Thailandsk skuffelse over Thaksins beslutning
printer
Råd af ældre skal løse den politiske krise, men ledende erhvervsfolk tror ikke på det. De mener, premierministeren bør gå af.

Thaksin Shinawatras klæben til premierminister-posten er blevet mødt med skuffelse i Thailands hovedstad Bangkok. Han vandt ganske vist søndagens valg, hvor hans parti fik godt 16 millioner stemmer, men det var kun godt en tredjedel af alle stemmeberettigede, og tre millioner færre stemmer end ved valget for godt et år siden.
Og det var færre end de 17 millioner, der slet ikke stemte, selv om der er valgpligt i Thailand.

På TV mandag aften annoncerede Thaksin Shinawatra, at han vil fortsætte som premierminister. Men han foreslog samtidig, at der skulle nedsættes et "Råd af respekterede ældre" på ni personer til at løse den politiske krise. Rådet skal bestå af tre tidligere parlamentsformænd, tre tidligere premierminister og tre tidligere højesteretsdommere. Og hvis dette råd konkluderer, at det er bedst for landet, at han træder tilbage, så vil han gøre det.

Vandt ikke mandat
Forslaget er blevet mødt med hovedrysten af hans sædvanlige modstandere, der ser det som et forsøg på endnu engang at trække tiden ud. For dem kan krisen nemmest løses, hvis han trækker sig som premierminister. Han er i deres øjne den egentlige årsag til krisen.

I dag har også ledende erhvervsfolk skudt forslaget ned. Vice-generalsekretæren i Handelsrådet, Pornsil Patchrintakul siger, at Rådet ikke kan fungere, hvis det er Thaksin selv, der skal udpege medlemmerne.

"Thai Rak Thai vandt majoriteten af stemmerne, men de vandt bestemt ikke et mandat til at fortsætte," siger han med henvisning til de mange stemmer-ikke og ugyldige stemmer, og de mange sofavælgere.

Vicepræsidenten for et af de største firmaer i landet, Siam Cement siger, at så længe Thaksin er leder, vil situationen fortsat være uløselig.

"Thaksin burde trække sig og overlade roret til en anden, der kan arrangere et nyt valg, som alle kan acceptere," siger Sungsidh Prizarangsan.

Hvem trækker først?
Men måske skal Thaksins forslag ses som et forsøg på at trække sig ærefuldt ud af politik. Han vandt trods alt valget, selvom han langt fra fik den støtte, han havde håbet på, så måske har han indset, at krisen ikke kan løses, så længe han bliver siddende. Med forslaget om Ældrerådet kan trække sig uden at give efter for hverken massedemonstrationer og uden at skulle erkende manglende opbakning fra befolkningen.

I tv-interviewet mandag aften lovede Thaksin også at træde tilbage, "hvis gadedemonstrationerne ophører, det Demokratiske Parti vil koncentrere sig om næste valg og Sondhi (Thaksins tidligere ven men nu hovedfjende, red.) går tilbage til templet".

Tirsdag eftermiddag tog lederne af massedemonstrationerne imod den udstrakte hånd, men spillede bolden tilbage på premierministerens banehalvdel. Lederne lovede at afblæse fredagens demonstration, hvis Thaksin trækker sig inden.
Sent tirsdag eftermiddag skal Thaksin Shinawatra i audiens hos Thailands populære Kong Bhumipol.

Kilde: Jyllands Posten

Skrevetd.  04-04-2006 12:59 04/04-2006 12:59 3683  Fremvisninger 3683 Fremvisninger  1 Kommentar 1 Kommentar


  Kommentarer
499 #1 rinpoche d. 04/04-2006 klokken 13:13:35
Bliver spændende at se hvorledes situationen udvikler sig.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.