Jeg følte mig parat til udfordringen, da jeg allerede havde lært spansk, thai og en del hindi. Min sproglige skoling var formet af en amerikansk militær model, hvor eleverne hver dag skulle bestå en skriftlig og en mundtlig test med 15 tilfældigt sammensatte sætninger. Hver tredje uge afsluttede vi et modul med en eksamen. Bestod man ikke, tog man modulet én gang til. Da jeg ikke ønskede at dumpe, blev dansk mit bijob.

Mit kendskab til thai viste sig værdifuldt. Sproget har fem toner, ligesom kinesisk. Hvis jeg f.eks. siger »smuk« på thai, men med den forkerte betoning, vil jeg udtrykke en forbandelse.

En sjælden gang i Thailand forstod folk mig ikke. Så vidste jeg, at det skyldtes mit blonde hår og blå øjne.

Grunden til min stridighed var, at sproget er nøglen til at blive medborger. I Thailand besøgte jeg en venindes afsidesliggende hjemby. Efter en blodceremoni blev jeg optaget i familien.

Til min overraskelse hørte jeg, at de lokale for nylig havde smidt to backpackere ud af byen. Da de ikke kunne kommunikere med dem, mente de, at de havde onde øjne og hensigter.

I Thailand blev sprogforståelsen et spørgsmål om liv eller død, da jeg besøgte en ven, som boede i Den Gyldne Trekant – fem minutters gang fra Myanmar.

Da alle jævnligt krydsede grænsen, besluttede vi også at gå en tur. Der sprang to soldater ud af deres bambushytte. En af dem pegede sin riffel direkte mod mit hoved. Den anden spurgte, hvad jeg foretog mig der – på engelsk. Da jeg endelig kunne sige noget, var det kun på thai.