Første dag, med den danske hvide sygeplejeuniformen på igen, startede på kirurgisk afdeling. Her den første uge på afdeling 9SE, som er henholdsvis en blanding af neurologisk og urologisk afdeling for både mænd og kvinder. Vores første uge er dog kort, fra tirsdag til og med torsdag, pga helligdage og studiedag.

Vi blev mødt af den sødeste sygeplejerskevejleder, Suporn. Hun er rigtig god til engelsk og rigtig god til at inddrage os samt gøre os delvist aktive. Suporn har den klassiske thailandske sygeplejeuniform på, enten let lyslilla, hvid eller "blå forklæde" (sygeplejestuderende), samt en slags hat- måske mere et slags bånd som går over og har en bestemt sort stribe i forhold til hvad man har af rang.

På afdelingen er der plads til omkring 30 patienter i et stort rum og omkring 7-8 patienter i et mindre rum, som egentlig er under kategorien intensiv og/eller isolation. At det er et stort rum er meget anderledes end i dk hvor vi højeste har 4 mandsværelser. Nej her ligger patienten til åben skue, og kan følge med i alt. Hver patient har en seng, et sengebord, en lille stol og et lille rullebord (til sygeplejerskens ting). Desuden kan der trækkes et gradin for hvis der eksempelvis skal laves noget nedre hygiejne eller andet, dog kan man stadig se ind fra den modsatte side hvis det lille ikke bliver rullet for (hvilket det oftes ikke gør). Endvidere har de ved hver seng et smart ophængingssystem som kan køres rundt i loftet, hvor IV medicin eller andet kan hænges i. Der er fælles toilet til alle, dog har mange af patienterne her kateter eller bruger koble/bækken, da de er for dårligt gående til andet- derfor er det også begrænset hvor mange der reelt bruger det fælles patienttoilet.

Sygeplejerskerne er delt ind i teams. Hvor hvert team har omkring 8-10 patienter de har ansvar for. Et team består af en sygeplejerske og en "medhjælper sygeplejerske". Det vil altså sige at der i alt er 4 teams, hvor det sidste team er nogle flere omkring de intensive/isolerede da de logisk nok kræver mere. Derudover er der specifikt en eller to sygeplejersker som kun blander medicin (IV) (medicinsygeplejersker), men også giver det (de andre giver også, men blander ikke). At være medicinsygeplejerske er noget de skiftes til, så ansvaret ikke altid ligger på den samme. Det virker til at der generelt er mange sygeplejersker på arbejde på afdelingen og at ingen af dem løber stærkt i forhold til i dk- men det er lidt svært at konkluderer helt præcis når der er en helt anden mentalitet her på hospitalet.

I forhold til patienterne er deres navne over sengen farvemarkeret efter om de er neuro eller uro patienter. Hvor de neurologiske er med lyserød farve og de urologiske er med hvid farve. De har alle meget forskellige grunde til at ligge der, men en ting de har til fælles er at de planlagt enten skal opereres eller er blevet opereret. Den neurologiske patient kan være opereret enten pga kræft, en hjerneblødning eller noget helt tredje. Den urologiske patient kan være opereret enten pga kræft (prostata eller livmoder), nyrersygdomme, alt hvad der kan berører urinvejene. Når patienterne er blevet operer bliver de oftes sendt hjem efter få dage når de er stabile og derefter overtager de pårørende (som tidligere beskrevet; caregiveren). Dog var der enkelte tilfælde hvor patienten har været på hospitalet i flere måneder og nogle i flere år, fordi andet ikke har været muligt.
En dame som er så dårligt tilredt at hun umuligt kan komme hjem, som efterhånden har været indlagt på afdelingen i 8-10 år.
En ung mand på 24år, fra Burma. Hvilket havde en meget tragisk historie. Han havde været få dage i Thailand for at arbejde og så fik han et slagtilfælde, hvor han dermed er blevet opereret i hjernen og det er usikkert hvor meget han forstår også i forhold til at han ikke kan thai. Da vi møder ham har han ligget på afdelingen i omkring 7 måneder. Han har meget udspillede øjne, så nogle af sygeplejerskerne synes han er uhyggelig. Han får mad gennem en nasalsonde, har en trakeostomi (trækker vejret gennem halsen) samt kan ikke snakke. Desuden er hans fremtid usikker, i den forstand at han ikke er thaiborger (ingen sygedækning) og at det familie de har fundet i Burma ikke har penge eller mulighed for at hjælpe- så lige nu er hans sag ved kommunikationen mellem de to ambassader forholdsvis i Thailand og Burma. Dagene på afdelingen fik to af os lov til at rense/rengøre hans trakeostomi, Anne Marie og jeg. Ved dette lyser han helt op, smiler og ler- man kan se de lysene øjne. Hold da op vi blev alle overraskede over at han kunne leve så meget op og reagerer på os og vores stemmer. Der var i hvert fald vand i øjnene her! Et ok-håndtegn fik jeg også lige med på vejen efter jeg havde renset hans trakeostomi, samt smilende. Et blødende hjerte fik jeg i hvert fald overfor ham og jeg vil sjældent glemme ham.
Det at vi rensede hans trakeostomi, kaldte de for "dressing", som vi havde øvet os på i forvejen.
Derudover fik vi alle lov til at blande IV-medicin samt hænge det op og tilkoble det. Herinden fik vi grundig introduktion i hvordan medicinrummet og proceduren med medicingivning foregår. Medicin rummet er på ingen måde aflåst som i dk, det står fuldt ud tilgængeligt åbent. Selve opmålingen af noget af IV-medicinen var på øjemål og hygiejnen i forhold til medicinhåndteringen var en blandet oplevelse.

I forhold til hygiejne er det lidt slattent til tider- hvor man vælger håndvask frem for hånddesinfektion (hånddesinfektion hvis man ikke har tid til håndvask, sagde Suporn)- hvor vi i dk har lært nærmest det modsatte- håndvask ved synligt beskidte hænder og hånddesinfektion ved resten også efter håndvask. Desuden dufter håndspritten af sæbe, så om håndsprit her er det samme som i dk er uvist. Hår hygiejnen er helt i top (intet rører uniformen), dog bærer de både ure og ringe samt private langærmede trøjer (fordi de fryser med airconditioning) hvilket ikke er optimalt i forhold til arbejdet med patienten.

Generelt på disse tre første dage på hospitalet synes jeg vi har fået lov til at være meget mere aktive end forventet- så overordnet rigtig positivt. Observation og lidt undervisning indimellem kunne til tider være noget krævende i forhold til ens koncentrationsevner, især når man i forvejen er fyldt med oplevelser og indtryk, trækker det meget på energiniveuet.

Udover at jeg har brugt en masse tid på hospitalet har jeg efter arbejde slæbt mor og Mathias med ud i det store Bangkok! På kolonariske madoplevelser, markeder mm. I weekenden (fra fredag til søndag) tog jeg dem så med på ø-eventyr (Intet thailandbesøg uden ø-eventyr- det er et "must") til ko samet. En lille meget populær ø ikke mere end 3-4 timers transporttid fra Bangkok. Her nyd vi weekenden på tubtim ressort i bungalow og på de hvide smukke sandstrande. Lørdagen tog vi på en heldagstur på snorkeltur ud til 5 forskellige øer- smukt med krystalblåt vand og farverige fisk. Begge aftenen spiste vi lækkert mad og morgenerne vores inkluderede morgenmadsbuffet- mums!
Så søndag gik turen hjem til hverdagslivet i Bangkok! Og mandag starter et nyt hospital-eventyr på en ny kirurgisk afdeling.