THAILAND (Ekstra Bladet): I det nordøstlige Thailand, en lille times kørsel fra grænsen til Burma, holder buddhistiske munke liv i 20 velvoksne tigre og tigerunger, som trues af udryddelse.

Unge fra hele verden med stor kærlighed til de truede kattedyr valfarter til Tiger-templet for at arbejde som frivillige tigerpassere hos munkene.

En af dem, Lis Wichmann fra sønderjyske Øster Lindet, havde fornøjelsen i september i fjor. Det blev til en helt anden ferie, end hun egentlig havde tænkt sig.

Her får du uddrag fra hendes dagbog om opholdet i ’Tiger Temple’, som i dag hører blandt de største turistattraktioner i Thailand:

’Ord kan ikke beskrive mine inderste følelser og den glæde, jeg har. I de mest intense øjeblikke skal der intet til, før tårer triller ned ad mine kinder. Jeg må tage fat om en tigerpote for lige at få bekræftet, at dette ikke er et uvirkeligt eventyr men mit virkelige liv september 2006.

Fra første øjeblik jeg så tigrene, var jeg fuldstændig hypnotiseret af disse store, smukke dyr. I modsætning til mange af de besøgende turister spekulerede jeg på intet tidspunkt over, om jeg nu skulle gå hen og røre ved tigrene, eller om det måske kunne være farligt.

Tværtimod var det svært at vente de 36-48 timer, inden jeg måtte nærme mig de fire tigerunger; Chomnapa, Fadang, Rungdao og Harnfa. De blev mine kæledægger under den daglige rengøring.

Unger er nu så meget sagt. I løbet af mit ophold havde de alle 1-års fødselsdag og havde passeret de 120 kg. I løbet af et års tid vil de tage endnu 120 kg på.

Gåtur med problemer
Rengøringen i de to bure med hver to tigre tager godt en halv time, hvor vi har mulighed for at kæle lidt med dem, hvis ellers de giver os lov. Derefter er det tid til at trække de fire unger ned til morgenmads-ceremonien i templet.

En gåtur med problemer. Ungerne er ikke selv klar over, at de er uhyre stærke. Vi er to om hver tiger, en ved hovedet og en har fat i halen. Vejen til templet er 300-400 farefulde meter, hvor det vrimler med områdets øvrige dyr; vildsvin, påfugle, rådyr, heste, vandbøfler med flere.

Der smuttede kun en enkelt påfugl under mit ophold. Den kom for tæt på en legesyg tigerpote og måtte aflives.

’Vildsvinejagt’
En anden morgen var et vildsvin kommet inden for synsfeltet af Harnfa, som uden store problemer rev sig løs og startede en ’vildsvinejagt’. Men den unge Harnfa er en uerfaren jæger og må se sig snydt af et hjertebankende vildsvin.

Tigrenes dagsration af mad er ca. fem kg kogt kyllinge- og oksekød – uden en dråbe blod. Munkene gør alt for, at de undgår smagen af blod.

Kl. 08.00 skal vi stå uden for templet i bare tæer med håndfladerne mod hinanden foran brystet og bukke dybt for munkene, mens vi ofrer dagens mad til de i alt ti munke i templet.

Det er en usikker Lis, som første gange stiller op til ritualet. Min viden om buddhismen er endnu meget begrænset, så jeg stiller mig ydmygt bagest i hierarkiet. Gladelig ser jeg munkene tage imod den mad, jeg ’ofrer’.

Kogt ris og soya
Morgenmaden til os frivillige består typisk af en til to poser kogt halvkold ris og en pose lunken soya-sovs. Om søndagen kan vi være heldige at få en nøddesnack tilsat masser af dejligt lunkent vand.

I og med at vi levede i et buddhistisk tempel, skulle vi også leve efter de vilkår, som gælder for munkene – ét måltid om dagen. En portion ’fried rice’ krydret med lidt chilisauce uden for templet efter solnedgang var absolut med til at fuldende helhedsoplevelsen.

Under mit ophold var der 16 tigre i templet – den ældste otte år gammel – og ca. halvdelen er født i templet. Resten er kommet som unger med venlige sjæle, som har fundet dem forladte efter at krybskytter har skudt moderen. Alt sammen i grænselandet mod Burma, hvor der i dag kun lever ca. 150 tigre mod over 500 tidligere.

Ingen ville tage ansvar for de små, sultne unger, hverken zoologiske haver eller andre dyreparker. Det ville ’The Abbot’, lederen af templet. I 1999 modtog han med åbne arme den første tigerunge kun et par måneder gammel, men torteret og forkommen.

En åndelig verden
Som buddhistisk munk dedikerer man sit liv til en åndelig og simpel verden i fattigdom. Derfor kunne hverken hans hjerte eller tro afvise små, sagesløse tigerunger.

Rygtet om ’Munken med det store hjerte’ bredte sig hurtigt blandt de primitive bjergstammer. I løbet af et par måneder modtog han yderligere to kun en uge gamle, men sunde han-unger. Senere samme år endnu to forkomne unger og uden tanke om fremtiden, åbnede han dørene for de små, efterladte tigre.

For at skaffe penge til mad og senere bure til voksne tigre gav han i første omgang turister adgang til templet og tigrene. I dag står turisterne i kø for at klappe tigrene. Alle betaler ca. 50 kr. for at komme ind og bliver samtidig opfordret til at give en donation til en ny tigerpark.

Min hverdag
Tilbage til min hverdag; Kl. 12.30 trækker vi i uniformen – en sort T-shirt fra templet og bukser i neutrale farver. Vi er ved at gøre klar til dagens turister. 12 af 16 tigre trækkes ned i tigergraven – et smukt område med stejle bjergvægge på tre sider og en lille sø bagest.

Turisterne sidder på den fjerde side. Det eneste, der adskiller dem og tigrene, heraf otte fuldvoksne, er et reb. Ikke alle tigre er bundne, og vores job er at snakke med turisterne og fortælle dem, hvad de må og ikke må, hvis de vil have et billedet af dem selv med en tiger med eget kamera.

Dette gør vi hver dag kl. 13-17.30, og det er fantastisk. Timerne i tigerkløften er dagens bedste. Her har jeg for alvor mulighed for at komme rigtig tæt på de legesyge og smukke dyr. Det er så uvirkeligt og livsbekræftende, at det næsten er smerteligt at tænke på.

Man glemmer, at det stadig handler om vilde dyr, som faktisk kan dræbe med et enkelt bid eller et slag med poten.

Livet som indsats
Heldigvis er ingen kommet alvorligt til skade i omgangen med tigrene. Flere af de frivillige har dog været en tur på hospitalet for at blive syet for bid- eller kradsesår.

Men tigrene har aldrig bidt eller kradset af ondskab – kun under leg. De er slet ikke klar over, hvilke kræfter de har, så al leg med tigerne er med livet som indsats.

Det er absolut forbudt at vende ryggen til dem. Forsøger en tiger at springe frem mod en, må man aldrig træde tilbage og give den plads, men gå truende og bestemt frem mod den uden vaklen. Lyder det svært? Logikken er klar: Tigrene må ikke tro, at de er de stærkeste, for så er det slut med at kunne leve livet.

Det perfekte paradis
Under mit ophold kunne jeg, som dagene gik, komme tæt på de fire unger. Kæle og klappe dem, hælde vand i hånden og lade dem slikke det op, lege med en pind osv. For en dyreelsker som mig, var det det nærmeste, jeg kan komme på det perfekte paradis.

Især Comnapa stjal mit hjerte. En enkelt gang glemte jeg den vigtigste regel og vendte ryggen til hende. Straks lå der en pote omkring mit venstre lår. Jeg nåede lige at tænke: ’Åååh, nej, så får jeg alligevel et tiger-ar med hjem’.

Men bedst som jeg vendte mig for at få ’min straf’, gled poten lige så glat ned ad mit lår, uden en eneste klo var fremme.

Min sværeste dag
Anderledes var det med de voksne tigre. Dem kunne vi kun være sammen med i selskab med deres private oppasser fra personalet. Når man en sjælden gang hørte en af dem ’groome’, så forstod man, at det ikke er store, blide katte, men vilde dyr, som kan dræbe.

Den sværeste dag i mit liv var den sidste dag i templet. Tårerne trillede ufrivilligt ned ad kinderne hele morgenstunden og helt galt gik det efter morgenmaden med et endeligt farvel til Chomnapa og de andre.

Jeg fik et intenst kvarter alene med dem. Så smukt og fuld af minder, jeg aldrig vil glemme ... så nu tuder jeg igen ... bare ved tanken om ’mine’ tigre. En ferie, jeg aldrig, aldrig vil glemme ...’