Se indlæg
 Udskriv debat
Testamente i Thailand
lincoln1242
Selv om jeg er sund og rask, og forholdsvis ung, så er jeg begyndt at overveje at få lavet et testamente. For det er jo ikke altid alderen, der slår én ihjel…

Testamentets indhold er der sådan set styr på, men da det er min tanke at konen og jeg skal nyde vores otium under den thailandske sol, så synes jeg at kunne læse mig til at jeg så vil være nødt til (også) at lave et testamente i Thailand, når vi når dertil.

Jeg har læst mig til at det er ret nemt at lave et juridisk gyldigt testamente, da det blot skal underskrives af mig og to vidner, uden indblanding fra andre instanser?

Og det skulle også være muligt (i testamentet) at udpege en advokat el. lignende i Danmark som bobestyrer?

En del af arven er tiltænkt min søster i Danmark og nogle velgørende organisationer i Danmark – det er vel ikke noget problem at lade andre uden for Thailand arve?

Jeg har fundet dette, som ligger et andet sted her på hjemmesiden:
”Særeje, skal for at være gyldigt i Thailand registreres inden indgåelse af ægteskab, idet ægtepagter herefter er ugyldige. Hvad der anskaffes under ægteskabet er herefter fælleseje og skal ligedeles ved skilsmisse eller den ene ægtefælles død”

Jeg har særeje (ægtepagt), oprettet i Danmark før indgåelse af ægteskab i Danmark – men respekterer Thailand dette? Det er jo svært at oprette et virksomt særeje i Thailand, idet vi allerede er gift. Spørgsmålet er jo ret relevant, for det afgør hvor meget af boet jeg kan disponere over i det thailandske testamente. Og det er også nok så relevant i det tilfælde at man skulle gå hen og blive skilt på sine gamle dage – hvilket kun er 100% teoretisk.

Ved nogen, hvad arveafgiften er i Thailand? Og ved nogen om arvingerne i Danmark slipper for den danske arveafgift, når nu boet skal behandles i Thailand??
 
Sbasiam
Det her er skrevet uden mine noter, men alene ud fra hukommelsen.

Da jeg ikke er død endnu har jeg ikke prøvet det meste i praksis og det er lige som lidt vanskeligt at lave en generalprøve på behandlingen af sit eget testamente. Og så nå at rette noget efter generalprøven.

Undskyld stavefejl, der er ikke nogen stavekontrol.

Arveafgift i Thailand. Tidligere var der ingen arveafgift. For ca. et år siden blev vedtaget en ny Thai lov, hvor arveafgiftsbegrebet blev introduceret. Jeg mener at arveafgiften er 10 %, hvis arven er over 100 millioner baht. Jeg kan ikke huske om de satte beløbet ned til 50 millioner baht inden de vedtog loven, en masse tal og procenter fløj frem og tilbage i luften og blev ændret mange gange under behandlingen af lovforslaget.

Der blev også lagt "arveafgift" på større gaver givet i levende live, men igen husker jeg grænsen for afgift som 100 millioner Thai baht.

Det er for de fleste af os så stort et beløb, at arveafgiften i praksis er nul i Thailand. Det er det i hvert fald for mig. Så jeg har ikke undersøgt mere, f. eks. om de 100 millioner baht er per arving eller den totale arv. Om de 10 % arveafgift er af arvebeløbet over 100 millioner baht eller af hele arven o. s. v.

Sidst jeg undersøgte det, skal der, såfremt man ikke har tilknytning til Danmark, således at boet ikke behandles ved en dansk skifteret, skal der ikke betales dansk arveafgift af et bo behandlet uden for Danmark. Jeg har et eller andet sted lovreferencen, så skriv en PB hvis du har brug for den. Så dine arvinger i Danmark skal ikke betale dansk arveafgift, når de arver fra Thailand. Men bemærk ingen tilknytning til Danmark, så boet ikke behandles ved en dansk skifteret.

Jeg har ikke undersøgt om et sommerhus i Danmrk medfører tilknytning til Danmark, så du kommer i dansk skifteret. Jeg har selv ikke nogen form for fast ejendom eller bil i Danmark.

Hvis boet behandles ved en dansk skifteret betales danske skatter, også til Thai arvinger i Thailand, og også af din formue i udlandet (Global arve beskatning).

Hvordan du beskriver at lave et Thai testamente lyder korrekt, men det er for simplificeret til at jeg umiddelbart vil hænges op på at det er 100 % korrekt. Det er også kun en af de lovlige måder at gøre det på. Se en engelsk oversættelse af Civil and Commercial code (CCC) section 1620 til 1710, hvor det vigtige i forhold til skrivning af testamente starter i section 1655.

Bemærk at der er fejl i nogle af oversættelserne af CCC til engelsk på nettet. Jeg faldt over en nøgle til fordeling af arven, hvor en arvegruppe var faldet ud i oversættelsen.

