stemmer på vedkommende, og så varetager man de her personers behov. Både i geografiske områder og på det personlige plan. Som tjenester man gør hinanden.

Så netværket af politisk understøttede kræfter går ikke så meget på, om man har samme ideologi, med partiorganisationer som vi kender det, men mere på at man tilgodeser bestemte distrikter og så videre, og det er økonomi, det drejer sig om, penge.«