Thailandsrejsen - del 2
3. januar 2005 - 21. januar 2005

Mandag d. 3/1
Efter morgenmaden på hotellet skulle vi pakke og tjekke ud, vi tog en taxi meter til TAT`en ved Hua lampong hovedbanegården hvor vi kunne opbevare vores bagage hele dagen uden omkostninger, vi skulle fordrive 10 timer, før vi kunne komme med toget videre op nord på. Efter vores fortsatte søgning efter et hotelværelse sidst på måneden, fandt vi et på Sukhumvit road som kostede 700 baht i døgnet og var helt okay, vi aftalte at ringe en uges tid før vi ville ankomme. Vi gik herefter videre op af Sukhumvit road og mødte en gadesælger med en madvogn fungerende som opbevaring af råvarer + stegeplade + bordplade. Han lavede fyldte pandekager, så vi bestilte nogle med indbagt banan og nogle med indbagt chokolade, de var super lækre. Alt er så anderledes her og bare dét er en sjov oplevelse at få. Efter den delikate gade dessert spurgte jeg om vej til en bypark hvor vi kunne bruge nogle timer og hygge os, en thai pige skrev navnet ned på Thai, på en seddel som vi så gav videre til en taxi meter chauffør. Det var Lumpini parken den er en kæmpe eventyrlig park, den var utrolig flot og velholdt. Her var en kæmpe sø og en super stor fed legeplads hvor ungerne kunne bruge lidt krudt. I søen var der lavet små øer hvor man kunne sejle hen med svaner (trampe både) robåde eller kanoer, man kan også bare sejle rundt i den store sø omkring de forskellige øer der er forbundet med små broer. Trænings områder var der også en del af og mange thaier trænede gratis vægt og styrketræning her i denne park, hvor der bl.a. også var et fod massage område af sten. Stenene var støbt ned i cementen og stak så 2 – 5 cm. op, så man skulle gå barfodet frem og tilbage på dem og her var der lidt trængsel, vi satte os på en parkbænk og opdagede så en mand der var overdækket med duer, det var helt vildt. Dette område var ca. 7 x 4 meter og lavet som en firkant med almindelige fliser inde i midten, de fleste af dem der var på fod massage området, var ældre mennesker over 50 år og de tøffede rundt på stenene, som om de aldrig havde lavet andet. Da vi havde været i parken en 3 – 4 timer og igen var blevet sultne, besluttede vi at gå der ud af mod Sukhumvit road ca. 5 km væk, for at se om vi kunne finde noget lækkert spiseligt på vejen. Vi gik og gik og fandt så ud af at det var et meget dyrt område vi var havnet i og da jeg ikke kunne hæve mere end de 10.000 baht pr. dag, som jeg hævede tidligere duede det dyre ikke. De fleste penge var gået til rejsen nordpå, så nu skulle der spares lidt. Vi kom langt om længe (efter ca. 2 1/2 time) til ad Sukhumvit road og da vi var gået til Soi 26 besluttede jeg at tage en taxi meter til MC Donalds nærmere Soi 40. Vi frøs alle inde på MC Donalds da air konditionen var sat på fuld styrke, så vi fik hurtigt spist og kom udenfor i varmen igen. Vi vendte her efter næsen mod TAT`en hvor vores bagage var opbevaret, vi takkede for hjælpen og luntede over til stationen. Vi skulle være på perron 5 og toget kørte kl. 21.30, imidlertid var kl. nu kun 19.20, så vi satte os til at spille bip bip spil som ungerne havde fået. Vi købte lidt frugt og brød til togturen og ved 21 tiden hoppede vi ombord på toget, vi anrettede os i vores senge så vidt var muligt og hyggede så ellers bare i hinandens selskab. Desværre lå vi meget tæt på toiletterne som ikke blev holdt rene, så der lugtede værre end i et gammelt pissoir. Overfor toiletterne (altså hullet i gulvet) var der 3 jern håndvaske som man kunne børste tænderne og vaske sig lidt, det droppede vi imidlertid da de var for ulækre. Toget bumlede af sted og larmede så vi troede vi aldrig ville falde i søvn, vinduerne kunne ikke lukkes og i løbet af natten måtte vi alle klæde os godt på. Togvognene er ca. 30 meter lange med ca. 20 sovepladser på hver side af gangen. Der hænger et mørkt stykke stof ved hver seng, som man kan trække for hvis de ellers duer i glideskinnen. Vi havde igen bestilt morgenmad på toget, amerikan breakfast, og glædede os til at få noget varmt kakao i vores kolde kroppe. Efter morgenmaden sad vi mest og kiggede ud af de åbne vinduer, toget kørte på et meget snoet bjerg og det var den mest fantastiske udsigt vi havde. Det var vildt at se hvor langt oppe vi egentlig var, når vi kiggede ned af den jungle beklædte bjergskråningen. Vi kunne slet ikke se bunden af junglen, som startede 20 cm. fra togskinnerne, flere gange kunne vi røre træerne fra toget som kørte ekstremt langsomt. Det var i slalom skinnerne var lagt, så det var vildt at se ud og ned af togets yderside, dog var det lidt ubehageligt at kigge ned, da der intet relæ er og bjerget var meget stejlt ned af, såsom bjerg væggene også var stejlt op i luften. Der var bjerge overalt og der hvor vi havde mulighed for at kigge over alle træerne, var der utrolig smukt. Vi var alle fanget af denne vilde natur, hvor der ind i mellem lå små bitte landsbyer. Hver gang jeg smuttede ud i gangen for at ryge i mellem dørene, så kom der en af personalet og hyggede med ungerne, Thaierne er meget glade for vesterlændingenes børn, de spillede sammen med dem og snakkede en masse. De 2 stationer der lå før Chiang Mai station var vildt hyggelige bjergbys stationer, det var lidt som at se en gammel film, hvor de har gjort meget ud af udsmykningen ud af til.
Chiang Mai 1
På Chiang Mai station stod en gut med vores navne på et skilt, han kom fra hotellet og skulle hente os, sammen med nogle andre turister. Først blev vi kørt til et lille kontor hvor man kunne forhåndsbooke endags/flerdags ture, men vi havde besluttet at gå på opdagelse alene og ventede derfor bare på, at vi skulle videre til hotellet. Ungerne havde glædet sig til at være i swimmingpoolen, så det var dagens mission når nu vi var kommet helt frem til B.M. P resident, som står for backpackers meeting place. Da vi ankom blev vi indlogeret på det forkerte værelse, men fik hurtigt det rigtige rum, efter vi gjorde dem opmærksomme på at det var forkert. Vi pakkede ud og fik et dejligt tiltrængt bad, efter 1 ½ døgn uden i stegende varme. Jeg havde hovedpine for 4 dag i træk og oplevede den blev voldsommere og voldsommere, samt at jeg begyndte at blive træt hurtigt. Hele kroppen kunne mærkes efter de 14 timer på toget, så jeg bestilte en omgang Thai massage på værelset om aftenen. Vi spiste lidt mad på B.M.P`s restaurant og skulle så i poolen, men den var ikke rengjort i meget lang tid, så ungerne fik ikke lov til at bade, da vandet var helt mørkegrønt og ulækkert. Så fandt vi en tuk tuk som kørte os ind til bymidten af Chiang Mai. Chiang Mai er ligesom delt op i 2 bydele, den gamle og den nye, den gamle lå indenfor bymurene og den nye lå udenfor murene. I denne by var det første gang at vi oplevede munke overalt, de var på hvert et gadehjørne og overalt så man dem komme gående. Vi skulle efter at have lagt billederne ned på en cd-rom og hævet penge, tilbage til vores B.M.P. resident og nåede det lige før det blev helt mørkt. Ved 19 tiden kom massøren og mørbankede mig, hun var meget sød og forsigtig, selv om hun tog hårdt fat og vred hele min krop i forskellige retninger. Hun brugte både sine hænder, fødder, hagen, armene, albuerne og sine knæ til at give mig thai massagen. Bagefter kunne jeg virkelig mærke at det var rart og tiltrængt, dog var hun lidt overrasket over at lille spinkle jeg kunne klare alt det hun gjorde ved mig og flere gange spurgte hun, om det gjorde ondt eller var for hårdt, om jeg var okay. Det var skønt og hun kom allerede 15 min. efter at hun var bestilt fra receptionen, 400 baht kostede hun for 1 ½ time. Nikolaj blev lidt jaloux over min massage oplevelse, så han bestilte den samme dame til dagen efter. I byen, som lå ca. 10 min. gang fra B.M.P, kunne vi se hvordan de havde bevaret resterne af bymuren, og ved hver af de 7 byporte hænger der et skilt med forklaring på, hvad hver byport er blevet brugt til, hvad den hedder og hvorfor de er blevet bygget.

Onsdag d. 5/1-05
Vi stod tidligt op og gik ned for at spise morgenmad, 60 baht. kostede vores amerikan breakfast pr. mand. Mit humør var ikke på toppen, da hovedpinen blev værre og værre, men en tur i byen skulle vi, vi gik venstre om langs bymuren og kom til en offentlig park vi gik ind i. Den var ikke halvt så stor som den i Bangkok, men meget smukkere og mere blomsterrig, der var også en legeplads (den 4 legeplads vi indtil nu havde stødt på igennem 5 uger) Ungerne legede og hyggede sig og en times tid efter, gik vi videre på opdagelse i den nye by. Vi kravlede op på bymurens ruiner og gik/klatrede på den så langt vi kunne, før vi igen klatrede ned til fortovet igen. Vi kom forbi en Kodak butik hvor jeg købte 3 x 40 billed aps film for 540 baht. Lidt efter kom vi forbi noget der lignede en isenkræmmer, her købte vi en drikkeis som var godt tiltrængt. Der var utrolig mange templer overalt og mange træer med mange forskellige farvede bånd omkring sig langs voldgraven. Det var de vildeste træer vi havde set, mange af rødderne var flettet ind mellem hinanden og som de voksede oven på jorden, så det ud som om de var håndskåret. Jeg fandt også en lille butik som havde bånd til videokameraet, her kunne jeg få 2 bånd af 45 min hver for 300 baht, så det var billigt. Vi satte os senere på et lille sted overfor en tempelskole, maden var billigere her end på Koh Samui, det er helt utroligt at vi alle 3 kan spise og drikke for under 200 baht, som svarer til ca. 30 danske kroner, og så på en restaurant. Dog var det et rimelig kedeligt sted vi var havnet, men maden var okay og det var jo bare en hurtig gang sen frokost vi skulle have, og så videre rundt i byen. Vi endte med at gå hele vejen rundt om byen langs muren/voldgraven, det var en lang, men dejlig tur. På vej hjem købte vi nogle poser med udskåret frugt, 10 baht pr. pose, så vi købte både ananas og vandmelon og honningmelon. Vi fik dog en ekstra pose med papaja, og damen ønskede os held og lykke på rejsen. Da vi vel var tilbage på B.M. P resident stillede vi vores varer oppe på hotel værelset og smuttede så ned i restauranten og spiste hver sin toast. Jeg var blevet lidt forkølet efter den iskolde togrejse hertil fra Bangkok og kunne tydeligt mærke at min krop blev svagere og svagere mystisk nok. På Koh Samui havde jeg på et tidspunkt haft en tæge på ryggen, og begyndte nu at blive lidt urolig for om hele tægen var kommet ud, eller om det var på grund af den og noget smitte, at jeg blev dårligere og dårligere i kroppen.

Torsdag d. 6/1
Hovedpinen kunne stadig ikke slås ned af pernodiler som vi havde med hjemmefra, så det påvirkede mit humør en del. Vi ville til Ping floden som lå rimelig tæt på B.M.P, og men da vi lykkedes at komme på galt spor (2-3 km i den forkerte retning) stoppede vi en taxi der kørte os til den første bro over floden. Nu gik vi en dejlig tur langs floden og snakkede om hvor sjovt det var at gå i og opleve de indfødtes kvarter helt uden andre turister. Strækningen vi gik, svarer til at gå langs alle søerne både frem og tilbage i København. Vi stødte ind på et lokalt marked i udkanten af byen langt udenfor bymuren, her var ALT i en pærevælling – en fiskebod klods op og ned at en tøjbod som igen lå klods op og ned af en kagebod, som så lå op og ned af en slagterbod og sån fortsatte det. Alle fødevarer lå i baljer og spande på hjemmebyggede boder/borde og på aviser på jorden, ret uhygiejnisk. Thaierne kender ikke meget til hygiejne, hverken i forhold til madvarer eller dem selv, så det både ser gammelt og ulækkert ud mange gange og det lugter forfærdeligt. Efter mange timers vandring kom vi endelig til bymuren igen, og kunne genkende området lidt. Vi fandt et dejligt sted hvor vi kunne spise og drikke lidt, hvorefter vi så gik tilbage til B.M. P for at lægge vores afhentede vasketøj, og smutte op i byen igen for at aflevere det. Vi kiggede i de forskellige butikker med håndlavede trævarer, og de hjalp os så med at shanghaje en taxi der skulle køre os til et stort varehus i den anden ende af byen. Centeret var meget som vi kender dem herhjemme fra, og jeg fandt en stor 26 tommer rygsæks kuffert med hjul på for 1690 baht (ca. 250 kr.), den købte vi og lidt efter tog vi en taxi meter hjem til B.M.P. Ved 19.30 tiden og nu skulle vi vile os lidt for så at smutte på night bazarren senere.
Før vi skulle af sted om aftenen smurte vi os ind i den grønne Skeltolene (en myggespray der lugtede forfærdeligt) da den var bedst inde i byerne og den gule Skeltolene er bedst i junglen. Der var masser af mennesker og boder overalt, og vi brugte næsten 10.000 baht den aften på alt det vi købte. Da min hovedpine stadig ikke ville forsvinde og jeg havde fyldt mig med pernodiler igen i dag, skrev jeg en sms til Lis (som er farmasout) og spurgte, om en tæge kunne forårsage de symptomer jeg havde i kroppen. Jeg blev ringet op 2 timer efter, og kunne så forklare helt nøjagtigt hvordan de sidste dage havde været, hun sagde at jeg skulle ha fat i antibiotika til 10 dage. Jeg skulle have 2 millioner enheder (det samme som 4.5 gram dagligt), da tægen sandsynligvis havde infekteret min krop og derfor, var det så vigtigt at jeg fik den højeste dosis hurtigst muligt. Her i landet er læger ikke altid nødvendige i forhold til recepter, man køber simpelthen bare selv det man skal bruge i deres drugs pharmasy butikker, som ligger overalt på hvert et gadehjørne og hvor alt er håndkøb.

Fredag d. 7/1
I dag skulle vi afprøve den orientalske break fast som var rigtig god og forfriskende. Ved 12 tiden gik vi ned i byen for at hente vores vasketøj, ungerne var lidt mugne, da de endnu ikke havde kunnet benytte sig af swimmingpoolen. Vi havde planlagt at tage til Wat Umong i udkanten af byen, vi betalte en tuk tuk 100 baht for turen dertil one way, det tog ca. 15 min i fuld fart. Undervejs stoppede vi ved en drug store, hvor jeg kunne købe min medicin. Jeg skulle have 2 store kapsler (røde og sorte) 3 gange dagligt de næste 10 dage + at jeg købte fucidin salve til at smøre der hvor tægen havde siddet. Templet var på ingen måder velholdt, men lignede mest et ruin område, der var gamle underjordiske gange/grotter som vi kunne gå ind i og det var både sjovt og spændende. Vi læste os frem til, at et jordskælv for mange år siden var årsagen til at der så ud som nu. Der var også en stor park på området, men desværre var der ingen adgang, der imod fandt vi også et Dhammakosana library, hvor der udelukkende var bøger omkring buddhismen og mange sad derinde og læste i dem. Ingen af bøgerne kunne lånes med hjem eller købes, men ellers var de til fri af benyttelse på biblioteket, vi fandt også et kontor for den internationale komitet af buddhistisk grundlæggelse og af meditations haller. Det var meget spændende at gå rundt og se og læse alt, på stort set hver et træ, hang der metalplader på størrelse med nummerplader til biler, hvor der stod forskellige buddhistiske visdomsord. Oppe oven på alle grottegangene, var der en hellig plads hvor munkene kommer for at bede, der var bl.a. også en kæmpe statue af den fastende munk, som fastede sig selv i pinsel og tortur før han fandt ud af, at det ikke lige var den måde hvorpå åbenbaring og visdom gav sig til kende. Timmie spurgte på et tidspunkt om ikke vi skulle tænde lys for en af Buddha statuerne, og da jeg spurgte hvorfor han syntes vi skulle det, svarede han: Fordi ham der Buddha er jo helt vild med lys. Det grinte vi lidt af, da det var en lidt sød og sjovt kommentar der stammede fra hans observertioner, fra de mange tidligere templer/tempelgrunde vi havde besøgt. Der er tændte stearinlys og røgelsespinde, overalt hvor der er en Buddha. Vi brugte næsten 3 timer på dette område, hvor ungerne nød at drøne rundt og lege/hygge sig, før vi vendte næsen mod byen igen. Vi gik ind mod byen da vi var på et lidt øde område en go bid udenfor byen, da der ikke var nogen tuk tuk`er eller taxier i nærheden. På den store hovedvej som mindede lidt om en motorvej, måtte vi gå helt inde i siden da bilerne drønede forbi os i fuld fart. Lige før vi kom til hovedvejen, fandt vi et lille bitte spise sted hvor vi skulle have lidt mad, vi havde tidligere mødt nogle i vejkanten som tilbød os noget mad, i form af et bambus med ris/rosiner sammenpresset i kokosmælk, nede i bambusrøret som var blevet stegt over et bål og skulle skrælles. Nikolaj var med og vi spiste og drak alle for under 200 baht. Og det var lækker mad vi fik. Herefter gik vi over til lyskrydset som lå tæt ved, det var fra den tværgående gade vi var kommet, da vi tidligere blev kørt i tuk tuk`en. Vi gik ca. 300 meter og stoppede så for at spørge en fløjtedirigerende gadebetjent, om vi var på rette vej. Han fortalte der var langt ind til byen og at han tilbød, at ville hjælpe med at få fat i en ladvogns taxi der kunne køre os ind til byen igen. Han fløjtede som en gal og stak hånden op i luften for at vise bilisterne at de skulle stoppe, al trafik stoppede helt og aldeles på den store hovedvej, og vi gik over gaden som om vi var konger og bare kunne føre os frem. Det var sjovt at opleve hele gadens trafik stoppe for os, bare fordi vi skulle med betjenten tværs over alle de 4 vejbaner. På den anden side dirigerede han en taxi ladvogn ind til siden, sagde de skulle køre os ind til byen for 20 baht, så vi hoppede op på ladet og takkede betjenten mange gange. Det var tydeligt at det ikke passede chaufføren, men han adlød af respekt for betjenten. Vi blev enige om at vi egentlig gerne ville sættes af ved night bazarren og så gå den igennem, så det blev udfaldet af køreturen. Chaufføren ville have mange flere penge end de 20 baht som betjenten havde sagt vi skulle betale, men det var kun til vi påmindede ham om betjentens ord, så var han fin tilfreds. Igen fik vi handlet så meget på night bazarren, at vi skulle have en tuk tuk hjem til B.M. P. efter en lang dejlig dag. Min hovedpine florerede stadig, men jeg kunne godt mærke antibiotikaen som jeg var startet på, det var ikke så slemt som det havde været de sidste 5 dage. Flere gange i løbet af den tid vi nu har været her har jeg forsøgt at komme i snak med en munk, men det er næsten umuligt for mig, når jeg spørger om noget så glor de bare på mig og ryster på hovedet, så umiddelbart er det ikke så let for kvinder at komme i kontakt og tale med munkene. Dog har jeg set flere munke gå og snakke med mandlige vesterlændinge, så der virker det ikke til at være noget problem.

Lørdag d. 8/1
Ungerne havde stadig ikke haft mulighed for at komme i swimmingpoolen, da den ikke var blevet renset. Vi havde brokket os hver dag og spurgt hvornår den ville blive ordnet, men de blev ved at sige senere i dag og når det så blev hen ad 16 – 17 tiden, sagde de i morgen. Det var ret surt da swimmingpoolen var grund til, at vi havde valgt dette sted som ellers ikke var specielt attraktivt. Vi sov længe og skulle så finde et sted inde i byen, hvor vi kunne få oplysninger omkring den specielle elefantlejr, hvor der efter sigende skulle være malende elefanter som har været i Guinness rekordbog. Vi fandt kontoret og blev oplyst, at børns adgang kostede 80 baht og voksnes adgang kostede 120 baht. Vi takkede for informationen vi havde fået og nåede lige at gå 3 meter, før en tuk tuk stoppede os. Vi snakkede længe med ham og lavede så en aftale om, at han skulle hente os i morgen tidlig ved B.M. P resident og så køre os til elefant lejren og hjem igen for 400 baht. Vi var tidligere blevet tilbudt samme køretur for 800 baht. Vi gik videre på opdagelse i byen og kom forbi 2 templer, som af forskellige grunde var lukkede. Dog kunne vi se en del af de forskellige vægmalerier der er både uden på og inden i templerne, det er malerier af Buddhas liv fra start til slut, de er meget symbolske og utrolig flotte i klare, lyse stærke farver. Da sulten var ved at melde sig fandt vi et sted at spise, det var forfærdelig mad og indehaverne var også forfærdelige mennesker, de var meget påtrængende hele tiden og blev ved at henvende sig til Robin, om at han skulle komme tilbage om 10 år når han er voksen. Bagefter gik vi videre til et tempel ungerne og jeg var gået forbi forleden dag på vores opdagelsestur udenfor bymuren. Dette tempel var også lukket, men vi gik lidt rundt på tempelområdet og kiggede, der var bl.a. et lille tempel som var et krematorie. Der sad nogle munke foran en lille mur, hvorpå de 7 ugedages Buddha statuer var på rad og række. Jeg tog igen chancen for at snakke med en af munkene og denne gang lykkedes det, jeg blev helt overrasket da han svarede mig og ikke bare rystede på hovedet af mit nærvær. Vi (munken og jeg) lavede en aftale om at jeg skulle komme tilbage til templet mandag aften kl. 18, så ville han have mere tid til at snakke rigtigt med mig og samtidigt besvare alle mine spørgsmål. Imidlertid havde jeg fået svar på nogle af spørgsmålene omkring alle de oplevelser vi havde. Han fortalte bl.a. at alle de farvede bånd der var rundt om mange af de store gamle træer, var sat på at troende mennesker og ikke af munkene for at hellige træerne. Han fortalte også at de forskellige farver bånd munkene har omkring livet, hver især viser deres status indenfor den buddhistiske lære. Jeg fik også her svaret på hvordan de er kommet til år 2548, det regnes fra år 0 hvor Buddha døde og det er nu 2548 år siden han døde. Efter dette møde med munken gik vi tværs gennem byen og hen til night bazarren igen igen, der er så dejlig en atmosfære på den bazarr og vi hyggede os endnu engang og brugte flere penge end forventet, vi skulle jo egentlig ikke have noget. På denne bazarr går der en masse stammefolk rundt og sælger deres egne håndlavede varer, såsom smykker og tasker, de er meget flotte i deres stammetøj, som er meget dekoreret af farver og perler/klokker. De kommer ned fra bjergene og ind til byen hver aften, for at sælge deres varer og drager så op i bjergene igen, når bazarren lukker.

Søndag d. 9/1
Vi blev hentet kl 10 på B.M.P. efter en morgenmad vi næsten kastede i os fordi tuk tuk chaufføren kom fræsende i god til og stod og ventede på os, vi var meget spændte på dagens udflugt. Det var en lang tur vi skulle ud på bare for at komme helt ud til bjergene rundt om byen. Det tog ca. 45 min og aldrig ville jeg have siddet i sådanne et køretøj på disse store hovedveje, hvis ikke det var fordi det er sån man gør det i Thailand. Da vi skulle op af bjergene var det tydeligt at motoren i tuk tuk`en, ikke var glad for det og kæmpede hårdt for at komme op, det var et utroligt landskab vi kørte forbi og igennem op af bjerget. Små landsbyer i dalene og drivhuse var der også, til nogle af de råvarer som ikke tåler for meget kulde (der er meget koldt oppe nordpå om aftenen og natten, på grund af duggen der falder) Da vi havde kørt lidt mere end halvvejs op af bjerget gik motoren i stå, 2 gange med 5 minutters mellemrum og begge gange sagde chaufføren, om 10 min er den klar igen. Rigtigt nok så kørte vi videre efter et lille stop midt på bjergvejen. Nikolaj og jeg snakkede også om at hvis den gik igen ville vi nok blive bedt om at gå resten af vejen, men tuk tuk`en klarede sig den sidste bid vej, selv om den nu var begyndt at lugte meget grimt fra motoren. Vi skulle først op på toppen af bjerget og ride på elefanter fra Pong yang elephantcamp, men da vi kom derop viste det sig at brochuren slet ikke stemte overens med virkeligheden. Der var bl.a. kun 2 forskellige ruter og ikke 4 som i brochuren, det var lidt ærgerligt da det var en af de udgåede ture som havde lokket os derop, showet som også skulle være der, var også udgået fra programmet. De havde kun 3 elefanter så vi betalte og gik op i påstigningshytten, for at komme op i ”sadlerne” på elefanterne. Det var nogle meget smalle stier og flere gange føltes det, som om elefanten var ved at dratte ned af bjergskrænten, så alt i alt var det ikke en fed oplevelse. Vi kunne tydeligt mærke, at den elefant Timmie og jeg red på ikke var glad og ikke havde lyst at udføre sit arbejde, så det gjorde også turen lidt ubehagelig, da den fik meget skæld ud og blev slået en del. Alle elefant førerne har en træpind, med et spyd i jern på toppen og en jernkrog lidt længere nede. Ser man væk fra alt dette, så var det faktisk en fantastisk tur vi kom på i den times tid det varede, naturen var ufattelig smuk og nær, + at vi red ned til et lille vandfald, som også oplyste naturens skønhed. Efter rideturen købte vi 2 store klaser bananer som vi gav til elefanterne, det var sjovt at se hvordan de blev ivrige og lyste helt op, da de så vi kom med bananerne. Den ene kastede snablen rundt som om den slet ikke kunne vente på bananerne, det var tydeligt at den vidste hvad vi kom med. Lige pludselig kom en anden elefant forbi os, den ville imidlertid ikke gå længere, så pludselig stod vi midt mellem de kæmpe store elefanter og deres stærke ivrige snabler, der farede rundt om ørene på os for at få flere bananer. Vi kørte herefter længere ned af bjerget og det gik meget bedre i forhold til tuk tuk`ens motorkraft, vi stoppede ved Maesa elefantcamp hvor der er verdens eneste kunst malende elefanter. Denne lejr var min store drøm at opleve i dag, netop det at se et galleri af billeder malet af elefanter syntes jeg var spændende og meget interessant. Vi ankom lige idet et show med elefanterne skulle til at starte, og det var det vildeste vi havde set længe. Det var et fantastisk underholdende show hvor elefanterne startede med at komme ind og præsentere sig ved at neje og trutte i snablerne. De spillede fodbold og dansede og vi har ved gud aldrig oplevet noget lignende. De truttede i snablerne, snurrede dem rundt i luften og spillede mundharmonika, de legede og lavede forskellige tricks med hver deres fører. De var simpelthen ubeskrivelige og vi nød virkelig oplevelsen. Der var bl.a. også 4 elefanter som malede malerier for os, de tog penslen med snablen og malede så, herefter hjalp føreren dem med at dyppe penslen i malingen, det var utroligt at se og opleve de 4 elefanter stå og male fede billeder og de blev lynhurtigt solgt. Det var rigtig rart at mærke så tydeligt som vi alle gjorde det, at elefanterne her var glade og havde det godt, specielt efter vores oplevelse tidligere på dagen. Efter showet kørte vi længere ned af bjergvejen og stoppede ved Orchid farm, hvor vi spiste et lækkert måltid mad. Der var også helt utroligt at være, vi var omringet af de smukkeste orkideer og duften var forrygende. Vi kørte videre hjem til restauranten på B.M.P. og hyggede os med en kop varm kakao. Da vi kom op på værelset smurte vi os alle ind i Skeltolene og smuttede på søndags marked på stortorvet ved elefant springvandet her i Chiang Mai. Det var et rigtig hyggeligt torvemarked, de fleste af boderne var opsatte til bjergstamme folkets tøj, smykker, masser af glitter og glimmer og håndlavede tæpper, tasker, punge, puder osv. Der var forskellige mad og slikboder og mange kunstnere der sad og malede. Vi købte et maleri som vi stod og så blev malet næsten fra bunden, det kunne jeg slet ikke stå for, så jeg måtte eje det. Efter dette marked tog vi en tuk tuk hen til night basaren, hvor Nikolaj skulle købe souvenir og jeg fik igen igen købt en del.

Mandag d. 10/1
Vi opdagede i aftes at swimmingpoolen endelig var blevet ordnet, så vi havde aftalt at dagen i dag skulle foregå ved den. Robin kom dog til skade efter et par timer og kunne så ikke bade mere, så vi besluttede at gå en tur op i byen. Vi skulle finde ud af hvor busserne til Mae Hong Son kørte fra, da man ikke kan komme længere op end Chiang Mai med tog. Vi tog en taxi til Chiang Mai arcade busstation og fandt ud af, at man ikke kan booke plads på bussen men må dukke op og købe billet, og så håbe på der er plads på bussen et sted, billetten kan dog købes op til 1 time før bussens afgang. Vi vendte næsen hjemad og gik så ind et sted hvor de havde van - turer til Mae Hong Son, det ville vi hellere end at køre med de offentlige busser som knapt holder sammen, fordi kun halvdelen af bussen fungerer optimalt. Herefter spiste vi på en dejlig restaurant og fik rigtig god mad, det skulle gå lidt hurtigt da jeg havde en aftale med munken kl. 18. Vi kom knapt en time for sent og undskyldte mange gange, munken smilte bare. Han begyndte at fortælle om krop, sind og ånd og deres samhørighed, her ind under kom meditation og hvilke teknikker der skal bruges for at få god glæde af den. Han fortalte om en tælle teknik og om en Buddha teknik og han fortalte hvordan man skal sidde på de forskellige underlag og hvordan man skal gøre hvis kroppen begynder at smerte af denne stilling. Han fortalte om måden at tænke på, hvis koncentrationen bliver fanget af lyde, dufte eller andre forstyrrende elementer. Det var spændende at høre alt han havde at sige, og jeg fik nogle svar på mine spørgsmål. Han fortalte også om bevidstheden i nuet, og hvordan man lader det der ikke er godt/positivt gå videre, i stedet for at tage det til sig og blive påvirket. Han fortalte om 3-døgns meditationen, og hvor god en virkning den har, man hverken sover eller spiser eller går i bad, man mediterer og drikker vand i 52 timer. Efter en hyggelig go times tid sagde jeg tak for alt og gik videre, vi havde alle lyst til is og så skulle vi bare hjem i seng.

Tirsdag d. 11/1
Vi sov længe og morgenhyggede stille og roligt, dagen skulle foregå med aflevering af vasketøj og afrejse planer omkring Mae Hong Son. Vi spiste morgenmad/frokost ude i byen og fandt så et sted som havde van-turer til Pai som var halvvejs til Mae Hong Son. Det kostede 180 baht. pr. mand og tager ca. 3 timer, den hoppede vi på, så der er afgang fra B.M.P. kl. 10 10.30 i morgen tidlig. Pai er kendt som thailands mest smukke sted for naturelskere, det ligger i en vidunderlig dal midt mellem jungle beklædte bjerge. Dette vil vi da ikke gå glip af, så vi glæder os til at komme videre og opleve mere. Tilbage på B.M. P fik vi pakket alt det vi havde, jeg var glad for at have købt den ekstra store 26 tommer rygsæks/kuffert med hjul på, da den var fuld af statuer jeg havde købt på night Bazarren. Ungerne nød swimmingpoolen lidt og det var dejligt bare, at sidde og slappe af i solen. Aftenen forløb stille og roligt med at hente vasketøj og så tidligt i seng. Vi fandt tidligere på dagen et helt ny bygget guesthause, som vi klart meget hellere ville bo på næste gang vi skulle være her i Chiang Mai, det blev drevet af 2 ældre thaier og deres voksne sønner. Det havde kun været åbent en lille måneds tid, så vi havde fået visitkort til at ringe og bestille rum sidst på måneden. Det kostede 300 baht pr. nat og rummene var dobbelt så store som på B.M. P + at det var nyt og friskt.

Onsdag d. 12/1
Vi blev hentet ved B.M. P ved 10.30 tiden, vores chauffør blev tydeligt helt overrasket over alt vores bagage. Det var en stor van med 12 sæder og da opsamlingen af alle passagerer var klaret, kørte vi mod Pai. Det meste bagage var blevet smidt op på tag-bagagebægeret og så var det derud af, efter 15 min. sagde chaufføren at der var tissepause og mens folk gik ud på tankstationen til toiletterne, drønede chaufføren over gaden og fik købt en ny forsikring som blev klistret på ruden, da den tidligere åbenbart var udløbet. Forsikringspapirerne på bilerne her, er et klistermærke som skal sidde i forruden af bilen. Vi kørte ca. ½ times tid da vi så nåede bjergkædens start, det var vildt imponerende at se og opleve, hvordan vi blev et med naturen gennem at den snoede sig omkring os, men kun de første 15 min. Timmie blev køresyg og begyndte at kaste op, kort efter begyndte jeg også at blive dårlig og kaste op. De kommende 3 timers kørsel var et helvede og vi kastede op på skift, oven i købet i den samme pose samtidigt ind i mellem, det var helt vildt. Halvvejs fremme blev Robin også dårlig, så var vi på den alle 3 og det var slet ikke fedt. Chaufføren drønede af sted med høj fart, og overholdt på intet tidspunkt fartgrænsen eller bare tæt på. Fartbegrænsningen var 30 km/t, og han kørte mindst 55 - 60 stykker og overhalede kæmpe lastbiler, selv om der slet ingen udsigt var fremme på grund af bjergvejens snoning. Der var knapt 4 meter mellem hvert sving og det var skiftes vis, højer og venstre, højer og venstresving og super stejlt op af bjerget og ned af bjerget. Der var ingen vejrelæ og vejen var meget smal, vi stoppede efter ca. 2 timers kørsel ved en lille vejkants restaurant, det var dejligt at få luft nu vi alle 3 var så dårlige. Vi drak lidt, tissede af og skulle så videre, vi fik også fat i 3 nye fryseposer til den sidste times tids kørsel. Vi nåede at køre 10 min så begyndte jeg igen at kaste op, lidt efter begyndte minifisen også så det sprøjtede ud over alle tasker og 3 sæder inde i bilen, vi fik en rulle toiletpapir til at tørre med og var lykkelige da vi endelig nåede til Pai. Der var ingen tvivl om, at vi alle 3 skulle have fat i køresyge piller før vi skulle videre til Mae Hong Son, som er en tur gennem bjergkæden lige som denne, det var bare endnu 3 timer længere nord på. Ingen af os havde nydt køreturen så det var planen når vi skulle videre, da vi tidligere havde opdaget at vi var lige så højt oppe som skyerne, men var for dårlige til at kunne nyde udsigten. Det var vildt at køre så højt oppe at skyerne både fløg forbi og var længere nede på himlen, end vi var oppe på bjerget.
Pai 1
På det man kaldte stationen i Pai, var der nogle der anbefalede et guesthause der hed Tonsa, det lå tæt på og var helt okay til os. Det var hytter i forskellige størrelser og den vi fik, var med 3 dobbeltsenge og varmt vand og rigtigt toilet, det var vores generelle krav. Hytten kostede 300 baht i døgnet og lå kun 50 meter fra hovedgaden i Pai. Da vi stadig ikke var kommet os over køreturen slappede vi lidt af, før vi gik ud i byen for at få noget at spise og drikke. Vi gik en tur gennem byen og fandt ud af, at alle butikker lukkede ved 19 tiden hvor hovedgaden så blev lavet om, til en mindre markedsgade fuld af forskellige boder. Her var det også mest stammefolket som kom ned fra bjergene for at sælge deres varer, de sad i vejkanten og på gadehjørnerne hvor de syede på hver deres forskellige håndværk. Vi fandt et sted hvor vi kunne ride på elefanter uden sadel/stol, det skulle jo afprøves så vi bestilte en ridetur fra Toms elefantcamp, hvor vi kunne bade sammen med elefanterne i Pai river. Det kostede 350 baht pr. mand og varede ca. 1 ½ time hvorefter vi ville blive kørt til Hotsprings kilderne. Det var tydeligt at mærke når duggen lagde sig her i Pai, der blev indenfor ½ times tid superkoldt, da temperaturen faldt ned til ca. 16 - 18 grader fra de normale 35 graders varme. Vores vattæpper i hytten var ca. 5 cm. tykke og det var ikke let at holde varme i hytten, da træ væggene og stråtaget ikke var tæt eller isoleret på nogle måder, så varmen fes ud overalt

Torsdag d. 13/1
Vi skulle møde ved kontoret til Toms elephant camp kl. 10, hvor vi så ville blive kørt de ca. 6 km ud til lejrer i ladvognen. Det var helt utroligt at køre denne tur, da bjergene var lige ved siden af os hele tiden og den rå natur. Det var utrolig smukt og dejlig fredeligt at køre gennem dette landskab, nu vi alle havde det godt igen. Ved elephant camp`en var der 4 store elefanter og det var tydeligt at se, de både var glade og sunde elefanter. Vi blev henvist til afsatsen for påstigning og så, hvordan det blev bundet et reb omkring livet på elefanterne, det var et reb vi kunne holde fast i nu vi skulle sidde og ride, direkte på ryggen af dem. Førerne af elefanterne hoppede ikke op og sad på hovedet af elefanten som vi tidligere havde oplevet, de gik og små sludrede bagved og elefanterne luntede bare derud af, som om de havde helt tjek på vejen vi skulle ride. Det var lidt mystisk at førerne bare gik de der 3 – 5 meter bagved elefanterne, men det var tydeligt at både elefanterne og førerne var vant til det, på denne måde her i Pai. Først efter ca. 15 min kravlede vores fører op, ved hjælp af elefantens forben og øret som han hev sig op i. Det var super hyggeligt og da vi kom forbi flere elephantlejre på vejen, stoppede vores elefanter, fik en godbid og luntede så videre igen. Da vi drejede væk fra bjergvejen og ind i landet så vi kort efter et helt vildt fedt hus. Det var bygget i flere etager, men samtidigt var det bygget ind i et kæmpe stort træ, som samtidigt dannede rammen om huset. Vi red videre og kom til Pai river hvor vi skulle bade med elefanterne, Robin og Timmie var helt vilde og glædede sig til det. Robin startede og da minifisen så hvor voldsomt det så ud bakkede han, der skulle ikke bades det var nok at elefanten fyldte snablen og sprøjtede vand på os. Det så meget voldsomt ud, da det kæmpe dyr med lille Robin og Nikolaj væltede med al sin vægt, ned i vandet og det skræmte Timmie, Robin skreg af grin og nød det virkelig, ja selv elefanten nød det kunne man tydeligt fornemme. Flere gange væltede de med elefanten, (den satte sig på bagdelen og kastede sig så ned på siden og kom helt under vandet) mens mini og jeg kiggede på og tog billeder, vi fik da også en del vand i hovedet fra elefantens fyldte snabel, der fungerede som springvand over os. Der blev badet ½ times tid før vi så red mod lejren igen, Robin og Nikolaj var næsten tørre da vi nåede frem, men de sagde at vandet i floden var iskoldt. Det er vand der kommer længere oppe fra bjergene og var rigtig rigtig koldt af den grund. Da vi kom tilbage købte vi bananer til vores elefanter og så spiste vi i restauranten på camp`en, en lækker thailandsk ret vi ikke tidligere havde smagt. Efter maden blev vi kørt til en Hotsprings kilde der lå ca. 10 min derfra. Da vi parkerede bilen og hoppede af kom vi lidt efter til en lille bæk, den løb gennem skoven hvor vi skulle følge bækken op til toppen, det var et smukt område og overalt blev vi overvældede af den vilde natur. Da vi kom op til toppen af bækken som løb gennem skoven, var vandet 80 grader varmt og der røg og boblede helt vildt. Der var store skilte overalt hvor der stod ”dont boil egg”, det var tydeligt at mange kogte æg i disse varmekilder, og på toppen lugtede der rigtig grimt af rådne æg. Det var ret sjovt at opleve, da vi havde bemærket at der blev solgt æg nede ved foden af bækken. Vi gik rundt om kildens udspring og tilbage ned mod bækken, den var dejlig varm, ja faktisk så varm at vi begyndte at svede når vi var i vandet. Det var vildt at opleve og vi fandt hurtigt ud af, hvor den varme kilde og den kolde kilde mødtes, så vandet var til at være i. Bunden af den enormt klare bæk glitrede og glimtede, som om den var belagt med guld og sølv på bunden, det var så tiltalende at vi alle hurtigt smed tøjet og hoppede ned i bækken, hvor vi lå og nød livets goder. Desværre var der en del turister, så vi aftalte at køre alene derop på motorcykler en af dagene, vi havde hørt at kilden var lukket om aftenen for uvedkommende, det skulle efter sigende være stammefolkene der brugte kilden om aftenen. Vi havde under vores elefanttur mødt et par fra Holland som vi de kommende dage så lidt til, de var super søde og syntes det var sjovt at være sammen med os og ungerne. Da vi havde afsluttet dagens udflugts tur og blev kørt tilbage til byen, besluttede vi at gå rundt om byen og udforske området. Pai er et sted hvor gamle flipper, hippier, reggae folk og natur mennesker kommer og holder til, det er et helt andet samfund end dem vi tidligere har mødt og alle er super søde og venlige. Mange af facaderne på husene er i westernstil og ligner lidt huse fra en gammel westernfilm, lige meget hvor vi filmer eller tager billeder, så har vi bjergene i baggrunden og det er simpelthen oplevelse på oplevelse at være i denne lille bjergby. Vi lejede hver sin motorcykel om aftenen, vi betalte hver 180 baht, som var inkl. den dyreste forsikring, så lige meget hvad, var vi på den sikre side. Bagefter gik vi til sådanne en pandekagemand som vi havde mødt tidligere i Bangkok, han lavede pandekagerne på samme måde, disse var bare med hvidkål, tomat, ost, løg, salt og peber indbagt i pandekagen, de var forrygende gode og lavet på en sjov måde. Pandekagen får det hele ind på midten hvorefter siderne foldes ind over og så bliver den ellers vendt nogle gange på panden. Minifisens slikmund ville kun have dem med banan og chokolade eller banan og jordbær syltetøj, men vi andre spiste hele tiden de vegetariske. Vi købte også hver især et bambusrør med lækker te, det var den måde gadehandlerne solgte varme drikkevarer som folk kunne tage med sig, et ca. 15 cm. langt stykke bambus og en bambus rørepind.

Fredag d. 14/1
I dag skulle vi besøge Hollænderne på deres Paradise ressort, vi kørte samme vej som i går da vi skulle til Tom`s elephant camp, og drejede så ned at en gade vi vidste førte til det sted de boede. Halvvejs nede af denne gade var vejen forsvundet ned i afgrunden, det var vildt at se hvordan den bare var væk og lidt ubehageligt, at køre på resterne af det der var vejen engang. De boede højere oppe end Pai lå og lidt udenfor byen, så de havde en fantastisk udsigt over Pai, floden og naturens vildskab. Efter nogle timer hos Hollænderne kørte vi hjem efter vores badetøj og så videre mod et vandfald vi havde hørt tale om, og hvor man efter sigende kunne rutsche ned af bjerget gennem vandfaldet. Vi kørte i en go ½ times tid før vi var ved bjerget og vandfaldets parkeringsplads, da vi slukkede motoren kunne vi tydeligt høre Mor Paeng Waterfall, som lød som om det var taget ud af en eventyrs film. Vi gik ca. 5 min. gennem skoven mod lyden af vandet, og kom så til en stor bjergvæg hvor der var en del klipper man kunne sidde på og bare nyde livet. Vi kravlede helt op på toppen hvor vandfaldet startede, og gjorde os klare til en rutschetur der ville blive uforglemmelig. Nedefra lignede det bare et stort vandfald, men oppe fra toppen kunne man se at der var 3 etaper i bjerget, man rutschede ligesom ned i en lille sø hvorfra man kunne rutsche videre ned til den næste lille sø, hvor man så igen kunne rutsche den sidste bid ned til bunden af vandfaldet, som så skabte en lille bæk der løb ned gennem skoven. Klipperne var super glatte, selv der hvor de ikke var våde og ind i mellem var det rigtig svært at komme op/ned fordi man gled hele tiden. Vandet var iskoldt, så det var kun Robin der rutschede ned af bjerget, minifisen dyppede fødderne et par gange, men det var alt for koldt for ham. På vejen hjem (den bid der var grusvej, før vi kom til hovedvejen) stod de indfødte med ca. 5 – 10 meters mellemrum og solgte Ganja (pot) i poser af 7 – 10 gram og små flasker med opium, de var helt vilde og havde svært ved at forstå og acceptere at vi intet ville købe lige meget hvor billigt det blev, så vi kørte bare og ignorerede dem totalt. Vi ville gerne fat i et kort over Pai, så derfor havnede vi på turistinformationen, alle dører og vinduer stod vidt åbne, men der var ingen mennesker i nærheden. Vi ventede 15 min tid og gik så lidt ned af gaden til en lager butik der solgte diverse drikkevarer, her kunne jeg købe et kort. Vi kørte videre på opdagelse gennem små landsbyer og på ukendte veje der lå rundt om Pai, der var også et helt utroligt naturområde der var døbt til Pai canyon, det var helt vildt.

Lørdag d. 15/1
Dagen i dag skulle hovedsageligt foregå ved Hotsprings kilden i skoven, vi kørte på motorcyklerne derud ca. 7 – 8 km fra Pai. Vi parkerede og gik ind gennem skoven og op til toppen af Hotsprings kilden. Vi gik tilbage af en anden sti til bækken, som udspringer af Hotsprings kilden og bliver blandet med det kolde vand fra bjergene, men mærkede at bækken var varmere end forleden dag. Vi fandt en lille ”swimmingpool” der var naturligt skabt og den hyggede vi os rigtigt i. Vandet var så varmt at man følte sig helt dehydreret efter 10 min der i, det var meget varmere end luften så det var rart at komme op på land igen. Ungerne nøjedes med at soppe frem og tilbage i bækken, da vandet var for varmt for dem at ligge i. Før vi aftalte at smutte videre på opdagelse, kom en lille pige fra stammefolket og ville sælge os et armbånd, vi købte armbånd til os alle og så spurgte faderen stille om han måtte få en cigaret, det måtte han oh blev næsten helt forlegen da han fik 2. Det var et sjovt møde vi havde med disse mennesker og de virkede superglade, da vi skiltes med dem. Vi kørte videre og kom til en meget gammel bro der var bygget af slaver under anden verdenskrig, resterne var bevaret til minde om slaverne. Vi kørte videre og kom til Pia Canyon view, vi parkerede for at se hvad det var for noget. Vi travede op og ned af små bjergstier og kom til et stort åbent område, det så ud som om et kæmpe jordskælv engang havde raseret her og skabt kæmpe store kløfter, hvor naturen nu var i fuld flor op af kløftsiderne. Det gik flere kilometer ned af visse steder og stierne var ind i mellem kun 40 – 50 cm brede, så vi holdt os der hvor der var godt med plads og ingen risiko for nogle uheld. Vi gik rundt på dette område et par timer hvor vi afsluttede med at gå helt op på toppen af bjerget, så vi havde dette specielle landskab foran vores fødder og bjergene i baggrunden lignede kun skygger. Ved 19 tiden var vi tilbage med de lejede motorcykler og vi aftalte at spise på gaden, i stedet for på en af alle restauranterne. Herefter skulle der pakkes sammen og tidligt i seng, så vi var friske til den offentlige bus i morgen, som vi skal køre med til Mae Hong Son. Det er sjovt at opleve husdyrene hernede, hunde, katte, høner osv. går sammen side om side uden problemer. Man kan komme kørende 15 km fra den nærmeste by og så ligger der pludselig en hund midt på gaden, de gider knapt løfte hovedet for at se hvad der sker når man kommer kørende. Folk fra de bitte små landsby samfund bliver super glade når man kommer forbi dem, de vinker og smiler og peger og snakker på liv og løs, også selv om vi ikke forstår en fis og de heller ikke forstår os på nogen måder.

Søndag d. 16/1
Vi tjekkede ud ved 9.30 tiden, da vi skulle være sikre på at få en siddeplads på bussen og så helst skal være der 1 time før afgang. Vores vært havde tilbudt at køre vores bagage ned til busholdepladsen lige før bussen kom, så vi ikke havde det at koncentrere os om. Bussen kom ved 10.40 tiden og vi skyndte os at hoppe ind på bagsædet hvor vi alle kunne sidde sammen. Bussen mod Chiang Mai var lige kørt 20 min før vores til Mae Hong Son kom og vi forstod hurtigt hvorfor det var vigtigt at hoppe ind i bussen hurtigst muligt og få en siddeplads. Der var en 6 – 8 stykker som måtte stå op i den anden bus, der sad også folk på taget og ned af midtergangen. Det ville vi ikke risikere i de 3 ½ times kørsel vi skulle af sted på. Vi fik smidt alt vores bagage ind i bussen oven på reservedækket, som lå mellem bagsædet og 2-mandssæderne lidt længere fremme. Timmie og jeg fik en plads på bagsædet, Robin måtte sidde/ligge oven på alle taskerne og Nikolaj sad med en halv balle på reservedækket. Det var ikke fede pladser, da vi alle sad meget sammenpresset. Efter ½ times kørsel måtte jeg ommøblere alt bagagen inde i bussen, så minimusen kunne sidde på bagagen og Robin ved siden af mig inde i hjørnet af bagsædet. Ind i mellem måtte han rejse sig op så blodet løb tilbage i benene som han havde liggende oppe på bagagen. Vi havde alle fået køresygepiller, så denne tur gennem bjergene blev nydt. Der var kun 2 der ikke fik andet end ståpladser i vores bus, men de skulle heldigvis ikke så langt. Alle døre og vinduer er vidt åbne i bussen, både pga. trykket oppe i bjergene, men også pga. at de ikke er helt tip top. Bussen kørte i første gear næsten hele tiden og flere gange var vi usikre på om den overhovedet kunne komme op af bjerget, stigningen flere steder var på ca. 45 - 50 grader og svingene var flere steder 80 - 90 graders vinklet sving. Det var tydeligt at Thaierne var vant til denne kørsel i bjergene med åbne døre, de holdt godt fast i deres bagage, da det let kunne ryge ud. Efter ca. 1.20 min stoppede vi ved en lille bjerg landsby hvor flere skulle af, så vi fik hele bagsædet for os selv inde i bussen og det nød vi. Flere gange var vi stoppet undervejs for at samle flere passagerer op, vi snakkede om hvornår de ville sige fra, da bussen allerede var mere end fuld. Der bliver ikke sagt stop, folkene bliver bare trykket sammen eller sat op på taget. Det var vildt at se bjerg landskabet og mærke det tydelige tryk i ørene, vi så de små boder i vejkanten med frugt og paphusene mellem træerne. Efter ca. 2.20 min kørsel nåede vi til Sopong hvor vi spiste lidt af vores medbragte frugt og flute, tissede af og fik strækket benene ordentligt. Vi holdt os i nærheden af bussen og brugte trappetrinene op som bænk (vi skulle ikke risikere at miste vores pladser). Da vi kørte igen var bussen overfyldt, både med passagerer og bagage og det føltes og lød som om hele bussen var ved at falde fra hinanden. Det var vildt også at opleve denne overfyldte/overbelastede bus køre i disse bjerge uden autoværn med ca. 1 meter til de mega stejle skrænter. Det var meget ubehageligt specielt i et U-sving der har en stigning på 45 grader. På et tidspunkt var en af vores tasker lige ved at ryge ud af bussen, men jeg nåede lige at kaste mig frem og fange den og resten af vejen, sad jeg og holdt fast i den.
Mae Hong Son
Vi nåede helskindet til Mae Hong Son og skulle så finde et guesthause, vi så flere forskellige og valgte til sidst så det der hed Palms guesthause, som lå lige bagved et stort tempel. Det var et rimelig nyt guesthause og de var meget venlige, vi fik et værelse for 450 baht og havde så en x-tra stor dobbeltseng og en madras på gulvet. Da vi havde pakket ud, gik vi ned i byen og fandt et sted at spise, en lille restaurant hvor maden var okay. Overfor var en motorcykel udlejnings biks, der lejede vi motorcykler og kørte så lidt rund og orienterede os i byen, den var rimelig stor. Motorcyklerne kostede 230 baht her og var inkl. forsikring og man SKAL have hjelm på. Om aftenen gik vi ned til aftenmarkedet som lå rundt om den idylliske sø midt i byen, vi hyggede os og prøvede små forskellige spiselige retter og kiggede på alle varerne der lå på boderne.

Mandag d. 17/1
Vi havde haft en dejlig varm nat, i modsætning til de nætter vi havde været i Pai. Vi havde set at der lå et stort tempel på toppen af et bjerg og det ville vi op og se. Så efter en sen morgenmad kørte vi af sted på motor cyklerne, vi kom til bjergets fod hvor vi parkerede motorcyklerne. Man kunne både køre og gå til toppen, men vi valgte at gå op at alle trapperne. Vi talte trapperne op og nåede til omkring 300 trappetrin, så var det jo foruden langsiderne af denne sik sakkede sti op af bjerget. Kun i svingene og det øverste stykke var trapper og det gik ret stejlt opad. Templet hed Phrathat Doi Kongmoo og var enormt flot, det var kæmpe stort og udsigten var ubeskrivelig, der var flere view pointer og en lille bitte souvenir gade. De havde utrolig mange håndlavede figurer og andre imponerende håndværk både i træ, stof, gips osv. Der var en kæmpe Buddha på en 25 – 30 meter som sad med udsigt over hele Mae Hong Son området. Her var bl.a. også ugedags Buddha`erne og en masse andre, der var bl.a. et lille tempel på en stor bakke oppe på toppen af bjerget, det var helt utrolig at se. Bagefter kørte vi stræder op og ned for at orientere os ordentligt, vi bestilte også en heldagstur til i morgen med privat chauffør og guide og alt betalt for 1200 Baht. Vi skal bl.a. opleve: Long neck village, lisu stammen, long ears stammen, mud spa og et waterfall, så det glæder vi os til. Det koster 250 Baht at komme ind i Long neck village, da de er flygtninge fra Burma og ikke har mulighed for at tjene penge på andre måder. Det er ikke tilladt for dem at forlade området de bor på, så bliver de jagtet af politiet både her og i Burma.

