Dannebrog. Vort gamle flag og dets historie.


Indledning:
Det var i oldtiden almindeligt, når folk rykkede i kamp mod hinanden, at de havde særlige mærker for at kunne kende ven fra fjende.
Europas soldater havde ofte i middelalderen et ”felttegn” hæftet på deres klædning. Det forekommer i den danske hær i 1500-tallet. I slag opstilledes hæren i tætte kileformede slagordener, hvor med sit mærke, men forrest i hele slagordenen vajede hovedmærket som tegn for anførerens plads og samlingsstedet for alle krigerne.

Efterhånden blev mærket en vajende dug. I dugen var indsyet eller broderet et eller andet tegn, hentet fra gudsdyrkelsen. Undertiden tillagdes fanen ved religiøse ceremonier mystiske hellige værdier, som kunne ildne soldaterne til kamplyst. Det hørte da også til noget af det ærefuldeste på slagmarken at tage mærket fra fjenden. Omvendt var det en skændsel at miste det, og et mærkes erobring førte ikke sjælden til opløsning og nederlag.
Derfor blev det kun givet i hænderne på en af de tapreste: ”Mærkismanden”. Han kæmpede sædvanligvis ikke med, undtagen i en nødsituation. Da anbragte han mærket i jorden og trak sit sværd. Det var ridderligt at forsvare fanen til sidste blodsdråbe.
Det ældste, kendte danske hærmærke er ravnefanen, en rød dug med Odins hellige ravn. Denne fane benyttedes af danskerne under normannertogene og gennem hele vikingetiden som nationalmærke i krog – ikke i fredstid. Den kaldtes Danebroge, dvs. danernes kæde. Siden er der i flæng skrevet Danebrog eller Dannebrog.
Hos Saxo får vi et indtryk af fanens betydning. Han fortæller nemlig om Konge Valdemar den Store, at han i hårdt vejr måtte forlade sit synkende skib og springe over i et andet, tog han kun sværdet og fanen med sig.
Ved kristendommens indførelse måtte den hedenske ravn vige for et kristent tegn; allerede omkring år 274-337 blev korset anvendt i den romerske kejser Constantin den Store’s fane. Det var særlig korstogene i 1000- og 1100-tallet med deres stærke fremhæven af ridderlige idealer, der gav stødet til udviklingen af faner og bannere. Ordet flag er nyere, men vist nærmest det, som fortrængte det gamle ”Mærke”.
På selve korstogene blev fanen båret af en biskop, og i andre særlige tilfælde af høvdingen. Mange faner udviklede sig, men korstogsmentalitetens sammenblanding af religiøst og politisk, til at blive rene lande- eller soldaterflag.
I øvrigt afløstes ”Mærkismanden” af fændriken, der skulle være en kraftig og tapper, ung officer, som var villig til med sit liv at værne fanen.

Dannebrogs historie:
Fortalt af Svend Aage Knudsen i 1969

”Ridderne af Dannebrog”
Den danske flåde lå ved Estlands kyst, i en bugt ved Lynda. Så snart landgangen begyndte, trak esterne sig langsomt ind i land bag højene. Lyndas borg blev taget uden større modstand, og de danske krigere var ved at anlægge lejre på Strandbjerget og i de omliggende dale. I voksende skarer indfandt esterne sig, som dels begærede dåb eller ønskede at indlede handel.
Kong Valdemar opholdt sig endnu på kongeskibet. Det Østersø-herredømme, hans fader havde påbegyndt ved Rygens og Arkonas erobring for 50 år siden, ønskede han nu at fuldende på denne samme årsdag, Sankt Vitus, den 15. juni
Carl så på kongen og så ind mod den fremmede kyst. Kongen lagde sin hånd på hans skulder: ”Under hele færden har du væren en lyttende drømmer. Vågn nu op, min dreng! Du står som en skygge. Om lidt går vi i land. Jeg overgiver dig kongebanneret. Du står inde for det med dit liv og din ære! De springende løver, de brændende hjerter i det, ved du, er med hvert eneste sting virket af Dagmars hånd. Hvem er mere værdig til at værne og bære det end du?”
”Herre konge, jeg er uværdig – til at værne og bære det, både det og det andet”.
Hvilket andet – hvad mener du?” Carl så bedende og ængsteligt på kongen. ”Det andet kongebanner – korsets – det hvide og røde”.
Forundret og eftertænktsom så kongen på Carl. ”Nå, således, Carl – du har talt med Teoderik – om korstoget – og set Johannitternes rød-hvide korsmærke, og dine tanker har fulgt Dagmars, til korshelten fra Golgata og hans kongebanner. Du har ret, Carl af Rise. Igen har du bragt mig bud fra din og min dronning. Men følg mig nu! Tag dit banner! Og nu kommer timen, da du skal tage det himmelske korsbanner – så grib det, og hold det fast – og i alt: Gud med dig, Carl af Rise!”
Vejret var koldt og uroligt. Det blæste op fra nordvest. Solnedgangens lys svandt i skyer. Natten kom. Foran kongeteltet vajede kongebanneret i tunge folder. Med sine hænder om et blankslebet, glimtende sværds hjalte stod Carl vagt, iklædt ringbrynje. Vinden bar bølgebruset som en dyssende vuggesang ind over lejren, men den holdt lyden af vågenklirren, af hestevrinsken og nære fjenders snigende skridt tilbage.
Så brød uvejret løs. Nordvestkulingen fra havet steg med et til storm, og med et brød estiske stormkolonner, til fods og til hest, med glimtende vågen og vilde råb, fra fem sider ind over de danske lejre. Brat opdagede Carl i pileskuds afstand nogle få ryttere, der jog frem mod ham. Han nåede med et gjaldende råb at alarmere kongens vagthold, så fejede rytterne ham ned, de kastede sig over ham og smed ham med banneret op på en hest og borg gik det i flyvende galop – bag om højderne til esternes lejr, hvor han, stadig bundet, blev kastet ind i en palisadeindhegning. Med mellemrum blev nye fanger ført ind. Nogle af dem var af anset slægt. Han kendte dem og forstød, at de, som han, var taget som gidsler eller sejrsofre til de hedenske afguder. Nu kom der også fanger fra bispernes og Johannitternes lejr på Strandbjerget. De bragte dårlige efterretninger. Esterne var trængt ind i biskop Teoderiks telt, og da de så ham i den røde ordensdragt, anså de ham for kongen og dræbte ham og kundgjorde triumferende over slagmarken, at kong Valdemar var faldet. Dette forfærdede danskerne og berøvede dem modet. En af de tilfangetagne havde dog i Teoderiks telt sikret sig Johannitter0-fanen og skjult den under sin kjortel. Ved foden af Strandbjerget, på dets vestlige side, trængtes kongen og Albert af Orlamunde, men stod fast, og trængte så langsomt frem – men blev atter standset, idet nye estiske hærstyrker kom til. På ny forvirredes, vaklede og veg danskerne. Da forstod Carl i sin ængstelse og vånde faren og nøde: De har intet at se hen til, intet at se op til. Samlingsmærket, kongebanneret mangler – korsbanneret – tegnet, ved hvilket vi kan og må sejre. Klart som et lyn stod nu ordre og råd for ham, og viljen fattede ordren. – Vagtposterne var efterhånden blevet få og gav, helt optaget af slaget, ikke agt på fangerne. Med en heftig anstrengelsen sprængte Carl sine bånd – ilede hen til Johannitteren, som havde fanen under sin kjortel. ”Giv mig, i Kristi navn og for vor frelses skyld, korsbanneret, du bærer – giv mig det! – og tag du kongebanneret og bring det, når sejret er vundet til kongen!” Forundret, men uden indvending, tog Johannitteren det lille, en fod lange og brede, korsbanner frem og gav Carl det.
”Som Gud vil – tag det!”
Carl så sig om. Der stod en hest bundet ved et træ. Et øjeblik efter var den løst, og Carl jo på dens ryg ned ad højen over mod Strandbjerget. Han så bare fremad, så ikke den unge Johannitter, som grebet af Carls ånd og ild, havde fulgt hans eksempel, taget kongebanneret og nu var i hælene på ham. Carl nåede op på en høj, der hævede sig stejlt som en skibsstævn over den bølgende slagmark. Han sprang af hesten. Carl knælede, han tog med skælvende hænder det lille korsbanner frem, løftede det mod himlen og bad, først med svag, så med stigende stemme: ”Herre Krist – du korsets høvding – tag dette dit korsbanner – og giv os det igen, velsignet til sejrens tegn!” Han slap det lille flag. Det var, som det blev taget ud af hans hånd. Stormen greb det og løftede det opad – det steg og steg – og det blev større – større. Der kom en mægtig rift i skyerne, solen brød igennem, det gyldne lys lagde sine ringen over det. De så det overalt – korsbanneret – strålende, hvidt og rødt. De hørte gennem stormens brusen en stemme:” Løft korsflaget højt – og du skal sejre!” Bag ham knælede Johannitteren med kongebanneret. Carl så ham ikke. Han rejste sig. Da var det, som flaget, der havde løftet sig højt over den danske hær, nu vendte og blidt dalede ned mod den ranke, lyshårede yngling og svøbte sig om ham. Danskerne brød sejrende gennem al modstand – op mod de to ynglinge med korsbanneret og kongeflaget. Nu nåede kongen og ærkebispen op til dem. Kongen tog heftigt Carl i favn. ”Hørte du stemme, Carl? For folket var det fyrsten, for de himmelske hærskarer, Sankt Michaels, mægtige røst. For dig, som for mig, var det en stemme, stærk og blid, som vi kender og elsker – ej sandt Carl?”
”Jo, herre- det var Guds engel”. ”Og nu, bøj dit knæ, Carl af Rise!” Kongen drog sit sværd. Det lyste som en hellig flamme i den synkende sol. ”Dronning Dagmars dreng! Kong Valdemars væbner! Danebroges ridder! Jeg adler dig i Krist – i Sankt Knuds – i dronning Dagmars navn til korsets tjeneste, i liv og død, for din Gud og kongen” Carl rejste sig med Dannebrog mod sine læber og gav det til kongen.

Dannebrog oprindelse har gennem tiderne været genstand for stærk strid indenfor historikerne. Og besvarelserne viser sig at være næsten lige så forskellige som de stridende parter.
Worsaae – en af dansk arkæologis førstemænd – holdt i 1849 et foredrag om Dannebrog, hvor han bl.a. udtrykte, at der i de ældste tider af krigerne var blevet brug grene som tegn på, at de hørte til samme parti. Som de gamle romere havde brugt ørnen som deres særlige kamptegn, således brugte de dansk-norske vikinger Odins hellige ravne som bannermærke.
Men da kristendommen havde fået indpas hos danerne måtte ravnen forsvinde, og det hvide kors på den røde dub blev vort nationalmærke. Lige fra Knud den Stores tid må, mener Worsaae, danskerne have kæmpet under korsets tegn. Og den 15. juni 1219 var det det mærke, der skaffede os sejren i Estland.
I tilslutning til Worsaae anså en anden dansk historiker, Werlauf, det for sandsynligt, at Valdemar den Store og Knud VI foretog deres togter udenlands under korsets tegn, og det er sandsynligt, at Pave Honorius III har sendt Valdemar Sejr en indviet fane, da han skulle foretaget det store togt i 1219 for at indføre kristendommen hos det hedenske Estland.
A.D. Jørgensen, der var stor dyrker af vor middelalders historie, gik stærk imod den opfattelse, idet han pegede på, at der intet sted i de samtidige pavebreve eller i noget andet dokument omtales, at den konge skal have modtaget en indviet fane.
I et af de egentlige kildeskrifter, som først omtaler Dannebrog og dets oprindelse, skriver en forfatter, Kristiern Pedersen, der i årene 1520-23 skrev fortsættelsen af Saxe, følgende: ”Somme mene og sige, at samme Kong Valdemar skulle fange Danebroggi ned fra himlen samme tid, som er en hvidt kors i et rødt fjeld og at Erik af Pommern blandt de rigsklenodier, som han første med sig ud af landet, også havde Danebroge, er bannere, hvilken Gud sendte danske mænd ned af himlen med sin hellige engel, at de skulle føre hannem i krige mellem dem og deres fjender, som de ofte gjorde”.
Senere historieforskere har påvist, at det er tvivlsomt, at Erik af Pommeren har ført Dannebrog ud af landet.
Af danske årbøger ved man, at Kong Valdemar Sejr i sommeren 1219 drog til Estland med en flåde på 1500 skibe og landede ved Lyndanese. Hensigten med dette togt var jo at kristne indbyggerne. Med hensyn til det bannermærke, hvorunder togtet fremførtes, skal det fremhæves, at kongebanneret ikke med sikkerhed har været udstyret med et hvidt kors på rød bund. Dannebrogsbanneret under hvilket de danske sejrede, kan altså være erhvervet af danskerne under kampen ved Reval.
Med hensyn til denne kamp og hvad der stod i forbindelse med denne, vil jeg henvise til mit foranstående sammendrag af den historiske fortælling ”Ridderen af Danebroge”, skrevet af C. E. T. Engsig Karup.
Som fortsættelse af denne fortælling skal tilføjes følgende gamle optegnelse, uvist fra hvilken tid, men taget fra Peder Olsens samlinger fra reformationstiden, der beretter: ”Andetsteds have den efterretning, at da de troende danske i hin anden Valdemars dage i året 1208 (1219) kæmpede med de vantro Liver på et sted i Livland, som kaldtes Felin, og, at næsten overvunden, ydmygelig anråbte den guddommelige hjælp – da værdigedes de på stand at modtage et mærke faldet ned fra himlen, tegnet med et hvidt kors og påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra det høje, at de visselig skulle knuse deres modstandere og vinde en fuld sejr, om det blev båret højt. Således skete det også. Men hin kaldtes med sit sædvanlige navn ”Danebroge” ”.

Dette Estlandsslag udkæmpedes altså ved det sted, hvor kong Valdemar Sejr i 1219 anlagde byen Reval. Denne har endnu ikke mistet fortidens præg. Fra den danske periode finder man endnu mere eller mindre velbevarede mindesmærker, som f.eks. Storgildet (Børsen) og Nicolajkirken. Desuden benyttes det danske rigsvåben, det gyldne skjold med de tre blå løver, som Revals våben. Endnu i vore dage kaldes den gamle by af Esterne Tannilin, der betyder de danskes stad.
Dannebrog blev opsat over strandportens hvælving i 1539. Det fandtes på alle mønter lige til 1563. Endnu i vore dage flager storgildet med Dannebrog ved festlige lejligheder. Af interesse er det også, at Revals ældste våben, således som det kendes fra dokumenter fra den danske tid og med indskriften ”revl”, viser en gengivelse af Dannebrog under et Mariabillede.
Med hensyn til Dannebrogs oprindelse har det også betydning at redegøre, hvorfor det kom til at bestå af et hvidt kors på rød bund. I denne forbindelse må man lægge mærke til, at farverne spillede en stor rolle i middelalderens heraldik, og dernæst må man lægge mærke til, at biskop Theoderik var med i kongens følge, og at han var biskop til Estland. Theoderiks navn er nævnt i forbindelse med Antvorskov kloster, der var et af Johannitternes vigtigste klostre i Danmark, og han kan måske da have haft kendskab til Johannitterriddernes orden.
Johannitterriddernes våbenkjortel var rød og forsynet med et hvidt latinsk kors på bryg og ryg samt på overarmen. Det heraldiske mærke er altså gået igen, da Dannebrog blev fremstillet. At det forholder sig således og ikke omvendt, fremgår af den omstændighed, at Johannitter ridderne, som det fremgår af det efterfølgende, eksisterede længe før Dannebrogs fremkomst. Med hensyn til valget af farverne, må man også tage i betragtning, at det røde flag fra den tidligste tid havde været anvendt som bannermærke.
Om Johannitterordenen kan oplyses, at den er den ældste af de ridderordener, man kender til. Dens oprindelse fører tilbage til en rig købmand, Maurus fra Amalfi, som i 1070 fik den ægyptiske kalifs tilladelse til at opføre en kirke og et kloster i Jerusalem, hvorved der snart byggedes et herberg og et hospital for pilgrimme. De munke, som her varetog sygeplejen, kaldtes Johannitter. I 1113 fik de af paven en egen orden, og af den udvikledes efterhånden en gejstlig ridderorden og senere en ordenskjortel, og det var netop en rød kappe med et hvidt kors.

Traditionen fra Valdemarsslaget 1219 ville ikke tabe stort af sin værdi, hvis sagnet om himmelfaldet flyttedes 11 år tilbage. Thi kirkehistorikeren, pastor Fabricius skriver, at ved et tidligere korstog ved Felin i 1208 var det rød-hvide korsflag blot biskoppens kirkelige mærke, men ved Reval, hvor kongen selv var med som hærens fører, blev det Danmarks rigsflag.
Derfor kan vi vedblive med at fejre Valdemarsdagen den 15. juni som vort flags fødselsdag. Fra den dag i 1219 kom det hvide kors i den røde bund til at vaje over Danmark som det danske folks rigsmærke.
med begejstring har danerne sikkert samlet sig om det nye, hellige flag, der havde givet dem sejr over de vilde hedninger. Og det er sikkert efter hjemkomsten blevet opbevaret i en af landets store kirker, som det var tidens skik.
Vort flag er ikke blot det eneste, som har navn, men det er med sine 750 år det ældste nationalflag, der er i brug. Mange riger er i århundredernes løb gået til grunde og med dem deres flag, andre har skiftet flag, som en familie skifter betræk på deres møbler. Selv det berømte franske ”Oriflamme” fra middelalderen måtte forsvinde på Carl VII’s tid. Det schweiziske flag er nok gammelt – omkring et århundrede yngre end Dannebrog – men som rigsflag er det betydeligt yngre. Nærmest Dannebrog i alder kommer det engelske orlogsflag med Sct. Georgskorset – det røde kors på hvid dug.
Vort himmelfaldne flag var vor konges og foks hellige klenodie i årene efter 1219. Derom er der ingen tvivl. Arild Huitfeldt skriver også, at ”samme Fennike, som da nedfaldet og førtes, er kaldet Dannebrog og er gemt udi lang tid for en stor helligdom med slig overtro, at man alle vegne med hende udi strid skulle vinde”.
Under Erik af Pommern (1412-1439) får Dannebrog en mere fremtrædende plads i dagliglivet, idet det f.eks. ses på mønter fra hans tid. I Erik af Pommerns segl fra 1398 bærer de tre løver i poterne en dannebrogsfane. Det var altså da direkte optaget i kongens våben som det første tydelige og officielle tegn på, at Dannebrog var Danmarks riges flag. Endelig kan fremhæves, at Kristiern Pedersen beretter, at Erik af Pommern havde det rette Dannebrog, ”Rigets Palladium”, hvilket vil sige den fra himlen nedfaldne helligdom. Fra samme konges tid kendes et stort orlogsflag ophængt i Mariakirken i Lübeck, som menes at stamme fra kampen i Øresund i 1427. Dette flag er delt i 4 felter ved et hvidt kors.
Men der er jo en lang periode fra Valdemar Sejrs tid til Erik af Pommerns dage, ca. 200 år, fra hvilken tid man næsten intet ved om det oprindelige Dannebrog. Forklaringen ligger i, at Dannebrog blev betragtet som en helligdom, som var blevet skænket til korstog, men ikke angrebs- eller undertrykkelseskrig. Derfor blev det opbevaret på et sikkert sted, medens det heraldiske mærke blev overført på daværende flag og bannere.

Dette bekræftes også derved, at Dannebrogs heraldiske mærke findes på datidens segn, og at Dannebrog er tabt tre gange. Første gang erobres Dannebrog i 1464 af svenskerne ved overfaldet på Kong Christian I i Stekasund. Anden gang mistede danskerne Dannebrog på valpladsen på Brunkebjerget ved Stockholm i 1471, og tredje gang tabtes Dannebrog ved Ditmarskerkrigen i 1500. Sidste gang drejede det sig om det oprindelige Dannebrogsbanner, hvorom jeg senere vil fortælle. Altså må de to førstnævnte erobringer kun have drejet sig om almindelige Dannebrogsflag.
Da Christina I besteg tronen – fortæller Lunds ærkebispekrønike – overrakte ærkebiskop Tue ham ved hyldningen i Lund 1448 rigets banner. Imidlertid var der nu lavet adskillige Dannebrog både til hæren, flåden og til kongen selv. Det gamle himmelfaldne flag må sikkert på dette tidspunkt – over 200 år efter slaget ved Reval – også have været medtaget af tidens slid.
På kalkmalerier i to jyske kirker fra ca. 1500 ses nationalhelgenen, Sct. Knud, med en fane, i hvis røde dug er et hvidt kors, ganske svarende til en lignende fremstilling af den svenske nationalhelgen, Sct. Erik med Sveriges kongebanner.
I året 1500 drog Kong Hans med en stor hær mod Ditmarsken. Kong Hans vovede at tage de sikkert skrøbelige rester af vor hellige fane, det himmelfaldne flag, med på sin ekspedition for at være sikker på sejren.
Den kongelige historieskriver Hans Svanning skrev fra 1558-59 en beskrivelse af Kong Hans’ historie, hvori der forekommer den oplysning, at ”Rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, gik tabt på Kong Hans’ tog til Ditmarsken”. Uafhængigt heraf beretter Johan Rantzau i en omtale af den sidste Ditmarskerkrigs historie, at blandt de tilbageerobrede faner var også ”et stykke af det banner, som siges til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne, og som fordum Kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne”.
Ifølge de to ovenstående citater, der er skrevet af to mennesker fra forskellig tid på en sådan måde, at den ene beretning bekræfter rigtigheden af den anden, kan man gå ud fra, at det himmelfaldne Dannebrog blev tabt, da Kong Hans førte det med sig i håb om derved at sejre over Ditmarskerne og dernæst, da de gamle faner leveredes tilbage ved Ditmarskernes undertvingelse i 1559, blev også det oprindelige Dannebrogsbanner tilbageleveret som en skrøbelig levning, men dog i en sådan tilstand, at den kunne opbevares og kendes.
Man ved, at Dannebrog i 59 år har været ophængt i den ditmarske by, Wörnden, indtil banneret blev tilbageerobret af de danske, men Dannebrogs heraldiske mærke bevaredes dog i Danmark i disse år, ved at det på fremtrædende måde var anbragt på hovedpladsen i vågen, segl og mønter.
I 1559 lykkedes det Kong Frederik den II at besejre Ditmarskerne. Blandt de fredsbetingelser, som Ditmarskerne måtte indgå var også den bestemmelse: ”Under ed at overantvorde de hovedbannere og faner, som var blevet erobrede i salig Kong Hans’ nederlag, tillige med alle de klenodier, som var i deres behold”.
De måtte bøde et stort stykke og deriblandt var altså den gamle Dannebrogsfane, hvoraf der nu blot var et stykke tilbage. Johan Rantzaus søn fortæller: ”Det ældgamle, Danmarks fordums konger så helligt i ære holdte banner, og som nu næsten var ødelagt af fugtighed og ælde, blev ophængt i Slesvig Domkirke”. En senere historieskriver fortæller, at flaget han der til det sidste, men smuldrede hen og gik tabt omkring 1660. I ”Den danske Atlas”, udgivet i 1763, stor der om koret i Slesvig Domkirke: ”I dette kor hængte den berømte danske fane – Dannebrog - og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse helt forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet, og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger”.
Det var vel også kun, hvad man kunne vente. Datiden havde jo ikke kyndige museumsfolk, som kunne præparere og bevare en gammel fanedug for eftertiden.
Man kan måske forbavses over, at der ikke var nogen, der tænkte på at føre de gamle rester til København. Men man havde sikkert andet at tænke på, og interessen for gamle minder lå jo ikke rigtigt til tiden.
Efter det, jeg har oplyst gennem mine citater og referater, kan man altså følge Dannebrog gennem vor historie i over 400 år, og jeg vil afslutte dette afsnit med at citere, hvad A. D. Jørgensen kort skriver om Dannebrogs historie: ”Først dukker det op på korstoget til Estland, ikke som et pavelift Labarum, men som et ridderligt stridsbanner, i hvis tegn der skal sejres. Da ærkebiskoppen i den kongeløse tid har ført rigets tyre, overdrager han med det den højeste magt til den udvalgte konge. Efter et halvt hundrede års forløb føres det med toget til Ditmarsken i håb om, at man atter skulle sejre i dets tegn. Men denne gang førte det ikke sejren med sig, det gik tabt. mange år efter hentedes det tilbage og første til dets sidste hvilested i Danmarks ældste bispekirke, nær Dannevirke og alle de store minder fra vort folks ældste tider. Og her hang det så endnu i ca. 100 år”.

Dannebrogs udvikling i nyere tid:
Det oprindelige dannebrogsbanner, hvis oprindelse det foranstående har søgt at påvise, eksisterer som anført ikke mere, men dets heraldiske mærke og dets navn er bevaret som Danmarks dyrebare eje, og det efterfølgende skal dreje sig om dannebrogsflagets brug gennem tiderne.
Danmarks riges flag har fra gammel tid været ført i 3 forskellige skikkelser:

- Det rene splitflag.
- Splitflag med mærke.
- Stutflag, der tillige blev benævnt koffardiflag eller handelsflag.

Det rene splitflag vedblev at være kongens, selv efter at kongerne var begyndt at flage med et særligt kongeflag, nemlig splitflaget med det danske rigsvåben i midten. For nogle hundrede år tilbage var der en del forvirring i flagspørgsmålet. Således flagede handelsskibene i flæng med trekantede flag, spidsflag, stutflag, et flag med en tunge forneden eller endog splitflag.
Først i et flagreglement for søværnet i 1806 får splitflaget udelukkende navnet orlogsflag, og ved en kgl. resolution af 10. januar 1905 blev kongeflaget, som var indført i 1731, orlogsflaget med det danske vågen i et kvadrat i korsets midte.
Endnu på Frederiks den II’s tid var der ingen faste regler for flagføring udover, at det ikke var tilladt privatfolk i land at flage. Medens flag og faner på landjorden hidtil nærmest havde været til militært brug og ikke engang havde spillet videre rolle ved kongens hof ved så store begivenheder som kronings, bryllup eller bisættelse, bliver forholdet et andet under enevælden. Navnlig lidt op i 1700-tallet vokser udfoldelsen af elegance og fornemhed under påvirkning fra den franske konge Ludvig XIV’s elegance og pragt-elskende hof. Over hele Europa kappedes man om at efterligne Frankrig, og bl.a. tages faner og flag i brug i hidtil ukendt målestok. Samtidig bliver fanedugen forskønnet med kostbare, overdådige broderier i sløv og fuld, der svarede til baroktidens glansperiode.
Gennem hele 1600- og 1700-tallet var folkets forhold til flaget meget ringe. Man betragtede det nærmest som noget, der kun vedkom kongen, hæren og flåden. Litteraturen fra disse århundreder er også fattig på Dannebrogs toner.
Det er marinen, som først og fremmest har holdt liv i flagets historie i denne periode, hvad der også synes ret naturligt, fordi det i stigende grad var nødvendigt at have nationale kendetegn på søen.
Alle de kongelige forordninger angående flagspørgsmål vedrørte næsten udelukkende krigs- og handelsflåden. I 1685 påbød således Christian den V, at alle skibe fra byerne i Slesvig skulle bruge ”vort røde, uspaltede flag med det hvide kors”. I juli 1784 udkom ”Almindelige bestemmelser for flagføring på statens skibe”. I dette fastsattes flagets mål, men derimod intet om dets rette farve, der kunne variere lige fra mørkerød til lyserød.
Nedenfra arbejdede danskheden sig stærkere og stærkere fremad, støttet af flere betydelige mænd, først og fremmest Holberg. Når han skrev sine komedier og andre poetiske skrifter, var det for at bringe den danske nationalfølelse i vejret.
Frederik VI var afgjort dansksindet og nærede den største kærlighed til folket, men han kunne dog ikke gå med til at gøre Dannebrog til folkets flag, selv om han viste interesse for det.
Stadig var det mest søen, det drejede sig om. Reglen blev, at det rene splitflag på søen kun måtte føres af flåden. Alle andre skibe, som havde ret til at hejse splitflag, skulle have et mærke eller en indskrift i dugen. For de vestindiske kolonier stadfæstede kongen et særligt koloniflag. Et splitflag med en hvid firkant i midten med det danske rigsvåbens hjerteskjold båret af 2 løver, og derunder kongens kronede navnechiffer og bogstaverne D.A.C.
Griffenfeld fremsatte i 1671 et forslag om oprettelsen af Dannebrogsordenen. På grundlag af mistydede beretninger om, at ordenen i virkeligheden stammede fra Valdemar Sejrs tid, som en ridderorden han havde oprettet, men som kun var blevet glemt i tidens løb, blev korset malteserkorset med indadbuede arme, altså ligesom i det himmelfaldne Dannebrog, og ikke som det latinske kors med lige brede arme i flagene.
Vedtægterne for Dannebrogsordenen gennemgik i 1808 en udvidelse og omordning. Medens dens gamle vedtægter kun talte om troskab og dyd, kunne nu Dannebrogs-mændenes hæderstegn tilfalde dem ”som med tanken henvendt på fædrelandet virker mere end andre for samtid og slægter” og ridderkorset kunne erhverves ”ved udmærkede fortjenester og handlinger” såsom ved ”opofrelse for konge, fædreland og medborger”, ”ved nationen hædrede fremskridt i videnskab og kunster” osv.
Tiden fik luft i guldalderdigtningen lige fra Oehlenschläger og Ingemanns romantiske poesi over nordiske emner til Blichers jævne, jyske natur- og menneskeskildringer. Med jubel tog man mod ”Elverhøj” i 1828, og man grebes af Grundtvigs stærke ånd og hans kærlighed til Danmarks oldtid.
