Se indlæg
 Udskriv debat
Phi Phi er paradis
Phi Phi er paradisb
[url]CARSTEN A. ANDERSEN 30 December 2007[/url]

Thailand: Ud på eftermiddagen falder der ro over det lille ø-samfund. Så kan man virkelig nyde dette enestående ferieparadis
De små øer Phi Phi Island nær Phuket i Sydthailand er paradis på jorden. Men slangen i paradiset hedder turister.

For Phi Phi-øerne er det mest besøgte udflugtsmål fra den store ferieø Phuket. Så hver dag ca. kl. 10.30-14.30 er her en vrimmel af mennesker, som på få timer både skal nå at se øen, shoppe, spise, bade og slappe af.

Når de mange turister har forladt øen, falder der ro over det lille samfund, og så kan man rigtigt nyde dette enestående ferieparadis.

Enestående, fordi her er gudesmukt. Her er to strande få minutters gang fra hinanden. Smukke strande med palmer, sand og lavt vand. Her er ingen biler, kun et par motorcykler til at tage bagagen og ellers lidt for mange cykler, som lokalbefolkningen bruger.

Prislejet er fornuftigt, og hoteludbuddet går lige fra tre-fire stjernet til en meget beskeden og primitiv bambushytte.

Kaffe og kage

Turisterne sværmer rundt i hovedgaden. De shopper lidt. Køber en t-shirt med lokalt motiv. Eller et kopi-maleri. De nyder en kop kaffe og en kage på Den Franske cafe, mens de på CNN eller BBC ser, hvordan sne, slud, kulde og mørke breder sig hen over Europa og Skandinavien.

Om aftenen sidder de på en af de mange restauranter langs vandet – helt nede i vandkanten, hvor bølgerne nærmest høres provokerende højt.

Selv ved midnatstid er der ingen grund til at tage andet end en t-shirt, korte bukser og et par sandaler på. For her er varmt stort set døgnet rundt.

I restauranten vælger man sine fisk, hummer, bøffer eller rejer, som gerne skylles ned med en lokal øl. Udenlandsk vin er dyr, og den thailandske vin er ikke noget at skrive hjem om.

Kokken går i gang med hummeren, rejerne eller bøfferne. Det sker gerne over grill på et palmeblad. Skulle hjemveen komme til en dansker efter 14 dage med ris og stærke krydderier har Mathias fra Sydsjælland et godt tilbud. Han har startet restaurant H.C. Andersen på Phi Phi. Her er både frikadeller, bøffer med løg og kartofler, næsten som vor mor troede, hun lavede dem.

En anden mulighed er restauranten med speciale i hvidløgsretter eller øens bedste restaurant »Le Grand Bleu«, som ligger i gågaden næsten lige ved havnen.

Om aftenen kan man gå videre for at købe en kop kaffe og italiensk is.

Eller gå videre ud i nattelivet på diskoteker med dans og høj musik, eller til en fredelig øl på en af caféerne – igen helt nede ved vandet.

Telte til turister
Som med mange andre turistperler var rygsæksfolket de første til at opdage Phi Phi Island. Gennem mund til mund metoden blev de små søvnige øer med kokosplantager, muslimske fiskere og overdådig natur kendt af rygsæksrejsende og langsomt også af andre ferierejsende. På et tidspunkt blev tilstrømningen til Phi Phi så stor, at man måtte udleje telte for at kunne huse alle turisterne.

Rygsæksfolket er her stadig. Men publikum er blevet meget mere varieret. Nu er her både unge og ældre, og specielt mange familier med børn, som sætter pris på at her ikke er biler og farlig trafik.

Phi Phi var et af de områder i Thailand som blev hårdest ramt af tsunamien. Første bølge var tre meter høj. Anden bølge 6,5 meter høj.

Ca. 2.000 mennesker døde og 70 pct. af alle bygninger blev fejet væk af flodbølgen. I dag er der tsunami-alarm, og mindeområder for tsunamiens ofre både på land og ude i vandet. En gang om året, på dagen 26. december, holdes også en mindehøjtidelighed.

Og Phi Phi vil aldrig blive de samme øer efter tsunamien. For efter katastrofen startede et omfattende byggeprogram, hvor man nærmest har indtryk af, at det gælder om at smække så mange hotelværelser og småboliger op som muligt. Uden at tage hensyn til hvordan de ser ud.

Så noget kønt syn er det nye cementbyggeri ikke. Men øernes naturlige skønhed kan ingen tage fra dem.

Danida hjælper med rent vand

Danske Danida har hjulpet med et projekt til rent vand på øen. Der er kommet nye større elkabler fra fastlandet.

Så nu er det eneste større problem at finde en løsning på den store mængde affald, der hver dag bliver til overs, selv om befolkningen forsøger at brænde affaldet af eller sende det retur med skib til hovedlandet.



http://rejseliv.d...hi-paradis


bamsen
 
Spring til debat: