Se indlæg
 Udskriv debat
Ti tips til børnenes Phuket

http://www.rejsel...nes-phuket


I de kommende måneder strømmer danske familier på vinterferie til den thailandske ferieø Phuket. Rejseselskabet My Travel har her samlet ti børnevenlige udflugter, hele familien kan tage på - uanset, hvilket selskab man rejser med

Havet omkring Phuket er børnenes legeplads nr. 1 under ferien på danskernes foretrukne rejsemål i Det Fjerne Østen. Men der er masser af andre gode oplevelser at få for de cirka 7.000 danske børn, der den kommende vinter besøger den thailandske ferieø. Her er 10 forslag til aktiviteter, som både børn og voksne vil kunne hygge sig med.

1 - SLIP HAVSKILDPADDER FRI

Det thailandske nytår, Songkran, fejres i 2008 i fra 13.-15. april. Øens Buddha-figurer vaskes, templerne gøres rene - og børn og unge smider spande med vand efter de ældre eller »skyder« dem med overdimensionerede vandpistoler. Det er også i de dage, at dyr i fangenskab - fugle, fisk og skildpadder - slippes løs. På strandene Bang Tao, Nai Yang og Mai Khao lægger havskildpadder på op til 450 kilo deres æg. De udrugede unger frigives under Sonkrang.

2 - RIDETUR PÅ ELEFANT

Omkring år 1900 levede der ca. 100.000 elefanter i det daværende Siam - nu Thailand. I dag er antallet reduceret til ca. 3.000 – af dem lever der cirka 275 på Phuket. Og står det til guvernøren på øen, øges bestanden ikke foreløbigt, da han vil sikre, at der er mad nok til de store dyr. De 40 af elefanterne udgør bestanden på Siam Safari nær Phuket Town, der tilbyder ridning på elefanter og vandbøfler, sejlads på en junke samt indførsel i den lokale levevis.

3 - GIBBONER I NATUREN

I 1990’erne var gibbonaberne ufrivillige gæster på Phukets barer, hvor de optrådte som »fotomodeller«, mens gæsterne fodrede dem med peanuts og øl. Gibbon Rehabilitation Center, der ligger på vej til lufthavnen nær heltemonumentet med de to kvindelige soldater, arbejder på at få aberne tilbage i naturen. Stedet er bemandet af frivillige, og du kan støtte ved at købe for eksempel T-shirts eller adoptionscertifikater. Det er ikke muligt at komme helt tæt på aberne, da de skal vænne sig til at komme tilbage til naturen. Stedet er åbent mellem kl. 09.00 og kl. 16.00 og anbefales til børn over fire år. Når du er i området så besøg også Bangh Pae vandfaldet (her tager man et mindre beløb i entre).

4 - SPIL MINIGOLF

Det oser af Fred Flintstone og Barney, når man besøger Dino Park mellem Karon og Kata Beach. Her kan børn fra tre år og op spille minigolf på en 18 hullers bane. Derefter er det tid til at nyde en burger i stedets restaurant. Børn og voksne over 12 år betaler 240 bath (40 kr.) i entre til Dino Park. Ønsker man at spille golf, koster det yderligere 120 bath (20 kr.) for voksne og 90 bath (15 kr.) for børn. Der er åbent fra kl. 10.00 og frem til midnat.

5 - SLANGESHOW

Der er bl.a. kobraslanger på Phuket, men man møder dem kun sjældent i naturen (sker det, skal man stå musestille – efter et stykke tid vil slangen stikke af). Slangerne kan opleves under sikre forhold i Phuket Cobra Show og slangefarm i Rawai. Åbningstid: kl. 09.30 til kl. 18.00. Entre: 300 bath (50 kr.) for voksne og 150 bath (25 kr.) for børn. Anbefales til børn over tre år.

6 - GOLFKURSUS

Blue Canyon er en af Asiens bedste golfbaner og er placeret nær Phuket Lufthavn. Jeff Graig er instruktør på stedet og står for kurser for børn. Børn over syv år kan gennemgå et seks timers kursus over tre dage. Her undervises der i sving med analyse på video, putting, chipping og slag fra grus. Kurset omfatter også emner som basal etikette for spillere, strategier og regler. Se mere på www.bluecanyonclu...

7 - THAIBOKSNING

Den asiatiske bokseform har rødder tilbage til det 15. århundrede. I Fitness House i Chalong på øens sydlige østside undervises børn fra fire år i kampsporten. Der fokuseres på at udvikle disciplin, koncentration, kontrol, balance og fysisk kontrol. Undervisningen starter hver dag kl. 17.00.

8 - I SPEEDBÅD TIL BADEØ

Der er fart og tempo over de speedbåde, der på mindre end en time bringer gæster fra Phuket til for eksempel Phi Phi Islands eller Krabi. En lidt kortere tur går til badeøen Koh Khai Nok, hvor der – i modsætning til på andre øer – er solstole og parasoller.

9 - LAS VEGASSHOW I KAMELA

En anden stor forsamling af elefanter finder man i FantaSea, der er et show i bedste Las Vegas-stil nær Kamala. Ud over at kunne gå rundt i temaparken, er der også en række forlystelser, mulighed for at fodre elefanterne med bananer samt spise i den internationale restaurant med plads til cirka 4.000 gæster. Aftenen sluttes af med et show omkring Thailands historie.

10 - HYG DIG MED TIGEREN

De fleste børn og voksne elsker elefanter. Og dem er der masser af – store som små – i den lille Phuket Zoo, som bestemt ikke kan sammenlignes med strømlinede zoologiske haver i Europa. Her kan du opleve tigre og orangutanger på så nært hold, at du faktisk kan blive fotograferet sammen med dem. Til gengæld skal man holde sig på den sikre side af hegnet til de ca. 200 krokodiller, som optræder flere gange om da. Phuket Zoo ligger forholdsvis tæt på Phuket Town – lej en tuk-tuk og lad chaufføren vente, mens haven udforskes. Pris: 500 bath (82 kr.) for voksne og 300 bath (50 kr.) for børn. De lokale kommer ind for henholdsvis 80 (13 kr.) og 20 bath (3 kr.). Der er showtime mellem kl. 09.00 og kl. 17.30.
 
Spring til debat: