Dag 5

I dag er det bankdag, og det vil være en let sag i Danmark, men nu hvor vi er i Thailand og min tolk kludrer rundt i engelsk engang imellem, snegler minutterne sig af sted.
Vi sidder bænket foran en hvidpudret thai med små briller og i grønt jakkesæt. Airconditionen kører på fuld tryk og det er frysende koldt i banken. Efter flere underskrifter og længere forklaringer på thai og engelsk kunne vi heldigvis gå ud fra den isende bank.
Pinaj (tror jeg nok det staves) møder os inde ved banken og vi køber ind til aftensmad. På vej hjem til min mor, får jeg lov til at sidde bagpå hans scooter.
Hvis man bare kender lidt til asien og til Thailand ved man, at det er den letteste (nok også den farligste) måde at komme rundt på. Min personlige mening er at man ikke kan tage fra Thailand uden at have prøvet at sidde bagpå en af de små lynhurtige tohjulede tingester.
Pinaj er min mors og Chums ven. Udover det er han også politimand, og et af de rareste mennesker jeg har mødt.

Et af mine største ønsker var at tage ud på en skole, og sige hej til en bror, og da vi er på vej hjem til min mor, kører vi forbi Sinbads skole.

Jeg er enebarn i Danmark og ønsket om søskende (især en cool storebror) har altid været stort!

Det letter en smule, da vi ude på skolen bliver vi overfaldt af nydelige små drenge og piger i skoleuniformer.
Min lillebror viser mig sin plads og sine tegninger, og da jeg vil tage billeder af hans klasse stiller hele børneflokken op med store smil og glade øjne. Det er meget overvældende og jeg bliver helt blød indeni. Min lillebror er en dejlig størrelse og jeg er en stolt storesøster, som sætter sig ind i bilen på vej hjem til min mor.

Vi spiser frokost ude ved min mor, og efter det tager Hveps og jeg en cykeltur på min mors cykel. Vi slingrer gennem den lille landsby, hujende og larmende. Hveps kæmper for at holde fast og jeg maser derudaf med sveden haglende ned af panden. Det regner overhovedet ikke nu, og solen bager ned.
Vi når frem til Chums søster og bliver dejligt modtaget med koldt vand og en masse frugt. Efter nogle korte sætninger og tegnsprog døser vi hen i under huset udetag. Chums søster er meget venlig og det stikker lidt, da jeg indser jeg nok ikke kommer til at se hende igen.
Min mor vil flytte til Khon Ka for at bo i nærheden af min bedstemor, og det vil kun være sjældent hun vil rejse de 400 km hertil.
Før vi tager af sted får jeg vasket hår, hvilket er super lækkert og forfriskende. Hjemme hos min mor får jeg lov til at låne ens scooter og med vinden i håret suser jeg af sted og tilbage til de kaglende damer, min mor har samlet hos sig for at lave mad til os.
Vi skal have Pad Thai, som er nudler og en masse andet lækkert. Inden vi skal spise, kører en af fra landsbyen mig og Hveps hen til en skole.
Vores gamle tolk Pitia er stadig lærer her, og jeg hilser glad på ham, mens jeg skjuler min forbavselse over hvor gammel han er kommet til at se ud. Det er underligt at se ham igen og det er med klarhed i mit sind, at jeg ikke kommer til at se ham igen.

Sådan må det være at rejse. Man efterlader altid en del af sig selv et sted, men nogle steder og mennesker glider ind i glemslens tåge og forsvinder. Det er nok uvisheden om hvorvidt vi vil glemme ansigterne og stederne, som gør os bange.

Vi drøner tilbage, tre på en scooter (ja mor uden hjelm, nej mor der skete os ikke noget, og ja jeg skal nok passe på mig selv!)
Vandpytterne sprøjter op på vores fødder og skyerne driver dovent forbi på den blå himmel.
Efter lækker mad (Pad Thai) bliver vi kørt tilbage og efter et kort stop på Guesthouset, bliver vi sat af ved 7elleven. Herfra går vi hjem gennem byen, som er begyndt at lukke ned. Vi tager forbi resturanen og får nogle små snacks med hjem, som vi indtager siddende på vores værelses gulv.
Aftenen forløber stille, og gekkoerne piler tyste henover væggene.