JackH skrev:
Hvis der er nogle der ikke rigtigt forstår hvad der menes med "politisk korrekthed" - den ødelæggende selvsensur der især hærger de vestlige lande, så er her lidt at tænke over:

http://kpn.dk/bli...617090.ece

http://kpn.dk/art...543777.ece

http://jp.dk/meni...617257.ece

Rart at være i Thailand, der f.ex. gerne gør grin med handicappede, dværge og mongoler på TV! Fantastisk morsomt...

Havde vi ikke konkurrencer i "dværgkastning" i DK før i tiden???

JackH

Jo jeg kan også huske dværgkastning, så vi må jo være meget gamle både du og jeg 555

Men vi kan jo begynde at kaste "perler for svin" det må jo være det nye

Thaipeople live in a kind of collective slumber unaware of real life. They are for the most part passive and waking them up to reality might eventually lead to more social participation, but also more social unrest. Maybe thats why they will be kept sedated and ignorant, starting in school and finishing with soap- and commercial infested TV and superficial "culture".

JackH skrev:
Havde vi ikke konkurrencer i "dværgkastning" i DK før i tiden???

M Wackenheim ernærede sig rundt omkring på franske barer ved mod vederlag at lade sig kaste af gæsterne på beværtningerne; en aktivitet, der passende typisk benævnes 'dværgkast'. Dette fandt en borgmester i en lille by, Morsang-sur-Orge, utilladeligt og han udstedte derfor et forbud mod denne særlige aktivitet. M Wackenheim klagede derfor sin nød gennem det franske administrative system og endte med en afgørelse fra den højeste, administrative klageinstans, Conseil d'État, der i lighed med borgmesteren mente, at dværgkast kunne forbydes med den begrundelse, at aktiviteten stred mod de grundlæggende principper, den franske stat bygger på, herunder særligt den menneskelige værdighed.

Men sagen stoppede ikke ved Conseil d'État - M Wackenheim gik til FN's menneskerettighedsorgan, UNHCR, der skulle tage stilling til sagen. M Wackenheim gjorde under sagen særligt gældende, at hans indkomstmuligheder som følge af forbuddet var betydeligt forringet, at forbuddet krænkede hans værdighed, da værdighed også omfatter retten til at være beskæftiget, og at forbuddet er diskriminerende, da det kunne omfatter dværge.

Frankrig gjorde deroverfor gældende, at forbuddet ikke havde til formål at indskrænke en ret til eller muligheden for at arbejde, at der ikke inden for konventionen eksisterer en ret til at lade sig kaste, og at forbuddet ikke er diskriminerende, da selve aktiviteten, der forbydes, i sig selv kun angår dværge og at aktivitetens uværdighed stammer specifikt fra dværges særlige fysiologiske karakteristika; endvidere er der fysiologiske bekymringer ved kast af dværge, som ikke gør sig gældende for ikke-dværge, hvorfor forskelsbehandling er grundet i saglige hensyn.

Frankrig fik medhold i sagen og M Wackenheim måtte vel finde sig en anden beskæftigelse. Det er selvfølgelig en obskur lille sag, der alene tiltrækker sig opmærksomhed på grund af det mildest talt underholdende emne. Ikke desto mindre er den meget illustrativ for den afvejning, som skal finde sted på det menneskeretlige område.

Hensynet til den personlige autonomi står overfor hensynet til den menneskelige værdighed i både sagen om dværgkast, som det også er tilfældet i sager om forbud mod køb af seksuelle ydelser.