Underskrifterne på testamentet fra dig og vidnerne vil jeg anbefale bliver sat nederst på ALLE sider i testamentet, så der ikke kan skiftes en eller flere sider ud i testamentet af en eller flere arvinger eller ikke-arvinger efter din død. Alle sider nummereres med side x af y, så der ikke kan fjernes en side. Da testamentet ikke bliver registreret i en skifteret, som man gør i Danmark er der ingen offentlig myndighed, der kontrollerer at testamentet ikke bliver manipuleret efter din død eller smidt væk.

Du kan få lagt dit testamente i en lukket og forseglet kuvert på Tambun, og du fortæller så hvem der kan få det udleveret. Tambun tager efter hvad jeg har fået at vide ikke en kopi af indholdet af testamentet før de udleverer kuverten, så der er stadig fri mulighed for at manipulere testamentet eller smide det væk. Og jeg ved ikke hvad der sker, hvis alle de personer man har sagt kan hente testamentet er døde i den samme busulykke som du dør i. Jeg har ikke prøvet det kun forespurgt til hvordan det foregår.

Læg mærke til at der i en eller anden section efter section 1710 er mulighed for at tildele administratoren af testamentet en løbende ydelse. Hvis administrator efter testamentets bestemmelser er din ægtefælle, hvis han/hun er sund og rask, så er det en måde at give ægtefællen nogle penge til at leve for indtil boet er færdigbehandlet. Forudsat boet er solvent.

Husk at ophæve dit danske testament i dit thai testamente, hvis du laver et testamente i Thailand. Eller lav en klar opdeling i dit thai testamente hvilke dele af din ejendom som er dækket af hvilket testamente.

Der skulle ikke være noget problem med at lave nogen uden for Thailand arve, men hvis det f. eks er arvinger i England, ved jeg ikke om de bliver beskattet i England af arven.

I Danmark lader man ofte velgørende organisationer arve, fordi man på den måde faktisk i visse tilfælde kan få en større arv efter skat til de andre arvinger. Den finte har ingen betydning i Thailand.

Jeg er p. t. ved at behandle en sag med et thai testamente lavet af en afdød dansker, hvor de tidligere testamenter ikke var ophævet, men heldigvis var der ingen tidligere testamenter. Men hvis der havde ligget et gammelt dansk testamente i den danske skifteret, så havde der været basis for det store slagsmål om hvilket testamente, der gjaldt og for hvilke dele af boet.

Thailand har ikke ratificeret haag konventionen om anerkendelse af testamenter, så i princippet kan et dansk testamente ikke gøres gældende i thai ret. Danmark har underskrevet konventionen, så et thai testamente kan gøres gældende i en dansk skifteret og skal fortolkes efter Thai ret i en dansk skifteret. Jeg mener at huske det er artikel 6 i konventionen, der udsiger det.

Thai ret har ikke begrebet tvangsarvinger, så du kan testamentere hele din formue til den lille søde Oi
i nabohuset, uden at give noget til din kone eller børn. Så du kan i Thai ret gøre hvem som helst arveløs.

I princippet kan du lade en dansk advokat være bobestyrer, men det kan blive dyrt, da der af thai ret kan kræves fremmøde en række gange i retten. Og det foregår på Thai. Jeg forespurgte inden jeg forlod Danmark hos en række advokatfirmaer/kæder om de havde en med kendskab til Thai ret. De meldte alle ud at det havde de ikke.

Bemærk at Thai ret ifølge oplysninger fra en thai ret, kan finde på at kræve, at dine danske arvinger møder op i retten for at erklære, at de ikke har noget imod at den person(er) du i testamentet har bedt om bliver administrator, bliver udnævnt til administrator af boet. Og at de møder op til de følgende retsmøder, hvis der bliver nogen. Så hvis du vil lade nogen i Danmark arve DKK 10.000, så giv dem pengene før du dør.

Administratoren behøver ikke at være advokat, vedkommende behøver kun at være ved sin fornufts fulde brug

Thai ret oplyste, at der ikke kunne gives fuldmagt af en dansk arving, medmindre der var alvorlige medicinske grunde til at man ikke kunne rejse til Thaialnd samt at en psykisk sygdom, der gør at man ikke kan rejse alene, ikke ville være grund til ikke at møde frem. Så det kan lige som trække sagens behandling i rigtig langdrag, hvis de danske arvinger ikke lige kan komme til Thailand.

Men ofte foregå deling af mindre boer hjemme på stuegulvet, da der i thai ret ikke ekjsisterer skifteretsbegrebet og der ikke er noget thai lovkrav om, at der skal være en ret indblandet.

Bankerne vil dog ofte kræve en retskendelse om at administratoren af boet er administrator før indestående på konti udleveres, såfremt arvingen ikke er ægtefællen. Og de kræver det også sommetider, hvis det er ægtefællen, der vil have gysserne. Jeg tror det har noget at gøre med hvor mange skejser der er på kontoen. Så hvis du ved at om 3 dage er det slut på grund af kræft så overfør alle dine penge i bankerne til arvingerne. Så bliver det meget nemmere for arvingerne.

Jeg har en ægtepagt med min kone registreret i Danmark inden ægteskabets indgåelse. Vi har fået at vide, at hvis ægtepagten er lovlig i Danmark, vil den blive respekteret i Thailand, men vi har ikke ladet os skille for at se om det var rigtigt, så jeg kan ikke med sikerhed bekræfte at ægtepagen vil blive anerkendt i Thailand. Men det offentlige Thailand siger verbalt, at ægtepagten vil blive respekteret. CCC siger i afsnittene om ægtepagt ikke noget om at den skal være lavet i Thailand eller på Thai. Vi fik dog vores ægtepagt oversat til Thai inden underskift og fik registreret både den danske og Thai version i Danmark. Så kan det ikke påstås i en thai ret at ægtefællen ikke forstod hvad han/hun skrev under på.

Jeg har lavet testamente her i Thailand, der ophæver mit gamle danske testamente. Jeg har lavet to testamenter. Et for Thai ejendom og et for ejendom uden for Thailand. Formålet er at det testamente for Thai ejendom kan behandles hurtigt, fordi der kun er min kone som arving, (hvis hun er i live) og hun er udpeget som administrator så det kan gå nemt. Så hun hurtigt kan få nogen penge til at betale for leveomkostninger, universitetsgebyrer for børnene med mere, så uddannelser ikke skal afbrydes.

Testamentet for ejendom uden for Thailand er så til min kone og andre arvinger. som ikke har så travlt med at få penge og hvor det kan tage lang tid at få hentet pengene ud af diverse lande. Det danske bureaukrati kan være EKSTREMT langsomt og fodslæbende når man kommer med en ubehagelig sag som et testamente i Thailand under Thai ret, hvor der ikke er nogen skifteret og dermed ikke nogen skifteretsattest.

Boet kan f. eks. ikke få adgang til e-boks/offentlig digital post, pensionsinfo o.s.v, o.s.v.

Om det bliver anerkendt i Thai ret at lave den opdeling i 2 testamenter ved jeg ikke (det er ikke forbudt i CCC), men hvis man forsøger det så skal grænsen mellem ejendom i og uden for Thailand være knivskarp. F. eks. skal det være afgjort i testamenterne om et beløb under overførsel fra Danmark til Thailand, er Thai ejendom eller dansk ejendom. Jeg kan jo dø i de 2 dage overførselen varer.

Der er tvivl blandt de lærde om et testamente på engelsk kan accepteres af Thai ret eller, der vil kræves en oversættelse til Thai underskrevet af afdøde og vidner. Eller man kan lave en oversættelse af testamentet efter dødsfaldet til Thai og fremlægge oversættelsen og originalen i retten.

CCC tillader i en af de første sections, at dokumenter kan have retsvirkning selv om de er på et fremmed sprog. Men hvad der er tilladt når du står foran en dommer, der ikke kan læse engelsk og slet ikke læse dansk, det ved du ikke. Og du kan vanskeligt lave en generalprøve.

Sørg for inden du og din kone forlader Danmark at du og din kone begge er oprettet i E-boks og har læseadgang til hinandens e-bokse. Og at det er noteret hos E-boks at den adgang skal bestå efter dødsfaldet. For efter dødsfaldet er det vist nok umuligt at få. Vi har forsøgt at få adgang til afdødes e-boks i mere end ½ år, og ingen kan tilsyneladende hjælpe.

Sørg for at både din og din kone har konti i egne navne, så din kone ikke skal oprette en konti i en dansk bank efter din død, f. eks. til pensionsudbetalinger fra din ratepension. Hvis din kone er Thai statsborger er det omtrent umuligt at oprette en konto til hende i en dansk bank efter dit dødsfald, fordi din kone straks vil være mistænkt for at ville hvidvaske penge. Opret kontiene så i kan se hinandens indestående og transaktioner efter dødsfaldet, det bliver guld værd i den situation.

Fortæl din kone eller en dansker, hvis din kone ikke kan læse/skrive dansk, hvordan man laver et proklama i Statstidende. Man skal oprette sig selv som bruger, og derefter skriver man proklamateksten. Når der ikke er skifteret indblandet skal det ned i en speciel rubrik, men det får du at vide af redaktionen hvis du gør forkert. De var meget hjælpsomme i mit tilfælde.

I sagen med den døde dansker ovenfor, lavede jeg proklama og boet har afvist danske krav for indtil videre cirke DKK 150.000, fordi kravene kom efter proklamaets udløb. Du behøver ikke at være advokat for at lave et proklama. Prisen for proklamaet var DKK 187,50 så vidt jeg husker. Prisen afhænger af hvor lang du laver teksten.

Pøj, pøj med projektet.
 
lincoln1242
Tak for et fantastisk godt og brugbart svar!

Der er bestemt nogle ting, jeg vil se nærmere på, både her og nu, men også ifm. med den dag vi river teltpælene op og flytter til Thailand.
 
Spring til debat: