Se indlæg
 Udskriv debat
Frygt for forsinkelser til feriefolket

http://www.busine...111260010/


Juli og august vil blive plaget af forsinkelser på grund af personalemangel og ferieafvikling i flyvekontrollen, varsler Naviair. Flyselskaber og rejsebureauer er frustrerede og kræver klar besked om konsekvenserne.

Læs ogsåHård fødsel for ny flyvekontrol
Der er udsigt til stribevis af forsinkelser i flytrafikkens absolutte højsæson: Sommerferien. Ferieafvikling og mangel på medarbejdere tvinger nemlig flyvekontrollen til at lægge en dæmper på den travle sommertrafik i luften over Danmark.

»I sommerferien, hvor vores medarbejdere også skal have ferie, er vi pressede rent ressourcemæssigt. Og i en periode i juli og starten af august er vi derfor nødt til at nedsætte antallet af fly i dansk luftrum af hensyn til sikkerheden. Derfor vil der blive forsinkelser i sommertrafikken,« siger Jesper Skou, operations manager i flyvekontroltjenesten Naviar. Han kalder sommeren en stor udfordring mandskabsmæssigt, fordi Naviair ud over at afvikle ferie for mange af de 250 flyveledere også skal trække flyveledere ud, der kan være instruktører for 13 nye flyveledere under omskoling. Ud over de 13, der vil blive færdige hen over sommeren, bliver et hold på ca. 20 elever færdige i løbet af det næste trekvarte år.

De godt 30 nye flyveledere skulle kunne lukke hullet i flyvelederstaben – hvis selskabet altså kan holde på de eksisterende flyveledere. Alene det seneste halve år har mindst fem sagt op bl.a. for at tage højere betalte job i udlandet, mens fire ifølge Berlingske Business’ oplysninger har søgt om at blive flyveledere i militæret.

Hele luftrummet ramt

Mandskabsmanglen rammer især bemandingen i den central, hvorfra hele det danske luftrum bliver styret. Derfor vil det ikke kun være fly ind og ud af København, der bliver ramt, men i høj grad også fly, der flyver gennem dansk luftrum for at komme fra f.eks. London til Stockholm.

»Det er svært at sige præcis, hvor omfattende forsinkelserne bliver. Vi er netop nu ved at regne på det, og vi regner med i løbet af næste uge at kunne sætte tal på over for vores kunder, så de kan forberede sig bedre på situationen,« siger Jesper Skou.

Ifølge Naviair bliver det især i myldretiden, såkaldte peak hours, at problemerne vil opstå, hvilket vil sige formiddag, eftermiddag og tidlig aften, mens tidlig morgen, frokosttid og sen aften skulle bliver mindst ramt.

»Vi arbejder på at minimere problemet blandt andet ved at få folk til at overarbejde, planlægge vagter anderledes og tage flyveledere fra administrative opgaver ind i vagtskemaet,« siger han.

Blandt Naviairs kunder er utilfredsheden stor.

»Det er bekymrende og beklageligt for SAS' kunder, at Naviairs nye flyvekontrolsystem bliver ved med at koste de rejsende betydelige forsinkelser. Nu ser det ud til, at problemerne fortsætter helt frem til midten af august, og de bliver oven i købet forstærket midt i den travle feriemåned. Vores kunder er afhængige af at komme frem til tiden, derfor forventer vi, at Naviair gør alt, hvad de kan for at løse problemet hurtigst muligt, og vi forventer en melding fra Naviair om omfanget af forsinkelserne,« siger Susanne Larsen, adm. direktør for SAS Danmark.

Hun kalder det uacceptabelt, at Naviair lader priserne for flyselskaberne stige, samtidig med at de ikke kan levere varen.

Det får opbakning fra Sterling.

»Vi er forfærdeligt kede af, hvis vores passagerer bliver ramt af forsinkelser. Og det ikke tilfredsstillende, hvis Naviair allerede nu varsler, at højsæsonen bliver et mareridt. Desværre har vi som flyselskab ikke noget alternativ, så vi kan kun opfordre Naviair til, at de klart tager ansvar og leverer en krystalklar kommunikation til offentligheden om, hvad der sker, og hvad de gør for at løse det,« siger kommunikationsdirektør Rulle Grabow Westergaard.

Også hos charterselskaberne, der i skolernes sommerferie skal sende 300.000 danskere på sommerferie, er der sure miner.

»Det er vores højeste højsæson, så det er meget kritisk. Og jeg vil meget kraftigt appellere til dem om at lave det om, så deres ferieafvikling ikke bliver til gene for tusindvis af mennesker,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tours.

Fire mio. rejsende

Københavns Lufthavn forventer mere end fire millioner passagerer i juli og august med flere helt store rejsedage med flere end 30.000 rejsende.

Naviar opfordrer ferierejsende til at planlægge deres afrejse, som de altid har gjort, idet forsinkelserne ikke kan forudsiges fra dag til dag - man kan derfor ikke kan varsle passagererne på forhånd.
 
Spring til debat: