Med støtte fra en thailandsk prinsesse vil danske Carcel producere silketøj i et kvindefængsel i Chiang Mai.
Veronica D’Souza og Louise van Hauen er i gang med at opbygge et alternativt modefirma, der har som mål at lave dansk design, skabe bedre forhold for kvinder i fængsler i Peru og Thailand og samtidig udnytte lokale ressourcer på en skånsom facon.
»Vi prøver at tænke positivt og skabe en ny form for iværksættermodel, hvor etik og mode hænger naturligt sammen. Vi er først og fremmest en forretning og et modemærke«, forklarer Veronica D’Souza via en urolig telefonforbindelse fra Chiang Mai i det nordlige Thailand.
Her er hun sammen med sin kollega ved at klargøre en produktion af silketøj i et topsikret kvindefængsel. De medbringer danske designideer, som de indsatte skal omsætte til skjorter, bukser og kjoler i silkematerialer produceret og vævet lokalt.
Oplæringen har været i gang de seneste uger, og hvis alt går efter planen, kan Carcel præsentere de første eksempler fra fængslet ved modeugen i København til august.
»Nogle af kvinderne er vant til håndarbejde, mange er dygtige til at brodere eller sy. Vi underviser dem i teknikker, der passer til vores design. Der er høje krav til kvaliteten, men vi oplever, at det betyder meget for kvinderne, at der bliver sat pris på deres arbejde«.
Læs nærmere på: Politiken
Det lyder som en spændende ide, hvis det sker under ordnede forhold for de kvindelige arbejdere.