Se indlæg
 Udskriv debat
Hvordan jeg fik MC kørekort i Thailand - del 3
Himmelhunden
Tak til Jin Jok for videofilmen. Nej, Bangkok holder jeg mig langt væk fra på motorcykel. Da jeg i sin tid tog turen sydpå til Hua Hin – kørte jeg over Kanchanaburi (River Kwai).

Til Ubon Lynge med den store Honda. Jeg kender godt fyren i Hua Hin, der har en lignende motorcykel. Det er Kurt, som ejer den danske restaurant "Jailhouse". Fin fyr. Han kom iøvrigt galt afsted nede ved Ranong for nogle år siden. En hund på en våd vejbane.....så kan du gætte dig til resten. Han havde iøvrigt svært ved at få en motorcykel ud af den igen....men det lykkedes vist tilsidst.

Han praler altid af at have Hua Hins største og mindste MC. Hvis du ikke kender ham, så tag ned og hils på. Parkér ved siden af hans MC - så har han lidt og tænke over....

Nå, nu til sidste del:
-----------------------

Jeg samler opløb ude ved lågen og nogle af nabopigerne står og griner af den tossede farang. Jeg siger til en af dem, at hun kan jo prøve at køre turen. Hun klarer det også i første forsøg. Jeg græmmes. En lille trøst er at Toy, som HAR kortet og som flere gange har sagt – easy, easy!! ikke klarer banen, da hun skal prøve. Jeg tror hun har lagt penge under bordet, men hun benægter kraftigt.

Dag nr. 3 oprinder. Jeg har sovet dårlig og føler mig som en uforberedt skoledreng, som skal til eksamen og som får klø når han kommer hjem og fortæller, at han er dumpet. Jeg skal møde på prøvebanen kl. 13 – og bruger et par timer om formiddagen på min hjemmelavede prøvebane. Det er blevet bedre – men stadig ryger jeg af broen engang imellem.

Vi møder 1 time før ved prøvebanen – jeg vil prøve at snige mig til et par prøveture – der er ingen mennesker. Humøret stiger – jeg klarer 3 ture i rap uden fejl. Der begynder at komme mennesker og jeg kan mærke at nervøsiteten stiger. En voksen mand på 61 – og så sådan en flok, som næsten er født på en motorcykel – uretfærdig.

Den motorprøvesagkyndige ankommer. Det er ikke den samme som sidste gang. Han kan lidt engelsk og hygger sig gevaldig. Han siger til mig, at hvis jeg melder mig som den første – får jeg 2 forsøg – jeg slår til, men nervøsiteten stiger og jeg ryster så meget på hånden, at jeg dårligt kan skrive mit navn på prøvelisten.

Så går det galt – rigtig galt. Den sagkyndige siger, at jeg bare skal tage turen på broen. Jeg har øvet mig i at få kroppen i ro på den lette del af banen – så jeg er helt i balance, når jeg svinger op på broen. Jeg ryger af med det samme – hører den køreprøvesagkyndiges latter og at Toy råber et eller andet. Febrilsk svinger jeg rundt for at prøve endnu engang. Det går også galt – og jeg kan mærke, at raseriet ulmer.

Så kommer forløsningen. Den køreprøvesagkyndige står og vifter med mine papirer og Toy råber igen – det er ok – du HAR bestået. ?????????? – jeg forstår ikke et muk. Jeg får senere – let fortumlet en forklaring, mens vi venter på at kørekortet bliver udfærdiget.

Et par sladretanter har fortalt Toy, at den unge dame og en middel aldrende mand fra 1. forsøg var for 3 dage siden blevet godkendt – med lidt ” under bordet”. Manden havde kørt i 20 år uden kørekort – men politiet havde fået et horn i siden på ham – og de fangede ham næsten daglig – og 200 bth. i bøde pr. dag er meget for en thailænder. Jeg havde i øvrigt også undret mig over, at de ikke dukkede op i dag. I dag var det tydeligt, at den køreprøvesagkyndige var mere interesseret i om jeg var fastboende – og hvor vi boede. Han ville godt teste, om jeg virkelig var interesseret i at få det kørekort – og det var jeg ved at dukke op igen. Man vil gerne have nogle flere ”falanger” til byen. Om man kan køre motorcykel eller ej er mindre vigtig – det skal man nok få lært før eller senere – med eller uden knubs.

Nu har jeg 2 thai kørekort med billede – teksten kan jeg ikke læse – og den eneste grund til at jeg kan kende forskel, er datoen, som jeg næsten kan læse. 9. og 17. november.

Ved nærmere eftertanke var de 3 dages øvelse en god ting. Faktisk en rigtig god ting. Jeg føler, at jeg har fortjent det kørekort – og fået det uden bestikkelse. Faktisk klarede jeg da 3 ture på prøvebanen – men det så den køreprøvesagkyndige jo ikke.

På vej hjem, skal vi lige ind i varehuset ”Lotus” og handle lidt. Det er kongens fødselsdag den 5. december, hvor alle kongetro – og det er mange – går i gule T-shirts med kongens emblem. Toy siger, hvis du giver mig sådan en – lover jeg ikke at sladre om, hvordan du fik dit kørekort i dag, når vi kommer hjem.

Min dejlige hustru. Hun får 2 og et stort smækkys Friends again– men jeg tror ikke hun kan holde mund. Længe leve korruptionen!

Himmelhunden
 
Spring til debat: