Thailandsk kunstner udstiller eventyr og barsk krigsrealisme
I Ikasts nyåbnede udstillingssted Kunstpakhuset viser den thailandske kunstner June Pilaiporn Pethrith et billedunivers, hvor fiktion og fakta bryder med hinanden. Det kontrastfyldte møde kalder hun for anakronismer. “Anacronism” er også navnet på udstillingen. Det skriver Kunsten Nu på deres webside.Elementer fra eventyr og tegneserier, der blander sig med billeder fra virkelighedens verden. Sådan cirka kan man beskrive Pethriths kunst, som i øjeblikket kan opleves i Ikasts nye kunstudstilling på Kunstpakhuset.
Kampvogne, bombefly, træer behængt med missiler, farverige og enøjede alfe-figurer, erotiske piger og udklædte dyr i militaristiske positurer er nogen af de karakteristiske figurer der befolker June Pilaiporn Pethriths billeder. I sine malerier og serigrafier sammenstiller hun dramatiske fragmenter fra den virkelige verden og underholdende fragmenter fra tegneseriens og fantasiens verden. Billederne har ofte afsæt i politiske emner men deres budskaber leveres med humor og ironi.
June Pilaiporn Pethrith arbejder bevidst på at lave visuelle anakronismer for herigennem at skabe nye fortællinger. Hun viser forskellige situationer og begivenheder som mennesker har været i gennem tusind år, for eksempel krigssituationer. Billedernes anakronisme viser sig ved at en person, en genstand eller en begivenhed, er placeret i en anden tidsperiode eller i en anden kontekst end den oprindelige. Det er denne blanding af tiden, genstande og begivenheder der ikke passer sammen kronologisk, der skaber nye historier.
Ifølge June Pilaiporn Pethrith lever vi i en medieret virkelighed, en verden af fakta og fiktion. - Jeg synes vi ser verden i dag uden rigtig at kende den. Vi synes og vi tror, vi gætter og vi dømmer. Vor viden om verden får vi serveret fra TV, radio, aviser og blade. Hver dag driver der hvileløst glimt fra alverdens brændpunkter forbi vores øjne, fortæller hun.
I sine billeder fikserer hun fragmenter af virkeligheden og tilsætter nye billedelementer, for eksempel erotiske piger eller eventyrfigurer. På den måde skaber hun billeder af, hvordan vi sammensætter vores medierede verden af både fiktion og andenhåndserfaringer.
- De billeder der opstår inde i vores hoveder, kan meget vel se ud som mine blandinger af tegneseriefigurer og krigsfragmenter. Det er i hvert fald der jeg tager mit udgangspunkt, fortæller June Pilaiporn Pethrith.
June Pilaiporn Pethrith (f.1978 i Thailand), har boet og arbejdet i Danmark siden år 2000. Er uddannet fra College of Fine Arts (1994-1997) og Silapakorn University, Bangkok, Thailand (1997-2000), Det Kongelige Danske Kunstakademi, København (2000-2007) og senest Copenhagen School of Technology and Design (2008-2010).
Udstillingen fortsætter frem til 22. april 2012.
Læs nærmere på:
- Kunstpakhuset Ikast
- Kunsten.Nu
15/04-2012 02:33
3145 Fremvisninger 0 Kommentarer
|
Kommentarer
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.








. Det er fanme alverdens ting man kan få lavet nu om dage. 









15/04-2012 02:33
3145 Fremvisninger


