Hvor lang tid er 90 dage
Integrationsministeriets paragrafrytteri har jaget ungt kærestepar ud af Danmark i tre år. Parret har ellers gjort alt for at følge loven til punkt og prikke.Danske Jimmy Taal fra Hillerød og Shiela Gasa fra Filippinerne er kærester, og sidste vinter besøgte Shiela Gasa Danmark på et turistvisum. For at få et visum skulle Jimmy Taal indsende et ansøgningsskema. På det stod der, at et visum strækker sig i 90 dage.
Sammen med visumansøgningen indbetalte Jimmy Taal også et depositum på 51.000 kroner. Det forlanger den danske stat som sikkerhed for, at ingen fremmede bliver i landet mere end de 90 dage.
Billet og visum til 90 dage
Pga. reglerne var Jimmy Taal meget omhyggelig med at bestille en rejse på netop 90 dage til Shiela Gasa ved et rejsebureau.
Med returbilletten i hånden gik Shiela Gasa ind på Norges ambassade i Manila, der repræsenterer Danmark i Filippinerne. Ambassadepersonalet så returbilletten og gav hende uden yderligere spørgsmål et visum, så hun kunne rejse til Danmark 16. november.
Forbud mod indrejse
Da Shiela Gasa var rejst hjem til Filippinerne, ville Jimmy Taal gerne have sit depositum på 51.000 kroner tilbage, men Udlændingestyrelsen ville kun give ham halvdelen og beholdte altså 25.500 kroner. Oven i den økonomiske straf stillede styrelsen i udsigt, at Shiela Gasa ikke ville kunne få visum til Danmark i de næste tre år.
Myndighederne mente, at parret havde overtrådt 90-dages reglen. Juristerne i styrelsen hævdede, at Shiela Gasa havde været i landet i 91 dage. Hun ankom om aftenen den 16. november og rejste igen den 14. februar om morgenen.
Under 90 døgn
Tæller man efter i kalenderen, er det rigtigt, at Shiela Gasa var i Danmark i 91 påbegyndte kalenderdøgn. Men det ser anderledes ud, når man tæller de timer sammen, der er gået fra, hun landede, og til hun lettede igen. Dividerer man timerne med 24 timer pr døgn. Så viser det sig, at hun kun gæstede Danmark i 89 døgn, 9 timer og 30 minutter - altså mindre end 90 hele døgn.
I august fangede Kontant Jimmy Taal i lufthavnen på vej til Filippinerne. Myndighederne havde jo forment hans kæreste visum til Danmark. Derfor var han nødt til at tage ekstraarbejde i sommeren og skrabe penge sammen for at kunne besøge sin kæreste. Han var målløs over styrelsens afgørelse, der faldt i foråret.
- Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt. Så jeg går videre til integrationsministeriet, for det er jo deroppe reglerne kommer fra, og de må jo kunne se, at der er et eller andet helt galt, siger Jimmy Taal.
Handler i god tro
I sin klage til integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) jurister fortalte Jimmy Taal, at han handlede i god tro. Han forstår ikke, at Shiela Gasa og han selv har brudt reglerne, når myndighederne har givet hende visum, og han i øvrigt ikke har forsøgt at snyde.
- Regler skal overholdes og det går jeg også ind for. Men når jeg i god tro går ind og bestiller en 90-dages tur hos et flyselskab, og myndighederne ser returbilletten og udsteder et visum, så er jeg da i god tro, siger Jimmy Taal.
Men Rikke Hvilshøjs (V) jurister holdt i juli fast i styrelsens afgørelse. De slår fast, at det udelukkende var parrets egen fejl, at 90-dages reglen var overtrådt.
Mangelfulde oplysninger
I det skriftlige svar til Jimmy Taal indrømmede ministeriet dog samtidig, at det ikke præcist er forklaret, hvordan de 90 dage beregnes i følgeskrivelsen til visumansøgningen og heller ikke på ministeriet hjemmeside. Men på trods af den mangelfulde kommunikation fastholdt Rikke Hvilshøjs (v) jurister afgørelsen.
I afgørelsen fra den 25. juli stod der også, at ministeriet arbejder på at lægge informationer om 90-dages reglen på hjemmesiden "inden for den nærmeste fremtid". Den 1. september er det endnu ikke sket.
Kovending af minister
Kontant har bedt integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) om et interview, men hun har ikke lyst til at medvirke i Kontant. I stedet har hendes pressesekretær, Thomas Harder Rasmussen, sendt en mail med et citat fra ministeren. Her laver ministeren en kovending og trækker tæppet væk under afgørelserne fra juristerne i Udlændingestyrelsen og Integratinsministeriet
Rikke Hvilshøj skiver: "Det har ikke været tydeligt nok for borgeren, hvordan vi beregner 90 dage, og da det har kunnet give anledning til tvivl, så dispenserer vi fra kravet om sikkerhedsstillese i denne sag. Vi vil nu lægge præcis information ud på hjemmesiden om hvordan de 90 dage skal beregnes, ligesom vi også vil skrive det i fremtidige afgørelser, så ingen behøver være i tvivl."
Efter en frugtesløs klagebehandling på flere måneder får Jimmy Taal altså nu pludselig sine 25.500 kroner tilbage, og Shiela Gasa kan igen søge visum i Danmark.
Udsendelsen kræver Windows Player for at blive vist.
Indslaget starter 12:05 min inden i udsendelsen.
Klik her for at se udsendelsen
06/09-2006 14:04
8091 Fremvisninger 11 Kommentarer
|
Kommentarer
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.








. Det er fanme alverdens ting man kan få lavet nu om dage. 









06/09-2006 14:04
8091 Fremvisninger