I folket begyndte også trangen til at give deres følelser udtryk ved at hejste Dannebrog, men den gamle Frederik VI kunne trods sin folkelighed ikke strække sig så vidt, at han kunne give efter på dette punkt. Da man fra preussisk og russisk side i 1833 søgte om tilladelse til, at deres konsuler heste deres respektive landet flag på deres huse, blev spørgsmålet taget op, om hvor vidt en almindelig flagning kunne tillades. Flertallet af regeringen stemte ja til at give alle landets borgere lov at flage, men kongen sagde neg. Det var øjensynlig vanskeligt at fjerne den opfattelse, at flaget alene var statens.
Så længe Frederik VI levede, skete der heller ingen afvigelse herfra.
I 1839 døde Frederik VI. Når derfor mindet om det bevægede år 1848, da den for Danmark så heldige treårs krig begyndte, skal nævnes, er det fordi hele det danske folk den gang med rørende enighed samlede sig om det, som Dannebrog er symbolet på, konge og fædreland. Dannebrog havde som nævnt ikke altid været lige agtet som symbolet på fædrelandet, men i ånden fra 1848 blev det folkets flag – det frit vajende fællesmærke for alle danske.
Under begejstring rykkede de danske bataljoner ud i krogen 1848 med deres nationale faner, som var blevet indført i hele hæren i 1842. De blev hils, hvor de kom, af jublende folkeskarer. Det blev vanskeligere og vanskeligere under den stigende, patriotiske stemning at hindre befolkningen i at hejse Dannebrog, og myndighederne lukkede øjnene. F.eks. skrev ”Randers avis” den 29. marts 1848 i anledningen af dragonernes afmarch til krigen: ”Gaderne er bestrøede med sand; fra hvert hus vajer Dannebrog, til dels med inskriptioner”.
I. Worsaae holdt i marts 1849 et foredrag om Dannebrog. Det udkom på tryk og var den første beretning om Dannebrog opbygget på videnskabelige studer. Worsaae sluttede: ”At vi ikke skulle gå til grunde, derfor borger os hele vor fortid, vor nutid og fremtids spirende håb; thi det vide vi nu alle, at idet vi kæmper under Dannebrog og for Dannevirke, kæmpe vi ikke en kamp for Danmark alene, nej for hele Norden”.
Efter slaget ved Frederits den 6. juli 1849 sluttedes våbenstilstand, og da tropperne om efteråret vendte hjem, blev de modtaget med jubel. Aviserne skrev, at byerne var smykket med blomster og danske flag, og i Helsingør var der norske og svenske flag. Borgerne samledes under dannebrogsfaner for at byde soldaterne velkommen hjem, således som det kan ses på billeder fra den tid.
H.P. Holst digtede ”Den lille hornblæser”, hvor et af versene lyder:

Da Borgeren sit Hjertes Guld
til takkeoffer mynted,
og Byen sig med Flag og Baand
og Blomsterkranse pynted.

Det var altså faktisk meningsløst, når staten mente at kunne lægge hånd på Dannebrog som udelukkende dens officielle nationalmærke. Alligevel var det ikke direkte på foranledning af en folkestemning, at forbudet i 1834 om sider ganske stiltiende blev hævet. I 1854 blev flagspørgsmålet taget op igen og denne gang lykkedes det at få kongens tilladelse til fri flagning.
Ordningen blev uddybet under verdenskrigen i 1915. Med undtagelse af de fremmede staters gesandter, konsuler og vicekonsuler samt personer med særlig tilladelse fra justitsministeriet havde ingen her i landet ret til at hejse andet flag end Dannebrog.
I 1908 den 15. juni stiftedes Danmarks-Samfundet som en upolitisk institution, hvis formål udelukkende er af national karakter. Først og fremmest er samfundets opgave at styrke kærligheden til flaget, oplyse om dets betydning som Danmarks symbol og udbrede kendskabet til dets rette brug.
Den 15. juni er ved samfundets medvirket blevet gjort til en national højtidsdag, hvor de små dannebrogsflag forhandles over hele landet. Indtægten ved dette salg bruges til køb af faner og flag til foreninger og institutioner. Indtil i dag er der blevet skænket omkring 60.000 flag og faner til disse.
I 1913 tog man hele det kongelige flagspørgsmål op til revision, og i 1914 stadfæstede kong Christian en bestemmelse, så rigsvåbnet i kongeflag og kongestander forsynedes med baldakin og kongekåbe. Der blev samtidig indført et særligt distinktionsflag (kendetegn) for dronningen, bestående af splitflaget, i vis midte er et hvidt felt, hvor rigsvåbnet uden baldakin, kongekåbe, skjoldholdere og ordenskæder er. Desuden et distinktionsflag for kronprinsen bestående af splitflaget med det lille rigsvåben med kongelig krone og Elefantordenens kæde. En eventuel rigsforstander fører splitflaget med kongekronen og derunder rigssværdet og sceptret krydslagt over rigsæblet.
Til søs sættes kongeflaget på stormasten på det skib, hvor kongen er ombord. Til lands flages med kongeflag på det slot, hvor kongen har sin residens.
Flagets mål blev bestem i 1748, men der findes stadig ingen regel om dets farve. I almindelighed er alle split- og stutflag (det almindelige flag) højrøde. Derimod har kongeflaget og orlogsflaget deres egen dybe farve, nemlig den kraprøde eller også kaldet ”orlogsrød”.
Det er snart 800 år siden, at Dannebrog blev vort rigsflag. Det har i disse mange århundreder vajet over Danmark i krig og fred, i sorg og i glæde. Det tog århundreder, før vort folk blev til en sammentømret nation, men det tog endnu længere tid, før Dannebrog blev folkets flag som nu.

Flagets udseende:
Reglerne for det almindelige flags (stutflagets) udseende stammer fra en forordning af 11. juli 1748 om handelsskibenes flag.
Forordningen fastslog, at flaget skulle være »rødt med hvidt kors uden split«. Den røde farve på flaget er pantone 032 eller internationalt også kaldet PMS032.
Enhver, der anskaffer flag, må sikre sig, at proportionerne er rigtige.

Bredden på det hvide kors danner basis for størrelsen på de røde felter.
Felterne nærmest stangen er kvadratiske med sider der er 3 gange korsets bredde og de lange felter er rektangulære, hvor langsiderne er I 1/2 gang stangfeltets mål. Disse mål overholdes for faneduge, men for flag, der udsættes for hårdt vejr, tillægges ca. 3/4 korsbredde i totallængden til reparation ved ombøjning og ny søm, når flaget flosser.
Dannebrog som stutflag har altså et forhold mellem bredde og længde som 3:4. (Man taler i fagsproget altid om bredde og længde på en flageller fanedug, som om den er placeret fx. på et bord).
Dannebrog som stutflag må ikke forsynes med tekst, logo eller lignende. Der må heller ikke i reklamer eller andre afbildninger af Dannebrog afviges fra de angivne mål eller f.eks. skrives på flaget.

Splitflaget, der hovedsagelig er forbeholdt Kongehuset samt statens myndigheder og institutioner, har disse proportioner:
Korsets bredde er 1/7 af hele flagets bredde. Firkanterne nærmest standerliget er kvadrater, hvis sider er 3/7 af flagets bredde. Længden af de yderste firkanter er 5/4 af kvadraternes sider. Splitterne er halvanden gang længden af de yderste firkanter.
I tidens løb har en del større institutioner, virksomheder m.v. af privat karakter fået særlig tilladelse til at benytte splitflag.
Splitflaget er ofte gjort til genstand for udsmykning.

Flagstangen og flaget:
Opmærksomheden henledes på, at det hedder at hejse og nedhale flaget (hale ned), mens »at stryge flaget« er et gammelt udtryk for at overgive sig!
Flagstangen bør være forsynet med en flagknap. Flagstangen er sædvanligvis hvidmalet eller behandlet som en mast. Den må aldrig være kulørt eller stribet endsige flerfarvet.
Flagets størrelse må stå i passende forhold til flagstangens højde. Efter den udviklede praksis skal standerliget være ca. 1/5 af en fritstående flagstangs højde. Hvis flagstangen er anbragt på en høj eller en bygning, bør standerliget være større efter skøn i hvert enkelt tilfælde.
På husfacader. hvor flagstangen ligger vandret ud fra huset, bør standerliget være ca. halvdelen af stangens længde, og på skråtstillede stænger lidt over tredjedelen af stangens længde.
Det anbefales at anvende stormflag, hvis der på flagdage er stærk blæst. Et sådant stormflag har et standerlig på 1/10 af den fritstående flagstangs højde.
I lejre og lignende steder hvor der flages hver dag, opfordres man til at benytte stormflaget til daglig, således at det store flag kun anvendes på særlige flagdage.

Længden af en vimpel bør være ca. halvdelen af flagstangens højde. Hvis der bruges vimpel, bør den være hejst dag og nat og kun halet ned, når flaget skal hejses.
Enten flagstangen står med eller uden vimpel, vil det være klogt at slå flaglinen et par gange løst omkring stangen. I fugtigt vejr trækker linen sig sammen. Når linen er slået løst om flagstangen, kan man undgå, at en spændt linie krummer stangen, eller at den kommer til at slå imod den, hvorved der frembringes en enerverende lyd og stærkt slid på linen.
Flaglinen skal være hel og uden knuder. Flagets hejsning og nedhaling foregår ved hjælp af et simpelt trisseværk i flagknappen. Denne mekanisme og flaglinen bør efterses (flagstangen lægges ned) så hyppigt, at line og trisseværk i enhver situation fungerer efter hensigten.
En mislykket flaghejsning kan være en pinlig oplevelse, som man ikke bør udsætte sig selv og andre for.
Man må aldrig hejse et iturevet, snavset eller falmet flag. Se i øvrigt under emnet "Gamle faner".
Flaget må aldrig være hejst efter solnedgang, medmindre det er særligt belyst.
Hejsning og nedhaling af flaget skal foregå i et værdigt tempo.
Flaget må ikke på noget tidspunkt røre ved jorden. Det vil være praktisk, både under fastgøringen og hejsningen af flaget at holde det sammenfoldet under armen, indtil det med sikkerhed er klar af jorden, når det folder sig ud.
Ophalerlinen skal være tot, dvs. flaget skal være halet op til flagknappen. Nedhalerlinen skal være slæk, således at flaget vajer frit fra stangen. Derved opnås en vi elasticitet, der skåner flaget i blæst.
Det er praktisk at give flaglinen (ophalerlinen), som flaget er sat med, en tørn omkring klampen, medens den slække line til flagets underkant sættes om klampen i anden omgang.

Man bør anvende de korrekte flagstik, som vises her:

Flaglinen skal gøres omhyggeligt fast, således at flaget bliver, hvor det er, indtil det hales ned. Den, der hejser flaget eller haler det ned, skal fra begyndelsen have blottet hoved.
Alle andre tilstedeværende rejser sig og tager front mod flaget, medens det hejses eller nedales. Mænd blotter hovedet.
Hvis man ikke er i besiddelse af en flagstang, kan man dog flage ved at ophænge flaget f.eks. fra en altan eller under et vindue. I så fald skal flaget anbringes med de kvadratiske feltet opad.
I lejre og lignende bør der inden hejsning og nedhaling af flaget averteres:
>> Honnør for flaget<<
Iøvrigt afholdes der ofte sådanne steder en flagparade i forbindelse med hejsning og evt. også med nedhaling af flaget, og det vil da være ønskeligt, at der synges en til lejligheden passende sang, eller at der blæses et hornsignal.
Man bør i så fald sørge for, at flagets bevægelse op eller ned afpasses efter og slutter samtidig med sangen eller spillet, evt. kan der synges eller spilles umiddelbart efter at flaget er nået helt til tops, henholdsvis lige forinden nedhalingen begynder.
Ved nedhalingen samles flaget over den ene arm. Det lægges sammen således, at korset dækkes af dugen. Flaget bør aldrig lægges sammen i fugtig tilstand.
Ved hejsning og nedhaling af store flag er det praktisk, hvis der anvendes en pæn kasse på ben, hvori flaget er klargjort før hejsning og hvor flaget kan samles ved nedhaling.


Vejledende størrelsesforhold:


Flaget på halv stang:
På visse mindedage og i anledning af dødsfald flages på halv stang. Flaget hejses først til tops og forbliver oppe nogle sekunder. Derefter sættes det på halv, dvs. nedhales så langt, at flagets underkant befinder sig ud for midten af flagstangen.
Ved flagning fra husfacader sættes det hvide kors ud for flagstangens midte.
Når flaget skal hales ned, hejses det først til tops og forbliver oppe nogle sekunder, hvorefter nedhalingen finder sted.
På bisættelsesdagen flages på halv, indtil bisættelsen har fundet sted. Derefter hejses flaget på hel, hvor det forbliver indtil solnedgang.

I forbindelse med mindegudstjenester o.l. flages på hel, indtil flaget et kvarter før højtideligheden sættes på halv. Umiddelbart efter højtidelighedens afslutning hejses flaget atter på hel og forbliver oppe indtil solnedgang.

Dannebrog som udsmykning:
Dannebrogsflag må ikke uden særlig tilladelse forsynes med påtryk eller broderi. Ansøgning sendes til justitsministeriet.
Hvis en væg dekoreres med Dannebrog, f.eks. væggen bag en talerstol, skal flaget anbringes højt, og de kvadratiske felter skal vende opad eller til venstre for tilskueren.
I en vifteformet gruppe af forskellige nationers flag på stang bør Dannebrog og de nordiske flag anbringes i midten. Hensigtsmæssigt bør øvrige nationers flag anbringes i alfabetisk orden (efter vedkommende lands betegnelse) regnet fra midten, skiftevis til venstre og højre.

Anbringes Dannebrog og et andet flag på væggen med stængerne over kors, skal Dannebrog sidde til venstre med stangen over det andet flags stang.

Hvis talerstolen dekoreres med Dannebrog, skal flaget dække talerstolens forside. Dannebrog må ikke lægges over pulten, og det må i det hele taget aldrig anvendes som borddug eller til andre formål, der er flaget uvedkommende.

Hvis kisten ved en bisættelse dækkes med Dannebrog, skal de kvadratiske felter ligge over kistens hovedende. Før ceremoniens afslutning fjernes flaget fra kisten.

Flagtider:
Flaget hejses tidligst kl. 0800, og nedhales senest ved solnedgang.
På dage, hvor solen står op efter kl. 0800, hejses flaget først ved solopgang.

Visse steder er det dog praksis, at flaget nedhales kl. 2000, uanset solen endnu ikke er gået ned.

Flagdage 2005/2006:

Flagdage 2005
1. januar Nytårsdag
5. februar Kronprinsesse Mary
20. marts Palmesøndag
24. marts Skærtorsdag
25. marts Langfredag (halv stang hele dagen)
27. marts Påskedag
28. marts 2. Påskedag
9. april Danmarksbesættelse (halv stang til kl. 1202)
16. april Dronning Margrethe II
22. april Bededag
29. april Prinsesse Benedikte
5. maj Kristi Himmelfart/Danmarks befrielse 1945
15. maj Pinsedag
16. maj 2. Pinsedag
26. maj Kronprins Frederik
5. juni Grundlovsdag.
7. juni Prins Joachim
11. juni Prins Henrik
15. juni Valdemarsdag. Genforeningsdagen 1920
25. december 1. Juledag
26. december 2. Juledag

Flagdage 2006
1. januar Nytårsdag
5. februar Kronprinsesse Mary

Forsvarets flagdage
29. januar Holmens Hæderstegn
2. februar Kampen ved Mysunde 1864
11. februar Stormen på København 1659
2. april Slaget på Reden 1801
18. april Slaget ved Dybbøl 1864
9. maj Kampen ved Helgoland 1864
5. juni Kampen ved Dybbøl 1848
1. juli Slaget i Køge Bugt 1677
6. juli Slaget ved Fredericia 1849
25. juli Slaget ved Isted 1850
4. oktober Stormen på Frederiksstad 1850

For nærmere information omkring Dannebrog, faner, på søen og bestilling af Dannebrog, så besøg venligst Danmarks-Samfundet