Tirsdag d. 18/1
Vi blev hentet af guiden og chaufføren kl. 8.30 på vores guesthause Palms: Guiden hed Aron og var en ældre herre på 62 år, men mange eventyr bag sig og et helt livs erfaringer omkring junglen, guidning og trekking, han kunne alle stammefolkenes sprog, så det var godt at have ham med. Han fortalte bl.a. at det kun bor omkring 20 % thaier hele Mae Hong Son, ellers er det hovedsageligt Shan folket som besidder den nordlige del af Thailand. Efter en lille halv times kørsel skulle vi af første gang, vi skulle gå over en hængebro der var ca. 120 cm. bred og 250 meter lang, broen var over 50 år gammel og hvert andet bræt var gennemråddent + at hvert tredje bræt ikke var der. Vi blev oplyst at indtil for et lille års tid siden, så var det kun denne hængebro Thaierne kunne gå eller køre motorcykel over, når de skulle over kløften og floden. Vi forstod slet ikke at nogen mennesker ved sine fulde fem, turde køre på motorcykel over denne gamle faldefærdige hængebro, men det var den mulighed der var eller også måtte man køre en kæmpe omvej for at komme rundt om nabo bjerget og så tilbage til dette bjerg. Beton broen som sidste år var blevet færdigbygget, var nu den vej man brugte og siden er hængebroen ikke blevet brugt, den forfalder mere og mere og man kunne virkelig se, hvordan vind og vejr har tæret på den. Det var Pai river som broen hang over og vi blev da lidt overrasket over at den var så lang, så den gik herfra og længere ned end Pai. Da vi var gået over broen, hoppede vi op på bilens lad igen og kørte videre op mod Long neck stammen. Vi så på vejen hvordan man dyrkede afgrøder i dalene og op af bjergsiderne, som om det var kæmpe store teresser, nogle marker var allerede i fuldt flor, det var hvidløgsmarkerne, vandmelon markerne, blomkåls markerne og appelsintræs markerne. Markerne med melonerne var dækket af plastic som holder på den naturlige fugt og holder på gødningen samtidigt fortalte Aron. Kål og hvidløgs markerne er kun halvårs marker, det betyder at de i regntiden er rismarker og når det så høstes, bliver der sået blomkål og hvidløg. De forskellige marker lå i etaper op af bjergsiden og var meget markeret og utrolig flot så landskabet ud med disse dyrkede marker. Papaja og bananer er fattigmandsmad (såsom vi har det med havregrød) derfor griner alle Thaier også af os når vi skal have hjælp til at få fat i disse frugter. Folk bliver i gåseøjne stemplet som Low Class, netop fordi disse frugter vokser vildt overalt heroppe nordpå og virkelige er billigere end billig. Thaierne betaler omkring 7 Baht for en kæmpe banan klase, hvis ikke bare de tager dem fra junglens træer/palmer. De vilde bananer er lidt mindre end de dyrkede og meget sødere med mange flere kærner i. Efter en lille times tids kørsel kom vi til en betonvej på en betonforhøjning, der gik over floden endnu engang, der var ikke meget vand i floden, men Aron fortalte at i regnsæsonen stiger vandet helt op over vejen og det er ikke altid man kan komme over broen. Vi kørte videre af en meget hullet grusvej i ca. 15 min mere, hvorefter vi så kom til Long neck Karen indgangen, der lå lige ved siden afgrænseovergangen til de 4 km. ingenmandsland. Disse 4 km ingenmandsland ligger Burmaneserne og Thaierne og kæmper om, det er et bælte som ligger hele vejen rundt mellem de 2 lande og som ingen af dem endnu ejer. Grænse overgangen er strengt bevogtet af militæret, så der er fuld kontrol med hvem der passerer og hvorfor, og her skal man indskrive sig med pas, for at kunne få lov til at gå ind til Long Neck Karen stammen. Der var en slags tjekpoint bod, hvor en gut stod og tog imod alle vores oplysninger, de havde alle våben og var hele tiden på vagt. Aron fortalte at Burmaneserne kun angriber om aftenen og natten, så derfor var muligheden til at blive hos stammefolket nogle dage ikke en realitet mere, det blev stoppet for ca. 4 år siden. Vi betalte de 250 Baht pr voksen som vi skulle og fik så adgang til stammeområdet hvor de havde deres helt eget lille samfund. Det var på størrelse med en fodboldbane og var mere end meget tæt bebygget, der var bla. en skole med 6 klasselokaler og et læreværelse. Børnene var blandet i alderen 5 – 13 år og Aron fortalte at netop dette folk, er dem med den største IQ i hele Thailand. De lærer 4 forskellige sprog lige fra første klasse (det første skoleår, de har ikke klassetrin som vi) de lærer Engelsk, thailandsk, Burmanesisk og Karenni + at de havde deres helt eget sprog. Ringene Long Neck Karen stammens kvinder har om halsen, benene og armene fungerede i tidernes morgen som beskyttelse når kvinderne var ude i junglen for at samle brænde, mange blev dræbt af tigerne, løverne og andre rovdyr som angriber deres bytte bagfra. Herefter blev ringene et symbol på status/velstand og nu er det udelukkende på baggrund af turismen som de håber, vil blive større, da det er eneste indtjenings mulighed de har. Ringene er nu tradition og dekoration, da de fleste rovdyr er udryddet far dette område mere eller mindre. En halsring som er snoet omkring halsen 21 gange vejer ca. 3 kg og det er kun den ene specialist i stammen der kan skifte og forlænge ringene uden at halsen brækker når de bliver taget af. En halsring der snoger sig 25 gange rundt om halsen koster i dag ca. 5000 Baht og bliver renset og poleret 2 gange om dagen med lemon så de skinner og blinker. Det er mærkeligt at se alle disse mennesker med hovedet så langt fra halsen, hver ring var ca. 0,5 – 0,8 cm tyk. Børnene (pigerne) bestemmer selv når de er mellem 5 og 7 år om de vil have ringene på, men vil de det så er det for livstid og de bliver forlænget hvert år. De bliver først taget af ved dødens ankomst og da det kun er specialisten som kan udføre dette arbejde, er det hende der står for alt med ringene. Mændene laver overhovedet ingenting, de sidder hele dagen og er meget sociale med hinanden, ryger en masse cigarer og drikker te, mens kvinderne arbejder i døgndrift. Vi så en kvinde komme ud fra junglen med en kæmpe kurv fuld af brænde, den blev båret på ryggen med et tykt bånd rundt om panden, så det faktisk var hovedet/halsringene der bar kurven og vægten. Mange af dem havde krigsmaling på ligesom indianerne i de gamle westernfilm vi kender til, det var urter som holder huden ung, smidig og flot. Husene i byen lå klods op og ned af hinanden og trappetrinene der var hugget ind i bjergsiden var markeret med sten og ølflasker sat ned med halsen først, så det var bunden der var opad. På samme område som Long Neck Karen bor, lever der også en stamme som hedder Long Ears, de bor i hver sin ende af dette lille samfund. Long Ears har kæmpe ringe i ørene som sidder inde i selve hullet (hvor vi har øreringe tværs gennem hullet) og er op til 6 – 7 cm. i diameter. Når de bliver taget ud af hullerne er der kæmpe huller i ørene og øreflippen hænger næsten helt nede ved skulderne. Det var en utrolig primitiv by og noget af en oplevelse at se disse stammer samarbejde for deres samfund. De får ris udefra, men ellers må de klare sig selv og har ingen adgang til byerne, med mindre de bliver syge og skal på hospitalet, så bliver de kørt til og fra hospitalet af militæret, og de er hele tiden under opsyn. De kan også få et specielt tilladelse til at tage til byen nogle timer, den tilladelse og beviset herpå, får de af militæret. Vi kørte længere nordpå og kom til et Health center hvor de var berømte for deres mud spa, vi troede vi skulle bade i mudder men blev godt snydt da vi kom. Mudder søen var over 70 grader varm, så det var umuligt at bade heri, men vi fik mudder og mineral ansigts behandlinger. Man kunne også få en Body mud full og bade i en mineralvandskilde, de havde alle former for massage og hele området blomstrede smukkere end en drøm. Tiden var inde til lidt frokost, så vi kørte til en lille hyggelig landevejs restaurant og fik noget lækkert mad, herefter fortsatte vi helt op til den nordligste by ½ km fra den Burmanesiske grænse. Der oppe lå The Chinese Village og det gik bare opad hele vejen, her skulle vi besøge en te fabrik og have smagsprøver, vi smagte Ulong te, Jasmin te og Ginseng te. Folkene (Kineserne) i denne by var ikke flygtningen og begrænsede som i Stammerne rundt om, de var engang fattige Kineser der var flyttet frivilligt for at kunne dyrke te og nu, var de blevet rige af deres te dyrkning. Byen lå ligesom på den anden side af en halvstor sø, den skulle man køre rundt om for at komme til byen og vi blev godt overraskede da vi så heste stå og drikke af søen. De var frie og betydningsløse, gik rundt i gader og stræder såsom hunde, katte, grise og høns gjorde det. Bare dét var vildt at opleve i denne by hvor Jasmin og andre blomster/urter lå lidt overalt og blev soltørret til te-fabrikken. Vi gik en dejlig tur gennem byen og rundt om den, det var en smuk udsigt vi havde med junglen i baggrunden, søen og byen foran. Herefter kørte vi ned af bjerget igen og kom til en by hvor 2 forskellige stammefolk bor, de bor på hver sin side af gennemfartsvejen og blander sig aldrig med hinanden. Kun i skolen hvor børnene går sammen lige meget hvilken stamme de tilhører, men derefter går de hver til sit. De blander sig ikke med hinanden og det var tydeligt, at se forskel på deres samfund på hver sin side af gaden. Hmong stammen på den ene side var rige og havde mange biler, de byggede deres huse direkte på jorden ligesom Kineserne i Chinese village. Shan`erne på den anden side byggede deres huse på pæle og fundamenter, de var meget fattige og havde kun få biler. Vi vandrede en lille tur igennem begge byerne for at se det hele lidt mere indefra, på Hmong siden var der mange dyr, men meget få dyr var der på Shan siden. Vi skulle slutte dagen ved Pa.sua waterfall, det var et helt utroligt syn, virkelig smukt og Aron fortalte, at vi ikke måtte gå ud på de kæmpestore klippesten der var overalt foran vandfaldet. Vandfalds stenene er meget glatte, selv når de er tørre og mange er gennem tiden faldet i døden derfra. Der var hygget trappetrin i bjerget hele vejen ned til vandfaldet gennem skoven, de var markeret med træstammer og der var enormt fredfyldt på trods af vandfaldets buldren. På vejen havde Aron fortalt os om byens navn Mae Hong Son og dens oprindelse, Mae står for moder – Hong står for en by med stor og bred vidde – Son står for læren om og af elefanterne. Man brugte udelukkende elefanter til at flytte alle store sten og træstammer som der var i hele området, for så at kunne bygge byen. Vi var hjemme ved 18 tiden og skulle nu have os en god middag, før vi skulle nyde resten af aftenen i fred og ro.

Onsdag d. 19/1
Vi startede dagen med at aflevere vores vasketøj og så spiste vi morgenmad, på den gode restaurant på den anden side af søen midt i byen. Herefter skulle vi op på busstationen for at tjekke bus tiderne tilbage til Pai, da der var styr på det gik vi over til Templet som stort set var vores nabo og kiggede lidt. Der var bl.a. et stort tempel museum med mange forskellige figurer og statuer fra Burma, ud over museummet var der 2 templer, det nye og det gamle. De var meget flotte og vi hyggede os med at kigge rundt overalt. Vi gik hjem til Palms og hentede lidt frugt og brød, hvorefter vi så gik ned i byen og satte os ved søen og spiste, det var dejligt og efter det gik vi en lang tur i den anden ende af byen hvor vi næsten ikke havde været. Vi spiste ved 19 tiden igen på den samme restaurant som de foregående gange vi havde spist ude i byen, den var super hyggelig og så løb der en lille å igennem den hvor der bl.a. var guldfisk i. Vi gik senere hjem og pakkede til afgangen i morgen.


Torsdag d. 20/1
Vi skulle med bussen 10.30, så vi stod tidligt op da vi også skulle hente vores vasketøj og pakke færdigt mindst en time før bussens afgang. Robin havde fået maveproblemer og det sprøjtede ud af numsen på ham, så vi aflyste vores afrejse og bad om at blive mindst en nat mere. Han blev mere dårlig i løbet af dagen og begyndte også at kaste op, så jeg hyggede med ham så vidt muligt hjemme, mens Nikolaj og minifisen gik en tur. Da de kom tilbage en times tid efter, gik jeg sammen med minifisen op til den lokale Pharmasy for at købe køresygepiller, heldigvis havde vi nogle piller fra Danmark, som skal samle maven når den er så dårlig. Vi købte lidt proviant til den næste dag og resten af denne dag, da jeg ikke regnede med at Robin blev bedre med de