Flere end 100.000 unge mænd fra Myanmar og Cambodja arbejder illegalt under slavelignende forhold på thailandske fiskerbåde. Folkekirkens Nødhjælps partner, Migrant Workers Rights Network, kæmper for at forbedre deres forhold.

Den stærke lugt af fisk er påtrængende i formiddagsheden, og asfalten på kajen glinser fedtet af fiskeskel i solen. De blå tønder står tæt og toppet med nattens fangst: Tun, makrel, sardiner, rejer og rokker.

Omkring tyve fiskere står bøjet over tønderne. Med de bare næver skovler de fiskene fra tønderne i kasser og videre ind i lastbiler, som kører dem væk til filetering og pakning på fiskefabrikker. Kaptajnen på en af fiskerbådene overvåger slagets gang bag et par mørke solbriller, imens han kommer med bryske tilråb.

Det er ikke bare benhårdt fysisk arbejde – men umenneskeligt at være fisker på en thailandsk fiskerbåd. Typisk har arbejderne betalt en mellemhandler for at fragte dem væk fra arbejdsløsheden i deres hjemlande til et betalt job i Thailand. Men de har alle været uvidende om, hvilket job, der ventede dem – og også om de slavelignende arbejdsforhold, de må arbejde under.

Usle forhold
Andy Hall er engelsk jurist bosat i Thailand og Myanmar. Han rådgiver blandt andet Folkekirkens Nødhjælps partner organisationen Migrant Workers Rights Network (MWRN) i immigrations-spørgsmål og har specialiseret sig i illegale immigranters arbejdsforhold. Ifølge Andy Hall skal man lede længe efter et værre job end at være fisker på en thailandsk trawler.

”Typisk arbejder fiskerne mellem atten og tyve timer i døgnet ugens syv dage. At sove og spise er kun muligt, når garnene er kastet ud, eller når fiskene er kørt til fabrikkerne. Mændene lever under usle forhold uden rent drikkevand, og det forventes, at de arbejder – også når de er syge. Hvis de bukker under, risikerer de tæsk eller tortur. Der er flere eksempler på, at uarbejdsdygtige fiskere er blevet smidt overbord, da de jo ikke længere tjener noget formål ombord,” fortæller Andy Hall.

Vold og knivstikkeri
35-årige Htoo forlod staten Mon i Myanmar for snart 16 år siden. Via en mellemhandler kom han til Mahachai i Thailand, hvor han endte på en fiskerbåd. Livet til søs var barskt, og der var ingen vej tilbage.
”Vi arbejdede døgnet rundt, ugens syv dage, men fik ingen betaling. Der var vold og knivstikkeri om bord og jeg har set kammerater blive smidt overborde og drukne, fordi de ikke arbejdede hårdt nok. Andre druknede i høj sø,” fortæller Htoo.

I dag er Htoo gået i land og arbejder sammen med sin kone på havnen. Han drømmer om at vende tilbage til Myanmar en dag, men foreløbig har det lange udsigter:

”Der er ikke mange jobs at få, og det er svært at forsørge familien i Myanmar,” forklarer Htoo. For et år siden valgte Htoo og hans kone at sende deres nyfødte søn hjem til bedsteforældrene i Mon. Livet på havnen egnede sig ikke til et spædbarn. Men han fortryder nu bitterligt det valg.

”Min søn døde af høj feber efter den lange busrejse,” fortæller han og slår blikket ned.

Ingen løn
Myo Minh var drevet af ønsket om at tjene sine egne penge og en dag at kunne forsørge sin egen familie. Han troede, at han skulle arbejde på en annanasfabrik i Thailand, da han som 21-årig forlod Myanmar. I stedet blev han tvunget ombord på en fiskerbåd. Han forlod ikke båden i syv måneder.

”Jeg blev sparket, slået, skubbet og truet med knive – og jeg fik ingen løn,” fortæller Myo Minh Naing.

Da båden en morgen lagde til kaj, lykkes det alligevel Myo Minh Naing at flygte, og i dag gemmer han sig for de thailandske myndigheder i et kloster tæt på Mahachai. Han tjener en smule penge som daglejer på et marked eller en byggeplads. Myo Minh Naing vil ikke tilbage til Myanmar, for han er stadig fast besluttet på at tjene sine egne penge, selv om det er en udfordring uden stempler i passet.

”Jeg vil aldrig mere ombord på en fiskekutter, men jeg vil blive i Thailand. I Myanmar er det umuligt for mig at få et job,” forklarer han.

Tortur, vold og drab
Myo Minh Naing undslap livet til søs, men at flygte fra en fiskekutter er både vanskeligt og forbundet med stor fare, forklarer Andy Hall.

”Mændene kan ofte ikke svømme og vil drukne, hvis de hopper over bord. De kender ikke sproget og landet, har ingen penge, ingen telefon og ved ikke, hvor de befinder sig. Hvis det alligevel lykkes, vil de fleste blive arresteret af politiet og sendt retur til deres hjemlande, fordi de ikke har gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Hvis et flugtforsøg mislykkes vil de typisk blive straffet af kaptajnen og hans hold med tortur, elektriske stød, vold og måske drab.”

Læs nærmere på: Slaver til søs (Folkekirkens Nødhjælp)