Udlændingenævnet ta...
 
Share:

Udlændingenævnet tabte i retten  

  RSS

Webmaster @ Thailand Portalen
(@webmaster)
Medlem Moderator
Meldt ind: 1 år siden
Indlæg: 283
24. september 2019 20:19  

Moth fik afslag på at bo med mor

Moths mor bor i Danmark. Sin far har han ikke set i 13 år. Alligevel fik han afslag på at flytte med sin mor til Danmark, fordi det ikke var sandsynliggjort, at han ikke kunne bo hos sin far i Thailand.

»Hvad faen gør man så?« spørger Jesper Olsen, Moths danske papfar, der for et år siden modtog Udlændingenævnets afgørelse. Man hyrer en advokat og trækker Udlændingenævnet i retten.

Og så går man ellers i krig med at indsamle beviser i et land uden opdaterede CPR-registre. Et land, hvor man kun laver en dødserklæring, hvis man står med et lig. Et land, hvor en onkel, der forsvandt for 39 år siden, stadig er registreret på familiens adresse.

Sidste gang Moth så sin far var i 2006, da han var to år gammel. Hans forældre boede dengang sammen, men blev skilt, da faderen fandt en ny kvinde.

Da Udlændingestyrelsen sidenhen ringede til hende, svarede hun igen, at faderen formentlig befandt sig i Thailand, men at hun ikke længere havde kontakt til ham og i øvrigt havde haft den fulde forældremyndighed siden skilsmissen.

Og så var det, at de først fik afslag fra Udlændingestyrelsen og sidenhen Udlændingenævnet med henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort eller bevist, at Moth ikke kunne bo hos sin far i Thailand.

Sidste sommer kom advokat Andreas Leidesdorff derfor ind i billedet.

»I det her tilfælde var det meget velbeskrevet, hvordan opvæksten havde været, og at faderen ikke havde været en del af den,« siger Andreas Leidesdorff, som derfor førte sag mod Udlændingenævnets påstand om, at familien ikke havde sandsynliggjort, at Moth ikke kunne bo hos sin far.

»Kogt helt ned blev det til et spørgsmål om, hvem der skal løfte bevisbyrden. Det er for nemt, at Udlændingenævnet bare kan læne sig tilbage og sige, at familien ikke har godtgjort, at barnet ikke kunne tage ophold hos faderen. Som sagen lå, var det jo ikke meget mere, ansøgeren kunne gøre for at bevise sin påstand,« siger advokaten.

Han mener derfor, at reglerne bør ændres således, at det af loven fremgår, at såfremt Udlændingenævnet vil fastholde sin påstand, bør bevisbyrden være delt, ligesom man kender det fra ligebehandlingsloven.

»Hvis ansøger kan påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til en formodning om, at barnet ikke kan tage ophold hos den anden forælder, bør bevisbyrden vende, således at Udlændingenævnet skal bevise, at barnet kan tage ophold hos den anden forælder. Alt andet lige må det være nemmere for en myndighed at få de oplysninger, frem for at en privatperson selv må rejse derned,« siger han.

Som en del af bevisførelsen i retssagen gik den i dag 15-årige Moth ned på lokale politistation og efterlyste sin far.

Politiet kom i deres eftersøgning frem til, at faderens ID-nummer var registreret på Moths farmors adresse, men hun havde - ved politiets henvendelse - ikke set sin søn i 10 år. Derudover kunne politiet udelukke, at faderen var registreret i kriminalregistret.

Chantana fik også borgmesteren og naboerne i landsbyen til at skrive under på, at de aldrig havde set faderen besøge hende og Moth.

Dokumentet indgik i sagen, hvor Chantana også selv ved vidneskranken fortalte, at hendes onkels ID-nummer f.eks. stadig var koblet til familien adresse, selvom han forsvandt for 39 år siden.

Efter tre en halv time i Byretten i Esbjerg tog Chantana og Jesper Olsen hjem. Dommeren havde tilkendegivet, at hun ville afgøre sagen inden for en måned.

Men allerede mandagen efter - den 26. august i år - blev Jesper Olsen ringet op af advokaten, som havde modtaget dommen:

‘Retten finder, at Chantana Manomai har sandsynliggjort, at hendes søns far ikke er bosiddende i Thailand. Der skal herefter ikke foretages en integrationspotentialevurdering.’

Sagen blev dermed sendt tilbage til Udlændingenævnet, som nu skal træffe en anden afgørelse.

»Så kan jeg kun se én anden afgørelse,« siger Jesper Olsen, der sammen med sin kone allerede er ved at forberede Moth på, at han til april, når skoleåret slutter, kan flytte til Danmark.

»Han har allerede rykket mig for, hvornår jeg sender min gamle danskbøger ned til ham, så han kan øve sig på sproget,« siger Chantana.

Betydning for andre børn
Men kan sagens udfald også få betydning for lignende sager og dermed andre børn end Moth?

»Ja, absolut,« siger advokat Andreas Leidesdorff og fortsætter:

»Men det kræver selvfølgelig, at man som advokat kender til afgørelsen. Det er absolut en afgørelse, som jeg vil tage frem, når jeg får en lignende sag. Når det er sagt, så vejer en højesteretsdom selvfølgelig tungere end en byretsdom,« siger han.

Sagens udfald er dog også værd at have i tankerne, når en ny lov skal behandles i Folketinget i oktober.

»Jeg mener absolut, at man med fordel i bemærkningerne til loven kan anføre, hvornår bevisbyrden vender i de her sager,« siger Andreas Leidesdorff.

Læs og se nærmere på: BT


John liked
Citere