Gaden Bangla Road i Phuket lokker med gang i den og smukke ladyboys. Men man kan komme lidt for langt ind i syndens hule.

Hun slår et koket slag med sin lyserøde bunnyhale og kaster en fornærmet trutmund over skulderen mod os, da vi smiler nej tak til at dykke ind i en bargade, vi lige har forladt, og som hun dansende forsøger at kapre gæster til.

Hmf! Ingen treårig pige kunne være mere demonstrativt såret. Ingen diva kunne stikke næsen højere i sky. Ingen klipklappende dansk kvinde ville kunne mønstre bare det kvarte af hendes feminine attitude.

Og hun ved det. Og vi ved det.

Men vi ved også, at hun ikke er en hun. Ligesom mange andre af de skønheder, der promenerer, danser og flirter i ludergaden Bangla Road i Patong på den thailandske ø Phuket, er hun født med mere mellem benene end andre kvinder. Hun er ladyboy, som det hedder i daglig tale blandt turisterne.

Kvindelige kønshormoner
Fænomenet er særlig udbredt i Thailand, hvor ladyboys regnes for et køn i sig selv. Allerede fra teenagealderen tager nogle drenge kvindelige kønshormoner, som langes frit over disken på lokale apoteker. De klæder og sminker sig som kvinder og køber sig til perfekte bryster hos en plastikkirurg.

Nogle går hele vejen og får også opereret penis væk. Alligevel opnår de ikke lovformelig status som kvinder i Thailand. I deres pas er de stadig mænd.

Men tolerancen over for deres adfærd er stor i det buddhistiske land, hvor en drengs lyst til at være pige ses som et karmisk resultat af, at han har levet udsvævende i et tidligere liv. Det er en uundgåelig skæbne og skal snarere ses på med medlidenhed end som en skændsel.

Brysterne snyder
Mange thailandske ladyboys arbejder i kabareter i flotte kostumer med glimmer og strudsefjer. Andre har mere traditionelle kvindejob i forretninger og frisørsaloner. På et tidspunkt får vi f.eks. serveret kaffe i Starbucks af en nydelig fyr, der hedder Jane.

Men i Bangla Road ser man dem først og fremmest i prostitutionen. Her risikerer naive sexkunder at få mere med hjem, end de regnede med, og det er ikke alle, der er lige hurtige til at opdage det.

En af mændene i vores lille selskab af danske journalister kan berette om en ven, der først efter flere dages samvær fandt ud af, at den kvinde, han gik i seng med, var en mand. Men da det havde været rart nok, fortsatte han.

Det, synes min kilde, var modigt. Men at vennen turde fortælle det bagefter, var endnu modigere, for det er en af den slags historier, der kan få de homofobe hår til at rejse sig akut på heteroseksuelle mænd.

Y-kromosomer
Bare tanken om, at en kvinde tidligere har været (eller stadig er!) en mand, virker frastødende på de mænd, jeg spørger om, hvad de synes om de smukke ladyboys. Perfekte bryster og lange ben opleves som snyd, hvis der er y-kromosomer med i spillet.

Men det kan være svært at se, hvem der er hvad. En rettesnor kan være, at man bare går ud fra, at de smukkeste og mest feminine piger er mænd. Et adamsæble er naturligvis et sikkert tegn på, at hun er en han, men nogle får adamsæblet fjernet, og så er man jo lige vidt.

Efter et par dage i Patong er man dog ikke så tit i tvivl. Store fødder og kraftige håndled er der endnu ingen, der kan løbe fra. Heller ikke i stiletter.

Bangla Road er som en magnet. Man kan være nok så meget imod stoffer og prostitution – står man først i gaden, veltilpas af den thailandske tropevarme, er det svært ikke at blive forført. Der er blinkende neonlys, billige drinks og inciterende rytmer overalt.

De tykmavede er der også
Det hele virker så let, og publikum består ikke kun af de tykmavede vesterlændinge med små thaipiger på skødet, som udgør grundpillen i ens medbragte modvilje mod sexturisme.

De er der selvfølgelig, tykmaverne. Men det samme er masser af unge i små grupper og forbavsende mange hvide kvinder, der ligesom vores selskab er kommet mere af nysgerrighed end for at købe sex.

Andre former for købelyst kan dog også tilfredsstilles ved nattetide i Bangla Road, for side om side med luderbarerne ligger almindelige forretninger, der handler med sko og T-shirts, og et enkelt stormagasin, der minder lidt om Daells Varehus i gamle dage.

Bangla Road fornyer sig
Og den slags vil der blive mere af, mener Kent Rausner, der driver Rico’s Hotel i en sidegade til Bangla Road. De thailandske myndigheder er nemlig holdt op med at forny lejemålene for gadens gogobarer. Der kan opkræves meget større huslejer fra almindelige fortovscafeer.

»Jeg kender en kvinde, der driver en juicebar for enden af Bangla Road, ned mod stranden. I hendes butik blev der før solgt tøj til stripperne. Nu står hun dagen lang og presser frugt til turisterne, og hun griner hele vejen til banken«, siger Kent Rausner.

Man skal dog ikke regne med, at prostitutionen ophører, fordi Bangla Road forandrer sig og måske ender som en pæn gade. Den har sit marked og flytter bare til nye lokaliteter lidt længere væk i Nanai Road, hvor huslejen stadig er lav.

