Kupmagere vil slå til mod korrupte politikere
printer
De militære ledere i Thailand har udpeget ni personer, der skal granske flere korruptionssager under den afsatte ministerpræsident og forretningsmand Thaksin Shinawatra, skriver flere nyhedsbureauer. Nyheden er formentlig første skridt i retning af en indefrysning af ministerpræsident Shinawatras værdier i Thailand. Shinawatra er multimilliardær.

Med i den nye kommission er bl.a. generalsekretæren fra den tidligere antikorruptions-kommission i Thailand, der i 2001 forgæves forsøgte at finde grundlag for en retssag mod Thaksin. Kommissionen blev opløst, da det viste sig, at medlemmerne af kommissionen på ulovlig vis havde bevilget sig selv større honorarer. Den tidligere generalsekretær er en af Shinawatras vredeste kritikere, men et medlem af kommissionen understreger, at det ikke blot er Thaksin Shinawatra, der bliver genstand for kommissionens undersøgelser.

»Kommissionen skal undersøge korruption blandt offentligt ansatte og politikere, men ikke specifikt den tidligere regerings ministre«, siger Højestreretsdommer Wicha Mahakhun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kommissionen er dog allerede blevet sat til at undersøge, om det var lovligt, at Thaksins familie gennemførte en meget omtalt handel til et tocifret milliardbeløb uden at skulle betale skat.

Thaksin Shinawatra, der har grundlagt sin umådelige rigdom i telebranchen, har afvist alle anklager om korruption. Men den folkelige dom over handlen har ikke været til ministerpræsidentens fordel. Og der spekuleres i, at rigmanden vil bosætte sig i London. Det synes i hvert fald sikkert, at Shinawatra ikke vender hjem til Thailand foreløbig. Gjorde han det, ville han formentlig straks blive kylet i kachotten. Shinawatra befinder sig i London, hvorfra han har meddelt, at han vil tage »et fortjent hvil« fra pligterne i politik. Han har også sagt, at han ikke vil udfordre kupmagerne, hvilket har imødegået frygten for uroligheder i forlængelse af det i øvrigt helt ublodige kup.

Til gengæld har den internationale kritik af kuppet været helt uforsonlig.

Kupmagerne har meddelt, at de i løbet af de kommende to uger vil udpege en midlertidig ministerpræsident. Det vil ikke blive en militærmand, der bliver indsat, understreges det. En af favoritterne til posten er Supachai Panitchpadki, som har et fint internationalt ry efter bl.a. at have fungeret som formand for verdenshandelsorganisationen WTO.

Kilde: Politiken

Skrevetd.  22-09-2006 14:41 22/09-2006 14:41 3583  Fremvisninger 3583 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.