Dansere på disken
En kvindelig journalistkollega og jeg er fælles om at gøre store øjne i det myldrende natteliv.

»Det er som Jomfru Ane Gade gange 600«, siger hun. Og med den opstemthed, som vi tænker også kan gribe andre turister, der er i Bangla Road for første gang, beslutter vi at få så meget ud af syndens hule som muligt.

Et par mænd fra selskabet bliver udnævnt til at være vores væbnere, og snart er vi bænket ved en zinkdisk med udsigt lige op i skrævet på fem ladyboys, der skiftes til at danse på disken iført knælange sorte stiletstøvler og verdens mindste shorts. Hvis ikke de piger er opereret, så ved jeg virkelig ikke, hvor de har gjort af udstyret.

Men en af væbnerne gætter på, at flere af dem faktisk har det endnu, og peger dem ud. Jeg er målløs. Det her er vildt. Og det bliver ikke mindre vildt, da en af pigerne laver en akrobatisk kolbøtte ned ad diskens dansestang og kvitterer for en seddel, som den anden væbner stikker i hendes shorts, med at begynde at flirte uhæmmet med mig.

Flade hvide sko
Jeg skal op og danse sammen med hende på disken, ægger hun. Nej, jeg skal ej, signalerer jeg, pinligt bevidst om min lyserøde nederdel og flade hvide sko og det aldeles upassende i at danse på en bardisk i Thailand, mens man er på presserejse. Jo, kom nu, lokker hun.

Nej. Bly som en forårsviol slår jeg øjnene ned. Vi duellerer på en kvindelighed, som hun ikke er født til, og jeg meget sjældent har lejlighed til bruge. Samtidig kan jeg tydeligt se manden i hende og morer mig over min egen absolutte kønsforvirring.

Hun ser også ud til at more sig over mig, men det kan være et lige så blændende skuespil som de strømme af tårer, en anden ladyboy udgyder over en australsk pige ved siden af os. De to har kysset lidenskabeligt for øjnene af en fyr, men tårerne skyldes, at pigen har fortalt, at hun skal rejse hjem dagen efter. Nu har hun dårlig samvittighed, betror hun os.

Ja, og den grædende ladyboy burde have en Oscar.

Trøstesløst show
Opmuntret af vores første tur i byen, som ikke bød på andet end ret uskyldig morskab, beslutter vi et par dage senere at se et af de berømte pingpong show, hvor kvinder skyder de mest utrolige ting ud af deres underliv med raketfart.

Jeg tror, vi forestiller os, at det vil være flot og cirkusagtigt.

Men i det øjeblik, vi er fulgt med gadehajen ind bag forhænget til den dunkle rødmalede bar med spejle, dansestænger og diskokugler i loftet, ved vi, at vi har begået en fejl. Dette sted er lurvet.

Som lovet på gaden er der ingen cover charge, men en øl koster 10 gange så meget som på en almindelig bar, og man har knap sat sig, før man bliver afkrævet sin bestilling.

»No photos, no V.D.O.«, står der på spejlet over scenen, hvor en lille, tæt og ret grim kvinde i hvid sports-bh og rødt lændeklæde over det ellers nøgne underliv skal optræde. For en sikkerheds skyld læser hun beskeden op hvert femte minut, når et ny show starter. Længere tager det hende ikke at aflevere de 4-5 tricks, der udgør et show.

Russisk bjørn i fangenskab
I begyndelsen imponeres vi, når hun trækker en alenlang, selvlysende blå snor ud af skødet eller sprænger en gul ballon med en dartpil affyret fra underlivet. Men morskaben overskygges snart af, at kvinden ligner en russisk bjørn i fangenskab. Hun bevæger sig tungt som en bryder på vej i ringen og er tydeligt træt af det, hun laver.

Sjældent har jeg set et menneske udstråle så megen livslede.

Efter et par runder holder vi op med at le af det båthorn, hun får til at trutte mellem benene som en syg kat, og vi synes bare, at det er ulækkert, når hun ryger en smøg med kussen og får gløden til at lyse mellem balderne. Det er så nedværdigende, at man knap kan fatte det. Flere i selskabet giver udtryk for, at deres grænse for perversion er nået, og vil bare ud hurtigst muligt.

Hvordan nogen kan finde det sexet, er ubegribeligt.

Da vi står på gaden igen, er vi seks voksne mennesker, der har det dårligt. Min eventyrlystne kollega kaster op i rendestenen. Det er nok bare noget, hun har spist, for det varer næste dag med. Men vi har alle seks lyst til at følge hendes eksempel. Syndens hule har en bund. Og den er mørkere, end vi troede.

rinpoche skrev:
mht den sidste episode, der kan man jo kun undre sig, hvorfor man i det hele taget føler sig foranlediget til at se sådanne grotesk nedværdigende shows. Ikke mindst som kvinde.
Jeg har aldrig set sådan noget P** og har heller ikke noget ønske herom.
Godt de fik en dårlig oplevelse, som de selv har bedt om, og forhåbentlig vil de dermed få øjnene op for at de selv nu har været medvirkende til at holde denne tragiske industri kørende.
Hvad skal man sige andet end: tåbelige, selvcentrerede, forlystelsessyge deadbeat turister. Så har jeg vist ikke glemt noget.
Hvor er det dog klamt